kritik

Helt ufarligt, men ekstremt lækkert

Af
26. Marts 2010

Lad mig indrømme det med det samme. Jeg kan godt li’ den norske trompetist Nils Petter Molvaer! Han bedriver ikke stor kompositionsmusik, men jeg synes at han med enkle virkemidler og sikker stilsans har fundet et musikalsk rum der fungerer enormt godt. Og min glæde ved hans mange ambiente elektroniske flader tilsat snoede impro-agtige melodier på sin trompet, er ikke blevet mindre efter at jeg er flyttet til Norge. Det giver rigtig god mening at sætte Molvaer på iPod’en når man bevæger sig ud i et stille sneklædt landskab med 15 kuldegrader. Nils Petter Molvaer udgav i 2005 det fremragende album ”er”. Skæringerne ”Darker”, ”Hover”, ”Softer” og ”Water” er i min optik noget af det mest vellykkede musik inden for elektronisk ambient jazz-fusion til dato. Jeg glæder mig derfor altid til at høre nyt fra Molvaer. I april 2009 udkom albummet ”Hamada”. ”Hamada” lægger ud med et efterhånden velkendt Molvaer’sk åbent ambient lydlandskab. Mange af de partiturkomponister jeg kender, vil nok opleve afsættet som for pænt og new age-agtigt, men jeg deler ikke denne holdning. Molvaer giver med sine lydlandskaber mig mulighed for at bebo musikken. Trods musikkens enkelhed på det harmoniske og instrumentationsmæssige plan, er han god til at undgå klichéerne. 10 minutter inde på pladen er det ambiente landskab imidlertid slut og Molvaers anden varemærke (en beatorienteret fusions-jazz i traditionen fra 1970’ernes elektrificerede og energiske bands a la Miles Davis og Weather Report) dukker op. Personligt bliver jeg ikke helt fanget ind her, da der sker for lidt, eller jeg får lyst til at høre Miles i stedet. (For det første ville jeg hellere have haft lyttet på en ren ambient cd, fremfor dette energiske afbræk. Hvis ikke dette er en mulighed, ville jeg som producer på disse tracks have opfordret Molvaer til at blive endnu mere beskidt, støjende og eksperimenterende.) På femte skæring er vi tilbage i den ambiente atmosfære igen og her på ”Manacline” præsenteres et fascinerende field recording-loop, der lyder som en markesplads i Asien, hvor nogen piger synger en strofe. Loopets længde og rytme bliver til sød musik. Samplet genbruges på cd’ens sidste skæring og fremstår for mig som et centralt vandmærke for hele cd’en og noget af det jeg især vil huske denne udgivelse for. ”Hamada” er en cd, mange vil kunne lytte til mange gange. Det er en cd jeg kan finde på at have i reserve i gave til venner som ikke til daglig beskæftiger sig med musik. Den tåler både nærlytning og kan bruges som baggrundsmusik. Det er som sagt ikke stor kompositionsmusik, men jeg har stor respekt for de tableauer som Molvaer skaber i disse år. Jeg kan varmt anbefale ”Hamada”. Musikernes performance og virtuositet og sound:
21/25 point Komponistens værk, substans, forløb og udtrykskraft:
32/50 point Producentens produktion, optagelse, mix og mastering:
22/25 point I alt 75/100 point