artikel

Musikkens mediering - Musik, udgivelser, kunst og hukommelse i Internettets tidsalder

Af
30. Marts 2014

Vi er i slutningen af 2013. I Care if you Listen, en New York-baseret blog om ny klassisk musik, kunst og teknologi, som også findes i Apples Newsstand, anmelder In Our Time en “adaptiv musikalsk komposition, der er designet udelukkende til mobile enheder. Publikum oplever stykket gennem en app, der bruger lyde fra lytterens omgivelser til at ændre den spillede musik for på den måde at gøre hver 'opførelse' af stykket unik."

Der er drive for at forstå disse teknologiske udviklinger. På den anden side af Atlanten samarbejder tre Nordiske tidsskrifter om ny musik og lydkunst om et projekt, hvor følgende ordlyd indgår i projektbeskrivelsen:

"Teknologien har været et altoverskyggende og definerende element i kunsten i det 20. århundrede. Den har ændret måderne hvorpå vi producerer og forbruger kunst radikalt - og særligt inden for lydkunst og musik. Nødvendigheden af at forstå disse ændringer er ikke blevet mindre i det nye århundrede - tvært imod synes behovet for en tættere forbindelse mellem kunsten og dens reception endnu mere presserende i en tid, hvor den teknologiske udvikling og de digitale muligheder i hastigt tempo ændrer både kunstarterne og publikums vaner." (The Idea of North projektbeskrivelse)

Selvom musik og teknologi hænger snævert sammen, så kan jeg ikke lade være med at spørge mig selv om, hvorfor så få komponister har taget nettet til sig som et muligt sted for udfoldelsen af deres musik udover at lægge noget op, der ofte minder mest af alt om en brochure indeholdende en liste over de værker, de har skrevet.1

For bedre at kunne forstå hvor vi står i en verden af personlige apparater, apps og internettet, må vi tage et skridt tilbage og kigge på hvad de teknologiske udviklinger i de seneste år har betydet både for fællesskaber og enkeltpersoner. En sådan kortlægning kan hjælpe os med at navigere mellem de mange åbne muligheder og med at udnytte deres potentiale i fremtiden. 

Første del

En kort historie om livet efter iPhone

Med lanceringen af iPhone i 2007 startede Apple en revolution. For første gang blev en fuldblods-browser tilgængelig på en mobil enhed. Samme år lancerede Amazon deres Kindle og læsning på digitale apparater tog fart. Tre år senere lanceredes iPaden og dette udvidede Kindlens e-bogsunivers til nu også at inkludere internettet. Inden for et kort tidsrum havde vores forhold til internettet ændret sig drastisk. Interaktionen med disse nye apparater foregik med berøring og med gestik og den voksende tilgængelighed af stabile wi-fi- og 3G-netværk betød at vi kunne komme på nettet når vi ville, når som helst og hvor som helst. Ikke alene rømmede vi bibliotekerne og internetcafeerne, som vi engang havde brugt til at tjekke vores hotmail-konti, vi var også pludselig sluppet fri af skrivebordets begrænsning. Langt mere end med laptops, så var de mobile enheder noget vi havde tæt på kroppen gennem hele dagen. Computere var ikke længere store fælles apparater i fjerne rum de var blevet personlige forlængelser af vores kroppe.2

Indhold først Responsive Web Design

For de der skabte indholdet og designede websiderne, som vi nu havde konstant adgang til, var udfordringen at finde måder, som kunne gøre det mere mobilvenligt. Designere begyndte at kigge bagud mod nettets mere flydende oprindelser til tiden inden man begyndte at forsøge på at få websider til at opføre sig som trykte medier. I 2011 samlede Ethan Marcotte trådene og Responsive Web Design (RWD) så dagens lys. I stedet for at skabe forskellige sites til mobil- og desktopbrug, kunne et enkelt design nu tilpasse sig intelligent og flydende i forhold til hvilke enheder, det blev set på. Dette havde stor effekt på egenskaber som for eksempel læsevenlighed. Nu behøvede du ikke længere at knibe øjnene sammen eller zoome ind på det, du var interesseret bare fordi du ville læse en tekst på din smartphone. De mindre skærmstørrelser og manglen på båndbredde medførte også en gentænkning af hvordan selve indholdet kunne gribes an. Der var ikke længere plads til forstyrrende bannerreklamer, kompliceret navigation eller til de tunge mediefiler, der var karakteristiske for desktop-sites. En ny content first bevægelse var i gang. Og som med skæbnens vilje kunne den store tilgængelighed af mange forskellige skrifttyper gennem services som Typekit (introduceret i 2009) sammen med højopløsnings Retinaskærme (i 2010) overbevise designerne om, at en godt præsenteret tekst kunne være nok. Som i gastronomi var nogle få, simple kvalitetsingredienser i en intelligent kombination alt, hvad der behøvedes for at skabe en sublim oplevelse.

Fra Subcompact til Snow Fall

Disse udviklinger havde selvfølgelig stor indvirkning på udgivelsesindustrien. Væk var den trykte æras skarpe grænser og kontrollerede layouts. RWD-revolutionen var baseret på fleksibilitet, men udgiverne opgav kun modvilligt den kontrol de var vant til både æstetisk og konceptuelt. På den ene side blev det antaget, at de teknologiske fremskridt ville bringe den digitale verden tættere på det trykte og på den anden side, at fremskridtene ville åbne for øget inklusion af medieindhold og interaktive funktioner. Traditionelle udgivelser havde svært ved at leve op til denne fagre nye verden af teknologisk udvikling og de vaklede, både teknisk, konceptuelt og finansielt, i deres forsøg på at skabe digitale versioner af deres publikationer.

I oktober 2012 skar Marco Arment igennem kaos med lanceringen af The Magazine en publikation, der byggede på hans oplevelse af Instapaper, som er en læs-senere-service, der er fokuseret på og kan gemme websiders kerneindhold ved at skrælle alt det overflødige væk. The Magazine holdt tingene enkle og leverede en kvalitets-læseoplevelse baseret på en abonnementsmodel. Craig Mod opsummerede denne tilgangs karakteristika i sin artikel “Subcompact Publishing”, og virkningen af dette brud bredte sig hurtigt over internettet. Modellen passede godt til en udfordret global økonomi efterlignerne fulgte trop og snart havde også nicheområder som for eksempel Ny Musik midler til at kunne fremstille deres egne velfungerende publikationer.

Craig Mod – “The Magazine” Screenshots, kilde: http://craigmod.com/journal/subcompact_publishing/

 

I den anden ende af spektret havde større spillere som for eksempel New York Times og The Guardian ressourcer til at investere i projekter der var på forkant, så som opvisningsprojekterne Snow Fall og NSA Files. Disse er dybdegående artikler, der anvender tilgængelige teknologier på en meget sofistikeret og intelligent måde. Tilbage i den anden lejr har det ikke taget lang tid for subcompact-udgivelser som for eksempel The Loop at blive lidt mere smarte igen. Mulighedernes lokkekraft er åbenbart altid lige rundt om hjørnet, når det kommer til digital teknologi.

The Guardian - screenshot

Det uafhængige net

Imens Subcompact og Snow Fall muligvis udgør ekstreme poler set fra et (nyt) journalistisk synspunkt, så findes der også det, som Jeffrey Zeldman refererer til som independant content creators, som på blogs eller på deres egne websider deler ideer og passioner om the only free medium the world has known.

Blogging har eksisteret i godt og vel femten år og teknologisk set er det inden for alles rækkevidde. Og for nogle har tiden været moden til at gentænke formen på denne kommunikation. Hvordan kan man forestille sig en bedre og mindre kronologisk baseret udveksling og krydspåvirkning mellem de mange individuelle skabere af indhold? Præcis sådanne spørgsmål forsøger platforme som Medium at svare på ved at sigte efter et punkt mellem storskala-journalistik og uafhængige bloggere. Strategien er at gøre det så nemt og tilgængeligt som muligt for enkeltpersoner at dele deres ideer på en platform, der er afstemt til kvalitets læse- og skriveoplevelser. Kvaliteten af rammerne skulle forhåbentlig skabe grobund for et lige så inspireret indhold.

Medium - screenshot

Man kunne indvende at dette forsøg på at lokke bloggerne ud af deres individuelle bobler blot skaber endnu et indholdsmonopol. Mange har brændt fingrene og fundet deres indhold låst eller ganske simpelt gået tabt hos de store selskaber. Og som med næste alle andre gratis services betaler brugerne prisen i form af, at deres data bliver brugt på ubehagelige og mistænkelige måder hvis ikke af selskaberne selv, så af de regeringer, der pålægger selskaberne deres krav. Heldigvis er Medium storsindede med deres brugerbetingelser. Deres copyright på indholdet er ikke eksklusiv og brugerne kan eksportere deres indhold, hvis de vil. Ikke desto mindre er forretningsmodellen uklar og som bruger er man mere eller mindre overladt til platformens luner. 

Forhold som disse har sat ekstra skub i indieweb bevægelsen, der som et af sine kerneprincipper har, at nettets skabere bør eje deres eget indhold og deres data ved ”at enhver er sin egen platform” praktisk gennem at man poster til egne blogs og websites og syndikerer indhold ud til tredjeparter, skulle det være nødvendigt. På denne måde kunne enkeltpersoner tilbageerobre en vis grad af kontrol og samtidig holde nettet åbent, som en tilbagevenden til de principper, der fra nettets oprindelse var grundlæggende. Et net, skabt gennem en bred fordeling af små celler enkeltpersoner eller små fællesskaber hver især med muligheden for at forbinde sig til og dele direkte med hinanden, i stedet for at være dybt afhængige af centraliserede services, der implicerer at nettet bliver til sted, hvor for meget magt er fordelt på for få hænder.

Bastian Allgeier: The Future Of The Web — A Draft, kilde: http://thenittygritty.co/the-future-of-the-web-a-draft/

Slørede linjer en (u)jævn oplevelse

De firkantede modeller som de store selskaber lagde ned over internettet var dog til en vis grad i modstrid med den måde som folk brugte det på. Selv om webdesignerne først blev tvunget back to basics, så betød den hurtige udvikling af hard- og software, at det mobile net hurtigt holdt op med at være en andenrangs version af hvad der kunne tilgås på stationære computere eller laptops. Nettet var bare nettet og selvom stationære computere nu muligvis associeredes mere med arbejde og tablets med fritid, så kunne man ikke længere have sådanne antagelser om brugen af dem. Folk begyndte opgaver på ét apparat og gjorde dem færdige på et andet. Grænserne blev mere slørede.

Principperne bag RDW betød at man, i stedet for at opdele websider (og dermed nettet) i mobile og alle mulige andre tænkelige versioner, kun byggede én webside, der responderede i forhold til hvordan brugerne tilgik den. Den slags inddelinger ville nemlig uundgåeligt skabe småproblemer for brugerne, der konstant krydsede disse grænser. Udover RWD så havde udviklingen af synkroniseringsteknologier så som Dropbox og iCloud også en vigtig rolle i at skabe en (forhåbentlig) gnidningsløs overgang fra den ene platform/situation til den næste. Vi havde ikke kun brug for at kunne tilgå websider men også de dokumenter eller mediefiler, vi arbejdede på og gerne ville dele. Software, tjenester og hardware var ikke længere adskilte domæner de var nu uundgåelige (og komplementære) ingredienser i det moderne (digitale) liv.

Platforme og apps værktøjer og indhold

Selvfølgelig er dette liv langt fra gnidningsfrit. De største udfordringer ligger fortsat når man vil krydse grænserne fra én lukket proprietær platform til en anden fra et stort firma til et andet. Disse grænsekrydsninger er særligt synlige når man skeler til forskellene mellem apps og websider og overgangene mellem dem understreger de filosofiske forskelle mellem dem: Hvis jeg, som (lyd)kunstner, vælger at lave en app, så vælger jeg både styrkerne og svaghederne ved den valgte platform. Som med udgivelsesplatforme er man bundet af der regler og luner, som er udstukket af dem, der kontrollerer.3

Hvor RWD sigter mod en (åben) ting, der kan antage mange former, så tenderer apps mod en opdeling. For de enkelte skabere og de kulturer som de bidrager til og bygger på, kan valgene tippe enten den ene eller den anden vej. Vi vælger de værktøjer, der er bedst egnede til vores (kreative) behov og definerer derigennem til en vis grad også os selv gennem disse valg (og gennem de platforme, der følger med dem). Mens en sådan bestemmelse godt kan have værdi for os som individer, kunne vi sætte spørgsmålstegn ved, hvor vi ønsker at drage grænserne (hvis overhovedet) i forhold til vores kunstneriske og kulturelle bidrag.

I forhold til kunstværker så kan langtidsholdbarheden af den platform, man vælger have implikationer, som langt nemmere lader sig ignorere, hvis man designer værktøjer, der er bundet til operativsystemernes begrænsede livscyklusser. Hvis man vil række ud over de visuelle udtryk og den softwarefunktionalitet der er fremherskende på vores apparater lige nu, så er nettet klart det medie, der har de bedste udsigter på den lange bane.

Ikke desto mindre tilbyder apps flere lokkende muligheder i forhold til kunsten: På mobile enheder fylder de hele skærmen og placerer brugeren i appens verden. Browserens værktøjslinje og adressefelt forsvinder og med dem fristelsen til at stikke af til et andet hjørne af nettet. I forhold til kunstværker på internettet kan dette nemt ses som noget, der har værdi de fordybende [immersive] funktionaliteter er en kærkommen modvægt til støjen på nettet og de kan potentielt hjælpe med at skabe rum for oplevelsen af selve værket. Men når vi på denne måde accentuerer brugeroplevelsen, bringes kunsten ind i en bane, hvor den synes at glide mere og mere over imod design.

Der investeres enorme mængder af tid, penge og opfindsomhed i udviklingen af software værktøjer og den gentagne iteration (og dermed udvikling) foregår i en skala og med et tempo, der kun kan drømmes om i kunstverdenen.

Det er her, at nogle af de bedste hjerner i vor tid bruger deres energi. Dog er behovet for sammenhængende designprincipper, der begunstiger brugervenligheden, potentielt i modstrid med (individuelle) kunstneriske udtryk i så høj grad at det har rejst spørgsmål om hvorvidt de to discipliner står ved en skillevej.

Paul Soulellis – counterpractice, kilde: http://counterpractice.tumblr.com

App-universet og nettet, samt de stadigt mere slørede grænser imellem dem, udgør et kompliceret sæt af kunstneriske muligheder at navigere imellem og de nemme svar er ikke givet.

Anden del - Konkretiseringer

Der er mere til nettet end deling

Men hvilke behov opfylder nettet for os, ud over de åbenlyse aspekter af adgang til information, værktøjer, kommunikation, deling og samarbejde? Vores brug af smart devices er så tæt forbundet til kroppen, at det er blevet en del af vores psyke og radikalt har ændret vores opførsel på måder vi kun lige er begyndt at forstå. Til en vis grad er vi allerede blevet de cyborgs, som tidligere var en fremtidsfantasi.

Åbenbart er nettet mere og andet end deling. Det er også blevet et sted, hvor vi spejler vores tanker og gemmer vores minder for os selv. Et sted, hvor vi eksternaliserer dét, som vi bærer rundt på indvendigt. Digitale dagbøger, to do-lister og bogmærker hjælper os til at organisere den overvældende mængde af information til at få den ud af hovedet. 

Det nyligt lancerede website Hi er indbegrebet af nogle af disse aspekter. Det bygger på ideen om, at minder og bestemte steder er tæt forbundet og tilbyder sine brugere at uploade billeder eller tekstbidder fra deres smartphones (eller andre apparater), når inspirationen slår ned et sted ude i verden. Disse ”øjeblikke kan senere udvides og publiceres som korte historier eller journalistiske tekster. Eller de kan holdes private. Internettet er blevet et sted, hvor vi spejler vore indre liv. Det er ikke så meget et billede af verden, som det er et billede på vores oplevelse af den. En personlig kortlægning man kan vende tilbage til, føje til og muligvis dele.

Hi - screenshot

Set fra denne vinkel er det ikke overraskende, at mange har været så oprørte over de seneste skandaler vedrørende regeringers overvågning af borgerne. Som om slags ulovlig indtrængen i vore indre liv. En af de mest definerende egenskaber ved vores personligheder valget om hvad vi lader andre vide, hvad vi deler er blevet taget fra os. Selvfølgelig tager vi det personligt for internettet er blevet uløseligt forbundet med vore mentale kortlægning af os selv.

Hukommelsens kunst

Sound of Summer - screenshot

Med Sound of Summer en simpel web ting har webdesigner Chloe Weil dataminet et årtis statistik fra sit iTunes-bibliotek og bygget et charmerende memory map, som demonstrerer den potentielle værdi af at eje sine egne data.4 Chloe er et godt eksempel på en, der fuldt ud tager indie web principperne til sig. Hun går endda så vidt som til at poste tweets fra sin egen hjemmeside. De originale tweets ligger på hendes server, der så (også) deles med verden via Twitter:

Personally, I felt liberated by the broader idea that services like Twitter, Facebook and whatever comes along in the future would be representations of me, rather than “me, elsewhere.”

Selvom dette kan virke ekstremt, så er det en indikation på det behov, som mange har for at samle og genvinde kontrollen over deres digitale jeg efter at de i årevis har spredt deres identiteter ud over diverse platforme.

Weil udfolder også dele af sin familiehistorie i web-essayet Julius: The Cards. Dette er indie web, når det er bedst og en værdig modpol til institutionaliseret journalistik. I et blogindlæg om skabelsen af Julius: The Cards beskriver hun sine overvejelser omkring at designe til nettet med digital bevaring og fremtidssikring in mente. Et projekt der udvider sig fra det direkte personlige til at omfatte aspekter af kollektiv hukommelse.

I sit fine essay The medium is the mold forsøger Matt Steel at få styr på de spørgsmål, som Marshal McLuhan oprindelig stillede, vedrørende den måde vores kommunikation er med til at forme os både individuelt og kollektivt.  Steel skelner mellem mundtlige og skriftlige kulturer og de midler, de bruger til at gemme og hente information: De skriftlige kulturer lærer via en abstrakt, forklarende undersøgelse af informationen, mens de mundtlige kulturer deler viden verbalt:

"The sheer volume of information they had to memorize and could retrieve verbatim on demand are overwhelming to the modern literary mind. However, oralities are not without systems and supports that allow them to store and retrieve information. Their feats of memory seem more attainable when we consider their reliance on verbal rhythms, formulas, repetition and even cliché."

For mig lyder det som noget, der er tæt forbundet til musik måske ikke så meget forstået som personligt udtryk, men som et mønster for dannelsen af den (kollektive) hukommelses kunst.

Nettet har muligvis potentialet til at slutte denne cirkel ved at tilbyde nye hybrider mellem de mundtlige og skriftlige former. På mange måder er det en perfekt beholder for mundtlige historiske arkiver. Et eksempel er Jeremy Keiths The Session en samling af irsk folkemusik, der er inspireret af ONeills One Thousand and One Melodies. ONeill var en irsk politimand, der boede i Chicago i midten af det 19. århundrede. Ved at etablere en stor samling af nedskrevne melodier forhindrede han at meget irsk folkemusik ville gå i glemmebogen blandt det irske diaspora. The Session er nutidens net-version af sådan en samling, i det store og hele opbygget gennem bidrag fra entusiaster. En levende samling, der eksisterer et sted mellem mundtlige og skriftlige kulturer.

The Session - screenshot

Musik som kunst og nettets kunst?

Hvordan stiller det mig som en (primært lydinteresseret) skaber af indhold? Hvorfor er det, at så få komponister har taget nettet til sig som et sted, hvor deres musik kan udfolde sig på andre måder end som værklister, måske tilføjet nogle YouTube-videoer? Er nettet blevet lig med de firmaer, der dominerer det Facebook og Twitter? Set i lyset af alt rodet, de tvivlsomme forretningsmodeller, overvågningen og misbrugen af vores data, er det så fordi vi vil reservere et renere og mere rigtigt sted til musikken et sted der ikke er på nettet? Et sted, hvor vi stadig har mulighed for at mærke vibrationerne i gulvet og møde hinanden ansigt til ansigt over en øl efter koncerten? Et tilflugtssted fra de altgennemtrængende digitale aspekter af vore liv? 

Er det fordi den tekniske barriere stadig er for høj, hvis man vælger indie web-strategien? (De store platforme har gjort det nemt for enhver at lægge ting op, mens det stadig kræver et vist mål af teknisk snilde at gå indie web-vejen) Hvis det er tilfældet, hvordan kan det så være, at så mange komponister ingen problemer har med at dykke ned i komplekse Max-patches, men værger sig ved simpel HTML? Ville disse tekniske vanskeligheder kunne overvindes, hvis der var større motivation til at gøre det? 5

 

Er det fordi kodning af natur er uoverensstemmende med det frihåndsudtryk, der kommer når man bruger en blyant eller spiller på et akustisk instrument? Og hvis det er tilfældet, hvad så med den voksende live coding scene?

Live Coding - screenshot

Eller mangler der begrebsmæssige modeller for hvordan man arbejder med musik på nettet? Er nettet i sin essens simpelthen for centreret omkring tekster og billeder? Hvordan kan vi skabe en kontekst for musikalsk komposition på nettet?

At skabe en kontekst

At have sin egen hjemmeside (og ikke blot gøre brug af tjenester som SoundCloud, hvor gode de end er) kan ses som den vigtigste faktor for at skabe en kontekst for sine værker det første skridt mod at etablere ’et hjem på nettet’6 Herefter må man udvikle et koncept, der kan udfolde denne basale kontekst. Som Frank Chimero påpeger i sit fine essay "What Screens Want", så kan de abstraktioner vi har accepteret når det kommer til computere og internettet både hjælpe os og skade os. Vi anvender konstant metaforer, både fra andre medier og fra den fysiske verden for at kunne navigere i det digitale. Det er værd at undersøge disse abstraktioner. 

Frank Chimero – What Screens Want, kilde: http://www.frankchimero.com/talks/what-screens-want/transcript/

Man kunne indvende at de gnister, der opstår når et medie kommer i kontakt med et andet, kan kaste lys på dem begge. Udfordringen i de digitale verdener tilbyder også en mulighed for kunstmusikkens komponister for at genoverveje nedarvede antagelser.7

Hvor er komponisternes modsvar på Frank Chimeras web essays? Undersøgelserne af hvordan opmærksomhed, rytme og vægt kan udspille sig lydligt?

De fleste museer (for moderne kunst) investerer en hel del energi i at skrive tekster til de enkelte værker. Citater, anekdoter og historisk eller filosofisk baggrund skaber en kontekst og former vores oplevelse af værket. I forhold til lydfiler på nettet præsenteres vi ofte for en mængde værker, der er kastet ind i et støjende rum med få, eller ingen, spor til hvilken kontekst vi skal forstå dem i. Vi er overladt til vores egen fantasi.

Som konceptkunstnerne opdagede i forrige århundrede, så kan de små stykker (kon)tekst være vigtige aspekter ved de pågældende kunstværker faktisk så meget, at de kan blive til kunstværker i deres egen ret.

Bortset fra det fremragende arbejde som I Care if You Listen, NewMusicBox og enkeltpersoner som Seth Kim-Cohen har ydet, hvordan kan det så være, at der er så få blogs om ny musik og lydkunst? Johannes Kreidler er en undtagelse man straks får øje på et eksempel på hvordan man kan bruge blog-formatet på en mere interessant måde end den noget traditionelle stil som ovennævnte amerikanske eksempler repræsenterer. Kreidlers blog er netop en kunstnerisk udtrykskanal, der passer godt til hans neo-konceptuelle tilgang. Hans "Ear Training" serie er et godt eksempel. Eller Sebastian Clarens fyndige udbrud på sin Wordpress-blog Material.

Johannes Kreidler – Ear Training, kilde: http://www.kulturtechno.de/?p=11069

Måske disse er starten på, at man ikke bare bruger nettet til som et sted at dele, men at man begynder at skabe nettets egen kunst. Kunstneriske stemmer i en designet verden.

Epilog

Det er sent i 2013, nord for København: Ved indgangen til Louisianas udstilling Arctic mødes man af dette citat:

To forestillinger om Norden: Nord er både mørkets og dødens sted, ondskabens sæde. Og den nøjsomme glædes sted, hvor dydige folk lever bag nordenvinden og er lykkelige. (Peter Davidson)

For et århundrede siden var det de arktiske vidder, der både inspirerede og  forfærdede. I dag kunne citatet lige så vel gælde for det territorium, der har indfanget nutidens forestillinger internettet.

  • 1. Popmusikere som Johnathan Mann har for eksempel taget YouTube til sig som medie og skaber til nettet i stedet for blot at bruge det som en nyheds- eller distributionskanal.
  • 2. Eller rettere, så er vi kommet hele vejen rundt, så vi nu har begge ender af spektret – på den ene side små, meget personlige apparater og på den anden side ”abstrakte”, skjulte serverfarme ejet af store firmaer.
  • 3. For publikationer som for eksempel The Magazine, der har bundet sig til og endda har egenskaberne ved en enkelt platform (app’en) som udgangspunkt, er eksistensen af en korresponderende hjemmeside på nettet essentiel.
  • 4. Designer Khoi Vinh foreslår noget lignende for tjenester som Spotify: https://medium.com/what-im-reading-on-medium/9a56e22682d4
  • 5. I sammenligning med skabe apps, så er nettet p.t. en hel del mere tilgængeligt - både for skabere (i form af tekniske vanskeligheder) og for publikum.
  • 6. Dette placerer selvfølgelig i høj grad det kunstneriske mandat hos den enkelte. Man kan dog forestille sig et mere neutralt sted – et ’site’, der holder sig til de samme (indie) principper men undgår det hyggelige ved hjemmemetaforen.
  • 7. Hvor er undersøgelserne af hvordan det, at vi kan se hvor vi er i varigheden af en mediefil, påvirker hvordan vi opfatter og bruger den? Undersøgelserne af hvordan navigationsformer så som scrolling og swiping påvirker vores forhold til lyd? Hvordan kan vi forholde os til musik når det (igen) ikke længere er så stramt bundet til genstande eller noterede sider?