Annonce
Annonce
Suså Festival 2011 blev afholdt i Grønnegades Kaserne Kulturcenter i Næstved fra 2. til 4. september. Her blev lytteren præsenteret for en bred vifte af den moderne kunstmusiks stilistiske og udtryksmæssige mangfoldighed. Med enkelte undtagelser var der tale om værker, som tilhører den post-serielle tænkning og programmet spændte fra kompositioner for orkester, over kammerensembler, til værker for et eller to instrumenter. Godt en tredjedel af værkerne var skrevet inden for de sidste 5 år. Det var gennemgående for koncerterne, at værkerne blev realiseret med en meget høj standard og dyb indlevelse af de forskellige ensembler og solister. Koncerterne var ledsaget af et udførligt programhæfte med introduktion af de enkelte værker, samt korte præsentationer af komponisterne. Samtidig blev der under koncerterne givet en kort introduktion til værkerne. Udover det annoncerede ”Vindue mod Tyskland” havde Suså Festival 2011 tillige et ikke ubetydeligt vindue mod Finland og en trækrude mod Japan.
Vindue mod København: Athelas Sinfonietta Copenhagen
Ved åbningskoncerten fredag eftermiddag præsenterede Athelas Sinfonietta, dirigeret af Pierre-André Valade, Hans Abrahamsens poetiske Winternacht (1976/78). Herefter fulgte Lichtbogen fra 1986 for fløjte, slagtøj, harpe, klaver, strygere og elektronik af den finske komponist Kaija Saariaho, som modtog Sonningprisen 2011. Saariaho, som har været fast bosiddende i Paris siden 1982, har været tilknyttet kredsen af komponister omkring Tristan Murail og Gérard Grisey, som i deres spektralmusik har arbejdet med overtonespektret og udforsket mulighederne i kombinationen af orkester og elektronik.
I Lichtbogen søger Saariaho at frembringe en klanglig skildring af nordlysets spektrale, æteriske karakter. Værket begynder stille med udstrakte toner. Langsomt etableres udspændte, smidige, sfæriske klangflader med en sitrende, glitrende karakter præget af tremoli, stigende glissandi, hårde, skrattende buestrøg i strygerne og lyden af luft, som pustes gennem blæserinstrumenterne. Stykket har et svævende metrum og overgangen mellem klangfladerne sker gradvist og flydende. Orkesterklangen og den elektroniske klang transformeres til én samlet organisk klang, hvor elektronikken i særdeleshed anvendes til at forstærke og understrege instrumenternes resonans. Dermed opstår en integration af instrumenternes, naturens og elektronikkens klanglige potentialer, hvorved musikkens klangunivers fremstår som en syntese af disse forskellige lydkilder, fremfor som en skarp antitese mellem menneskets og naturens sfære – og maskinens og elektronikkens. Saariahos musik tager her udgangspunkt i en synæstetisk og intuitiv tænkning i klang, som står over for den mere analytisk funderede systemtænkning i serialismen.
Programmet bød derudover på en drømmende, klangligt og dynamisk meget varieret og klart udlagt komposition af Niels Rosing-Schow, Il gardini dietro la città (2010-11). Endelig fik vi en besynderligt artikuleret, nedbrudt musik i FESTMUSIK [mit japanischem Geist und deutschem Akzent] (2010) af Christian Winther Christensen, med fragmenter af genkendelige musikalske forløb, men med et fravær af egentlig klang eller resonans, idet musikken fremstår som luftige melodiske bevægelser, der artikuleres som skygger af en bagvedliggende ikke hørbar musik.
Jeg har efterhånden hørt Athelas Sinfonietta en del gange og jeg er aldrig blevet skuffet over den afbalancerede klanglige smidighed, brilliance og ikke mindst transparens, som stråler ud i salen fra de få instrumenter. Denne koncert var ingen undtagelse.
Intimkoncert med trækrude mod Japan
Ved aftenens intimkoncert var der opstillet stole til publikum på scenen, hvilket fungerede ganske godt. Første afdeling bestod af værker for accordeon, behændigt og medrivende udført af duoen Mythos. Det første værk var Ib Nørholms virtuose Sonate op. 41 (1967) for solo accordeon. Herefter fulgte to intense, dynamiske dialoger i Charybdis (2010) af Kasper Rofelt og Kommos (1995) af Klaus Ib Jørgensen med fortættede clusters, glissandi og heftige dynamiske udbrud.
Efter pausen indledte den islandske basfløjtenist Kolbeinn Bjarnason med Atem-Lied (1997) af den japanske komponist Toshio Hosokawa; et stykke, som stort set ikke indeholder én eneste tone intoneret på almindelig vis, men i stedet benytter en bred vifte af alternative former for artikulation, fra hvislen, susen, overblæsning, Flatterzunge og resonante overtoner til rytmiske effekter opnået gennem hurtigt repeterede anblæsninger kombineret med anslag på instrumentets klapper. Kun enkelte steder bryder en enkelt klart artikuleret tone igennem. Stykket har ikke nogen egentlig puls, men former sig spontant i en sekvens af momentane improvisatoriske udbrud. Dermed besad det en form for umiddelbarhed, som forekommer at basere sig på en berøring med det intuitive og det sanselige.
Det følgende stykke af islandske Hugi Guðmundsson, Flux (2011), lægger ud med langstrakte klangprismer dannet fra elektronisk bearbejdelse af basfløjtens toner indspillet på forhånd. Efter et stykke tid dukker et groove op, over hvilket fløjten spiller repetitive figurer, hvorefter den afsluttende sektion har en sfærisk klang, som rinder ud i stilhed. Koncerten blev afrundet med Brian Ferneyhoughs Mnemosyne (1986), hvor et ottespors fløjtekor skaber et udstrakt klangtæppe, som danner en nærmest meditativ baggrund for en hyperenergisk og ekstrem basfløjtesolo med anvendelse af alle instrumentets tænkelige og utænkelige tekniske muligheder.
Det taler for sig selv, at de tilhørere, som i pausen overvejede at gå inden det sidste stykke for at kunne nå 21.32 mod København, i løbet af koncerten tilsyneladende kom på andre tanker. Det var ganske enkelt så helt igennem exceptionelt og medrivende, at det var umuligt at løsrive sig.
Vindue mod Tyskland: Ensemble 01
Det annoncerede ”Vindue mod Tyskland”, koncerten med Ensemble 01 fra Chemnitz, blev indledt med Helmuth Lachenmanns Toccatina (1986) for soloviolin, som er en kort komposition med en rigdom på sofistikerede, koncentrerede og flygtige klanglige detaljer, sanseligt udført af violinisten Andreas Winckler. En knipset tone manifesterer sig spinkelt i rummets dybe stilhed og transformeres til et elastisk glissando. Stilhed. En bue bevæger sig i et tavst strøg henover sneglen. Stilhed. Ved et interview i New York fra 2010 taler Lachenmann om at ”irritation […] eller endda provokation […] inviterer [en person] til at åbne sin horisont, inviterer ham til at åbne sine ører, inviterer ham til endelig at åbne sit hjerte; åbne sit … at åbne sig selv”. Lidt senere tilføjer han: ”Jeg bliver rørt hvis noget er fuldstændig uskyldigt og konsekvent i sig selv”. Mediet er her perceptionen af klangene og lydene i form af en abstrakt miniature: det mindste værk man kan forestille sig i kosmos.
Karlheinz Stockhausens meditative In Freundschaft (1977) fulgte efter, fremført af klarinettisten Regine Müller. Kompositionen udførtes effektfuldt ved, at klarinettens tragt rettes i tre forskellige retninger, med det høje register mod højre, middelregistret ud mod salen og det dybe register mod venstre, samtidig med at musikkens smidige konturer afspejles i vertikale bevægelser. Denne udnyttelse af retning og kontrast resulterer i et raffineret akustisk og visuelt udtryk, som drager lytteren ind i musikkens mindste detaljer og understreger dens processuelle karakter.
Hvor der her er tale om korte værker, som på hver sin måde udforsker og udfordrer aspekter af den musikalske perception, betegner Hans Werner Henzes 5. strygekvartet (1976-77) derimod en anden side ved avantgarden, som man kunne kalde psykologisk realisme.
Henze skriver om kvartetten, at den tilhører ”en musik som unddrager sig purismen, som ikke forstår at bruge abstrakte formler, og som tillader, at livets, kroppens og relationernes ufuldstændigheder – at sygdom, også psykiske lidelser, trænger ind i deres strukturer og bestemmer dem.”
Musikken har en fortællende karakter, som formidles gennem kontrastfulde skift mellem det lyriske og det ekspressionistiske. Henze forklarer, at ”marer og genfærd dukker op og beretter om det ondes blomster, om forhekselse, om hallucinationer og rædsler.” Den første sats indledes i en dunkel stemning, som langsomt antager en lyrisk karakter. Som værket skrider frem, fremstår energiske, komplekse passager bestående af melodiske konturer præget af store intervalspring, pizzicato og glissandi, kraftfulde klimakser med en intens, anspændt, dissonerende klang og melodik i skarp kontrast til rolige, lyriske passager og klange præget af overtoner, som eksempelvis den rolige og smukke tredje sats, samt den fjerde sats: en bearbejdning af ’De vanvittiges madrigal’ fra Henzes opera We come to the river, som behandler krigens rædsler og moral. Femte sats, ’Echos, Erinnerungen, ganz von Fern’ er udformet som en serie af flygtige, korte fragmenter af meget forskellig klanglig og dynamisk karakter, som fremstår klart adskilt på et canvas af stilhed. I den afsluttende ’Morgenlied’ udspiller sig en kamp mellem ”det natlige udyr og nattens ængstelser” i form af korte, hektiske melodiske fragmenter i det høje register og ”den nye dags lys”, som repræsenteres af et langsomt, motiv med stigende kontur, som først efter gentagne forsøg tager over og gennemtrænger kaos med et afsnit af lyrisk karakter.
Hvis Helmuth Lachenmanns Toccatina er en miniature, som bevæger sig udefra og ind, observerer, berører, bevæger Iris ter Schiphorsts Miniaturen für Klarinette und Quartett (2011) sig omvendt indefra og ud i en tour de force af stærkt dissonerende passager, motoriske, punktuelle afsnit, overblæsning, abrupte afbrydelser, kraftige, percussive slag med buen mod strengene. Men der er også lyriske momenter, hvor klarinettens klang smelter sammen med strygernes krystallinske overtoneklange, for igen at overtages af brutale sektioner, hvor rytmisk uregelmæssige ostinater skaber en pulserende fremdrift. En langsom, æterisk tilstand gennembrydes af dynamiske indslag, som leder til en kulmination, for brat at afbrydes. En langsom epilog. Stilhed.
For Schiphorst er musik identisk med sprog, hvor ’noget’ udtrykkes med udgangspunkt i hendes krop og forskelligartede impulser, som fremkaldes, når noget bevæger hende: ”Mine kompositioner er forsøg på at følge disse forskellige indre impulser – som er blevet udløst af en eller anden ydre påvirkning – og at finde en form, et udtryk, for dem.”
Vindue mod Finland: Uusinta strygekvartet
Uusinta Strygekvartet fra Helsinki stod for en yderst fremragende og inspirerende koncert, som afrunding på festivalen. Koncerten bød på uropførelse af en strygekvartet af den unge finske komponist Markku Klami, red moon (2011), som præges af abrupte sektioner iblandet atmosfæriske, ubevægelige klange, men hvor dynamik og klangfarver resulterer i en flimrende tekstur. Der er momentane melodiske fraser og figurative udbrud. En tung, alvorsfuld passage sætter ind og transformeres gradvis til en lettere, lyrisk karakter, som ender i en æterisk klang, efterfulgt af et unisont glissando, der strækker sig langsomt op til et dynamisk klimaks, for atter at synke ned og aftage i styrke. En langsom nedadgående bevægelse spændes elastisk ud og overtages af stille flimrende indsatser, som forvandles til en intens forsvindende skratten. Samme udspændte bevægelse gentages og stykket slutter i et skrattende klimaks.
Koncerten bød også på en spændende kvartet af Hans-Henrik Nordstrøm, Seks Fragmenter fra Makedonien (2007), som tematiserer den kulturelle mangfoldighed på Balkan med stor indlevelse og sympati. Med udgangspunkt i en meget let, svævende klanglig tilstand, karakteriseret ved tremolo, skarpe, metalliske buestrøg, glissandi og overtoner, tages vi på en rejse gennem Makedoniens forskellige folkeslags samlede musikalske univers. Der er interessante harmoniske og klanglige udlægninger af de intense og energiske, men også lyriske, folkemelodier, som Nordstrøm har mødt under sin rejse rundt blandt Makedoniens foldebjerge, floder, byzantinske kirker og osmanniske moskeer.
I lighed med Lichtbogen, komponeret 20 år tidligere, begynder Saariahos strygekvartet, Terra Memoria (2007), langsomt og ubevægeligt, med kun enkelte dynamiske udsving i form af pizzicato og tremolo, som dog brydes af kraftige udbrud. Musikken antager en nostalgisk karakter, hvor et melankolsk tema ledsaget af pizzicerede betoninger udfolder sig over en sinister sul ponticello klang. Musikken bliver mere intens med korte fragmenter og udpræget dissonans. En afdæmpet passage præget af en skarp klang, tremolo, overtoner og korte faldende glissandi leder til en hurtig passage, hvor lange triller kontrasterer med voldsomme udbrud indtil instrumenterne mødes i en klangligt differentieret unison. Et hektisk afsnit med en fortættet dissonant klang fører til en kulmination, som efterfølges af en langsom, stille afslutning. Saariaho har selv forklaret, at kvartetten kan ses som en metafor for hukommelsen; altså, særligt i forhold til afdøde mennesker vi har kendt: hvordan ”ting står tilbage som glimt i vores hukommelse”.
Vindue mod publikum
Størstedelen af det fremmødte publikum var efter alt at dømme tilrejsende, mens festivalen ikke lod til at have særlig stor lokal bevågenhed. Til sammenligning med andre koncerter med et beslægtet repertoire, f.eks. Athelas New Music Festival i juni, var det fremmødte publikum omtrent halvt så stort. Hvor Athelas New Music Festival havde et publikum med en relativt bred aldersfordeling, havde Suså Festival overvejende et publikum fra midten af 40’erne opefter. Altså kunne det tyde på, at Suså Festival i realiteten ikke helt rammer sit samlede, potentielt interesserede publikum.
Den begrænsede lokale interesse stod samtidig i skarp kontrast til den særdeles velbesøgte byfest, som fandt sted i centrum af Næstved om fredagen. Det kan muligvis tilskrives manglende synlighed i det offentlige rum. Bortset fra et banner på kulturhusets facade samt en programfolder på det lokale bibliotek var der ikke noget i bybilledet, som kunne skabe større opmærksomhed og interesse omkring de musikalske oplevelser, som man som publikum kan forvente at få på Suså Festival.
Når nu arrangørerne har lagt et enormt stort arbejde i at stable en virkelig fremragende koncertrække på benene, er det da en skam, at der ikke er flere som får glæde af musikken.
Det avantgardistiske rum
Hvor det på overfladen i høj grad er de samme alternative og ekstreme teknikker, komponisterne benytter i disse stykker, er der ikke desto mindre en betydelig forskel på, hvordan de benyttes og dermed deres udtryksmæssige potentiale. Det er muligt, at kompositionernes individualitet ville fremstå med endnu større tydelighed, hvis de ikke, som her, blev opført i et specifikt, dedikeret og isoleret avantgardistisk kulturelt rum, men derimod kunne opføres side om side med de, indrømmet, for mange sandsynligvis mere tilgængelige værker, som tilstrømmer os gennem vinduerne fra fortiden. Men så længe dette ikke er tilfældet, kan det klart anbefales at tage på en pilgrimsrejse til Næstved.