24.06.16
Klara Lewis på scenen under Click Festival

Vildfaren på en vigtig festival

Anmelderisk reportage fra Click Festival, Kulturværftet i Helsingør, 20-22. maj 2016

Jeg gik muligvis til alle de forkerte koncerter på årets Click Festival i Helsingør. Eller i hvert fald tog jeg en ubevidst snørklet tur uden om nogle oplagte valg og endte med blot en håndfuld mindeværdige oplevelser. Det ændrer dog ikke ved, at Click er en stærk og vigtig begivenhed, hvis man bevarer overblikket. For at spejle min mangel på samme, følger her fem akronologiske punktnedslag i en række festivaløjeblikke, der spænder fra det middelmådigt klichéfyldte over det bevidst joviale til det kosmisk sublime.

Festivalen indledtes af en stort anlagt koncert med den amerikanske komponist Philip Glass og hans ensemble, der spillede det tidlige hovedværk 'Music in 12 Parts'. Koncerten var et absolut højdepunkt og har med rette fået en særskilt og kyndig anmeldelse af Svend Hvidtfelt Nielsen, som kan læses her.

I: Hype om svensken
Klara Lewis er navnet på en ung svensker, der mest gør sig i en slags løs og atmosfærisk electronica, der bl.a. benytter sig af en del reallydsoptagelser som grundlag for videre musikalsk manipulation. Hun har to albums på det østrigske pladeselskab Editions Mego bag sig og får fine ord med på vejen fra det britiske musikmagasin The Wire. Jeg går derfor til denne koncert med en hvis “er der noget om hypen?”-attitude og nogle forventninger, som stiger proportionalt med, hvor længe jeg står i kø til det lille koncertrum.

Visuelt og scenisk er koncerten gennemført. Scenografien bestående af en bagvæg og et bord med elektronik er pakket ind i hvidt stof og udgør på den måde et stort lærred, hvorpå Lewis’ visuals kan projiceres. Lewis’ underkrop skjules af bordet, hvorved resten af hende nærmest bare svæver rundt midt på lærredet, hvor det smelter sammen med elektronik-setuppet i en mere maskinel end antropomorf organisme.

Lydbilledet udgøres af en række organisk forankrede lyde, der meget flydende hvirvler sig ind i hinanden og smelter sammen til flader

Lydbilledet udgøres af en række organisk forankrede lyde, der meget flydende hvirvler sig ind i hinanden og smelter sammen til flader, hvori man af og til kan skimte en stemme eller en konkret lyd af blade eller vand. Den visuelle projektion korresponderer nærved fuldstændigt med lydsiden og følger alle de dynamiske skift i musikken, ligesom der anvendes en billedlig parallel til de abstrakte flader, hvor man af og til skimter konturerne af noget figurativt. I begyndelsen er det dynamisk, men Lewis virker ikke særlig bevidst om sit eget udtryk og har alt for få tricks i ærmet. Hun forfalder hurtigt til en ambient æstetik, der peger for meget bagud mod forrige årtis rumklangsbeduggede electronica på selskaber som netop føromtalte Mego eller Touch og Warp for den sags skyld. Der er for meget dvælen ved lydflader, der virker retningsløse og en anelse uoriginale.

Koncerten passer desværre også alt for godt på klichéen om laptop-koncerten, der mere er en afvikling end en fremført koncert, og jeg får hen ad vejen mere og mere fornemmelsen af at være vidne til en omgang playback. Jeg overbevises af det faktum, at Lewis bruger 98% af tiden med hænderne på sin mixer, og at skiftene i musikken altså ikke forårsages af hendes handlinger, men er fuldstændigt forprogrammerede. Det er jo et evigt dilemma for laptop-musikeren, om denne skal leve op til koncertformatets forventninger om liveness, eller om musikken kan leveres inden for disse rammer under præmissen af at være forproduceret. Jeg har dog oplevet langt mere overbevisende måder at løse den udfordring på. Goodiepal på biblioteksscenen. Foto: Mathias Vejerslev

II: Mere performativt end informativt
Fra det ikke tilstrækkeligt selvbevidste til en decideret stiløvelse udi netop den disciplin: Goodiepal Ensemble leverer på Biblioteksscenens linoleumsgulv i lysstofrørenes skær en blanding af en demonstrationskoncert og et performativt foredrag, hvor der spilles på den institutionelle rammesætning, som næsten kun have været et direkte ønske fra Goodiepals side.

Den færøsk fødte multikunstner, der efterhånden har gjort det til sin metier at mime og undergrave gængse kunstpraksisser (herunder musik), indleder koncerten med et par parodier på etablerede musikere, som han gør grin med. Han præsenterer sig først som den tyske pianist Nils Frahm (med en ret spot-on tysk accent) og taler dernæst lidt som et af de kvindelige medlemmer af det islandske band Múm og får nogle islandske stereotyper hamret fast. Herefter undskylder Goodiepal sin drilske facon og går videre til at introducere det egentlige indhold for seancen: Han har været på field trip til Island for at opstøve eksempler på en disciplin eller tendens kaldet animeret notation. Det er som navnet antyder musik spillet efter et partitur udformet som en animation eller lille film. Et udvalg af “det bedste fra Islandsk animeret notation” præsenteres dernæst af Goodiepals ensemble bestående af forskellige københavnske musikere samt det tidligere Nurse with Wound-medlem, britiske Colin Potter, på diverse akustiske og elektroniske instrumenter. Goodiepal selv tager plads bag et stort flygel.

Vi stifter så bekendtskab med animerede partiturer af komponister med typiske islandske efternavne som Gunnarsson og Vilmarsson samt eksil-danskeren Jesper Pedersen, der oprindeligt er fra Aalborg, men som nu bor og arbejder i det musikalske øparadis mod nord. Der fremføres i alt ni værker, hvoraf ét dog hævdes muligvis at være fabrikeret og altså ikke et ægte, autentisk eksempel på islandsk animeret notation.

Et komisk og lidt kejserens nye klæder-agtigt fænomen præsenteres umiddelbart og nøgternt, skønt man igen og igen aner et glimt i øjet hos vores overivrige hovedperson

I al sin enkel- og ensformighed består koncerten af disse ni fremførelser, som alle indledes med en lille præsentation, hvorefter Goodiepal sætter en projektion af partituret i gang på et lærred og løber hen til sit flygel, mens de andre sidder klar ved deres respektive instrumenter. Hver musiker vælger ét element i videoen eller animationen og spiller elementet ved at følge dets bevægelse musikalsk. F.eks. er det første eksempel en videooptagelse af et 100 meter hækkeløb, hvor hver musiker vælger en løber og spiller i takt med dennes løb og hop over forhindringerne. De øvrige eksempler er mestendels grafiske animationer af farvede geometriske figurer, der bevæger sig rundt på lærredet. Ofte har de et kitschet visuelt udseende af computergrafik fra start-90’erne, men præsenteres sagligt og uden at fortrække en mine, selvom publikum griner ved hver eneste præsentation.

Som en jovial maskot styrer Goodiepal sit ensemble såvel som seancens gang på en underholdende og levende vis. Et komisk og lidt kejserens nye klæder-agtigt fænomen præsenteres umiddelbart og nøgternt, skønt man igen og igen aner et glimt i øjet hos vores overivrige hovedperson. Som det ofte er tilfældet ved Goodiepals foredragslignende happenings, balancerer han konstant på en performativ knivsæg mellem ironi og iscenesættelse, oprigtighed og parodi. Alt trækkes herudover i langdrag i en bevidst usammenhængende og uforberedt stil, og den iltfattige linoleumsluft sammen med det fluorescerende lys dræner langsomt mig og det øvrige publikum for energi. Vi efterlades med en kæmpe ulyst til mere islandsk animeret notation lige foreløbig, men med et smil på læben og en skæg performance rigere.

III: Anarkist i kjole og hvidt
De australske aboriginere har en skabelsesberetning, hvor jorden bliver til gennem sang, forklarer den unge, lidt nervøse komponist til publikum, hvorefter han undres over lyden af sin egen stemme gennem højttalerne. »Lyder den ikke lidt mærkelig, den her mikrofon?« Klokken er knap 13 på denne lørdag eftermiddag, og det er som om han er lidt utryg eller måske bare uvant ved situationen. Han skal introducere os for et stykke kammermusik, han har skrevet, og som skal fremføres af det 8 personers ensemble, der sidder foran os. Han klarer resten af introduktionen ved at tale den beskedne forsamling i Kulturværftets Hal 14 op uden forstærkning. Han fortsætter med at forklare om aboriginerne, og om hvor smuk en tanke det er, at verden skulle være blevet skabt gennem sang, gennem musik. Men hvilken slags verden ville mon blive skabt, hvis en skabelsesmusik udspillede sig i otte forskellige tempi? Det er tankeeksperimentet og præmissen for værket, der således bærer titlen At synge verden ind i en ny og mangefoldet tid.

Komponisten – ham der pludselig undres over lyden af sin egen stemme – hedder Anders Lauge Meldgaard og er ellers en ganske rutineret herre, der har stået bag en mikrofon et utal af gange. Han har under aliaset Frisk Frugt og i flere andre bandsammenhænge skabt musik, der udfordrer gængse genrebegreber og leger med sangskrivning, improvisation og i nyere tid også med mere kompositionsagtige greb og klassiske orkesterinstrumenteringer. Men det er så vidt jeg ved hans første livtag med decideret kammermusik. Han er i efteråret 2015 blevet huskomponist for Rønnebæksholm ved Næstved, hvor han bl.a. skriver musik til Storstrøms Kammerensemble. I dag er det dog en anden kammerbesætning, der skal fremføre Meldgaards musik for klarinet, fløjte, fagot, violin, bratsch, cello, harpe og klaver i otte forskellige tempi.

Men hvilken slags verden ville mon blive skabt, hvis en skabelsesmusik udspillede sig i otte forskellige tempi?

Jeg ved ikke om det skyldes rammesætningen og den tidlige eftermiddagsstemning, den traditionelle instrumentering og de mange nodestativer, de skolede og velklædte musikere eller Meldgaards nye titel som huskomponist, men det hele synes så meget mere andægtigt og højtideligt, end hvad jeg ellers har forbundet denne anarkistiske nordjyde med. Han har for mig hidtil været garant for en uprætentiøs tilgang, der gerne tager fusen på etablerede forestillinger om, hvad musik skal kunne, og hvordan det skal lyde. Han går til de fleste instrumenter med en uimponerethed og legesyge. Han synger derudad med sin drengede stemme uden de store bekymringer om intonation og perfekte fraseringer. Han spiller gerne virtuos improvisationsmusik på et hjemmebygget legetøjspibeorgel med bjælder om anklen, mens han synger poetiske tekster om solen og månen og planter og dyr over vestafrikansk inspirerede polyrytmer. Han kan få særegne blandinger til at virke fuldstændigt naturlige og ligetil. Og man oplever det som den mest umiddelbare musik, der helt automatisk burde ligge alle mennesker på hjerte. Han personificerer på mange måder idéen om avantgarden som en folkelig og inviterende kunst. Og her oplever jeg ham så pludselig som var han iført kjole og hvidt med hundreder af års stolte traditioner i ryggen. Det er med denne ambivalente (t)anke, at jeg sætter mig ned til den første sats.

Musikken indledes ganske forsigtigt og sparsomt, som en skabelsesberetning vel skal. Man fornemmer denne ur-agtige begyndelse, hvor de første spæde skridt tages på plukkede violinstrenge, og hvor enkeltstående tangenter, fløjt og blæs blander sig uden at bevæge sig i samme musikalske spor. Det skaber et sært retningsløst flow, hvor alt føles muligt, men hvor jeg kæmper lidt for at finde et holdepunkt. Efterhånden som satserne skrider frem, kan jeg dog lade stemmerne flyde sammen i deres kompleksitet, og min søgen efter et holdepunkt bliver til en glæde ved musikkens flydende og udfordrende natur.

Der er mange satser, og jeg holder op med at tælle. Men efter et stykke tid sker en rekonstruktion af præmissen for musikken: Meldgaard indtager selv én af stolene og finder en elektronisk saxofon frem. Han er nu én af musikerne, og den akustiske instrumentering suppleres af synthesizer-agtige klange fra midi-blæseren. De forskellige instrumenter spiller tilmed nu i samme tempo og taktart. Meldgaard har intet nodeark foran sig og lader til at improvisere frit hen over den akustiske kammerbesætnings melodiføring. Igen er der her et greb, jeg skal vænne og forholde mig til, men som lynhurtigt giver en ny mening og overvinder mig. Midi-saxofonen bygger den perfekte bro mellem de akustiske og elektroniske klange, idet den tilfører dem et organisk, håndspillet og mundblæst element. Skønt klangen er elektronisk, har tonedannelsen karakter af den vejrtrækning, der ligger bag, ligesom en stakåndethed melder sig ved de mest langstrakte toner og gør dem tyndere og skrøbeligere, inden de bringes til et naturligt ophør. Derved er Meldgaards spillestil et kækt supplement til den stringente kammerindsats og introducerer en enorm nerve og personlighed i musikken.

Meldgaard har intet nodeark foran sig og lader til at improvisere frit hen over den akustiske kammer-besætnings melodiføring

Efter disse to satser går musikken tilbage til sit formmæssige udgangspunkt, hvor de otte akustiske instrumenter spiller i hver sit tempo. Men melodiføringen og stemningen i musikken har ladet sig påvirke af det, der er foregået indimellem, og en ny livlighed har indfundet sig og erstattet den spæde og forsigtige stemning fra begyndelsen. Meldgaards sprælske musikalitet har blandet sig med kammermusikkens andægtighed og skabt en tredje vej, som forener de to størrelser i en idiosynkratisk charmerende musik. Således er verden blevet sunget ind i en ny og mangefoldet tid, som titlen forudså det. Jeg genkender igen hans musikalske aftryk og efterlades imponeret over, hvordan det overvinder, indoptages og trives også i denne ellers klassiske instrumentering og form.

IV: Det uendelige univers
»Hvad er det for en lyd, der fylder mine ører så stor og dejlig? Det er en smuk akkord af toner adskilt af ulige men ikke desto mindre omhyggeligt proportionerede intervaller skabt af de hurtige bevægelser af sfærerne selv«.

Hvordan begriber man, hvad og hvor stor kosmos er? Det kan intet menneske forstå gennem den rene matematik, og derfor må kunsten hjælpe os med at favne de store realiteter. Valby Vokalgruppe, der hverken er fra Valby eller en rendyrket vokalgruppe, består af de fire musikere Anja Jacobsen, Lil Lacy, Sonja LaBianca og Cæcilie Trier, der alle kendes fra forskellige andre sammenhænge såsom Selvhenter, Frk. Jacobsen, Soma & Lil, Choir of Young Believers og CTM. I dag har de følgeskab af fire klassiske sangere for at opføre værket Harmony of the Exospheres, som er komponeret af gruppen specifikt til Click Festival 2016.

Idéen om at sfærerne har en harmoni og at forholdet mellem vores solsystems planeter kan udtrykkes musikalsk går tilbage til Antikken og er gennem tiden blevet behandlet af en lang række filosoffer og videnskabsfolk såvel som komponister fra Pythagoras og Cicero (citatet ovenfor) til Rued Langgaard og Mike Oldfield. Valby Vokalgruppe inddrager her også exosfærerne – altså de planeter, der ligger uden for vores solsystem – i en fri science fiction-digtning på dansk og engelsk over klassiske tekster og nye astronomiske opdagelser. Det er både poetisk og humoristisk og lyder til tider nærmest som en reklame for rejser ud i verdensrummet. Store dele er akkompagneret af klaver, keyboard, saxofon og trommebeats, men fokus er på sangen, og i lange passager får de fire fyldige klassiske stemmer lov at stå helt alene. Det afløses af instrumenterede passager med de fire frontfigurers spinklere men perfekt fraserende stemmer i front.

Valby Vokalgruppe og deres 'Harmony of the Exospheres'

Der synges bl.a. om Kepler-452b, som er den planet, vi kender til, der ligner Jorden mest. Den sælges på både håndgribelige fakta såsom dens overfladetemperatur, der er næsten den samme som Jordens, men også mere abstrakte kvaliteter som f.eks. at den er et vindue ind i tiden. Andre gange bliver teksterne mere flippede, og sammenfaldet mellem musik og matematik, toner og himmellegemer bliver tydeliggjort: »A great a light extended, the same manner in all but more a third was eight a fourth a great a light extended the same manner in all but more a third was eight«.

Det er ofte uklart, hvorvidt der synges om planeter eller musik, afstande eller akkorder, og det er lige præcis pointen med denne kosmiske rejse, at disse størrelser smelter sammen eller er det samme: sfærernes harmoni. Det fortælles gennem et sublimt science fiction-eventyr pakket ind i en højhellig og koral stemning, der tilmed indhylles i den store betonhals kolossale akustik, der minder os om, hvor små og ubetydelige vi er i universet.

Det er ofte uklart, hvorvidt der synges om planeter eller musik, afstande eller akkorder, og det er lige præcis pointen med denne kosmiske rejse, at disse størrelser smelter sammen eller er det samme: sfærernes harmoni

V: Pornografisk støjmusik for stororkester
Lange borde fyldt med endeløse kabler, knapper, skærme, pedaler, keyboards; en tunge, der slikker på et øjeæble; en kvinde, der spiller på en metaldåse med en dildo; menneskekroppe kun iført cellofan, læder og ledninger, der onanerer i ét væk – jeg kaster skiftevis mit blik på den film, der projiceres på bagvæggen og på de folk, der leverer lydsiden til den. Filmen er den 16 år gamle taiwanesiske cyberpunkfilm “I.K.U.”, der her, under ledelse af sin instruktør, video- og internetkunstneren Shu Lea Cheang, får et live soundtrack fremført af et hold af 20 danske noisemusikere, der koder og spiller på alskens elektronik og skaber en enorm mur bestående af alle tænkelige og utænkelige lyde i et gennemgående støjfikseret udtryk.

Der er Christian Stadsgaard fra Posh Isolation, der er saxofonisten og techno-dj’en Danielle Dahl, hendes partner-in-crime Mija Milovic, der er billed- og lydkunstneren Kristoffer Raasted, der er Martin Schacke, der er Xenia Lopez, der er et stærkt hold af danske kunstnere, der er kendt for at kunne lave noget larm. Og mod alle odds lyder det utrolig godt og klart, ja decideret fantastisk. Folk forstår at holde sig tilbage og give hinanden plads, og jeg tænker at det i grunden er alt for sjældent, jeg oplever så mange mennesker på én gang frembringe støj på så stor skala. Hele hallen runger og vibrerer, og filmen på væggen bidrager blot til vanviddet. En svært følgelig historie udspiller sig i en uendelig bygning fyldt med skrottet elektronik. Den er befolket af alle mulige fetish-typer, der har hacker-agtige kodenavne og udsætter hinanden og sig selv for alskens overgreb – måske. For grænserne mellem køn, mellem onani og voldtægt, mellem smerte og nydelse, mellem støj og vellyd er temmeligt udviskede. Det er en ret absurd dystopi, hvor alle er seksuelt frigjorte, men derimod bogstavelig talt bundet på hænder og fødder af teknologisk affald. De temmeligt eksplicitte billeder får den støjende lydside til at virke helt let og spiselig, mens de mange nøgne kroppe når et andet abstraktionsniveau i følgeskab med støjen. Det er en sær vekselvirkning, der på en eller anden måde får publikum til at være ganske modtagelige for begge dele og lappe det i sig. Det er i hvert fald min fornemmelse.

 Fest til sent ud op natten.

Epilog: Den obligatoriske technonat
Det er den sjette udgave af Click Festival, og traditionen tro er der fokus på elektronisk musik af den mere dansable slags, når klokken passerer midnat lørdag aften. Det rave jeg befinder mig til ved 3-tiden, hvor den danske duo Vault-101 leverer en gedigen, analog acid techno-koncert, fungerer som den perfekte afslutning på min festival. Det er omtrent ligeså tranceinducerende som åbningskoncerten med Philip Glass Ensemble i al sin repetitive formfuldendthed. Og skønt de to musikalske udtryk ligger langt fra hinanden ud fra en hel række af parametre, er de samtidig nært beslægtede ud fra cirka ligeså mange. Det afhænger af øjnene, der ser; ørerne, der lytter.

Musikalske tråde og slægtskaber tydeliggøres ligeledes, når eksempelvis minimalistisk kompositionsmusik og repetitiv techno bookes side om side, som det er tilfældet med Glass og Vault-101

Clicks program er progressivt i den forstand og udmærker sig ved blandt andet at turde sammenstille nogle ting, man ikke oplever på én og samme festival særligt mange andre steder. Man henvender sig til den moderne musiklytter ved at præsentere kammermusik, støj og eksperimenterende pop i samme åndedrag. Musikalske tråde og slægtskaber tydeliggøres ligeledes, når eksempelvis minimalistisk kompositionsmusik og repetitiv techno bookes side om side, som det er tilfældet med Glass og Vault-101. Det følger en pluralistisk logik og giver mening på tværs af historieskrivning og kategorisering, som begge er greb, der tilhører en reaktionær trang til at gøre status og skabe overblik. På Click er musik en levende størrelse, der udvikler sig og eksisterer for øjnene og ørerne af os. Det er en festival for samtidsmusik i en meget bogstavelig forstand: musik, som spejler samtiden, og som samtiden kan spejle sig i – i øjeblikket.

Det er dog alligevel som om jeg ikke har fået det optimale ud af denne udgave af festivalen. Jeg er faret lidt vild. Hver gang jeg møder nogen, jeg kender, har de netop været til en rigtig fed performance eller koncert, som jeg forinden har fravalgt pga. en kort og intetsigende beskrivelse i programmet. Jeg finder, at teksterne heri har tendens til enten at være for korte eller drukne i vage, floskelagtige formuleringer a la »an intense duet between man and woman, between reality and illusion« eller »live code live spam viral trip through a mash up of sight and sounds«. Hvad er det præcis, jeg skal få ud af sådanne formuleringer? Selve formidlingen af musikken lader ganske enkelt noget tilbage at ønske for mig. Og det er synd, for festivalen kuraterer et uhyre stærkt, modigt og – for Danmark – unikt program.