kritik

Sjov og ballade i Magasinet

Komponisttrioen {Pliiinggg…} twistede Beethovens ottende symfoni og den traditionelle koncertform ved en sofistikeret og underholdende koncert, torsdag den 28. februar på Magasinet i Odense.
Af
15. Marts 2013

Odense Symfoniorkester er et mærkeligt syn på scenen i Magasinet denne torsdag aften i februar. Spillestedet ligger midt i Odense og bliver normalt brugt til koncerter med rock og pop, og salen er en black box med lysekroner i loftet. Spanden med den traditionelle torsdagskoncerts finkulturelle fernis har orkestret ladet blive i Odense Koncerthus, hvor de normalt holder deres koncerter.

På et lærred over scenen toner et gustent stillbillede af komponisterne Rune Glerup, Nicolai Worsaae og Christian Winther Christensen frem ledsaget af en indspilning af An der schönen blauen Donau blandet med knitrende støj. De tre komponister har, under det fælles navn {Pliiinggg…}, kurateret aftenens koncert, og mens deres øjenbryn primitivt animeret vipper i takt med valsen, byder en tekst publikum velkommen. 

Beethoven i skiver
Orkestret begynder at spille. Det lyder som en prut i en cigarkasse i Magasinets tørre akustik, men det gør bare oplevelsen endnu mere syret, og musikerne spiller sig uanfægtet gennem den lykkeligt jublende førstesats af Beethovens Symfoni nr. 8.
Så bliver symfonien afbrudt af slagtøjsspilleren Mathias Friis-Hansen, der spiller Rune Glerups Waiting. Counting. {Pliiinggg…} har nemlig gjort, som i symfoniens barndom: Fordelt satserne over hele koncerten med andre værker imellem. Hver især har de tre komponister skrevet et værk særligt til denne koncert. Det fungerer drøngodt. Symfonien binder aftenen sammen, og der er pludselig en grund til, at den ikke er ét langt forløb, i stedet for, at man kejtet skal huske, at man ikke må klappe mellem satserne.
 
Beethovens ottende symfoni viser hans oversete talent for at skrive sjov og ironisk twistet musik. Anden sats er demonstrativt let og munter og har ingen såkaldt gennemføringsdel: det bøvlede mellemafsnit, hvor klassiske komponister spiller satsens temaer ud mod hinanden. Tredje sats er efter Beethovens standard så gammeldags, at det må være med vilje: En langsom menuet, hvor han ellers plejer at lave en hurtigscherzo. Det er næsten en metasymfoni: ”Se mig, jeg er en rigtig symfoni med en rigtig menuet, men I skal nu ikke tro, jeg er tilregnelig af den grund.”

Fra metasymfoni til metakoncert
Aftenens koncert er lige sådan: ”Se mig, jeg er en rigtig orkesterkoncert med en rigtig klassisk symfoni.” Men så begynder utilregnelighederne, for aftenens nye værker både hylder og undrer sig over, at man stadig spiller klassisk musik, og at unge rødder som Glerup, Worsaae og Winther Christensen deltager i denne tradition med nye værker for klassisk orkester.

Deres musik er markant anderledes end Beethovens. Den består af delikate støjlyde – fx hvislende strøg på tværs af strygernes strenge, glissandi, skrabelyde og violinbuer, der svirpes hurtigt gennem den tomme luft – og er baseret på små fraser, der gentages som i en båndsløjfe. Som om musikken igen og igen kører sig selv gennem den samme persillehakker og kommer flosset ud på den anden side.

”Min symfoni forstår mig ikke”
Nicolai Worsaaes Eight and a half pint kører Beethovens ottende symfoni gennem persillehakkeren. Et loopet videoklip viser Worsaae, der på et værtshus tømmer et glas øl, mens orkestret på scenen kværker fragmenter af aftenens klassiker mellem vridende strygerfigurer.

Sammen med billedet af den drikkende komponist toner frustrerede sætninger frem: ”Here we are again celebrating something, forgot what it was”, ”My better half, I have listened to you” og – mens stumperne af symfonien går i hak og segner under vægten af de bizarre spillemåder, og orkestrets klang gisper efter vejret i den døde akustik: ”Could it be different? Haven’t we changed? Same pattern … Repeated again and again!”
Den bedre halvdel, Worsaae har lyttet til, er selvfølgelig den klassiske musiktradition. Det er skægt. Worsaae iscenesætter sig selv som en komponist, der har ged i ægteskabet med den symfoniske genre. Det er så besværligt at skulle skrive alle de noder og leve op til bevidste og ubevidste forventninger. 
Det er ekstra skægt, fordi det ikke er i en koncertsal. Symfoniorkestret er lige så malplaceret i Magasinet, som den klassiske musik er i en nulevende komponists liv. Som et besværligt forhold, man holder fast ved uden at vide hvorfor.

Foto: Troels Loll

Tindrende orkestersats uden glans
De tre satser af Rune Glerups Waiting. Counting. er ligesom satserne i Beethovens symfoni spredt udover koncertens program. Første sats er for slagtøj, anden sats for orkester og tredje sats for begge dele. Anden sats er blot første sats arrangeret om for orkester, og tredje sats er de to første spillet samtidig, så det er faktisk tre udgaver af de samme stykke.

Slagtøjsstemmen er for vibrafon og nogle få andre instrumenter. Musikken er delikat og skrøbelig og bruger instrumenternes bilyde. Slagtøjsspilleren skal køre en trommestik hen over vibrafonens resonansrør med en spinkel rumsterende lyd. Det er ikke i sig selv interessant, men fordi musikken har samme spinkle karakter, når han spiller normalt på instrumentet, fungerer det som en fin klanglig variation.
Orkestersatsen er som sagt også delikat. Når den bliver sat sammen med satsen for slagtøj, lyder det, som om Friis-Hansen spiller på et stort instrument af orkestralt spindelvæv.

Waiting.Counting. er et meget fint værk, men i modsætning til Worsaaes drukfrustrationer handler det ikke om den klassiske musik som fremmedelement. Så der er ikke nogen pointe i, at det skal opføres i Magasinet. Dets detaljer ville være kommet bedre til deres ret i en rigtig koncertsals tindrende akustik.

Den kasketklædte klaverkomponist slår til
Men Christian Winther Christensens CONCERTO er ligesom Eight and a half pint et værk, der kommenterer musiktraditionen. Det er en koncert for klaver og orkester, men der er ikke noget rigtigt klaver. I stedet viser lærredet over scenen en ung smuk pianist ved et stort koncertflygel på scenen i en pragtfuld koncertsal dekoreret med blomster. Når man ser sådan et billede, bliver man for alvor opmærksom på, hvor sært det er at være til klassisk koncert i Magasinet.

Så bliver et computervindue trukket hen foran pianisten på ved flygelet. I vinduet sidder Winther Christensen, skægget og iført den kasket, han næsten altid går med. Han minder meget lidt om en klassisk koncertpianist, men ikke desto mindre går klaverkoncerten i gang. Orkestret akkompagnerer Winther Christensen, der i små loopede videoklip spiller fragmenter af romantiske klaverkoncerter. Ligesom Worsaaes værk bliver den kendte musik klemt i smadder i orkestrets vridemaskine.

Baren er åben
Så er koncerten ved at være slut. Endnu en tekst toner frem. Denne gang er det de tre komponister, der takker os for at være mødt op og håber, vi har nydt aftenen. Der står også, at baren er åben efter koncerten. Men, tilføjer de begejstret, først skal vi høre Beethoven igen.

Herefter følger sidste sats af Beethovens ottende symfoni, den mest vanvittige sats i hele symfonien. Musikken går piskende hurtigt og er fuld af voldsomme kontraster, der ikke har andet formål end at være absurde. Formen er leddeløs, og Beethoven kombinerer instrumenterne på underlige måder, der klinger ekstra underligt i den tørre akustik. Jeg skoggerler, hver gang fagotten og paukerne tager ordet og lyder som om, de ikke stemmer. Det er et vildt eksperimenterende monstrum af en sats, men samtidig er musikken herligt munter. Det er lige den slags festmusik, man har lyst til at høre, inden man skal ud og skylle koncerten ned med en øl.

 ”Hva’ er en symfoni?”
Sådan er det også med de tre {Pliiinggg…}-komponisters absurde påfund, som vi er blevet underholdt med hele aftenen. Selvom værkerne kan lyde navlepillende og fortænkte, når man læser om dem, er de først og fremmest rigtig sjove, når man lytter til dem. 

Og i baren efter koncerten får jeg også at vide, at Odense Symfoniorkesters stampublikum ikke syntes, det var nogen svært tilgængelig koncert. De følte sig tværtimod usædvanlig godt underholdt, og det samme gjorde en gymnasieklasse, der var blevet slæbt med af deres musiklærer. De havde frygtet det værste, men var dybt lettede over, at det hverken var mærkeligt eller kedeligt. En af dem havde dog lidt mystificeret spurgt læreren: ”Hva’ er en symfoni?”. Jeg tror, aftenens koncert var et super godt svar på det spørgsmål.