13.06.12
Fra Kaj Aunes Ringen, foto: Samuel Olandersson

Pop, power og pågående musik

SPOR festival 2012

SPOR har udviklet sig til en af Danmarks bedste musikfestivaler. I år skabte festivalen skatte af skrot fra populærkulturens gemmer.

Den aarhusianske festival SPOR har efterhånden slået sig fast som en stor eksperimenterende musikfestival. Hvert år lægges programmet sammen med en gæstekurator, der giver et friskt input. Det er en internationalt orienteret festival. Kuratoren er ofte fra udlandet, og der bestilles og opføres musik af udenlandske kunstnere.

Festivalen gør et flot stykke formidlingsarbejde. Det trykte program er dejligt overskueligt og på engelsk. Det indeholder grundige, men kortfattede præsentationer af koncerterne. SPOR benytter frivillige medhjælpere, der ellers ikke har berøring med det alternative musikmiljø. På den måde hører flere mennesker om festivalen. Hvert år taler jeg med nye frivillige, der forundret og begejstret taler om, hvad de har oplevet. Værtinden i den bed&breakfast, hvor jeg overnattede, kendte fx festivalen, fordi hendes veninde arbejdede der sidste år.

Folket og samfundet
I år var den norske komponist Lars Petter Hagen gæstekurator, og festivalens tema var folkekultur. Hagen fortæller i programmets forord, at festivalen handler om politik og politisk kunst i bred forstand, og at den fokuserer på forbindelsen mellem musik og national identitet, og mellem elite- og massekultur. Selv om det er et bredt emne, var det grundlag for en veltilrettelagt festival, hvor de meget forskellige koncerter supplerede hinanden.

SPOR bestod af otte koncerter, fire installationer, et symposium og en række små performances fordelt over fire dage. Jeg var der de to første dage.

Jette Hye Jin Mortensens Song of the Songless

Sangen vi har mistet
De fleste af koncerterne foregik på festivalens hovedscene Granhøj Dans midt i byen, mens de øvrige programpunkter foregik på alternative steder, der sjældent bliver brugt til koncerter. Åbningsreceptionen blev holdt på Udstillingsstedet Spanien 19 C, der er et lille, afsides beliggende udstillingssted. Her blev den dansk-koreanske kunstner Jette Hye Jin Mortensens installation Song of the Songless indviet.

Bogen er en præcis spejling af mange menneskers forhold til sange.

Jette Hye Jin Mortensen betragter evnen til sang som noget magisk, en portal vi bærer inde i os. Sangen får vores krop til at vibrere. Den forlener ordene, vi synger, med subtile bibetydninger og begaver os med evnen til at lytte, mens vi taler. Men vi har mistet fornemmelsen for at synge, fordi sangen er blevet tromlet flad af talentshows, autotunere og anden mainstreaming.

Dette tab er temaet for Song of the Songless, der både er en sangbog og en lydinstallation. Mange af bogens 200 sider er næsten tomme og hver blot prydet af et sangnummer og en enkelt sætning, der kort begræder tabet: "573 – there is no song with this number", "463 – cannot remember". Numrene er ikke fortløbende, og ind imellem foreslår bogen, at man også kan springe til en bestemt anden side. Der er dog også gengivet hele vers af en række danske sange og salmer. To vers af Sig nærmer tiden, et vers af Udrust dig helt fra Golgatha og hele Det var en morgen ved vintertid.

Selvom jeg kender mange danske sange og salmer, kan jeg sagtens genkende mig selv i bogens kaotiske ufuldstændighed. Noget husker jeg helt, andet i fragmenter. Andet ville jeg bare ønske, jeg kunne huske. Bogen er en præcis spejling af mange menneskers forhold til sange.

Da vi fik sangen tilbage
På SPOR var lydinstallationen opstillet i et lille lokale, der var blidt oplyst af bloklys. Talrige eksemplarer af sangbogen, der var hvid, stod majestætisk stablet langs væggene. Det skabte en sakral stemning. Fra fire små højttalere strømmede, hvad der kunne lyde som en opførelse af sangbogen: To stemmer sang vers og fragmenter fra bogen. Blandt andet Chrysillis og Julen har bragt velsignet bud blev sunget med en blanding af tøven og insisteren. Stemmerne var uskolede og inderlige. De intonerede ind imellem skævt, sang i munden på hinanden, afbrød hinanden og rummede al den skrøbelighed, der ikke er plads til i en konform popproduktion.

Oplevelsen kunne sammenlignes med at smage økologisk smør efter at have vænnet sig til billige blandingsprodukter. Som at stå ved et alter for en sanselighed, man havde glemt fandtes. Song of the Songless er et rørende værk. Det lader os erfare, at noget er gået tabt, ved at give os en bid af det tilbage.

Socialkritiske løjer
Ved festivalens åbningskoncert på Granhøj Dans spillede det aarhusianske ensemble SCENATET seks værker af den tyske komponist Johannes Kreidler (f. 1980). Hans værker inddrager video og er en slags humoristiske happenings. De har ofte et socialkritisk element.

Dette gælder fx Charts Music. Værket er skabt ved hjælp af computerprogrammet Microsoft Songsmith. Når man putter en melodi ind i programmet, genererer det automatisk et akkompagnement. Man kan fodre denne digitale sangsmed med hvad som helst; akkompagnementet får samme muntre karakter. I Charts Music har Kreidler fodret programmet med ting, der bestemt ikke er muntre. Kurver over valutakurser, der afspejler den verdensomspændende finanskrise, bliver til festlig musik med faldende melodilinjer.

Johannes Kreidler og ensemble SCENATET

Ved opførelsen blev programmets output spillet live af SCENATETS musikere, mens man kunne følge den ene grumme statistik efter den anden på en storskærm. For at det ikke skulle blive lutter lystigt nedadgående melodier, blev man også præsenteret for stigende kurver. Optimistisk opadgående melodier afspejlede nøje antallet af dræbte i Irakkrigen, pornoindustriens vækst og den amerikanske regerings løgne. Det var absurd morsomt, fordi musikken virkede afstumpet i sin bundfrosne ligegyldighed overfor statistikkernes alvor.

Billig arbejdskraft
Koncertens mest ambitiøse værk var Outsourcing/Fremdarbeit. Her har Kreidler gjort, som så mange firmaer gør: Udliciteret arbejdet for at spare penge. Værket var en blanding af foredrag og koncert. Iført rå attitude og turkis vindjakke indtog den unge komponist scenen og fortalte, hvordan han havde fået kontakt til to komponister fra udviklingslande. De to fyre, som han viste os billeder af, levede af at skrive musik i den stil, de blev bedt om – som regel festlig lejlighedsmusik til bryllupper og fødselsdage.

Til gengæld var det tankevækkende, så god musikken var. Den virkede mere original og inspireret end Kreidlers egen.

Kreidler havde sendt dem sin egen, avancerede musik, fyldt med skæve rytmer, samples og støjlyde, og bedt om værker i samme stil. De havde fået, hvad der svarer til en tiendedel af hans honorar, så det var en god forretning for Kreidler. Heller ikke de de to arbejdstagere kunne klage: De kunne forsørge deres familier en hel uge for sådan et honorar. Der var flere udgaver af hvert værk. Kreidler havde nemlig været nødt til at lade sine ansatte gøre arbejdet om nogle gange, før han var tilfreds. SCENATET opførte alle udgaverne, så vi kunne følge processen.

Godt arbejde
Det var først og fremmest skægt, fordi Kreidler fortalte så underholdende om processen. Men han overspillede den kyniske stil, så han kom til at virke ungdommeligt imponeret over sin egen skruppelløshed, selv om han muligvis ikke var det. Outsourcing/Fremdarbeit var ikke spor skuppelløst. Kreidler gik tydeligvis meget op i sine to ansattes vilkår og havde sandsynligvis haft mere arbejde ved at guide dem gennem processen, end han ville have haft ved at skrive sin musik selv.

Til gengæld var det tankevækkende, så god musikken var. Den virkede mere original og inspireret end Kreidlers egen. Jeg gætter på, at de to levebrødskomponister har været oplivede over at skulle lave noget sjovere end den sædvanlige røvballemusik. Kreidler sluttede I øvrigt med sige, at han havde stor respekt for dem.

Erindrende støjmusik i kælderbaren
Granhøj Dans' kælderetage er indrettet som et uhøjtideligt bar- og performance-rum med plakater og spøjse malerier på væggene. Her fandt aftenens sidste, lille koncert sted. Den islandske komponist og guitarist Hafdís Bjarnadóttir (f.1977) opførte sammen med de norske violinister Ole Henrik Moe og Kari Rønnekleiv værket Rammaslagir, rafmagnslag. De tre musikere spillede på traditionelle nordiske strengeinstrumenter: De violinlignende hardangerfele og gamalfeyla samt langspil, der er en slags zither.

Den islandske komponist og guitarist Hafdís Bjarnadóttir opfører sammen med Ole Henrik Moe og Kari Rønnekleiv værket Rammaslagir

De åbnede koncerten med at frembringe en regelmæssigt pulserende støjflade ved at skrabe på instrumenternes strenge. Sådan fortsatte det i lang tid kun varieret ved små ændringer i støjens klangfarve. Rammaslagir, der direkte oversat betyder slag på rammen, er navnet på en nordisk folkemelodi, rafmagnslag betyder elektrisk sang, og værket klingede netop både som støjelektronika og folkemusik.

Der var godt nok ikke skyggen af folkemelodier tilbage. Værket holdt hele vejen igennem en skarp profil af skrabende støjlyde i vekslende mønstre. Men uanset hvor ekstremt de tre strengeinstrumenter blev behandlet, havde de stadig en karakteristisk sprødhed, der kendetegner folkemusikinstrumenter. Så Rammaslagir, rafmagnslag var en abstrakt musik, der næsten havde glemt sin oprindelse, men erindrede den som en tåget fornemmelse.

Det var en smuk afslutning på en åbningsaften, hvor alle programpunkter var interessante.

En vildfaren due
Jeg indledte festivalens anden dag med et besøg i Den Rå Hal. Hallen ligger midt i Aarhus og bruges ofte til messer og udstillinger. Hvælvet loft og betongulv giver stedet en imponerende akustik, som den amerikanske lydkunstner Marina Rosenfeld udnyttede i sin installation P.A.

P.A. var åben alle festivalens fire dage, men denne eftermiddag var installationen udvidet med levende optræden af den koreanske cellist Okkyung Lee. Installationen bestod af en stor mængde højttalere, dels placeret i en kreds på gulvet, dels hængende under loftet. Nogle af dem drejede rundt. Slørede stemmer, der lød som højttaleropkald i en lufthavn, blandede sig med primitive syntetiske toner og vandrede omkring i det store rum.

Det lød imponerende, men værket var ikke interessant. Kombinationen af uforståelig, rungende mumlen og rå synthesizerlyde er brugt så ofte i ambient electronica som fx tidlig Autechre, at det efterhånden er blevet trættende.

Det lød imponerende, men værket var ikke interessant. Kombinationen af uforståelig, rungende mumlen og rå synthesizerlyde er brugt så ofte i ambient electronica som fx tidlig Autechre, at det efterhånden er blevet trættende. P.A.’s lydside var hverken rigtig fjern og gådefuld eller virkelig påtrængende. Det samme gjaldt Okkyung Lees bidrag på den forstærkede cello. Hun spillede små enkelttoner og støjlyde, med det var lige så sløvt og uengageret som resten af værket.

Heldigvis blev oplevelsen reddet af en stakkels due, der havde forvildet sig ind i hallen og ikke kunne komme ud igen. Med regelmæssige mellemrum fløj den turen på langs af rummet over loftets bjælker. Den så på en gang stolt og fortvivlet ud, og det imponerende syn skar lidt i mit hjerte, da den sandsynligvis var dømt til at dø af sult og tørst i sit fangenskab. En ensom majestæt hævet over menneskelige sorger, men hjælpeløst fortabt.


Om aftenen på Granhøj Dans ventede en storslået koncert. Komponisterne Bent Sørensen og Niels Rønsholdt havde begge taget udgangspunkt i en populær kærlighedssang og skabt hver deres originale bud på moderne kærlighedssange. Endnu engang var det SCENATET, der spillede, denne gang for en udsolgt sal. Koncerten hed Love Songs.

De to store kunstneres musikker smeltede sammen til en organisk helhed, der var smægtende som popmusik og ophøjet som en chanson fra renæssancen.

Bent Sørensen havde allieret sig med sangskriveren Teitur Lassen, der normalt bare kalder sig Teitur. Sørensen havde brugt Teiturs sang I was just thinking i et lille stykke for sopran og ensemble. Teitur havde gjort det samme med Bent Sørensens klaverkoncert La Mattina og skabt værket The morning.

De to store kunstneres musikker smeltede sammen til en organisk helhed, der var smægtende som popmusik og ophøjet som en chanson fra renæssancen. Sopranen Signe Asmussen sang både nøgternt og sensuelt, som sådan en musik kræver for hverken at tippe over i det kliniske eller det vamle.

For civiliseret
Det var fremragende. Men både Bent Sørensens og Teitur kan hver især skabe noget, der er mere end bare fremragende. Sørensens musik har længe haft et element af populærmusik i sig. Saudades Inocentes, som han sammen med Anna Berit Asp Christensen præsenterede på sidste års SPOR-festival, var fx vævet sammen af citater fra popsange.

Og hvor Saudades var et hudløst mesterværk, der med dødsforagt overskred grænserne for, hvad der var smagfuldt og behageligt, var I was just thinking/The morning så civiliseret, at det ikke gjorde rigtig ondt. Det mest intense øjeblik var, da Teitur sang og spillede sin egen version af I was just thinking. Det gjorde så direkte indtryk, at resten virkede som et antiklimaks.

Kærligheden er grusom
Programnoten til Niels Rønsholdts værk var et opgør med vores kulturs forestillinger om kærligheden. Rønsholdt forklarer, at forestillingen om lykkelig gengældt kærlighed er en konstruktion, vores poplærkultur opretholder. Kærligheden er ofte uromantisk, grufuld og en kilde til sorg.

Det er naturligvis rigtigt, at kærlighed ikke altid er den rene lykke. Men når Rønsholdt ligefrem siger, at ugengældt kærlighed måske endda er selve kærlighedens essens, er det jo også en af den lidelsesfokuserede vestlige kulturs fikse ideer. Masser af store komponister har skrevet sange om ugengældt kærlighed. Fra Gesualdo og Schubert til Tom Waits og Teitur. Ulykkelig kærlighed er en kliché.

Niels Rønsholdt i duet med Anna Katrin Øssursdóttir Egilstrøð i sit eget værk Me Quitte

På vrangen
Men man kan skabe stor kunst af klichéer, hvis man tager tager dem til sig. Man kan blive så fortrolig med dem, at man kan give en dyb indsigt i dem videre. Og det var præcis, hvad Rønsholdt gjorde i de fem sange, som han denne aften uropførte sammen med SCENATET og sangeren Anna Katrin Øssursdóttir Egilstrøð.

Rønsholdt havde vendt Jaques Brels berømte kærlighedssang Ne Me Quitte Pas (forlad mig ikke) på vrangen og skabt sangcyklen Me Quitte (forlad mig).

På vrangen skal forstås helt bogstaveligt: Han havde indsunget sangen bagfra og vendt optagelsen om. På den måde hørte man igen sangen forfra, men på grund af det uvante ved at synge baglæns, lød sangen stadig fremmedgjort. Man hørte ikke optagelsen til koncerten. Rønsholdt, havde i stedet lært sig at synge på netop denne fremmedgjorte måde og var selv  vokalsolist.

Hjerteskærende gennemlyst
Ulasteligt klædt i hvid skjorte sang han sagte og klagende forskellige udgaver af den mærkelige sang. I én udgave var han ledsaget af sparsomme toner på vibrafon og guitar. I en anden sang han duet med Egilstrøð. I en tredje dannede de to sangere sammen med guitaristen Frederik Munk Larsen en intimt musicerende trio, der sad forrest på scenens gulv, mens brutale trommeslag truede med at knuse de spinkle toner.

Objektiviteten tændte et strålende lys, der gennemtrængte sorgen indefra, så man kunne sanse alle dens bestanddele. Det var ikke sentimentalt, men følelsesfuldt.

Hele Me Quitte var præget af dyb sorg og sårbarhed. Som et ensomt menneske, der begræd kærlighedens isolation. Samtidig var de præcise kompositioner og den bogstavelige vrangvending af teksten så klar og gennemført, at værket var helt objektivt.

Objektiviteten tændte et strålende lys, der gennemtrængte sorgen indefra, så man kunne sanse alle dens bestanddele. Det var ikke sentimentalt, men følelsesfuldt. Det handlede ikke om Rønsholdts egen sorg (hvis han overhovedet var ked af noget), men om noget alment menneskeligt. Det var hjerteskærende.

Valkyrer fra Aunes Der Ring des Nibelungen

Ragnarok på lossepladsen
En time senere blev jeg og de andre festivalgæster lukket ind på Institut for (X) – et råt og højloftet betonlokale. Her havde komponisten Kaj Aune lovet at opføre hele Wagners 16 timer lange operacyklus Nibelungens Ring ene mand.

Der var mørkt og koldt og man måtte stå op. Så faldt en lyskegle på en lille Mester Jakel-agtig kulisse af gammelt skrot. Tre små, slidte, feminine plastikdukker bevægede sig klodset og brutalt op og ned, som var de betjent af en gorilla. De var monteret på metalpinde. Det var tydeligvis de bedårende rhindøtre fra åbningsscenen af Wagners værk.

Lyden af dukkernes bevægelser var forstærket og erstattede Wagners raffinerede orkestersats med en kras skramlen. Snart oplyste endnu en projektør rummet, så man kunne se, at det lille teater kun var en del af en stor skrotkulisse. Igen og igen blev mure af mørkt metal afsløret, hvor jeg troede, der var tomt. Til sidst stod det klart at kulissen fyldte det meste af rummet.

Tvetydige glimt
Bag skrottet moslede Kaj Aune rundt. Han havde selv bygget det hele og var nu i gang med at indfri sit løfte. Han havde selv sagt, at det var dømt til at mislykkes, men det store epos med guder, mennesker og sagnvæsner foldede sig ud i det upolerede miljø. Alt var transformeret til affald og støjlyde.

Aune var for det meste usynlig. Det var creepy. Affaldet var hærget af en ubestemmelig livsform. Når man fik et glimt af ham, kunne man se, at han var sværtet sort og lignede en losseplads’ svar på en skovtrold.

Ren mytologisk energi
Der er en klar handling i Nibelungens Ring, men jeg kunne kun genkende tvetydige glimt af den: To levende høns trippede i et trangt bur en meter over publikums hoveder. Var det mon de elskende tvillinger Siegmund og Sieglinde? En mandshøj, skægget figur blev skubbet frem fra en åbning i skraldet. Det var nok deres far Wotan, gudernes konge. En flere hundrede liters plastdunk oplyst indefra af et ildevarslende rødt lys fór pludselig frem mod publikum. Dragen Fafner! Aune kørte et stykke af kulissen ud i salen, så man man måtte flytte sig for ikke at blive ramt. Rhinen gik over sine bredder. Som et afsluttende Ragnarok blev skyer af sølvpapir oplyst af gnistrende lys højt under loftet. Valhals brand og gudeverdenens undergang.

Uklarheden var en styrke. En invitation til at slippe det rationelle gelænder og folde alle føletråde ud. Kulissen fyldte så meget, at den virkede truende. Der var et skær af storslået mytologi over hele sceneriet. Den højtravende stemning var dybt humoristisk, fordi den konstrasterede skurrende med den slidte dynge af dukker og skrammel. Og det var ærefrygtindgydende, at Aune kæmpede sig alene gennem det ambitiøse forehavende.

Niebelungens Ring fordampede til ren mytologisk energi.

Pletskud på pletskud
Herefter forlod jeg SPOR 2012. Jeg havde været til halvdelen af festivalen. To dage. 13 værker. Heraf kun ét ligegyldigt. Resten var sjovt, rørende, interessant, gribende. Rønsholdt og Aunes bidrag var mesterværker, der ikke havde været spillet før. Det er en meget høj succesrate. Jeg har aldrig oplevet så godt et festivalprogram før.