26.03.13

PULSAR 2013

Reportage fra et ungt komponistmiljø

Den årlige Pulsar Festival havde engageret det franske topensemble Intercontemporain til åbningskoncerten torsdag den 7. marts i DKDMs koncertsal. Ensemblet var med på den værste, og festivalen samlet set understregede, at Pulsar er the place to go, hvis man vil følge med i, hvad der er hipt i det unge komponistmiljø.

Et ungt publikum
Allerede da man nærmer sig den smukke gamle koncertsal på Rosenørns Allé, mærker man en summen af et entusiastisk og fortrinsvis ungt publikum. Pulsar har opbygget en betydelig ny publikumsskare til den ny musik, som ikke kun tæller det grå guld, som landets øvrige musikforeninger er så rige på (ikke at der er noget galt med gråt guld - især ikke når man er det selv).

Ensemble Intercontemporain
Intercontemporain levede op til publikums forventninger i det første program denne torsdag aften. De spillede musik af debuterede og studerende unge komponister fra DKDM, der havde fået chancen for at skrive til ensemblet. De franske musikere spillede alle fem værker uden dirigent – og dirigerede ellers hinanden, når der var brug for det.

Tilsyneladende var ensemblet med på den værste, også når det handlede om til tider ganske grænseoverskridende behandlinger af de ædle instrumenter. F.eks. i Lasse Schwanenflügel Piaseckis Miniatures for Conjoined Instruments, hvor en klarinettist og en altfløjtenist får "sammenføjet" deres instrumenter med en gummislange, så klarinettens resonansrør forlænges med fløjtens og kommer til at lyde som en nærmest gummiagtig basklarinet. En violinist spiller på miniatureviolin og er af og til medstryger på celloen, på den del af strengen, der ligger bag cellistens finger, så der klinger en aparte, komplementær dobbeltklang. En fantasifuld og spektakulær instrumentbehandling.

Under de særegne og stærkt underholdende aktioner spurgte man sig dog af og til: “Hvorfor?!”, men helt sikkert var det, at der var noget under udvikling i Piaseckis musik, for eksempel en antydning af humoristiske tegneserieelementer, der kunne udvikle sig yderligere.

Støj er gennemgående trend
Alle koncertens værker var præget af gennemgående trends i den ny kompositionsmusik: En stærkt støjorienteret æstetik - der blev strøget, banket og knirket på instrumenterne. Også det visuelle aspekt - hvordan instrumenterne behandles fysisk - var i centrum. Og af en anden mere og mere udbredt tendens til at bruge low tech-udstyr, som f.eks. i Manuel Rodrigeuz 24 - Duo for akustisk forstærket cello og 10-hændigt klaver, hvor celloen synes forstærket med resonansdåser efter samme teknologiske princip, som børn lavede walkie-talkies med før i tiden. Den mest interessante musik i stykket kom faktisk fra det 10-hændige klaver, hvor fire par hænder var beskæftiget inde i flyglet med at banke på og dæmpe strengene, mens det sidste par hænder betjente både tangenterne samt endnu et nyt populært accessorie i den unge musik: En tilbagekoblet megafon. Man mærkede en kamp for at få alle disse idéer til at give formmæssig mening, for eksempel gennem de tilbagevendende strøgne stemmegafler i samspil med megafonsignalet. Og begrebet "formmæssig mening" giver stadig mening, fordi det ikke synes, som om disse komponister var ude i et absurdistisk ærinde; dertil var der for meget dynamik og vilje til styring og udtryk.

En undtagelse fra de ovennævnte trends var Mette Nielsen, der med Fragmented Obstructions, en trio for basklarinet, cello og slagtøj, arbejdede med en form for lydmæssige “farvefelter,” hvor instrumentationen hele tiden artikuleredes i styrede kombinationer af fx strøget tam med en basklarinets ud- og indånding og celloens strøg på instrumentkroppen. En konkretistisk - i dansk forstand - tilgang og et dejligt velproportioneret stykke. Og en selvstændig komponist, som uforstyrret synes at forfølge sine egne mål.Foto: A. Warme-Janville

Præstationsangst?
Spørgsmålet melder sig dog, om det også kan have en negativ indflydelse på en ung komponists udvikling at arbejde med et sådant frygtindgydende, centraleuropæisk topensemble; som bekendt startet af Pierre Boulez og med en hældning mod dén modernistiske musik, som danske komponister siden Nørgård/Gudmundsen-Holmgreen-generationen har opponeret imod. En opposition som måske oven i købet har skabt den "danske vej" i ny musik, som jo nyder stor interesse i udlandet i øjeblikket.

Eller sagt med andre ord: kan præstationsangsten overfor en sådan mægtig kulturinstitution ligefrem hæmme nogle af de unge komponister?

En af komponisterne, Nicholas Martin udtaler til programhæftet: “Jeg vidste, at hvad end der ville komme ud af samarbejdet, ville det, som en 40 millioner år gammel myg fossileret i en ravklump, helt sikkert være livløst. Det værk, jeg kom til at lave, afspejler på mange måder denne foruroligende følelse.” Og i noten til værket Time Passes (mise en abyme), skriver han ligefrem: “This is dying. This is already dead. This is documentation of death; falling, crumbling, disintegrating, fading, erasing, forgetting, silencing. This is nothing.” Hmm…

Velklang
Ensemble Intercontemporain spillede sin hovedkoncert fredag aften. Tre af de danske komponister, som nok spilles mest i øjeblikket - ikke mindst i udlandet - fik værker opført. Det var Simon Steen-Andersen, Bent Sørensen og Hans Abrahamsen.

"De gamles koncert" hvislede en ung komponist i pausen. Godt så! Faktum er, at Bent Sørensens Tunnel de lumière og Hans Abrahamsens Wald fremstod som velklingende og formfuldendte værker spillet med en overlegen klangbeherskelse. Det var ganske enkelt betagende.

Det var også en fornøjelse at høre Simon Steen-Andersens Praesens fra 2001 spillet af dette ensemble. Det er jo nærmest et ungdomsværk af den dengang 25-årige komponist. Forbløffende udviklet i virkemidler og instrumentation og med en fuldstændig sikkerhed i, hvor musikken skal hen. En musik, der genopvækker den virtuose tradition fra serialismens ungdom i 50’erne. Det er tankevækkende, at Steen-Andersen har et stort - og ungt! - publikum netop på den baggrund!

Intercontemporain ensemblet er respektindgydende. For eksempel tiltrak kontrabassisten Nicolas Crosse sig allerede fra begyndelsen af koncerten en særlig opmærksomhed, selvom han ikke havde en solistisk rolle i ensemblet denne aften. Den måde han kunne holde en borduntone på, uden den fjerneste vaklen og sådan, at den fyldte koncertsalen, tror jeg, mange lagde mærke til. En detalje blandt mange fine i dette ekstraordinære ensemble.

Den virtuose cellist Pierre Strauch spillede på en futuristisk udseende cello (det lignede et design af Poul Henningsen) og udførte sammen med klarinettisten flere hårrejsende soli i Bruno Montavanis afsluttende Kammerkoncert nr.1.

Kammersymfonien er en genre, som har en vis forhistorie i moderne musik, fra Schønberg over Hindemith og Stravinsky til John Adams. Bruno Mantovanis version var nærmest en potenseret version af Schønberg: Der var vilde kadenceagtige indslag i en hektisk centraleuropæisk stil. Vilde tuttiudbrud og et voldsomt forbrug af toner. Alt i alt et virkningsfuldt værk, men også noget overfladisk og præget af modernistiske orkesterklichéer.

Elektronik

...et par foran mig gik da også i biografmode og begyndte at kysse heftigt under Else Marie Pades lidt spøjse, forekommer det i dag, 50'er-elektroniske musik. Men åbenbart endnu et eksempel på EMPs store gennemslagskraft.

Electrokoncert fredag efter Intercontemporain’s koncert: Der var opstillet storskærme og et par foran mig gik da også i biografmode og begyndte at kysse heftigt under Else Marie Pades lidt spøjse, forekommer det i dag, 50'er-elektroniske musik. Men åbenbart endnu et eksempel på EMPs store gennemslagskraft.

Mest interessant var Svend Christiansens Noir fra 1974 - altså fra et tidspunkt, hvor de tekniske muligheder selvfølgelig var mere udviklede end på Pades tid, og hvor han især mod slutningen fik fremelsket nogle slagkraftige ringmodulerede klange, som virkelig boksede mod hinanden. En tiltrængt afveksling efter nogle konceptværker, som mindede om fornøjelsen ved at se maling tørre. 

Low Tech
En anden af de nyere tendenser er brugen af hjemmelavede instrumenter, eller Low Tech Music, som det var formuleret som overskrift på koncerten på Studiescenen lørdag eftermiddag. Det blev en yderst underholdende eftermiddag.

Jeppe Just Christensens værk Der Jäger var på programmet. Værket blev uropført ved SPOR-Festivalen i 2011 (På SNYKs hjemmeside Nye lyde i gymnasiet findes en udførlig beskrivelse af især instrumentet, så det vil jeg spare her)

Værket lægger sig op ad en do-it-yourself bevægelse (DIY), som lægger vægt på at fremstille alle lydobjekter selv, men som hos Jeppe Just Christensen samtidig demonstrerer det tragikomiske i et sådant projekt: Bækkenophængningernes sammenstød kan ikke helt forudsiges, nogle af objekterne vælter undervejs og udøverens fysiske formåen sættes under pres, så de kaotiske forsøg på beherskelse bliver humoristiske på en Buster Keaton-agtig måde.

Jean Tingelys selvødelæggende instrumenter og Mauricio Kagels musikteater har afsøgt sådanne områder, mens Harry Partch, som blev nævnt i den efterfølgende panelsamtale, var ude i et helt andet og mere historisk funderet ærinde med sine selvbyggede instrumenter: Nemlig realiseringen af et ambitiøst stemningssystem på akustiske instrumenter.

Harry Partch ligger så måske nærmere Lars Kyndes projekt i værket Elephant Heart, som også blev opført denne eftermiddag I hvert fald er instrumentet her et resultat af gedigent snedkerarbejde: et transportbånd bestående af noget, der ligner CD-skiver drives frem med håndsving af Kyndes assistent.

Før værket starter, står man og mediterer lidt over den visuelle fremtoning af Storm P-apparatet og prøver at forestille sig, hvad der skal ske. Måske skal den anden assistent, som har taget plads på siden af instrumentet, tage hver CD-skive og proppe i en afspiller? Nej, hullerne i skiverne fyldes med hver sin sorte kugle i en afstand, som er defineret i partituret. Komponisten sidder for enden af båndet og efterhånden, som kuglerne dumper ned for enden af båndet, drejer han en såkaldt klangchampignon, så hver kugle rammer et nyt klangrør og skaber små melodier. Publikum fulgte interesseret aktiviteten i en rundkreds; en ting var de små melodier, hvor vi spændt fulgte kuglernes vej mod champignonen, en anden var fysiklektionen i ballistisk tilfældighed: hver kugle tog sin egen uforudsigelige kurs ud i rummet efter hvert anslag.

For nogle måske endnu et malingprojekt, men enhver mediterer på sin måde, og jeg synes faktisk det var ganske fascinerende.

Den samme fascination af uforudsigeligheden er også et vigtigt element i Jexper Holmens brug af små legetøjsspilledåser i Lullabies: Hvordan kontrapunkterer de små melodier, og hvornår løber fjedrene ud? Melodierne blev i denne version samplet af Hugi Gudmundsson på laptop og løbende sendt ud i transponerede gengivelser – legetøjsteknologi møder Intel processorer.

High Tech

I 80’erne og ind i 90’erne var det svineheld, hvis teknologien fungerede ved første tryk […] I dag omgås komponisterne ubesværet den digitale teknik og clicks og feed back-hyl er nu en æstetisk luksus.

De yngre generationers omgang med elektroniske instrumenter og hjælpemidler adskiller sig naturligvis fra den analoge og tidlig-digitale tidsalders. I 80’erne og ind i 90’erne var det svineheld, hvis teknologien fungerede ved første tryk, og synkronisering foregik på maskinernes præmisser, mens kortslutningslyde og tilbagekobling var frygtede og ultimative taberlyde! I dag omgås komponisterne ubesværet den digitale teknik og clicks og feed back-hyl er nu en æstetisk luksus.

Mest ekstremt oplevede man det ved “jydernes” koncert i Literaturhaus torsdag den 13. marts. Mads Engell opførte værket Ind i min mixer. Det var lidt svært at se, hvad der foregik, men vi kunne se en ung fyr bøjet over, hvad der på afstand lignede en samling radiorør og kabler – og med en kæmpemæssig alter ego skygge på bagvæggen.

Lyden fra højttalerne lød som om, den blev skabt ved sammenlodning af komponenter på stedet, kredsløb opstod, vilde feedbacks bevægede sig gennem lokalet, så ældre komponister måtte holde sig for ørerne. Efterhånden opstod et sammenhængende klangtæppe af vildtvoksende lyde. En virkelig mærkelig og meget stimulerende oplevelse når man, selvom man efterhånden har hørt meget, stadig kan føle, at ørerne er ved at falde af og tænke: Hvad foregår der?!

Samme følelse havde man i Kaj Duncan Davids LS 0.2 ved samme koncert. Seks musikere sad bag hver sin laptop, og hver gang den lyste op, sendte hver musiker en kraftig tone ud i lokalet; ingen variation, kun to lyde at vælge imellem. Engang imellem startede et stroboskoplys, så ældre komponister måtte holde sig for øjnene. Så en laaang pause og, nej, det var ikke slut, musikken begyndte igen. Ekstrem og ganske mystificerende.

I det hele taget var der lutter gode og interessante værker ved dette koncertmøde med komponisterne fra Det Jyske Musikkonservatorium og DIEM (Dansk Institut for Elektronisk Musik) i Århus, som gerne må blive en tradition på Pulsar.

For Mette Nielsen synes omgangen med high tech ikke at være et formål i sig selv, men mere et praktisk hjælpemiddel. Hun fik opført flere værker på festivalen, hvor iPods bruges som en form for aleatorisk dirigentfunktion. Bedst lykkedes det i Circle #3 ved kammerkoncerten på Studiescenen torsdag den 7. marts. Syv blæsere i en cirkelformation spiller en C-dur akkord. De har fået tildelt nogle toner hver og iPods’ene giver ordrer til hver enkelt musiker om hvornår og hvordan der skal spilles. En interessant blanding af tilfældighed og styring.

No Tech
Ikke alle unge komponister arbejder med teknologiske virkemidler, eller grænseoverskridende instrumentbehandling. Benjamin de Murashkins værk 10 Processes for 13 strygere og accordeon var et forholdsvis traditionelt og meget velklingende, minimalistisk stykke, hvor de musikalske idéer fik lov at udvikle sig uden “alternative” spillemåder (som jo, i parentes bemærket, også hurtigt bliver til gængse klichéer). Udviklingen mindede om begyndelsen af Rued Langgaards Sfærernes musik fra 1916, og Murashkin har da også ved flere lejligheder vist sig som en konservativ komponist.

Her syntes han at have fået interesse for en mere procesorienteret musik, som ikke nødvendigvis hele tiden skal “udtrykke sig”, hvad der ofte ender i (film)musikalske følelsesklichéer, men giver plads til den musikalske logiks egen udvikling. Det var forfriskende. Soloaccordeonstemmen blev udført meget overbevisende af Rasmus Kjøller.

Solister
Søndagskoncertens første værk var Lou Harrisons Koncert for violin og slagtøjsorkester, og også her brillerede én af konservatoriets unge solister, Niklas Valentin, med et ualmindeligt velintoneret og rytmisk sikkert violinspil. Det var i øvrigt herligt at høre en af de ældre klassikere på Pulsar, på samme måde som John Cage var klassikernavn på Pulsar 2012 og satte nutiden i relief. Det kunne have været vidunderligt at have hørt Intercontemporain som fuldt ensemble i et klassikerprogram med Boulez eller Ligeti.

Som sædvanlig var en stor del af de medvirkende ved Pulsar-koncerterne konservatoriestuderende; fra førsteårs- til solistklassestuderende. Ved koncerten søndag aften spillede pianisten Marie Luise Bodendorff Le livre de Jeb af Bruno Mantovani med stor solistisk autoritet. Stykket er virtuost i stilen fra de store romantiske komponister, med musikalsk inspiration fra Olivier Messiaen, og bekræfter det indtryk af en improviserende, fabulerende komponist, som de andre Mantovani-værker, der blev spillet på festivalen gav. Frodigt, men også en anelse uforpligtende i sine spontane indfald.

No

En formmæssigt enkel idé, der ville være åbenlyst hørbar med lyd, men som her blev udført med lys, så man på en måde blev tvunget til at anerkende den som… musik!

Jeppe Ernst var også i år repræsenteret med nogle værker, som bevægede sig på og udover kanten for kategorisering af “musik”. Man kan mærke en vis irritation, når en ny, vanvittig Ernst-idé skal opføres. Men det utrolige er, at disse installationsagtige konceptværker lige så stille sniger sig ind under huden på én. Fredag aften var det blinkende lygter - og ikke en lyd! – der udgjorde materialet i #13 for computerstyrede DMX-spots. Fra programnoten: “…De lyse rum konstant i størrelse, de mørke rum, hele tiden, skrumpende ind, til de mørke og lyse rum antager den samme størrelse”. En formmæssigt enkel idé, der ville være åbenlyst hørbar med lyd, men som her blev udført med lys, så man på en måde blev tvunget til at anerkende den som… musik!

Det absurde, dog i en anden aftapning, synes også at ligge godt for Martin Stauning som det fremstod i hans “fragmenterede opera” At Night, Today (Studiescenen torsdag den 7. marts). Personerne The One og The Other (Sibylle Glosted og Eline Soelmark) sidder ondt stirrende overfor hinanden og opfører et lille hidsigt drama.

Man husker med stor fornøjelse Stauning i hans egen performance Interventions ved Pulsar 2012 og ønsker, at han vil bevæge sig endnu mere over i den sceniske verden. Vi har brug for en fornyelse af musikdramatikken!

The End
Ved afslutningskoncerten torsdag den 14. fik konservatoriets klaverklasse frit spil i et samarbejde med studerende i moderne dans fra Statens Scenekunstskole. Ti nutidige komponister blev spillet, heriblandt de danske Martin Lohse og Søren Eichberg, og de dansestuderende havde skabt koreografier, som de selv og deres medstuderende opførte. Koreografien var udarbejdet i samarbejde med pianisterne og på grundlag af analyse af værkerne. Resultaterne var meget forskellige, fra en egentlig bevægelsesmæssig fordobling af musikken, som i Ligetis L’Escalier du diable (pianist: Lili Scacz; koreograf: Olivia Riviere) til fuldstændig uafhængighed som i Conlon Nancarrows Sonatine (pianist: Oscar Michaelsson; koreograf: Aleksi Johannes Koskelin). I øvrigt interessant at høre Nancarrow uden de mekaniske klaverer i en herlig rytmisk og humoristisk musik.

Det er her, man skal gå hen næste år, hvis man vil vide, hvad der rører sig i det unge komponistmiljø!

Med denne sidste – udsolgte - forestilling blev der sat et punktum for otte dages Pulsar Festival. Koncerterne var yderst velbesøgte, i Petri Kirke og Literaturhaus var der kun ståpladser til de sidst ankomne. Kunstnerisk leder Niels Rosing-Schow præsenterede alle koncerter afslappet og med en præcis dosering af information. Desuden var koncerterne strategisk godt placeret, så man kunne nå det hele uden at rive en hel uge ud af arbejdskalenderen.

Det er her, man skal gå hen næste år, hvis man vil vide, hvad der rører sig i det unge komponistmiljø!

PULSAR festival er Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums årlige festival for ny musik.
Programmet består af værker af unge kompositionsstuderende samt gæstekomponister fra ind- og udland.
I år fandt PULSAR sted fra 7.-14. marts 2013.

Læs mere om festivalen her.