artikel

Rør mig!

I den kommende weekend er der SPOR 2011 i Århus. Under temaet TOUCH ME gentænkes rammer, format og ikke mindst indhold for en tidssvarende samtidsmusikfestival. På papiret ligner det allerede en succes.
Af
2. Maj 2011

Det bagstræberiske klynkekor, der vil mene at samtidsmusikken skulle være i publikumsmæssig, kunstnerisk eller institutionel krise, møder man ikke på SPOR-festival. Her ser man derimod fremad og eksperimenterer med både format og indhold på måder, der er både forfriskende og innovative. Festivalens fremsyn består hovedsagligt af et ganske simpelt greb. SPOR har nemlig valgt hvert eneste år at forny sig selv, ved lade festivalen kuratere af nye, eksterne partnere. Der vælges således hvert år, gennem en konkurrence, en eller flere personer eller institutioner, der inviteres til at samarbejde om udviklingen af koncept og program. Netop denne samarbejdsform, hvor festivalen stiller nogle institutionelle rammer til rådighed for en frem- eller ’udsynet’ programlægning og afvikling, har vist sig produktiv. Festivaldirektør og kunstnerisk leder Anne Marqvardsen ser en helt afgørende fordel ved at samarbejde med skiftende internationale kuratorer, da SPOR-festivalen på denne måde hvert år udvider sit internationale netværk i betragtelig grad. Samtidig er hun naturligvis glad for de input, som disse samarbejder giver. Det store internationale netværk betyder nemlig også en åbning mod mange af de nyeste kunstneriske strømninger, der måske ikke altid er helt så synlige, hvis horisonten rundt udelukkende består af den hjemlige andedam.  

Berlinske kuratorer
Til dette års SPOR-festival samarbejdes der med hele tre gæstekuratorer. Kuratorteamet består af Kammerensemble Neue Musik, Singuhr Hoehrgallerie og Ausland, der alle er veletablerede og højt estimerede institutioner på den berlinske kunstmusik/lydkunst-scene. Festivalen kan dog ikke på denne baggrund ses som en berlinerbegivenhed, der bare er ’flyttet til’ Århus. Hertil er både det danske islæt for markant, ligesom der er adskillige indslag af internationale kunstnere uden specifik tilknytning til Berlin.

Igennem de fleste af de foregående års festivaler skinner dog også en mere langsigtet strategi og programlægning igennem. Her betones idéen om at kunstmusikken og lydkunsten ikke kun er forbeholdt de få, men derimod betegner et bredt, åbent og broget felt, der går på tværs af gamle grænser, er i dialog med samfundet, med andre kunstarter og, frem for alt, med sit publikum. Her sætter kun fantasi, udsyn og kvalitet grænserne for, hvad der kan inkluderes. Frem for alt har SPORs strategi ved de seneste års festivaler udmøntet sig i, at den traditionelle koncertform er blevet udfordret og belyst gennem et samspil med alt fra lydinstallationer, performances, digital interventionskunst, stedsspecifikke opførelser og publikumseksperimenter til debatter og workshops. Kombinationen af en festivalledelse, der tør satse og et antal skiftende gæstekuratorer kan derfor, for denne skribent, kun ses som potentielt yderst frugtbar. 

TOUCH ME
Under titlen TOUCH ME fokuserer festivalen dette år på forholdet mellem kunstmusik/lydkunst og kropslighed. Fra festivalens egen præsentation af årets tema hedder det, at SPOR 2011 ” […] punkterer myten om at ny kompositionsmusik ikke er sanselig og præsenterer klingende kunst hvor krop og intellekt ikke er modsætninger, men i frugtbar friktion”. Tematikken synes velvalgt ud fra flere vinkler. 

For det første punkterer den helt konkret myten om at kunstmusikken/lydkunsten er svær eller elitær og kun ’kan forstås rigtigt’ af de særligt indviede. Selv samme myte kan ses som hovedårsagen til at nogen overhovedet vil kunne påstå den ’krise’, jeg skitserede ovenfor. Vi har alle en krop, hvis sanser kan bringes i forbindelse med lyden. Ved at tematisere kroppens sansninger og oplevelser som en helt grundlæggende indgang til kunstværket stilles vi alle lige. Der kræves ingen særlige forudsætninger andet end nysgerrighed og åbenhed. Alle er inviteret indenfor.

For det andet og i forlængelse af det første accentuerer denne fænomenologiske tematik et vilkår ved kunst, som vi ofte glemmer og som måske endog er særligt gældende på svært håndgribelige og immaterielle auditive oplevelser. Nemlig at kunstens egenart først og fremmest er at være sanselig, for dernæst at rumme potentialet for konceptuelt indhold. Lyden skal ganske enkelt kunne ’røre os’ før den kan blive interessant for et mere konceptuelt og fortolkende blik. 

For det tredje ser det ud som om, der med dette års tema er sat ekstra fokus på opførelsen eller performancen som omdrejningspunkt for at denne sanselighed overhovedet kan komme i værk. Dette kommer dels til udtryk gennem et øget fokus på koreografi, dans og bevægelse i årets program. Dels inviteres publikum også selv til at medvirke i en række værker. Blandt andet kan man opleve wellness i form af individuel klangmassage, et undervands-lydkunstgalleri, der kræver at tilhøreren nedsænker sin krop i et svømmebassin eller man kan tage en tur i hængekøjen, der forvandler kroppen til en resonansboks. Dels er der flere værker, hvor den skabende kunstner selv medvirker som performer og dels inkluderer de medvirkende ensembler ofte performative elementer, der bevæger sig ud over rammerne for ’traditionel musiceren’. 

SPOR 2011 vil altså gerne røre os - både musikpolitisk, kunstnerisk, kropsligt, personligt og intellektuelt - og med det præsenterede program synes dette ambitiøse mål at være inden for rækkevidde, hvis udførelsen står mål med intentionerne.  

Skitse til Sven_Åke Johanssons Erträumtes Konzert

En svensk berliner
Svenskeren Sven-Åke Johansson (f. 1943) indtager en særlig plads i festivalprogrammet ved at være repræsenteret ved to forskellige koncerter med hele seks værker i alt. Præsentationen er retrospektiv anlagt og dækker værker fra de seneste godt tyve år. Sven-Åke Johansson er en ’grand old man’ på kunst- og musikscenen i Berlin, hvor han har boet siden 1968. For nogen vil han måske være så ’grand’ og så ’old’ at placeringen på en festival, der gerne vil præsentere nutidig lyd- og tonekunst kan virke lidt besynderlig. I Danmark er Johansson dog stadig forholdsvis ukendt uden for mere specialiserede kunstkredse og det er derfor ifølge Anne Marqvardsen oplagt at præsentere ham bredere for et dansk musikpublikum. Helt retrospektivt bliver det nu heller ikke – programmet lover nemlig også en enkelt uropførelse. 

Faktisk ligner Sven-Åke Johansson et godt eksempel på den åbning af det kunstmusikalske- og lydkunstneriske felt, som SPOR gerne vil være eksponent for. På kunstnerens egen hjemmeside beskrives han som ”komponist, musiker, poet, billedkunstner, forfatter og musikproducent” - og netop i tilfældet Sven-Åke Johansson ville jeg mene, at det nok hverken er for meget og i alle tilfælde ikke er for lidt. Johansson startede sin karriere som trommeslager i diverse dansebands i Sverige. Efter 1968 blev han en central figur på Berlins (og dermed Europas) improvisationsscene. Sidenhen er bestræbelserne gået adskillige retninger blandt andet performancekunst og lydhappenings, ofte i det offentlige rum, for eksempel traktor-, motorcykel-, båthorns- eller papkassekoncerter, som udover deres åbenlyst teatrale elementer henleder opmærksomheden på æstetiske potentiale i lyde der ikke traditionelt associeres med musik. Den performative og improvisatoriske side i Johanssons praksis arbejder ofte sammen med en ganske stramt determineret og noteret systematik – i et finurligt samspil hvor man som tilskuer ofte ikke er helt klar over, hvad der er determineret og hvad der er improviseret. 

Johansson er med andre ord multikunstner og det kan derfor heller ikke undre, at han selv er til stede ved SPOR 2011 som performer af nogle af sine værker. For netop som performer rammer han centralt i forhold til festivalens tema, TOUCH ME. Johansson har altid haft et meget kropsligt forhold til sin kunst. Som han har fortalt journalisten Bert Noglik opfattede han allerede tidligt i karrieren de små forskydninger i trommespillet, lidt til højre – lidt til venstre, som noget organisk, som et sprog eller en tale, der udgik fra kroppen. Netop denne forbindelse mellem kropslighed og kommunikation har han forfinet i sine performances. Den særlige, næsten saglige, tørre akkuratesse, hvormed handlingerne og lydene skabes, giver en intensitet i Johanssons performances, der emmer af tilstedeværelse. En tilstedeværelse, som undertegnede har svært ved at forstå som andet end en direkte interaktion mellem performer og publikum. På denne måde bliver netop tilstedeværelsen til kommunikation - og kropsligheden bliver en sag der både involverer publikum og performer. Den direkte tilstedeværelse og indlevelse bliver dermed på flere niveauer også betingelser for at formidlingen af værkets mere konceptuelle sider overhovedet kan lykkes. 

Om nærværet mellem kunsten og dens publikum udmønter sig i praksis – om kunsten formår at røre os - kan vi mærke på egen krop i Århus torsdag til søndag i denne uge. En ting er stensikkert – det sker ikke, hvis vi bliver hjemme. Men det animerer programmet nu heldigvis heller ikke til. På papiret ligner dette års SPOR festival nemlig et bud på et interessant hjørne af kunstmusikken og lydkunsten anno 2011.