kritik

Den Syngende Hat i operaens tjeneste

Hvad kender børn til opera? En hel del mere efter de har hørt børneoperaen Den Syngende Hat på Hofteatret i København. Et rigtigt moderne stykke samtidskritik, forklædt som gøgl og slapstick og tilsat en hel del humor. Ingeborg Okkels har anmeldt.
Af
2. april 2014
Anmeldelse

At træde ind i Hofteatret er som at træde ind i et eventyr af H. C. Andersen med prinser og prinsesser, gulddekorationer på balkonerne og plys på sæderne. På denne eftermiddag var Hofteatret fyldt med børn, der nysgerrigt kiggede rundt i teaterrummet, mærkede på de røde plyssæder, tjekkede guldmalingen ud og indsnusede stemningen i det halvoplyste teaterrum. Der blev ivrigt diskuteret om det var rigtig ild, der var i gaslamperne, og der blev brændt sig og konstateret, at det var det, med kommentaren: ”hvor seeejt!”.

Børneoperaen Den syngende Hat er nykomponeret af Carsten Fundal med libretto af Tobias Ørum, og har indtil videre spillet 5 gange på Hofteatrets eventyragtige scene i hjertet af København. Operaen er produceret af musikteaterforeningen SaltoMortale, som arbejder med musik, opera og teater for børn.

Operaen tager os med ind i et surrealistisk børneunivers, hvor spørgsmålet om meningen med livet vendes og drejes.

En magisk hat får folk til at synge deres drømme ud. Gøgleren som ejer hatten, lader hatten vandre mellem forskellige mennesker, som han møder på sin vej: Drengen der er træt af det hele, business-kvinden der kun er optaget af at arbejde, og pigen der så gerne vil synge opera. Med hatten på står deres inderste drømme pludseligt lysende klart for dem. Men hvordan realiserer man sine drømme? Og hvad sker der med drømmene, når en taske fuld af penge dukker op?

Operaen tager os med ind i et surrealistisk børneunivers, hvor spørgsmålet om meningen med livet vendes og drejes.

Vellykket genre-mix
De medvirkende tæller sopran Cille Buch som det naive naturbarn, der bare vil synge opera, bas Emil Ritter som forsømt ’B boy’-dreng, sopran Signe Asmussen som den fortravlede business-kvinde og 
tenor Bo Kristian Jensen som livsgøgleren med den magiske, syngende hat. 
Sangerne bakkes suverænt op af klavertrioen med Charlotte Thaning på klaver,
 Anna Klett på klarinet og 
Marie-Louise Lind på cello.

Carsten Fundal har skruet en opera sammen, som kræver meget af sine sangere. Den Syngende Hat er et mix af forskellige musikgenrer og sangteknikker. Der synges opera med drøn på, lidt jazz-swing og så hvad nogle børn kaldte ”med almindelig stemme”, altså uden vibrato. Nogle gange solo, andre gange duet og sågar trio, hvor nogle af børnene lamslået måtte holde sig for ørerne, fordi det lød så højt. Opera kan altså sagtens imponere – helt uden højtalere, blot ved stemmens kraft. Idet hele taget var det skønt at se sangerne give fuld hals i visse passager, velvidende at det virkede totalt overdrevet, men samtidigt imponerede og ikke mindst affødte respekt, især hos drengene: rå power, bare med stemmen.

Hofteatrets rum er desuden også ganske ideelt til børneforestillinger, for her sættes stemningen allerede inden forestillingen overhovedet er begyndt. Og så er der ikke noget fortæppe, hvilket egentlig også er dejligt, for så kan børnene gå tur i forestillingens rekvisitter inden det hele går løs.

En historie om frihed
Historien i Den Syngende Hat går således: en gøgler har en magisk hat, som får folk til at synge deres drømme ud. Hatten sættes på den fortravlede karrierekvinde, som indser, at alle de penge hun har så travlt med at tjene, slet ikke køber hende den tid og frihed til at leve, som hun egentlig ønsker sig. Hun glemmer sin taske. Vores ’B boy’-dreng finder den, og den er spækket med penge!

Ind træder en lille pige i stærke farver. Et naturbarn som brændende ønsker sig at synge opera på operaskolen, men ikke kan betale for det. Gøglerens hat har ingen virkning på denne pige, thi hun er ren af sind og følger sine drømme. Gøgleren overbeviser drengen om at give pengene til pigen, så hun kan komme på operaskole. Drengen overrækker pengene til hende i den gode sags tjeneste, men gør pludseligt pigen og sig selv til tyve, da vor karrierekvinde kommer tilbage efter sin taske – dilemma!

Opera kan altså sagtens imponere – helt uden højtalere, blot ved stemmens kraft.

Pigen mister på mystisk vis pengene, og må trække i business-kvindens tøj og tjene pengene tilbage. Drengen og gøgleren må også hjælpe med ved at pukle med havearbejde i karrierekvindens sommerhus, mens hun slapper af i solen. Men nixen-bixen, det bliver for meget for dem alle, og de bliver enige om, at det bedste er at følge sine egne drømme. Gøgleren overdrager sin stribede gøglerjakke og magiske hat til ’B boy’-drengen, som derved overtager gøglerens mission: at lære andre frihed til at være sig selv.

Gøgl og samtidskritik
Der er lagt i kakkelovnen til et rigtigt moderne stykke samtidskritik, forklædt som gøgl og slapstick og tilsat en hel del humor. Det med gøgl og humor gik lige ind hos børnene. Lidt sværere var det med historien om at vælge gøgl, frihed og opera frem for jagten på karriere og penge.

En efterfølgende super hurtig ’vox pop’ blandt børnepublikummet gjorde det klart, at det med business-mor, der har travlt og kun tænker på penge, og opera-gøgleren der vækker hendes sande drømme til live med sin drømmehat, var ”lidt for voksent” som tema. Børnene fangede ikke rigtig budskabet. Det gjorde til gengæld deres forældre, som enten sad og trykkede sig lidt forlegent over det noget moralske tema, eller måske bare følte sig en smule ramt.

I det hele taget var det interessant at se, hvordan forældre og børn hele tiden tjekkede hinanden ud undervejs: ”synes mor og far det er okay, hvis jeg griner her? Må man godt kommentere på det, som operasangerne siger?” Og den anden vej: ”Keder I jer, unger? Er det okay, det her?” osv. Kvalitetstid med børnene viser sig pludselig at byde på noget helt anderledes og ukendt.

En af musikerne i trioen kunne fortælle, at de havde haft forestillinger kun med skoleklasser, og at stemningen her havde været helt anderledes løssluppen. Visse steder i forestillingen havde børnene været så begejstrede, at de totalt havde overdøvet sangerne på scenen. Og dét ville jeg godt have overværet! Det i sig selv vidner om et opera-format til børn, der virker.

Den Syngende Hat rammer her plet og opfylder sin mission: at få operaen ned i børnehøjde og gøre den vedkommende.

Arien ”Pis - pis, pis, pis!” opfylder missionen
På et tidspunkt i operaen, da vores forsømte ’B boy’-dreng har kvajet sig med pengene, synger han en arie kun bestående af ordet ”pis!”. Det er guld-humor på et højt plan for børn i alle aldre. Børnene godtede sig højlydt over at få serveret bandeord lige midt i Hofteatret, og de voksne godtede sig ligeledes over det velanrettede latrinære ordvalg i noget så fint, som en opera. Same same.

Den Syngende Hat rammer her plet og opfylder sin mission: at få operaen ned i børnehøjde og gøre den vedkommende. Et stort og svært projekt, som lykkes ret godt i betragtning af alle de odds, operaen og i det hele taget klassisk musik har imod sig. Blandt andet total usynlighed i samtidens børnegeneration.