27.06.16

Sound as Popular Culture – A Research Companion

Anmeldelse af 'Sound as Popular Culture – A Research Companion' red. Jens Gerrit Papenburg og Holger Schulze. Massachusetts: MIT Press, 2016.

»Sound as Popular Culture giver et overbevisende og bredspektret bud på, hvordan vi kan analysere og beskrive lyden i hverdagen, i populærkulturen eller bare i kulturen.« Jacob Kreutzfeldt giver en kontekst til en ny antologi inden for sound studies forskningsfeltet.

I indledningen til Sound as Popular Culture, der netop er udkommet på MIT Press, analyserer redaktørerne lydkonsulenten Julian Treasures TED Talk om lyd fra 2009. De to redaktører, Jens Gerrit Papenburg og Holger Schulze, ser en video på nettet; Julian Treasure, står på en scene og siger »Over the next five minutes my intention is to transform your relationship with sound.« (s. 1). De to redaktører ser med og beskriver konsulentens fremtræden, hans artikulation og hans sammenspil med publikum. Han siger: »sounds are affecting your hormone secretions all the time, but also your breathing, your heart rate… and your brain waves.« (s. 2). De siger: »The speaker starts of by reproducing some of the most common yet very specifically exemplified claims about how sound resonates within individual bodies.« (ibid). Han siger: »If you’re listening consciously, you can take control of the sounds around you. It’s good for your health. It’s good for your productivity.« (s. 4) De siger: »… becoming a better Subject through a greater sensitivity for sound signifies something very concrete in the case of sound consultancy and the Californian Ideology, namely, becoming a successful, free, and creative entrepreneur.« (ibid)

Hos Schafer er interessen for lyd et forsvar for det autentiske i en mekaniseret og industrialiseret verden. Hos Treasure er selv samme interesse et element i en medie- og kommunikations-ideologi, der på magisk vis lover både vækst og velvære

Hvordan opererer lyd i populærkultur? Og hvordan kan vi gennem studiet af lyd artikulere populærkultur? Det er de fundamentale spørgsmål, Jens Gerrit Papenburg, Holger Schulze og de 29 bidragydere stiller i antologien Sound as Popular Culture. Og med analysen af Treasures populære præsentation, der er blevet vist mere end 1,4 mio. gange, afdækker de lag i en kultur, hvor lyd er blevet et tema for konsulenter, hvor musik markedsføres og distribueres under overskrifter som ”master your music” (iTunes), og hvor lyddesign er et redskab til at forme og kontrollere subjekter. Når Treasure gentagne gange i sin overbevisende præsentation refererer til videnskabelig viden, er denne viden, argumenterer Papenburg og Schulze, indlejret i kulturelle diskurser. Det er den slags diskurser, der gør det muligt at gå fra generelle observationer af, at lyd påvirker os på et fysiologisk niveau, og til opfordringer om at tage kontrol med disse påvirkninger sådan at produktivitet, brandværdi og salgstal stiger. Den slags diskurser, der gør det muligt at genfinde den canadiske komponist og grundlægger af 'The World Soundscape Project' R. Murray Schafers observationer fra 40 år tidligere i Treasures foredrag  – men med modsatte fortegn. Hos Murray Schafer i hans berømte The Tuning of the World (1979) bliver interessen for omverdens lyd en del af en indædt kamp mod uønskede lyde og et forsvar for lyde, der betyder noget, lyde vi holder af. Hos Schafer er interessen for lyd et forsvar for det autentiske i en mekaniseret og industrialiseret verden. Hos Treasure er selv samme interesse et element i en medie- og kommunikationsideologi, der på magisk vis lover både vækst og velvære.

Sound as Popular Culture. A Research Companion ideholder hele 38 selvstændige bidrag om lyden i babyalarmer, om lyden i computerspil, lyden på et fodboldstadion, i lydsignaturer og mobiltelefoner og meget meget mere. Alene ved sin volumen er bogen imponerende. Den præsenterer sig som en research companion, og er da også tydeligvis tænkt som et bidrag til et forskningsmiljø, hvor lyd og lydstudier bliver stadig mere fremtrædende. Lydstudier eller Sound Studies er et voksende forskningsfelt, der søger at gribe de kulturelle betydninger, som opstår omkring lyd og lytning i et historisk og samtidigt perspektiv. Holger Schulze, den ene af bogens redaktører, er professor i Musikvidenskab på Københavns Universitet, og leder det tværnationale Sound Studies Lab. I Danmark er der uddannelser inden for feltet både i København og i Aarhus,  ligesom der i Berlin, London, Maastricht og mange andre steder findes sound studies uddannelser. Bogen er blevet til på baggrund af workshops og symposier i det tysk ledede forskningsnetværk Sound in Media Culture, og trækker deslige på netværker inden for European Sound Studies Association og International Association for the Study of Popular Music.

Selv om feltet for lydstudier er ved at etablere sig inden for universitetsverden, er der dog ikke tale om nogen klart defineret disciplin. Bogen reflekterer noget af den aktuelle diskussion inden for feltet, og udgør samtidig et bestemt bidrag til diskussionen. Det sker særligt i første del under overskriften Outlining a Non-Discipline, hvor man finder en række mere teoretiske refleksioner over lydens teori og lydstudier som disciplin og metode. Her stilles der spørgsmålstegn ved begrebet ’populær’, til relationen mellem lyd og musik og mellem lydstudier og musikvidenskab. Mens en række af de tidligere bidrag til feltet har haft fokus på lytning og har defineret sig som Auditory Culture (Bull & Back: Auditory Culture Reader, 2003) eller Aural Cultures (Dobnick 2004), er der her – som det også er den overordnede tendens i dag – snarere fokus på lyd som fænomen eller materiale. Betegnelsen Sound Studier har vundet frem de seneste år, blandt andet med Jonathan Sterns Sound Studies Reader (2012), og det er også den position, der dominerer i Sound as Popular Culture.

Spørgsmålet er måske ikke i så høj grad, om vi erfarer lyd gennem hjernen eller gennem kroppen, men om hvordan lyd og lytning konfigureres som erfaringsformer inden for en given kultur?

I forlængelse heraf opstår en anden problemetik – hvilket står centralt i denne bog – nemlig hvordan lydstudier relaterer sig til musikvidenskab. Musik har jo gennem århundreder været lydens kunstart, og musikvidenskaben tilbyder et udstrakt historisk perspektiv for lydens historie. Flere forfattere forsøger at gribe denne problematik. Marta García Quiñones beskriver i sit ene bidrag ”Sound Studies versus (Popular) Music Studies” lydstudier som en forlængelse af den bevægelse, der allerede har fundet sted med populærmusikstudier, og som vi også finder i relationen mellem kunsthistorie og visuel kultur: en vending mod former i hverdagslivet. Diedrich Diederichsen minder i sit ene bidrag ”Sound/Music” om hvordan den moderne musikhistorie er fyldt med eksempler på, hvordan musikbegrebet udfordres og udvikles (Varèse, Avraamov, Russolo etc.), og foreslår at vi ser på musik og lyd som to dynamiske og relaterede størrelser. Mens vi i klassisk forstand ville se lyd som et medium for musikalsk form, kan vi i avantgarde såvel som i pop finde eksempler på, hvordan musik bliver et medium for erfaringen af lydlig form fx hos John Cage. En praktisk model for forholdet mellem studier af musik, lyd og kultur i bredere forstand finder vi hos Anahid Kassabian, hvor undersøgelser af digitale musikteknologier i ”Listening and Digital Technologies” giver anledning til teorier om lytningens allestedsnærvær og distribueret subjektivitet.

En tredje aktuel diskussion i lydstudier, som også afspejles i antologien, er mellem hvad man kunne kalde en ontologisk og en epistemologisk eller erkendelsesteoretisk tilgang til feltet. Hvor den epistemologiske tilgang interesserer sig for de måder, hvorpå lyd giver os erkendelse om verden, er den ontologiske tilgang mere fokuseret på hvordan lyd kan siges at sætte os i verden på en bestemt måde. Hvor den epistemologiske tilgang eksempelvis interesserer sig for, hvordan lægevidenskaben historisk har benyttet lytning som en metode til at skabe viden om kroppen (fx i Karin Bejstervelds eller Axel Volmars forskning), er den ontologiske tilgang interesseret i, hvordan vi som kroppe vibrerer med og bevæges af lyd. Det sidste er i dag prominent fx i Christoph Cox’ begreb om sonic materialism og i Steve Goodmanns vibrational force. Her er det særligt interessant, når Peter Wicke i antologien introducerer begrebet det soniske, som det, der indenfor en given kulturel ramme lader os forstå visse fænomener som lyd. Eller når Holger Schulze i en artikel skelner mellem auditory epistemologies og sonic epistemologies. Dermed placerer Schulze sig inden for en erkendelsesteoretisk tradition, men tillader med begrebet om soniske epistemologier en undersøgelse af, hvordan lyd kan give adgang til mere umiddelbare eller intuitive erfaringer, eksempelvis i menneskelig ekolokalisering (hvor man navigerer i kraft af hørelsen). Spørgsmålet er måske ikke i så høj grad, om vi erfarer lyd gennem hjernen eller gennem kroppen, men om hvordan lyd og lytning konfigureres som erfaringsformer inden for en given kultur?

Sound as Popular Culture giver et overbevisende og bredspektret bud på, hvordan vi kan analysere og beskrive lyden i hverdagen, i populærkulturen eller bare i kulturen

Sound as Popular Culture giver et overbevisende og bredspektret bud på, hvordan vi kan analysere og beskrive lyden i hverdagen, i populærkulturen eller bare i kulturen. Fra verdensmusik og til radiojingler er vi i dag indlejret i en lydlig og lyttende kultur, og det er på høje tid, at vi udvikler metoder og redskaber til at analysere samtiden ikke kun som en billedkultur, hvor reklamer og instagram profiler skaber betydning, men også som en auditiv kultur, hvor musik, stadionråb og utallige former for lyddesign skaber rum, miljøer og betydninger. Skulle man efterspørge noget i Sound as Popular Culture, er det ikke mindst spøgsmålet om, hvorfor lyd på mærkværdig vis altid har været fraværende, eller måske endda ildeset i kulturanalysen? Fra populærmusik over radio og til lyddesign i film og computerspil synes lyd at have været anset som et underlødigt og potentielt forførende fænomen, der med en mystisk og dragende kraft var i stand til at forføre os og transformere os til tankeløse konsumenter.

I en artikel i antologien beskriver Rolf Grossmann og Maria Hanáček, hvordan dele af den moderne musikæstetik anskuer lydens materialitet som noget, der bør kontrolleres og styres af komponistens formbevidsthed. Lydens materielle karakter – det at den resonerer i os – synes at have været anledning til forestillinger om lyd og ikke mindst populærmusik som en form for kontrol og tilpasning af individet. Imod denne forestilling sætter Papenburg og Schulze i indledningen ideen om lyd som en »materiel, fysisk, perceptuel og sanselig proces, der integrerer mangfoldige kulturelle traditioner og videnformer«. (s. 9 min oversættelse og fremhævning). Dermed bliver studiet af lyd en indgang til kultur i bred forstand – også bredere end det, vi traditionelt vil kalde ’populærkultur’, og det tillader måske endda en udvidet forståelse af, hvordan kroppen og sanserne i det hele taget spiller ind i de delte meninger og forestillinger, vi kalder kultur. Hvor lyd ofte synes at have været registreret som kommerciel støj eller som en antitese og udfordring til musikalsk form, altså noget farligt eller uønsket, noget uordentligt, viser antologien hvordan opmærksomheden på lyd, i lydstudier, i populærmusikstudier og måske også i kulturstudier, gør det muligt at gentænke, kritisere og reflektere det mærkelige neksus mellem kommerciel og kunstnerisk betydningsproduktion, som kendetegner moderne massekultur.

Læs desuden interviewet 'An anthropologist of sound' med Holger Schulze fra 2015.