Operaeksperimenter

AUT (Aarhus Unge Tonekunstnere) er producent på projektet coOPERAtion, der er initieret af Line Tjørnhøj, formand for AUT og komponist. coOPERAtion består af fire ”opera-laboratorier”, der gennemføres over fire uger – to laboratorier i efteråret 2012 og to til foråret 2013 på Godsbanens Åbne Scene i Aarhus. Til hvert laboratorium er inviteret en ung komponist (Laura Bowler fra England, Ruta Vitkauskaite fra Litauen, Ylva Lund Bergner fra Sverige og Lasse Schwanenflügel Piasecki fra Danmark).
Af
15. november 2012

1. Hvad er AUTs motivation for at lave operalaboratorier?

Line Tjørnhøj: Vi ønsker at give unge komponister en platform for ”kunstnerisk udviklingsvirksomhed”. Vi er blevet inspireret af lignende initiativer, der er taget indenfor scenekunst- og performancemiljøet. Opera er en oplagt kunstform at revitalisere, fordi mange kunstarter mødes i denne genre. Opera er smidig i forhold til også at inkorporere vor tids multimedier, og genren indeholder oplagte muligheder for nye måder at samarbejde - på tværs af kunstarter.

2. Hvad håber I, der kommer ud af coOPERAtion?

LT: Vi ser allerede forskellige effekter: kompetenceudvikling hos alle medvirkende - både i form af helt konkrete værktøjer der kan bruges i en kreativ og medskabende kunstnerisk proces, men samtidig ser vi også en udvikling af kunstnernes mere eller mindre fastlåste mind-set og syn på kunsten. Projektet skaber en øget grad af kunstnerisk refleksion og selvforståelse hos kunstnerne, samt vidensdeling på tværs af musikere, sangere, komponist, performance konsulent mv.

3. I har valgt udelukkende at arbejde med helt unge komponister, hvorfor?

LT: For unge komponister er det utrolig svært at skaffe sig arbejdsbetingelser, der kan give plads til eksperimenter. Processen fra idé til realisering har mange ubekendte faktorer, særligt når det gælder opera. Vi ønsker at hjælpe de unge komponister med at få konkrete erfaringer og møde forskellige sparringspartnere. coOPERAtion er en platform, hvor komponisterne kan afprøve deres ideer overfor professionelle producenter. Samtidig er traditionel opera en af de mest populære kunstformer i verden, men skal den blive ved med at være interessant, mener vi det kræver at den udvikles, derfor fortjener den nutidige opera en udviklingsplatform.

4. 1. laboratorium er afholdt, 2. er lige på trapperne, kan du kort beskrive projektets hidtidige udfordringer og berigelser?

LT : Unge sultne komponister (eller som i 2. lab: et ungt kollektiv med demokratiske idealer (Kliudziau") møder institutionen med stolte traditioner (Den Jyske Opera) møder et ambitiøst solistfælleskab (LYDENSKAB). Vi har mange magiske øjeblikke, som ingen kunstner i verden kunne have forestillet sig. Og så har vi de lange seje træk med overhovedet at komme i gang med arbejdet, forstå hvad opgaven går ud på og acceptere at rammerne defineres i øjeblikket – af kunstnerne selv. coOPERAtion er passioneret, ambitiøst og overvældende emotionelt.

5. Titlen coOPERAtion bærer løfter om samarbejder. Kan du uddybe hvem I samarbejder med og hvorfor?

Grundlæggende har vi funderet samarbejdet lokalt i Aarhus. Scenekunstmiljøet, som både har en lang tradition og gode kompetencer, er helt oplagte for ”operakunstnerne” at knytte an til. Vi har performance kunstner Annika Lewis som facillitator på to laboratorier og operasanger Christina Dahl har ligeledes fungeret som facillitator på første lab. Institutionen, Den Jyske Opera, har også været samarbejdspartner i projektet. Det fjerde lab er et samarbejde med den internationale ILT-festival og Aarhus Sinfonietta. Dansk Komponistforening er også gået ind i projektet som samarbejdspartner på et seminar, der skal afholdes i forbindelse med sidste lab. Det gennemgående ensemble på projektet er det Aarhusbaserede Lydenskab. Dem har vi valgt at arbejde med, fordi det er en spændende udfordring for klassiske musikere at arbejde med kreativ medskabelse, udviklingsprocesser og sceniske teknikker – de opnår en stor kompetenceudvikling, som både er udfordrende musikalsk, men som også giver indsigt i psykologien i kunstnerisk udviklingsarbejde. Og så er der de fire unge komponister, som vi håber går fra coOPERAtion med nye arbejdsredskaber, en større forståelse for processen i maskinrummet, og dermed indgår i det net af kompetenceudvikling, som coOPERAtion er med til at dyrke.

Vi synes det er naturligt, at Aarhus Unge Tonekunstnere er en central aktør for de unge kunstneres muligheder for at skabe internationale samarbejder.

Foto: Toke Hage