Here to Go 2014

Fra torsdag d. 29. til lørdag d. 31. maj 2014 lagde Dokkhuset i Trondheim øre til et program – kurateret af den norske musiker Martin Palmer og den svenske forfatter, musiker, filmmager m.m. Carl Abrahamsson – der med førstnævntes ord skulle undersøge skellet mellem samtidskunst og det esoteriske. I kraft af de inviterede navne lå omdrejningspunktet for årets symposium (første gang symposiet blev afholdt var under biennalen i 2012) især i forlængelse af firsernes britiske industrialscene, som den opstod omkring efterhånden ganske feterede bands som Psychic TV, Coil og Current 93. Disse fandt inspiration i så forskellige kilder som forfatteren William S. Burroughs og den okkulte kunstner Austin Osman Spare, der trods forskelighed blev kombineret i et magisk-aktivistisk system. Dette blev forvaltet af thee Temple ov Psychick Youth (TOPY), et vigtigt referencepunkt for dette års symposium.

'Rhytmajik', som Z'EV selv betegner sin tilgang, er funderet på kabbalistiske sammenhænge mellem tone, varighed og tal og undersøger nogle af de tranceagtige tilstande, der traditionelt er tilknyttet repetition og percussion.

Førstedagen bød på en optræden af konceptkunstneren og trommeslageren Z'EV i et gammelt teater, hvor tilhørerne lå i totalt mørke, mens Z'EV fyldte rummet med en række klange, rytmer og vibrationer. Denne erfaring, der på mange måder minder om den dybdeafslappende yoga nidra-del af traditionelle former for yoga, kaldte han for Yantra Tantra. Konceptet kan ses i direkte relation til Z'EVs eget oplæg på tredjedagen, der kredsede omkring forskellige former for sanseberøvelse og sanseskærpelse, hvor den grundlæggende ide er, at man skærper nogle sanser ved at dulme andre, samtidig med at man træner sin bevidsthed. Et eksempel Z'EV selv benyttede, er de flydetanke, der blev udviklet i 1950'erne af den amerikanske psykoanalytiker og delfintaler John C. Lilly med henblik på netop at udvikle menneskets bevidsthed og sanseapparatur samt eksperimentere med telepati og selvhypnose.

Den følgende dag var der om aftenen en række performances i Dokkhuset, der bl.a. igen bød på Z'EV, som udforskede sin egen form for rytmemagi solo og i samarbejde med butoh-danserinden Alkistis Dimech. Sammen bevægede de sig ind i en gråzone mellem musik, kropsperformance og rituel dans. 'Rhytmajik', som Z'EV selv betegner sin tilgang, er funderet på kabbalistiske sammenhænge mellem tone, varighed og tal og undersøger nogle af de tranceagtige tilstande, der traditionelt er tilknyttet repetition og percussion. Disse tilstande blev undersøgt af Z'EV gennem en række percussioninstrumenter, for eksempel en art metalboks, der kunne rumstere, trækkes og slåes, flere forskellige gonger, deriblandt en stor tempelgong, der kunne kradses og skubbes, samt noget der mindede om en hul træstamme, som blev betjent med både krop og kølle.

Fokuset var altså på de bevidsthedsudvidende aspekter; musik som en form for portalmusik, der vil åbne døren til nye, mentale tilstande. Denne fascination af sammenhængen mellem ydre input og indre output gik igen hos flere af aftenens optrædende. Den britiske multimediekunstner People Like Us/Vicki Bennett arbejder for eksempel med en radikal form for collage baseret på Burroughs's ideer om cut-ups, cut-outs og fold-ins. Med en baggrund som bl.a. vært for sit eget radioshow på New Yorker radiostationen WFMU har hun samlet sig et enormt arkiv af lyd- og filmklip, som hun – inspireret af bl.a. den tyske filosof Walter Benjamins Arkadesprojekt – sammensætter til elektroniske mash-ups. Et eksempel på dette er eksperimentalfilmen CONSEQUENCES, som hun præsenterede på aftenen, hvor en mængde forskellige kilder flød sammen i et narrativ baseret på ofte humoristiske sidestillinger af lyd og billeder, der æstetisk er beslægtet med tidlige Kenneth Anger-film som f.eks. Scorpio Rising fra 1963.

People Like Us live audiovisual performance "Consequences (One Thing Leads To Another)" 2013

Afsøgningen af grænsen mellem indre og ydre tilstande var også tydelig i aftenens sidste optræden, der havde karakter af en art ekstremperformance. Jeg gik desværre selv glip af denne optræden, da jeg tidligere på dagen havde forvredet min ankel voldsomt på gravpladserne bag Nidarosdomen, og derfor på dette tidspunkt var nødt til at søge selvmedicinering, men begivenheden bestod af den britiske kunstner Angela Edvards i samarbejde med den svenske duo Cotton Ferox, som består af Carl Abrahamsson og Thomas Tibert. Performancen forløb som et ritual, hvor Edvards, ifølge Abrahamsson, undersøgte forskellige aspekter af hellig seksualitet med bl.a. en til formålet velsignet dildo. Gennem empirisk og kropslig undersøgelse af temaer om liv, død, smerte og vellyst var Edvards's performance en invokation og hyldest af Pompa Gira – en braziliansk umbanda-gudinde, der bl.a. symboliserer kvindelig skønhed og seksualitet.

Som akkompagnement til sådan og hint får musik ofte en form for religiøs karakter, der når det kommer til stykket måske alligevel er for meget kunst, for heterogent, til at være religion. Istedet bliver det en slags leg med det spirituelle, en rastløs spiritualitet uden religion, lidt a la det amerikanske band Sabbath Assembly, der har skabt sig et navn på at opføre hymner komponeret af 1960'ernes Process Church of the Final Judgment. Process-kirken var en afstikker fra Church of Scientology, der brugte rockmusik og flyveblade til at sprede deres budskab med, og som fik skyld for bl.a. at inspirere Manson-mordene. I modsætning til denne proto-hard rock, er Cotton Feroxs lyd dog mere baseret på mørke og kaotiske klangflader, improviseret ad hoc.

Performancen forløb som et ritual, hvor Edvards, forklaret af Abrahamsson, undersøgte forskellige aspekter af hellig seksualitet med bl.a. en til formålet velsignet dildo.

Ligesom Z'EV har både Bennett og Abrahamsson rødder i og omkring TOPY-miljøet fra 1980'erne, der havde 'thee majesty' aka. multikunstneren Genesis Breyer P-Orridge (ex-Throbbing Gristle, ex-Psychic TV, m.m.) som selvudnævnt ypperstepræst, og netop var inspireret af bl.a. the Process. Dette miljø var på mange måder rygraden i 1980ernes 'industrielle' subkultur, som producerede nogle overraskende genreblandinger mellem post-punk, popkultur, kaosmagi og anarko-kommunisme, og i dag kan ses som en slags fødselshjælper til det okkulturelle felt, der altså undersøger, hvad der sker med okkulte taktikker, når de begynder at operere på populærkulturens præmisser. Fra begyndelsen handlede TOPY mere om post-moderne popkultur end om at være en ny-religiøs bevægelse.

Testbilledet til en af TOPYs psykiske tv-transmissioner

Selv om mange af deltagerne på årets symposium havde deres baggund på musikscenen, stod det hurtigt klart, at musikken ikke var i centrum. Tredje og sidste dag bestod af en række forskelligartede oplæg fra flere af de optrædende kunstnere, suppleret af lektor Jesper Aagård Petersen fra universitetet i Trondheim, samt forlæggeren og magikeren Peter Grey, der kører forlaget Scarlet Imprint sammen med Alkistis Dimech. Oplæggene spændte vidt: Den første omhandlede Paul Bowles og relationen mellem litteratur, eksil og magi (Abrahamsson). Bowles var en amerikansk komponist og forfatter, der litterært inkarnerede ideen om Tanger som international frihavn (byen blev en del af Marokko i 1956), et sted hvor normale love kunne sættes ud af kraft. Af andre emner i løbet af dagen kan nævnes bogen som et talismanisk objekt (Grey), sammenhængen mellem butoh-dans og hekseri (Dimech), samt satankulten på Anholt som vikingeudgaven af et diskordiansk mindfuck (Petersen).

Symposiets afsluttende paneldiskussion fremmanede diverse dystopiske fremtidsvisioner. Peter Grey opridsede en morgendag kollapset under vægten af utallige små katastrofer, en skitsering, der tørt blev suppleret af Alkistis Dimech med et “hvis vi var stoppet med at afbrænde fossile brændstoffer i 1970, ville vi måske have haft en chance”. Undervejs i diskussionen slog det mig dog, at der ligger noget ironisk i denne håbløshed som afslutningen på et symposium, der netop hedder 'Here to Go'. Disse tre ord resonerer ned genne de sidste 60 års kulturhistorie som dele af en visionær tradition, der peger i retning af en drøm om en tekno-utopisk fremtid, hvor menneskeheden har taget et evolutionært skridt fremad, og hvor den legende bevægelse fra en tilstand til en anden er med til at understrege altings flygtighed.

Ordene stammer fra et velkendt citat fra den britiske billedkunstner Brion Gysin, der opfandt og udviklede cut-up metoden sammen med Burroughs i starten af 1960'erne: “Why are we here? We are here to go!”. Med dette mente Gysin, at menneskeracen for at overleve er tvunget til at forlade planeten og emigrere ud i verdensrummet som 'kroppe af lys', en ide der også lå under Burroughs og Gysin's okkulte eksperimenter med astrallegemer i samme periode. Jordkloden er blot stedet, vi udklækkes, før vi spreder vingerne som sommerfugle og letter. Jordens undergang er noget, vi oplever fra lidt til venstre for hundestjernen.

Titlen 'We are here to go' resonerer ned gennem de sidste 60 års kulturhistorie og peger i retning af en drøm om en tekno-utopisk fremtid, hvor menneskeheden har taget et evolutionært skridt fremad.

Der er to andre temaer fra symposiet, jeg gerne vil fremhæve. Det første er baseret på nogle grundliggende definitioner af det magiske og det okkulte, der i høj grad var underforstået i de forskellige oplæg, men som stammer  tilbage fra de første moderne okkultister som Aleister Crowley og Osman Spare. Ifølge disse definitioner handler magi om at ændre verden ved viljens kraft – hvilket ofte forener den med kunsten – og den basale magiske handling er at handle i en energisk-entusiastisk bevidsthedstilstand, der menes at være i tættere kontakt med ens eget ubevidste, og som på en eller anden måde får tingene til at ske på psykedelisk vis. Det åbner op for, at det okkulturelle, i lige så høj grad som det er en bevægelse baseret på kulturproduktion, er en bevægelse, der arbejder på at udvikle selvet. Lektien er lært fra den middelalderlige alkymi, hvor en af de centrale hemmeligheder var, at det at forvandle lort til guld først og fremmest var en metafor for selvudvikling. På den måde bliver det okkulturelle bærer af en rest af et (bevidsthedsudvidende) dannelsesprojekt, et projekt der før vores samtidige medievirkelighed i høj grad var båret af litteraturen.

Det andet tema er et forsøg på at udpege det okkulturelles kulturhistoriske slægtsskab. I kølvandet på konferencen interviewede jeg Z'EV, som placerede sig selv i forlængelse af en tradition, der ikke nødvendigvis inkluderede andre musikere, men i stedet bestod af kunst- og litteraturhistoriske ikoner inden for især det absurde og det surreelle. Z'EV nævnte selv 'patafysikkens (og Kong Ubus) fader Alfred Jarry, samt dadaisterne fra Cabaret Voltaire i Zürich. Set med mine øjne er det okkulturelles tydeligste slægtskab dog nok med 90'ernes DIY-kultur og tactical media-scener: Selvudgivne zines, kassettebånd, infocentre og et væld af semi-fiktive bands og kunstgrupper (her tænker jeg f.eks. også på relationen mellem det slovenske industrialband Laibach og dets ideologiske forankring i kunstgruppen NSK (Neue Slovenische Kunst)), alle med deres egne mere eller mindre ironiske former for kreativ aktivisme og æstetisk terrorisme.

Z'EV med sin metalboks. Still fra filmen "Heart Beat Ear Drum”

Set i et mere overordnet perspektiv bevæger det okkulturelle sig væk fra musikundergrunden i retning af de mere etablerede kulturelle establissementer. Denne bevægelse medfører mere synlighed, men det lader også til at medføre en slags diskursiv drejning, hvor der nu produceres bøger og antologier i stedet for fanzines og mixtapes. Set i det perspektiv bliver det en bevægelse, der inkluderer en række mikroforlag, der specialiserer sig i alt fra bibliofile samlerobjekter til ephemera, flyveblade og grafiske tryk. Abrahamsson er involveret i både Edda og Trapart Books i Stockholm, mens Grey og Dimech står bag Scarlet Imprint i London, men det kan også være kultorienterede forlag som britiske Strange Attractor Press eller politiske som anglo-amerikanske Minor Compositions. Det er en bevægelse, der hele tiden forskyder sig på tværs af grænserne mellem det synlige og det usynlige. Den befinder sig stadig med en fod i skyggen, men arsenalet – magi, stoffer, forholdet mellem psykologisk og social revolution – bliver i disse år med voksende hast genstand for forskning og en form for rekuperation på vegne af de eksisterende, kulturelle institutioner.

I det perspektiv åbner ritualets frigørelse fra transcendensen, det spirituelles fra det religiøse, for måder at skabe nye fællesskaber på, der er tilgængelig for alle, som kan høre rytmen.

De okkulturelle stemmer fra Here to Go 2014 indfletter sig altså i en form for mikroforlagsbevægelse – ofte med rødder i eller stærk tilknytning til forskellige, subkulturelle musikscener som f.eks. punk, noise, industrial, free impro, electronica – der i disse år lader til gå på tværs af det kunstneriske, det politiske og det okkulturelle, hvor det sidstnævnte bliver et mulighedsfelt, der kan rumme både poesi, kunst og lyd, men også delfinkommunikation, ufoer og konspirationsteorier såvel som ældre guders kulturelle og mytologiske efterliv; Pan, Bafomet, bæstet fra Åbenbaringen, symboler på en slags fremtidig primitivisme, en hjemkomst til naturen som modsvar til den økologiske katastrofe. Når naturen er udryddet, hjemsøger den kulturen, hvilket de sidste års animistiske strømninger inden for samtidskunsten også bekræfter.

På den ene side peger mikroforlagene på en slags vareliggørelse og andægtiggørelse af bogen som et talismanisk objekt, der kan tilbyde dig styrke fra et hinsides. På den anden peger disse udgivelser også på brugen af bogen som et kammeratligt objekt, der skal hjælpe dig på vej her og nu mod en revolution, der starter inde i hovedet, og derfra relaterer til den ydre virkelighed. Det er en bevægelse, der kæmper for at genfortrylle hverdagslivet, hvor kunsten er en kammerat, ikke en gud eller herre. I det perspektiv åbner ritualets frigørelse fra transcendensen, det spirituelles fra det religiøse, for måder at skabe nye fællesskaber på, der er tilgængelige for alle, som kan høre rytmen.