Foto: Søren Kjeldgaard

Fængende lydunivers i Cisternernes støv

Forfatteren T. S. Eliot beskriver i "Ødemarken" (originaltitel: The Waste Land) den følelse af tab og meningsløshed, som indfandt sig i Europa efter første verdenskrig. I lyd- og teaterinstallationen "En håndfuld støv" – instrueret af Kathrine Lund og realiseret af kunstnerkollektivet Vontrapp – kanaliseres denne erfaring på fornem vis til Cisternernes kolde, rå betonkældre, hjulpet kraftigt på vej af et stærkt lyddesign af den elektroniske komponist Sandra Boss.
Af
10. september 2014
Anmeldelse af teaterforestillingen "En håndfuld støv"

Annonce

Poetisk podcast

Annonce

Edition s

»Musikken fulgte mig krybende på vandet,« skriver T. S. Eliot i digtet Ødemarken fra 1922. På samme måde kryber jeg ned i Cisternernes fugtige kældre under Søndermarken i en af sommerens sidste aftener. På vejen ned ad trappen til hvad der om dagen agerer galleri for moderne glaskunst, sætter publikum sig ned og lytter til skuespilleren Mogens Pedersens oplæsning af T. S. Eliots berømte digt Ødemarken. Klædt i stadseligt hvidt, læser han medrevet op af det 433 linjer lange digt, der i den danske ny-oversættelse af Simon Hastrup indeholder gloser på latin, græsk, engelsk, tysk, fransk, italiensk og sanskrit. Den halve time lange oplæsning synes kun at vare et øjeblik, da digtets underfundigt dragende opbygning og Mogens Pedersens underspillede indlevelse drager publikum ind i Eliots univers, som er stærkt præget af fortvivlelse og pessimismen efter 1. Verdenskrig.  

Skuespillernes stemmerne bliver kun momentant til forståelige sætninger indtil ordene igen sluges af betonkonstruktionen.

Med et digt så labyrintisk og med en karakteristisk, modernistisk tekststruktur, er det nært umuligt at følge alle samtalefragmenter og metaforer under én oplæsning. Ordene flyder til tider sammen og betydningen bliver mindre vigtig end selve versets rytme og musik, der tager over indtil man igen finder et verbalt holdepunkt i lyrikken. Det er vel netop en kvalitet i poesien – at man både kan lytte rent til de velvalgte ords musik, men også lade sig rive med af narrativen og forsøge at knække de sproglige koder.

Rumklang i reservoiret
Efter oplæsningen lukkes publikum ind i det første af tre enorme kælderrum, som udgør Cisternerne. Lyset slukkes, og der er bælgmørkt i det klamme underjordiske reservoir. Der høres sko imod vandpytter og ståldæksler, og selv de mindste lyde forstærkes af stedets unikke rumklang med dets angivelige 17 sekunders efterklang. Lyset dæmrer op, og stykkets to hovedrolleindehavere (Marijana Jankovic og Morten Holst) viser sig allerede at være tilstede i rummet, gemt bag kælderens mange søjler. Blandt en smuk scenografi af hvide blomsterbede løber de legende rundt som to nyforelskede og blåøjede børn. Manden taler til kvinden og stiller hende spørgsmål, men hendes eneste svar er et »pip pip!« og en koket gemmeleg mellem søjlerne.

Det er svært at høre, hvad der bliver sagt i Cisternernes rumklang. Skuespillernes stemmerne bliver kun momentant til forståelige sætninger indtil ordene igen sluges af betonkonstruktionen. Tales der for lavt, bliver det mudret og hviskende, men tales der for højt, lægger ekkoet sig over ordene med et ligeså uforståelig udfald. Derfor er der kun et meget lille vindue for volumen til skuespillerne at tale i. Så snart en passage bliver for passioneret eller for hviskende, flyder det ud i det uvisse.

Wagner og Eliot
Som ud af intet, begynder musik at flyde fra ukendte lydkilder. Det er Richard Wagners Tristan og Isolde der langsomt bygger sig op. Hvor kvinden før var den stumme og passive, bliver hun nu oprevet, idet hun igen og igen spørger; »Hvad tænker du på!?« Først kælent og nysgerrig, men snart frustreret og vred på den passive mands indifferens.

»Frisch weht der Wind
Der Heimat zu
Mein Irisch Kind,
Wo weilest du?

'You gave me hyacinths first a year ago;
'They called me the hyacinth girl.'
--Yet when we came back,late, from the hyacinth garden,
Your arms full, and your hair wet, I could not
Speak, and my eyes failed, I was neither
Living nor dead, and I knew nothing,
Looking into the heart of light, the silence.«

Som de to skuespillere står i blomsterhaven, spejler teaterinstallationen passagen i Ødemarken, hvor manden stumt dirigerer Tristan og Isolde, der igen spejles i det ovenstående citats tyske fraser (løst oversat til: »Friskt blæser vinden/ hjemadgående / Min irske pige / Hvor venter du?«). Ligesom værkerne af Eliot og Wagner er En håndfuld støv drysset med obskure referencer, der belønner det opmærksomme publikum.

De to skuespillere Marijana Jankovic og Morten Holst. Foto Søren Kjeldgaard.

Stormfuld lydmur
Lyset dæmpes, og der bliver igen mørkt, indtil et gulligt lys skinner fra den næste sal – skuespillerne er som forduftet. Som møl, drages publikum ind i det næste rum, imens Wagner spiller ud og afløses af lyden af et tiltagende uvejr. I det næste rum holder manden kvinden om livet, og løfter hende op foran sig, så man næsten ikke ser hans anstrengte blik. De står overfor en af billedhuggeren Christian Lemmerz’ prægtige lysekroner, der er deres egen udstilling om dagen, men i aftentimerne bruges som en integreret del af stykket.

Det rumlende uvejr bliver til en buldren, stroboskoplyn blinker og kvinden råber højere og højere. Metalliske rør bliver rullet ned af væggenes skrå sider, hvilket tilføjer en skinger, kaotisk støj til den allerede øredøvende kakofoni. Rummet falder næsten fra hinanden og dekonstrueres under den tiltagende lydstorm. Manden og kvinden damper af deres kraftanstrengelser i det kolde rum. Da kvinden slipper fri af mandens greb falder de sammen på gulvet.

Som møl, drages publikum ind i det næste rum, imens Wagner spiller ud og afløses af lyden af et tiltagende uvejr.

Stormen aftager og en stille næsten ubemærket summende bastone fylder rummet, og lyset leder folk videre til det sidste rum. Her står manden og kvinden foran hver deres lærred, hvor ringe af vand projiceres op bag dem. De går mål-løst på stedet til lyden af Bodil Sangills og Mogens Pedersens stemmer, der autoritært og guddommeligt reciterer dele af digtet, som talte de fra himlen. Til sidst er der kun lyden af skvulpende vand, der bliver hældt ind på betongulvet fra siderne.

Til lyden af munkesang følger publikum nu efter de to skuespillere tilbage igennem de tre rum, der nu er fuldt oplyste af Lemmerz’ tændte stearinlysekroner. Det er svært ikke at føle sig som Dante på vej op af de tre dødsriger fra Den guddommelige komedie. Det er da heller ikke helt tilfældigt, da Eliot var stærkt inspireret af Dantes plan om at rejse ud af livets meningsløshed gennem lidelse og smerte for at finde en spirituel mening i livet. Hvorvidt denne spirituelle oplevelse indfandt sig denne fredag, må være op til den enkelte. Denne anmelder følte sig om ikke andet opløftet og mærket af oplevelsen.

Lydlige forbindelser
Sandra Boss har arrangeret det lydlige univers til En håndful støv, som udgør en stor del af hele teaterstykket eller -installationen. Betonrums rå rumklang og de allestedsnærværende vandpytter bliver brugt aktivt til at skabe lyde, der aldrig kunne reproduceres udenfor Cisternerne – og det gøres til bravur. Alt virker timet ned til mindste detalje, og især brugen af lyd og lys til at føre publikum igennem forestillingen fungerer uhyre effektivt. De elektroniske og akustiske lyde blandes og arbejder med hinanden til at skabe et unikt univers, der afspejler Ødemarkens dysfunktionelle og dramatiske kærlighedsforhold – et billede på Eliots eget ægteskab til sin kone, Vivienne.

Ødemarken er næsten uudtømmeligt for forbindelser og referencer til Goethe, Dante, Wagner, Baudelaire, tidens populærmusik, græsk mytologi og middelaldermyter for blot at nævne et fåtal. Med et værk så omfattende er det åbenlyst, at man ikke kan få det hele med. Derfor er det essentielt at finde ind til nerven af digtet og forsøge at gengive en følelse af digtets temperament. Til dette behøver man ikke at kende hverken digt eller forfatter. Selvom store passager af digtet forblev uhørt, fik jeg en fornemmelse for den desperation og meningsløshed som var tilstede i det opbrudte Europa i 1922, som Eliot forsøger at frembringe gennem digtet. Måske netop fordi hele passager faldt hen hvisken, råb og ekko.

Ødemarken er uden tvivl et digt for den nysgerrige læser, der ønsker en belønnende udfordring. På samme måde er det med totaloplevelsen En håndfuld støv, som leder publikum igennem et fascinerende univers, der kun bliver større og mere komplekst efter man kommer op til overfladen.