kritik

Selvhenter skaber deres egne referencer

Motions of Large Bodies er den anden fuldlængde plade udgivet af kvintetten Selvhenter på selskabet Eget Værelse. Her præsenteres vi for ti rå, men stærkt komponerede eksperimenter udi et bredt spektrum af rytmer og genrer, optaget på spillestedet Mayhem.
Af
18. december 2014
Anmeldelse af Motions of Large Bodies

Hvordan får man essensen af et udpræget liveband kondenseret ned på en plade? Selvhenter er kendt for deres energiske, støjende og underspillede humorfyldte koncerter. Der er en gnist og gejst imellem de fem kvinder, som er svær at gengive på vinyl. Formår kvintetten at formidle sin exceptionelle live-energi? Eller er koncerternes høje forventninger en hæmsko for Motions of Large Bodies

Selvhenter startede som en trio i 2007, men tilføjede allerede året efter to trommeslagere til bandets line up og består nu af Maria Bertel (basun, keyboard, synthesizer), Sonja LaBianca (saxofon, keyboard), Maria Diekmann (violin), Jaleh Negari (trommer, keyboard, perkussion) og Anja Jacobsen (trommer, perkussion). Motions of Large Bodies er kvintettens andet fuldlængdealbum efter Frk. B. Fricka fra 2012, der samme år blev nomineret til Nordic Music Prize.

Aske Zidore fra hedengangne Oh No Ono har optaget og produceret Motions of Large Bodies i det eksperimenterende spillested og øvelokale Mayhems graffiti-tapetserede betonhaller i Københavns nordvestkvarter. Pladen udgives på selskabet og kunstkollektivet Eget Værelse, der blev dannet af Selvhenters medlemmer i 2010. Eget Værelse er en platform for projekter skabt af bandet og dets individuelle medlemmer, der på kryds og tværs er en del af Pinkunoizu, Ymers Pizza, Frk. Jacobsen, Gud Er Kvinde, Diekmann, Valby Vokalgruppe og Choir of Young Believers.

Et remix uden brug af samples
Til trods for musikkens eksperimenterende og grænsesøgende karakter, bliver man ikke efterladt i støvet. På Motions of Large Bodies tager Selvhenter lytterne under deres vinger, og fører dem igennem kvintettens lydlige landskaber. Pladen er samtidig et sammensurium af genrer. Hvert nummer præsenterer en anderledes lyd end den forgående, som på samme tid fremstiller og dekonstruerer genremæssige konventioner. Selvhenter skriver ikke musik efter konventionerne inden for jazz, noise, fri improvisation, ambient, pop eller metal. Det virker nærmere som om hele deres mission er at gentænke disse genrer ud fra deres eget univers – et remix uden brug af samples. Motions of Large Bodies er et album, hvor det føles, som om hver skæring flyder ind i den næste, selv når det ikke er tilfældet. Det skaber en følelse af helhed og kontinuitet, der gennemsyrer hele albummet.

Nummer for nummer minder pladen om en vestlig tilgang til den indiske rāga, hvor kun et begrænset antal noder udgør den ofte udstrakte og repetitive melodi. I den indiske tradition, formidler en rāga ofte en følelse eller et sted for refleksion. Dette er præcis hvad Motions of Large Bodies gør. Albummet præsenterer ti rytmer, der hver omringer en i refleksion over musikken og dens referencer.

Fri orden
På høj oktan, kører størstedelen af pladen med sømmet i bund. Mere underspillet bliver det på Late Night Ferry, der starter orkestralt – som at sidde i orkestergraven under opvarmningen til et stykke musik af komponisterne Gérard Grisey eller György Ligeti. Der blæses blidt og hviskende i messinginstrumenterne, der stemmes, og spilles lavt hver for sig. Lige indtil trommerne sniger sig ind, og vi igen er tilbage på sporet. Instrumenterne går fra individualistisk kakofoni til en kollektiv komposition. Bevægelsen fra fri improvisation til ordnet struktur er kendetegnende for Selvhenter. Selvom der er plads til nysgerrig leg, er det hele tiden indenfor rammerne. Hvad der først virker som kaos finder pludselig orden og nummerets stringente struktur åbenbarer sig pludselig for lytteren – komponeret improvisation.

Den mættede lyd der kommer af at være fem musikere om ét projekt, er en allestedsnærværende udfordring for Selvhenter. Mængden af sonisk information er til tider overvældende med fare for at blive mudret, men heldigvis er der indsat pusterum på pladen, uden at det dog bliver til deciderede eksperimenter med stilhed. Det er der ikke tid til. Selvhenter har før turneret med den japanske multi-instrumentalist Otomo Yoshihide, der på trods af vildskab og støj, forstår at bruge stilheden effektivt. Det er ikke nødvendigvis sandt at ’less is more,’ men stilhed kan være ligeså interessant som en kakofoni af instrumentering. Det er her adskillelsen mellem koncert og album kunne være tydeligere. Der er ikke et lokale der skal spilles varmt, men et sæt hovedtelefoner der skal holdes til ilden i pladens 45 minutter.

Ingen hierarkier – bare vilde udskejelser
Les Femmes d’Affaires, er fransk for business kvinde og det er tydeligt, at dette er fem kvinder med store armbevægelser og ambitioner. Der er fart over feltet, og det målbevidste free jazz/rock nummer kræver, at man holder tungen lige i munden. På Motions of Large Bodies’ andensidste nummer, Balinesiske Ruder, hører man ikke andet end trommerytmer, der som stammedans eller tribal techno kalder på bevægelse. Tankerne går i retningen af minimalismens komponister så som Charlemagne Palestine og Steve Reich, der med kalkulerede gentagelser langsomt udvikler et simpelt motiv til noget helt andet. Dette komponerede aspekt gennemsyrer hele pladen. Men samtidig kan man ikke lade være med at tænke tilbage på kaotiske nætter i Mayhems kolde grå betonhaller, med dans til solen står op. Vilde udskejelser er en stor del af Selvhenters lydlige æstetik, og den kultur som de er en del af. Sammen, slår en københavnsk undergrund slår sig løs til musik, som ellers kan være svær at få øje på for forbrugskultur og ”new nordic.”

Motions of Large Bodies er et værk fyldt med referencer. Med titler så som Mos Def, Late Night Ferry (Brian Ferry?), Wolfgang (Amadeus Mozart?) og Stirb Langsam (Die Hard filmens tyske titel) lægger Selvhenter op til en auditiv skattejagt for at finde ud af, hvor det hele kommer fra. Ikke kun titlerne, men hele det musiske univers er en stor smeltedigel af populærmusikalske og avantgardistiske referencer. Selvhenter er resultatet af at vokse op i en verden med universel adgang til musik fra alle genrer og alle steder. De lytter ikke til hierarkier, der sætter Brahms over Biggie. Uanset hvad fortidens kanon fortæller os, må vi skabe vores egne referencer til fortiden.

Det bliver til tider hovedkulds forvirrende, hvilke traditioner og linier numrene trækker tilbage i tiden. De ofte meditative rytmer – både de udfordrende eller mere konventionelle – er medrivende og ofte direkte humoristiske. Albummet er ikke eksperimentelt højpandet, men sjovt og legesygt. Selvhenter eksperimenterer sig igennem numrene med en nysgerrighed, man sjældent finder i musik, der spiller med musklerne. Lytteren slæbes ikke igennem albummet, men inviteres til at opdage albummet i takt med musikerne, når instrumenterne vikler sig ind og ud af hinanden.