02.11.11
Jeppe Just spiller på sit hjemmebyggede instrument, foto: Hanne Budtz

Heldigvis er der altid noget, jeg ikke forstår

Wundergrund Festival 2011

Wundergrund er også en undregrund, for her præsenteres komponister, der bruger deres basale undren til at skabe både legende og filosofiske undersøgelser.

Når man taler om avantgarde, synes der ofte at herske to forskellige positioner. Én der vægter leg, show og dadaistisk sprælskhed, og en anden, der vægter en mere teoretisk fordybelse og udforskning af form og materiale. I bund og grund en falsk modsætning, for er den barnlige nysgerrighed og leg, når det kommer til stykket, ikke selve forudsætningen for udforskningen af verden, og dermed også en sag af stor alvor? Heldigvis rummer musikhistorien talrige eksempler på folk, der har distanceret sig fra modsætningen mellem leg og alvor, show og udforskning. Og Wundergrund-festivalen, der må siges at være blevet skudt særdeles godt i gang, viser på eksemplarisk vis, hvor frodigt et mulighedsfelt denne avantgardens ”tredje vej” åbner for.

Institut for skrammelkassemusik
Under overskriften ”Lirekasser og synthesizere” bydes der lørdag aften på et forrygende program på Huset i Magstræde. Her åbnes med et skrammelkasseshow af dimensioner fra Jeppe Just Instituttet. Just og hans to medspillere står omgivet af allehånde hjemmebyggede instrumenter skabt af blikplader, værktøj, malergrej og køkkenredskaber, og inden koncertstart må Just gå rundt på de forreste rækker i den godt fyldte sal og advare folk som undertegnede om, at de nok skal rykke lidt tilbage for senere i koncerten vil der falde, om ikke brænde, så i hvert fald forskellige metalobjekter ned. Jeppe Just Instituttet er eksperimenterende i ordets mest yderliggående forstand. Kompositionerne er som opstillede semi-videnskabelige eksperimenter. Undersøgelser af, hvad der mon sker, hvis vi nu lader de her metallåg ramle til jorden på den her måde osv. Men det er i høj grad også et show. Dog ville det være helt forkert at anskue showet og humoren i projektet som en måde at få de dybest set ret krævende lydbilleder til at glide lettere ned. Show og eksperiment er nemlig to sider af samme sag, og selvfølgelig er det også pirrende for publikum alene at se den bizarre opstilling på scenen og forsøge at forestille sig, hvordan dét mon kommer til at lyde.

De Storm P-agtige maskiner appellerer uden tvivl til den indre nørd. Det er leg, men det foregår også under den dybeste koncentration. Til tider sidder trioen fordybet i partiturer, der i hvert fald giver indtryk af, at der er tale om nøje komponerede forløb, skønt de grundet instrumenteringen selvfølgelig rummer en indbygget uforudsigelighed. Udtrykket står til dels i gæld til en pioner som Harry Partch – lige dele gakket opfinder og sofistikeret komponist. Associationen skyldes ikke blot de mange hjemmebyggede instrumenter, men også musikkens referencer til gårdsangere og vagabonder med mundharpe og syngende sav. Et sted synger Just faktisk selv en viseagtig melodi, der udelukkende består af ordet ”jeg”. Vel det mest ladede ord i en vestlig romantisk kunstopfattelse, som musikken til dels vrænger af. Men også et ord, som elementært ligger godt i munden og som sunget igen og igen nærmest bliver til ren lyd eller et muntert livsbekræftende ”jajajaja”. Et originalt show, der ikke mindst imponerer ved så at sige at komponere i frit fald. At skabe forløb og form ud af det punkt, hvor alt vælter og ramler til jorden. Noget af en bedrift. 

I dialog med levende og døde
Tyske Felix Kubin indfanger på sin helt egen måde en lignende ”nutty professor”-æstetik, der både er underfundigt legende og videnskabelig. I programmet fremhæves han som ”flamboyant elektropopper”, hvilket han undertiden også kan være. Måske har arrangørerne faktisk troet, at der ville komme mere flamboyant elektropop, for Kubin virker lidt fejlcastet en sen lørdag aften med et show, der folder sig ud som et regulært akademisk foredrag, eller om man vil en slags live-radiomontage, hvor Kubin går i dialog med forskellige levende og døde stemmer og inddrager både Léon Theremin, Joe Meek og en dame, der oplever sig selv som en antenne for forskellige kropsløse stemmer. Her spilles enkelte regulære numre, men ellers består showet Paraelektronoia af en Kubin, der bænket ved et skrivebord forelæser om dette begreb – en slags mediehistorisk refleksion over elektronisk transmission, spøgelsesstemmer, telepati og paranoia. Kubins måde at tænke foredrag, radiomontage og show sammen er dybt original og tilmed svært underholdende, og så er den samtidig båret af både stor viden og en oprigtig undren over tilværelsen, der fornemt opsummeres i det afsluttende credo: ”Zum Glück gibt es immer etwas, dass ich nicht verstehe”.

Simon Steen-Andersen, foto: Hanne Budtz

Ej blot til lyst
Der er også ting, som Simon Steen-Andersen ikke forstår. Måske derfor ser vi ham i en videosekvens løbe rundt i Literaturhaus' gange og undersøge alt, han kan komme i nærheden af, med sin mikrofon. Filmsekvensen indgår i den stedspecifikke uropførelse Run Time Error @ Literaturhaus, der præsenteres mandag aften som del af portrætkoncert med Simon Steen-Andersen, der ledsages af det norske ensemble Asamisimasa. I en indledende artist talk har Steen-Andersen præsenteret sig som noget af en ”tyskofil” med en begejstring for tysk sprog og kultur grundet på et ophold i Freiburg og efterfølgende DAAD-stipendium i Berlin. Et tysk ord, han dog ikke bryder sig om er ordet ”Spaß”. Måske netop fordi det ord signalerer sjov som modstykke til alvor, og det er på ingen måde Steen-Andersens anliggende. Snarere er humoren et biprodukt af den nysgerrige udforskning af verden, som man fornemmer til portrætkoncerten. Man finder en trang til at vende konventionerne på hovedet, men dette kræver i sig selv en viden, et mod og ikke mindst – som hos Jeppe Just – en stor koncentration og fordybelse i detaljen. Steen-Andersens brug af f.eks. joystick til at styre de audiovisuelle forløb signalerer klart nok spil, men netop spil, der kræver disciplin og koncentration. En disciplin, man også ser i kompositionen On And Off And To And Fro, hvor Steen-Andersen og Asamisimasa udviser en imponerende evne til at styre støjen fra flere megafoner ind i et kompositorisk forløb. 

Heldigvis er der også her noget, man ikke forstår, og heldigvis er der fortsat komponister, der bruger denne undren på produktiv vis. Wundergrund indbyder os til at undres med dem. Og det er faktisk seriøst sjovt.

Wundergrund Festival 2011
Jeppe Just Instituttet og Felix Kubin, Huset i Magstræde, lørdag aften.
Simon Steen-Andersen/Asamisamasa,  Literaturhaus, mandag aften.
www.wundergrund.dk