artikel

Den triumferende grimhed

Af
23. Februar 2003
Om Pelle Gudmundsen-Holmgreens filosofiske æstetik

LIN-ensemble spiller en portrætkoncert med musik af Pelle Gudmundsen-Holmgreen i Musica Nova den 5. marts. I den anledning vil jeg give komponisten og musikken et par ord med på vejen – eller i det mindste forsøge.
Det er nemlig altid et problematisk foretagende at skulle sætte ord på en komponists fortjenester: Musikken er jo, som den er, uanset hvad man måtte sige om den. Ofte risikerer man blot at forvirre med alle disse udsagn om musikken, eller man risikerer at forvirres AF dem. Det er umuligt at være objektivt iagttagende med hensyn til, hvad der er det væsentlige ved et stykke musik eller et hvilket som helst andet kunstværk for den sags skyld.
Selv en komponists egne udtalelser om sin musik er dybest set upålidelige: For det første kan det jo være, at vedkommende bevidst fylder os med løgn, blot for at få lov at være i fred; for det andet kan det være, at han eller hun tager fejl med hensyn til sine hensigter med musikken. Den kunstneriske inspiration kan sagtens arbejde bag ryggen på kunstneren selv – denne uafvidende.
Det er heller ikke uden problemer at beskæftige sig med de forhold, under hvilke musikken er blevet skrevet. Musik, der er skrevet med en bestemt hensigt og i en bestemt situation, ville jo slet ikke have nogen relevans ud over denne situation, hvis ikke det var fordi, der var noget mere. Og der må være noget mere, selv når man ser bort fra det fænomen, at visse værker, kunstnere og udtryk tildeles en affektonsværdi af dem, der drømmer om det, der engang var.
Et af mine yndlingseksempler (blandt komponister) på en kunstner, der har formået at skabe i strid med sine intentioner, er en anden dansk komponist, nemlig Rued Langgard. Han nærede som bekendt et rabiat og forbitret had til det moderne og gjorde sig de mest forkrampede anstrengelser for at tage afstand til det gennem sin musik og i stedet dyrke en romantisk æstetik. Ikke desto mindre fremstår de betydeligste af hans værker i dag fuldstændig dugfriske og ikke spor antimoderne.
Alt det ovenstående kunne se ud, som om jeg forsøger at bortargumentere mit belæg for at skrive denne artikel. Det kunne det også sagtens være, men ligesom alle de ord, der hæftes i halen på en komponist, kan virke forvirrende, lige sådan kan de mange og ofte selv- eller indbyrdes modsigende udsagn efterhånden bidrage til den erkendelse, at der dybest set intet er at tale om. Og endelig kan der ligge en ide i at prøve at henlede andres opmærksomhed på måske ellers upåagtede kvaliteter – bidrage til erkendelsen så at sige.
Hvad angår Gudmundsen-Holmgreen føler jeg mig – lidt naivt måske – særligt kvalificeret, fordi jeg, da jeg i sin tid stiftede bekendtskab med hans musik, intet vidste om komponisten eller de forhold, under hvilke han udviklede sin musikalske stil. Da jeg så siden hen hørte mere til historien BAG musikken, var jeg dybt forundret over at høre beskrivelser som f. eks. “antimusik”, “pessimistiske provokationer”, “bevidst afstandtagen fra udtryk og raffinement”, alt sammen sagt om en musik, som jeg hidtil blot havde værdsat for sin særprægede skønhed og raffinerede udtryksfylde, og som jeg slet ikke fandt hverken pessimistisk eller provokerende.
Pelle Gudmundsen-Holmgreen grundlagde som bekendt sin musikalske stil i 60’erne som en betydelig repræsentant for “ny enkelhed” bevægelsen. Den var angiveligt udtryk for en reaktion mod den centraleuropæiske modernisme, der – hvor frodig og værdifuld den end tager sig ud i bakspejlet – dengang åbenbart må have virket meget svulstig i kraft af sin dogmatiske ideologi og overstadige optimisme. For Gudmundsen-Holmgreen bestod reaktionen i etableringen af en stil, der bevidst fravælger, hvad der normalt betragtedes som midler til at skabe udtryksfuld, fyndig musik. Meget af hans musik er kendetegnet ved langtrukkenhed, fravær af variation, udvikling og raffinement. En søgen efter en musik, der intet udtrykker og nærmest direkte handler om det umulige i at udtrykke noget som helst.
Men den egentlige kvalitet ved hans musik er nok snarere, at dette fravalg af virkemidler åbner for en ny og anderledes virkningsfuld musik – nærmest som om disse midler kastes af skuldrene som et åg.
Om værket Je ne me tairai jamais. Jamais. fra 1966 siger komponisten: “Musik forsøger normalt at være overbevisende og kraftfuld. Dette værk handler om impotens. Det forsøger at sige noget, men fejler aldeles.” Stykket består af en Samuel Beckett-tekst om det håbløse i at eksistere og kommunikere. Teksten reciteres sløvt og monotont af en speaker, medens et kor uafladeligt gentager sætningen “Je ne me tairai jamais. Jamais” (Jeg vil aldrig tie. Aldrig.). Både stykkets musikalske materiale og og måden, det er komponeret og skal fremføres på, bærer tilsyneladende præg af tilsigtet impotens: Koret synger næsten kun skalaer, og det endda halvkvalt og pivfalsk. Det lille instrumentalensemble spiller mest enkelttoner og støjlyde, og det hele er kendetegnet ved at være usammenhængende, uden udvikling og efter klassiske klangidealer meget, meget grimt.
Det er næppe særligt provokerende at hævde, at der er tale om en overbevisende og kraftfuld musik, der siger ikke så lidt. Ét er, at værket dengang, det blev skrevet, sikkert var et potent udtryk for den impotens, der skulle repræsentere et oprør mod nogle gældende idealer. Noget andet er, at man i dag, hvor disse idealer langt fra er uanfægtede vedtagelser, stadig kan have udbytte af værket som andet end et historisk dokument: De falsk sungne skalaer er både raffinerede og komplekse i kraft af deres falskhed. Den halvkvalte og tilsigtet grimme sang- og spillestil og fragmenterede form bevirker, at musikken lyder som intet andet. Det er en triumferende grimhed, der er fascinerende på et helt elementært plan.
Et andet eksempel er korværket Trois poèmes de Samuel Beckett fra 1989. Her underkaster komponisten sig selv endnu større begrænsninger og giver (næsten) helt afkald på den afveks-ling, der trods alt kendetegnede førnævnte værk.
I stykkets sidstesats lykkes det at formidle inciterende og monotont sejtrækkeri i løbet af blot små 4 minutter. Hele forløbet bygger på én eneste satsteknisk model: En melodilinie i 4 stemmer omspindes konsekvent af et tykt mikrotonalt og polyfont væv. Musikken åbner sig aldrig mod verden udadtil, men holder stædigt fast i en uigennemtrængelig gråhed. Man kan næsten sige, at værket handler om at udtrykke sig gennem et nåleøje. Det er nærmest en slags succesfyldt antikommunikation, der får kommunikeret en masse. Igen lyder det som intet andet; det er både tiltrækkende og fængslende i al sin uforsonlige tillukkethed.
Jeg har med fuldt overlæg undgået at behandle nogle af de værker, der er programsat på koncerten den 5. marts. Jeg håber på den måde at have om ikke undgået, så i hvert fald mildnet det element af tvangsfodring, der altid truer i kulissen, når man forsøger at sætte ord på noget så uhåndgribeligt som en komponists musikalske fortjenester. Jeg vil egentlig blot lade dette være en opfordring til at lytte til Pelle Gudmundsen-Holmgreens musik med friske ører og åbent sind. •••