artikel

Hvem er bange for opera?

Under navnet “Opera om de (fejlslagne) anmeldere” var den åbne prøve lørdag eftermiddag den første af fire “laboratorier” i projektet coOPERAtion. På initiativ fra Line Tjørnhøj fra AUT - Aarhus Unge Tonekunstnere og i samarbejde med LYDENSKAB, Den Jyske Opera og ILT festivalen skal fire unge komponister fra England, Letland, Sverige og Danmark i det næste år udfordre operagenren. Hensigten er - på seks dage - at “trænge ned i operaens materie, skille den ad og sætte den sammen igen - på helt nye måder.”
Af
27. september 2012
Et kig ind i det aarhusianske laboratorium coOPERAtion

“My music always causes problems” sang komponist og mezzosopran Laura Bowler på Godsbanen. Med fire kolleger fra musikerfællesskabet LYDENSKAB og fire sangere fra Den Jyske Opera på scenen gentog hun med snøvlende stemme igen og igen: “But I don’t understand why...”. Ordene var ikke Bowlers egne, men Harry Birtwistles fortvivlede reaktion  på dårlige anmeldelser. 

At undersøge lyden af moderne opera
Engelske Bowler - første gæst i operaværkstedet - havde medbragt materiale, som blev formet til seks scener med titler som fx Verdi’s Rigoletto og Birtwistle’s Punch and Judy. Inspireret af Nicolas Slonimskys bog Lexicon of Musical Invective inddrog ensemblet citater fra interviews med store komponister og deres breve tilbage til anmeldere (og deres familier!), som havde latterliggjort og misforstået deres opera.

I det indledende stykke, Bergs Wozzeck, jagede tre kvinder med pen og notesblok (akkurat som denne skribents!) en sagesløs baryton, Thomas Sigh, klædt i hverdagstøj men effektfuldt badet i skræmmende blodrødt lys. Der var ingen gevandter som i en normal opera. Publikum deltog også i øvesituationen, ved at de 40 fremmødte fik lov at træde ned på gulvet i Godsbanens rummelige prøvesal og gå rundt og kigge musikerne over skulderen. Ingen fulgte dog opfordringen til at spørge “Hvor er du kommet til?”. Efter Turnage’s Anne Nicole - som tog udgangspunkt i en anmeldelse, hvor musikken end ikke var nævnt - besvarede musikerne publikums spørgsmål: Hvad betyder manglen på en dirigent, hvordan bruger man hinanden, når man står spredt på scenen, og hvor vigtig er øjenkontakt?

Hvad er problemet?
Men hvorfor opera i 2012? Hvorfor griber unge komponister til operaens form? Og hvad finder de? I den efterfølgende artist talk forklarede 26-årige Bowler, der nyder opera, men som også tilhører en gruppe af komponister, som dyrker støjens æstetik, at hun altid arbejder med koncepter og får lige så meget inspiration i teater, eksempelvis i Antonin Artauds surrealisme og i afdøde Sarah Kanes ’in- yer-face-dramatik’.

På scenen blev der råbt “Dont’t believe the hype.” Der blev hvæsende sunget om ’The bad boy of music’ (Turnage), mens guitaristen Thea Vesti - klædt i stramt sort tøj – fermt kørte en Colman’s Mustard-dåse på strengene, der fik Fender-forstærkeren til at afgive en særdeles besjælet blues. Bowler udfordrer gerne genrer og elsker, fortalte hun, når hendes musik volder “problemer.” Ej heller er hun bange for (modsat Turnage) at citere musical-komponisten Stephen Sondheim. I et originalt tonesprog, der havde tavshed som et vigtigt parameter og med rum til improvisation, flettedes citater fra de nævnte komponisters operaer opfindsomt ind i sprøde guitar-klange og Ligeti-inspireret klaver. Trompeten og fløjten, som elegant poppede op og forsvandt samlede musikken i et tilpas stramt korset.

Ud af komfortzonen
De første dages prøver var ikke lette: Magtkampe og frustrationer, og ja - drama om ’rigtigt’ kontra ’forkert’ - som nu engang opstår, når forskellige traditioner og fagligheder mødes, var netop overstået fredag formiddag, da jeg besøgte laboratoriet. Musikerne kunne nu opleves i inspireret diskussion over stolerækkerne, hvor de kom med input. I artist talken gik ordene ”respekt” og ”komfortzone” igen. Efter en uges prøver begyndte musikerne nemlig naturligt at opdage det, som teaterfolk kalder ’devising’ - eller med kunstnerisk leder Line Tjørnhøjs ord: En “hyperkompleks arbejdsproces” - hvor alle på gulvet bidrager til at bearbejde en kunstnerisk idé.

Inspireret af Bowlers talent som performer og under scenekunstner Christina Dahls kyndige vejledning, begyndte alle at tænke i koncept og rum. I fællesskab placerede man trompetisten i mørket i scenens side, hvorfra han truttede med munden. Sådan så man også den uhyre morsomme idé, at lade mezzosopranen Susanne Vinther imitere Bowlers søsyge operastemme i en slags real time composing, hvor det var den imiterende sanger’ som kom i spotlight - alle eksempler på den visuelle kvalitet, som opstod af improvisation og konstant evaluering. Fordi alt kan bruges til en dramatisk handling - hvad slutstykket Pussy Riot (som vist ikke problematiserer anmelderi men noget helt andet) selv siger.

I en enkel men effektiv lyssætning var coOPERAtion en præsentation af vidt forskellige personligheder, der - med opera som udgangspunkt, men også meget mere - skabte interaktioner på forskellige niveauer. Det fik os til at lytte på nye måder, fordi seancen inviterede os til at prøve at se, hvad der sker, når en gruppe musikere træder ud i ukendt rum og må famle sig frem og opdage nyt land og redskaber. Og dér - måske - finde noget, som kan afgive lyden af moderne opera.

Sådan gik den første dag i laboratoriet, som igen er åbent seks dage i november og to gange i foråret 2013.