kritik

Uforfærdet cross-genre viser nye veje

Af
23. Marts 2010

Kraftige triller med klaveret i hovedrollen indleder cd’en som et slags præludium. De bliver ved og er insisterende. Trommeslageren ’synger med’ på en måde der peger mod impro-jazz. Knapt fire minutter inde minder lydbilledet imidlertid langt mere om samtidsmusik. Tracket stopper pludseligt. Næste track er i sit udtryk samtidsmusik. Klaverets lydbillede med bas i venstre kanal og de høje toner i højre, afslører dog at det sandsynligvis er en jazz-kontekst tingene er optaget i. Men er dette egentlig vigtigt? Nej, lad mig lytte forbi genrebegrebet. Klaveret fortsætter sin abstrakte gestus og nu tilføjes i strygerne strofer af noget der kunne have have været en salme, hvis ikke det var for den sære harmonik. Lange pauser mellem stroferne opstår, som om noget er gået i stå. Harpen afslutter stykket og har sat tiden helt i stå…

Christians Wallumrød Ensemble er et fint eksempel på hvor meget spændende ny musik der ligger og venter, når man formår at holde genrerne helt åbne. Jeg savner dog stramhed i det fleste af stykkerne på cd’en. For mange toner efterfølger igen og igen hinanden bevidstløst, som om de ikke selv ved hvor de vil hen.

Tracket ”Jumpa” er en slags march. Stykket minder mig melodisk og i stoiskhed om Jean-Baptiste Lullys musik blot udsat for en anelse jazz. Men den barokke besætning hvad angår instrumentation gør, at det peger på noget helt tredje. ”Scarlatti Sonata” er en sjov fortolkning af K. 87, men er lidt mat fraseringsmæssigt.

Jeg synes at det kunne være spændende at sætte ensemblet sammen med en komponist i et par måneder. Et oplagt valg til en Wundergrund-koncert!?

Musikernes performance og virtuositet og sound:
 20/25 point

Komponistens værk, substans, forløb og udtrykskraft:
 27/50 point

Producentens produktion, optagelse, mix og mastering:
 21/25 point

I alt 68/100 point