interview

Fremtidens SPOR ligger 10 år tilbage

SPOR er enestående, fordi festivalen som få andre kompromisløst sidestiller partiturmusik og lydkunst, og hvert år sender den klassiske musiks stivnede regelsæt på porten. I 2005 banede en gruppe unge komponister vejen for den festival, vi kender i dag med en årlig gæstekurator og et internationalt udsyn. Men det var et programforslag rettet mod 2007-festivalen, der med spørgsmålet Composing What? plantede SPOR’s klare kuratoriske koncept solidt i Aarhus og lagde fundamentet for fremtidens SPOR festivaler, dens kunstneriske ledelse og voksende internationale familie.
Af
5. Maj 2015
Interview med Anna Berit Asp Christensen og Anne Marqvardsen, kunstneriske ledere og festivaldirektører på SPOR

- Interviewet er venligst stillet til rådighed af SPOR Festival og indgår i en jubilæumspublikation, som udkommer i forbindelse med festivalens tiår. -

AS: I har været kunstneriske ledere og festivaldirektører siden 2007. Men SPOR har eksisteret siden 2005, da en gruppe unge komponister tog initiativ til en ny festival?

Anne Marqvardsen (AM): Ja, den første SPOR festival blev holdt i 2005. I 2003 blev idéen om SPOR født sammen med idéen om en ny kurator hvert år. Bestyrelsen for SPOR, med Thomas Agerfeldt Olesen som formand, lavede en kuratorkonkurrence, hvor alle kunne sende et programforslag ind. Det var ret unikt og visionært, for på det tidspunkt var det ikke rigtig noget, man gjorde i Danmark eller i resten af Europa.

Anna Berit Asp-Christensen (AB): Aarhus har jo en bemærkelsesværdig lang tradition for ny musik, og det var bestyrelsen inspireret af. Fra 1978-2002 havde byen haft Karl Aage Rasmussen og Numus festivalen, som på meget original facon præsenterede ny musik fra Danmark og udlandet.

Suverænen er den traditionelle kurator
AS: Hvorfor var det særligt visionært af SPOR bestyrelsen at lave en kuratorkonkurrence?

AM: Traditionelt har man en kunstnerisk leder, som suverænt laver programmet år efter år, og ofte programlægger man ud fra parametre som: I år fylder den komponist 70, så er det ham, vi programlægger ud fra, eller nu er det lang tid siden, vi har hørt noget musik fra Polen! Ved at tilknytte en ny kurator sikrede bestyrelsen fornyelse i programmet hvert år. Man kan sige, at kuratorkonkurrencen var første skridt hen i mod den konceptuelle kuratering, som Anna Berit og jeg tilførte SPOR, hvor programpunkterne spejler hinanden og problematiserer eller udforsker et fænomen. I SPOR’s tidlige år var et egentligt koncept for festivalen ikke eksplicit påkrævet.

AS: I 2007 vandt I konkurrencen og blev selv gæstekuratorer – hvordan gik det til?

AB: Anne og jeg lærte hinanden at kende tilbage i ’99 på Københavns Universitet, og ret hurtigt begyndte vi at samarbejde og rejse ud for at opleve musikalske værker, som ikke kunne høres i Danmark. Tilfældigt opdagende jeg SPOR kurator konkurrencen og forslog Anne, om vi ikke skulle sende et forslag ind. Som en del af vores research besøgte vi også festivalen i 2005 og 2006.

Vi ville gerne, at den ny kompositionsmusik skulle udvikle sig væk fra at være den klassiske musiks lillebror

AM: Vi brugte lang tid på at lave programforslaget, som var drevet frem af, at vi netop havde set så mange flotte internationale produktioner, som fik os til at tænke: De her mangler at blive præsenteret i Danmark! Men som også havde gjort os opmærksomme på, hvor ens mange af de Europæiske festivalprogrammer egentlig var. Da vi sendte vores program til SPOR, havde vi ingen forhåbninger om, at bestyrelsen bag festivalen ville være interesserede. Vi havde selv en idé om, at det var et problem, at vi ikke var komponister, og at vi var akademikere, kvinder og boede i København.

AB: Ja, og om festivalen overhovedet var gearet til et så voluminøst og eksperimenterende program. Vi havde lavet en meget detaljeret skitse på et program med blandt andet et kæmpe symfonisk værk af Benedict Mason og flere koncerter med Christian Marclay - et kæmpe navn, som det langt fra var sikkert, at vi kunne få overtalt til at komme til Aarhus.

Composing What?
AS: Hvordan så Jeres forslag ud?

AM: Vores forslag hed Composing What? Festivalen skulle sætte fokus på komponistrollen. Vi arbejdede ud fra et dogme om, at alle komponister selv skulle være på scenen og tage del i opførelsen af deres egne værker.

AM: Vi ville gerne, at den ny kompositionsmusik skulle udvikle sig væk fra at være den klassiske musiks lillebror til at se sig selv som en ligeså banebrydende aktør på samtidskunstscenen som de andre kunstarter. Vi ønskede at stille spørgsmål til alle vanerne: Hvorfor skal et lydbåret kunstværk altid præsenteres i en koncertsal, hvor publikum sidder på en bestemt måde, og musikerne står på scenen i noget særligt tøj?

AB: Ja, Composing What? rev alle de gamle kodekser og hierarkier ned. Vi havde ikke nogen hævet scene, intet backstage, publikum var placeret i forskellige zoner på gulvet sammen med kunstnerne. Ridehuset i Aarhus kom til at fungere som et værk i sig selv med 700 stole opstillet i flotte grids, så alt og alle smeltede sammen – på godt og ondt.

AS: På godt og ondt?

AB: Ja, mest godt og lidt på ondt. Særligt det første år, hvor vi ikke havde nogen praktisk festivalerfaring. Vi havde planlagt et enormt tætpakket og teknisk komplekst program, og alle koncerterne skulle selvfølgelig finde sted på same venue - Ridehuset. Der var ikke én dør, der kunne lukkes, når der fx skulle laves lyd, klædes om, varmes op eller spises. Det var fantastisk, og fungerede, men det var også en stor udfordring. Alle vores festivaler har forholdt sig meget eksperimenterende til præsentationsformen, og hvert  år betyder det nye udfordringer. Koncertsalen er jo nem, den er designet til at give musikken, musikerne og publikum optimale vilkår - mest mulig stilhed, mest mulig koncentration, måske også mest mulig nydelse. Det har også sine kvaliteter, så længe man bare er opmærksom på, hvornår disse vilkår bliver en forhindring. Det synes jeg, vi har fået udforsket grundigt de sidste 10 år.

AS: Hvornår bliver koncertsalen sådan en forhindring? Hvad er det vigtigste, I har fundet ud af?

AM: Koncertsalen bliver en udfordring, når den skræmmer publikum og komponister væk med alle sine regler for, hvordan ting bør gøres. Noget af det vigtigste, vi har erfaret er, at vi og kunstnerne på festivalen har brug for et stort friheds- og spillerum – også til at kunne tænke i utraditionelle venues som en cofferdam, et loftsrum eller byrum som ramme for kunstmusikken. Vi kan ikke bruge til noget at være i en traditionel koncertsal, hvor man ikke må bruge et badekar fyldt med vand eller grus på gulvet som instrument! For så bliver det pludselig koncertsalen, som definerer, hvad der kan lade sig gøre rent kunstnerisk og musikalsk – og det går ikke.

AS: Lykkedes det at få en aftale med Christian Marclay?

Koncertsalen bliver en udfordring, når den skræmmer publikum og komponister væk med alle sine regler for, hvordan ting bør gøres

AB: Ja, men det tog cirka 1,5 år at få en aftale med ham. Til sidst tog vi bare til NYC og håbede på det bedste. Vi fik hjælp af performance biennalen PERFORMA, drevet af Roselee Goldberg, som vi også endte med at samarbejde med. Da vi endelig fik mødt ham, var han den rareste person, man kan forestille sig, og det var nemt at aftale, at han skulle præsenteres med Screenplay og djTRIO på SPOR 2007. Han endte med at være i Århus under hele vores festival. Da festivalen var slut, tog Anne og jeg vores pæne tøj af og begyndte at gøre hele Ridehuset rent - det synes han alligevel var for meget af det gode. Nu havde han set os slæbe podier, kabler, ølkasser, stole og nodestativer hele ugen, nu skulle vi altså fejres, og så tog han os med på bar og gav øl.

Et solidt grundlag fra første idé
AS: Det gik så godt i 2007, at bestyrelsen efterfølgende tilbød Jer at overtage festivalen?

AM: Ja, allerede i 2006 meldte SPORs formand, Thomas Agerfeldt Olesen ud, at han ville træde tilbage efter festivalen i 2007. Mandag efter festivalen var vi euforisk glade og vildt trætte og stod i en cirkel i Ridehuset sammen med bestyrelsen, der insinuerede, de gerne så os fortsætte vores arbejde med SPOR. Vi ville kun, hvis vi måtte dele rollerne som kunstneriske ledere og festivaldirektører ligeligt. Det sagde de heldigvis ja til, og så tiltrådte vi i juni 2007.

AS: Composing What? i 2007 lyder jo, som vi kender SPOR i dag, hvor værkerne samler sig om et meget klart tema – dengang komponistrollen, i 2013 var det fx stilhed og i 2015 iscenesættelse af musik. Derudover er den lige balance mellem lydkunst og partiturværker, I arbejdede med i 2007, også noget af det, der gør SPOR til noget særligt. I skabte et solidt fundament med den første idé?

AB: Ja, det er få festivaler, der arbejder med at præsentere lydkunst på linje med partiturværker – og slet ingen dengang SPOR startede. Jeg er godt tilfreds med, at vi kunne lave en festival i 2007, der var så karakteristisk for, hvad Anne og jeg har lavet siden. Vi formulerer hvert års SPOR festival som en undersøgelse med udgangspunkt i årets tema. Vi ser den samlede festival som ét værk, men den er også et stykke grundforskning i, hvad lyd og lytning består af. Vi bruger enormt langt tid på at væve alle værkerne sammen, dels med hinanden, dels med deres locations og til sidst fremvokser et slags meta-lag, hvor alle værkerne står og taler til og med hinanden.

AS: Så SPOR festival for contemporary music and sound art kan måske snarere end en musikfestival kaldes for en form for årlig undersøgelse af al slags lydbåren kunst?

AM: Ja. Vi ser festivalen som en prisme, der afspejler forskellige tendenser og retninger. På den måde er der ikke et hierarkisk forhold mellem om noget foregår på en kunsthal, i en koncertsal, udenfor eller et helt femte sted. Feltet i dag og den måde, kunstnere arbejder på er jo også meget diverst, så det føles meget naturligt og helt rigtigt at afspejle og understøtte.

Vi ser den samlede festival som ét værk, men den er også et stykke grundforskning i, hvad lyd og lytning består af

AB: Da vi sidestillede lydkunsten og kompositionsmusikken, blev det naturligt også at tage andre nabo-genrer som for eksempel performance, moderne dans og konceptkunst med. For os er kunstmusikken lige så reflekteret og højtråbende som al anden samtidskunst, den er ikke nødvendigvis bare lyden i sig selv, og den retter sig heller ikke kun mod musikkyndige - tværtimod. Kunstmusikken rummer de samme muligheder for debatterende kuratering som alle andre andre kunstarter, og hvert år fokuserer vi på netop at vise det frem. Derfor har vi også altid titler som: TOUCH ME; SPEAK UP; DO IT ANYWAY.

Metakuratering
AS: Et par år efter I overtog ledelsen af SPOR, afskaffede i kuratorkonkurrencen – hvorfor det?

AM: Bent Sørensen vandt konkurrencen i 2009 og Joanna Baillie i 2010, men i løbet af de to år, blev det stadig mere vigtigt for os at sikre en gennemgående linje, der styrkede SPORs identitet, selvom der kom en ny gæstekurator med et nyt tema hvert år.

AB: For at festivalen både kunne bevare sin egen stil samtidig med, at den skulle forny sig år efter år, blev rækkefølgen af gæstekuratorerne vigtig – den blev en kuratering i sig selv. Derfor gik vi væk fra konkurrencen i 2011 og begyndte at udvælge og invitere gæstekuratorer. Alle 10 år har hver især været sit eget med sit eget tema, sin egen titel og sin helt egen visuelle identitet, og alligevel har man ikke i tvivl om, at det var en SPOR festival.

AS: Så I begyndte på en måde at kuratere gæstekuratorerne på tværs af årene?

AM: Ja, da vi gik væk fra konkurrencen, kom et ekstra kurateringslag oveni, et metaspor, hvor de enkelte festivaler og gæstekuratorens aftryk er del af en større helhed. Vi er derfor også som udgangspunkt altid 2-3 festivaler ude i fremtiden med hensyn til kurator og tema.

AB: Selvom vi har en gæstekurator, laver vi i hvert fald 50 % af programmet. Da vi lavede den første festival, så vi et stort behov for at præsentere et internationalt program i Danmark. Vi lægger stadig stor vægt på et internationalt program, og det giver god mening at gøre det i samarbejde med gæstekuratoren. Vi hjælper naturligvis med udvælgelsen af danske værker og introducerer dermed hele det danske felt for kuratoren. Vi sikrer også, at vi bruger byens muligheder. Selvom festivalen er international, skal vi have en lokal forankring.

AS: Hvert år er det Jeres opgave at væve festivalen sammen og sørge for at kurateringen sker i overensstemmelse med festivalens identitet. Samtidig har I mange uropførelser, som ofte ligger på tegnebrættet til sidste sekund. Hvordan arbejder I med den usikkerhed?

AB: Der bliver vores egen kunstneriske praksis sat i spil. Vi kan ikke teste noget på forhånd. På samme måde, som når komponisten sætter sig ned og skriver et partiturværk. Det handler om erfaring og intuition. Man ved først rigtig, om det virker, når ensemblet spiller det.

AM: Vi er vilde med liveelementet. Det er så levende og ikke helt til at styre, ligesom publikum i øvrigt. Man kan aldrig have 100 % kontrol over en festival. For os er det kunstneriske mod det vigtigste, så kan det godt være, at en enkelt uropførelse falder til jorden.

AS: SPOR har et fantastisk stort internationalt netværk. Skyldes det, at Jeres gæstekuratorer næsten altid er hentet i udlandet?

AM: Ja, gæstekuratorerne er gode ambassadører og skaber fantastiske netværk ude i verden. I 2014 var Jennifer Walshe gæstekurator, og det udsprang af et samarbejde, vi startede i 2007, hvor Ensemble 2000 lavede en portrætkoncert af hende på SPOR – for første gang i Danmark. Mange af kuratorsamarbejderne vokser ud af den slags konstellationer. Det er som en familie, der følger festivalen og vokser, når nye gode samarbejdspartnere træder ind i SPOR.

Et åbent call er en åben chance
AS: I 2010 lancerede I et åbent call for proposals på SPOR festival. Hvorfor valgte I det?

AB: Hvert år måtte vi afvise mange henvendelser, fordi de ikke passede ind i festivalens tema. Så kom vores gæstekurator Joanna Baillie med idéen om et Call i 2010, hvor man skulle forholde sig til temaet. Pludselig fik alle en ærlig chance for at sende værker ind. Det føltes rigtigt at have den åbenhed sideløbende med et stramt koncept for festivalen, hvor alt er nøje udvalgt.

AM: Vi modtager mellem 80 og 150 forslag hvert år. Det er utroligt, hvordan call’et afføder superspændende nye værker af både unge og etablerede kunstnere år efter år!

AS: I programsætter altid Jeres årlige call-koncert fredag eller lørdag aften i den bedste spilletid?

AM: Ja, den skal ikke ligge lørdag formiddag, fordi vi er bange for, om det bliver godt nok. Det er en risikofyldt koncert, vi aner ikke, hvad vi får. Men det er vigtigt, at den opføres i prime time, fordi det ofte er lidt yngre kunstnere, som investerer rigtig meget i de her værker. Det er enormt spændende at arbejde med!

AS: Får I et indblik i fremtidens værker og tendenser gennem call’et, som I kan bruge i jeres eget arbejde med fremtidens festivaler?

AB: Call’et bekræfter os i, at kunstarten udvikler sig, og at der er masser af gods i fremtidens komponister. Jeg kan godt lide, at call’et er en åben platform. Det er ikke en bagtanke, at vi skal have noget konkret tilbage. Vi vil gerne stille vores festival til rådighed for nogle yngre kunstnere og herigennem pleje og stimulere de nye tendenser og vækstlag, som er til stede.

AS: Så det er ligeså vigtigt, at SPOR festival er en platform for unge komponister, som det er at præsentere store internationale værker af Jennifer Walshe og Christian Marclay?

AM: Ja! Det er en ekstremt vigtig del af SPORs identitet på ligeværdig facon at præsentere både de store internationale og de unge up-coming danske og udenlandske talenter.

Det er en ekstremt vigtig del af SPORs identitet på ligeværdig facon at præsentere både de store internationale og de unge up-coming danske og udenlandske talenter

Komposition på skoleskemaet skal sikre kvaliteten på fremtidens SPOR
AS: SPOR New Music School er en ny kompositionsskole for unge musikskoleelever mellem 11 og 15 år, som I lancerer op til 10 års jubilæet. I april og maj vil børn fra Aarhus og Region Midtjylland skrive ny musik sammen med professionelle komponister. Hvad er Jeres tanker omkring SNMS?

AB: Ja, og vi har programsat deres koncert som en del af festivalens program. Vi vil gerne plante vores begejstring for den her kunstart i alle de unge mennesker, der går på musikskole for at lære at spille et instrument. Lære dem, hvad det vil sige selv at skabe musikalske kunstværker, at man ikke kun behøver spille andres.

AS: Er det en form for fremtidssikring?

AM: Vi tror, det er enormt vigtigt, at børn og unge får erfaringer med ny musik og kunst, hvis vi vil sikre, at vi kan opleve ny, eksperimenterende musik og lydkunst af høj kvalitet i fremtiden. Både på SPOR og alle andre steder. Det er enormt vigtigt at ruste fremtidens kunstnere ved at udvikle nye formater for børns møder med kreative processer.

En lykkelig kuratorisk kombination
AS: Hvor er I og SPOR om 10 år?

AM: Det kan vi heldigvis ikke svare på. Fundamentet er stadig levende, og vi bliver ved med at synes, vi laver den bedste nye festival hvert år! Hvis det føles sådan efter så mange år, tror jeg ikke det er anderledes om 5 år eller 10 år.

AB: Jeg synes faktisk, vi har en meget lykkelig kuratorisk kombination: En ny legekammerat hvert år, men huset er stadig det samme.