Til de der ikke kender Bergen festspillene, hvordan vil du kort karakterisere dens særpræg i forhold til andre festivaler? 
Beyer: Festspillene er stor og med 232 produktioner i 2013 større end de fleste festivaler, som har fokus på musik, teater, dans med mere. Det interessante for mig ved at arbejde med denne festival er, at den både er bred og smal, båret af stolte traditioner og samtidig vildt eksperimenterende. En undersøgelse fra 2008 viser, at 86% af Norges befolkning kender Festspillene, og en undersøgelse fra 2010 viser, at 97% af befolkningen i Bergen/Hordaland kender festivalen. Arkivet for Festspillene i Bergen er netop blevet optaget i det nyoprettede og eksklusive register «Norges Dokumentarv». 

Vi taler med andre ord om en festival, som i nordmændenes egen selvforståelse har betydet noget for Norge som nation. Hele byen er i undtagelsestilstand i 15 dage, og du er nødt til at være her, hvis du vil opleve det nye fødes og det gamle tolket af verdens bedste udøvere. Med et generøst budget og en række fantastiske støttespillere, kan vi gennemføre omfattende og komplicerede projekter, som andre ikke har administrative og økonomiske muskler til at realisere. Hvis du f.eks. samler alle vores ny musikaktiviteter i år, vil du se, at der er tale om ikke så få produktioner, faktisk en hel festival i festivalen.

Hvad ser du frem til som festivalens højdepunkter? 
Beyer: Jeg synes, at alle vores produktioner er interessante. Mens jeg skriver disse linjer (tirsdag den 21. red.), lyder en flot musik fra Festpladsen, hvor Phase7 prøver på den spektakulære event i morgen aften, hvor nye electronica beats, 300 syngende børn og unge, lurspillere og 35 lysende helikoptere svæver over byen. Før dette har vi haft premiere i Grieghallen på operaen Marco Polo af Tan Dun, som bliver en billedstorm og vokal og musikalsk eksotisme og ekvilibrisme. Det nyskabende sker ikke mindst på teaterområdet, og der har vi bl.a. verdenspremiere på Coelacanth af Alan Lucien Øyen. Det er en fem timer lang forestilling, som på alle måder er stort tænkt. Listen er lang over produktioner, jeg gerne vil nævne, måske det er bedre at invitere læserne inden for på www.fib.no – så kan de selv gå på opdagelse i vores tre indgange til programmet: Fornøjelser, forbindelser og forstyrrelser.

Hvad er årets kunstneriske sats? 
Beyer: Festspillene har tradition for at satse på unge talenter. Det er på denne festival, at Leif Ove Andsnes, Vilde Frang, Christian Ihle Hadland har fået deres kunstneriske kickstart. Vi har en nordisk solistkonkurrence for unge talenter, og vi har fokus på talentudvikling i bredeste forstand. Bergen er en ung by, en tiendedel af befolkningen er studerende på universitetet. Det er vildt spændende at tænke nye projekter med dem. Fremtidens publikum vil vi gerne nå, derfor har vi et omfattende børn- og ungeprogram. Vi har et stort, loyalt kernepublikum, som forventer klassisk musik i verdensklasse, og dette publikumssegment skal vi ikke skuffe. Festivalen er såkaldt ”knudepunktsfestival”, dvs. vi skal være motor i hele regionen og gerne i hele landet i forhold til at dele ud af vores kompetencer og netværk, vi skal arbejde mangfoldigt, med publikumsudvikling og vise Bergen som ledende kulturby. Vi arbejder i festivalen med stor virkelyst og energi for at fastholde og udbygge denne position som ledende festival i Norden på musik- og teaterområdet.

Hvordan differentierer festivalen sig fra sidste års festspil? 
Beyer: Vi har gennemført en institutionel turn-around, og er flyttet til nye lokaler. Vi har en ny strategi, nyt visuel profil og grafisk design. Vi arbejder målrettet med nye former for markedsføring, inkludering og udnyttelse af ny teknologi. Når din ambition er at rebrande en så tung og betydningsfuld institution med 61 års historie, er du nødt til at tage nogle tydelige greb i forhold til form, indhold og formidling. Du kan ikke nøjes med at flytte en lille brik i et hjørne. Du skal ville chokere.

I hvilken retning ønsker du Bergen Festspillene bevæger sig i løbet af de næste fem år?  
Beyer: Den 61-årige dame skal blive endnu mere ungdommelig, farlig og uforudsigelig.

På billede er Annar Follesø, taget af fotografen: Dag Thorenfeldt

kortkritikrelease
13.04

En hule af lyd: TAK Ensemble skærer sig ind i det akustiske mørke

TAK Ensemble: »Between the Air«
© Titilayo Ayangade
© Titilayo Ayangade

Between the Air kræver ører i opdagelsesmodus. TAK Ensembles ottende album udfolder sig som et tæt akustisk landskab – som en hule af lydlige stalaktitter, rig på tekstur og resonans.

De fem værker, skrevet specifikt til det New York-baserede ensemble, repræsenterer forskellige stemmer i den eksperimenterende samtidsmusik. Albummet åbner med Eric Wubbels’ Instruments, en overbevisende aktualisering af Helmut Lachenmanns musique concrète instrumentale. Violinist Marina Kiffersteins energiske scratch-teknik sætter en rå tone, båret af ensemblets præcise, støjbaserede samspil, som præger albummet som helhed. I centrum står Lewis Nielsons Siesta Negra, en sonificering af Che Guevaras sidste optegnelser, skrevet i 1967 kort før hans henrettelse. Dets trykkende, næsten mareridtsagtige atmosfære forvarsles af de skarpkantede teksturer i Golnaz Shariatzadehs moon that sank | wet grass. Bethany Youngs At Midnight I Walked in the Middle of the Desert følger som en surrealistisk, hørespilslignende og legende forvreden coda. Albummet afsluttes med Tyshawn Soreys For jamie branch, en tilbageholdt elegi for den usædvanligt begavede jazzmusiker, der tragisk døde i 2022, 41 år gammel.

Med Between the Air demonstrerer TAK Ensemble endnu en gang en bemærkelsesværdig sensibilitet over for lydens materialitet og inviterer lytteren til at bevæge sig ud over nutidens ofte barske overflade – og måske igen trække vejret lidt friere. 

Dansk oversættelse: Andreo Michaelo Mielczarek

kortkritiklive
13.04

Hvid som et sår

Barbara Hannigan, Laura Bowler, Copenhagen Phil: »The White Book«
© Henrik Overgaard Kristensen

I The White Book kredser forfatteren Han Kang om sorg ved at beskrive hvide ting, såsom ens ånde en vintermorgen eller klædet man svøber den nyfødte i. Med afsæt i denne poetik har Laura Bowler skabt et værk af samme navn, der fik danmarkspremiere i Konservatoriets Koncertsal i København. 

Bowler frembragte samme knugende uberørthed i sin afsøgning af det hvide. Solisten var Barbara Hannigan, hvis stemme bevægede sig igennem mange registre, teknikker og udtryk, men hver frase stod umiddelbar og ærlig. Copenhagen Phil spillede med en betagende detaljebevidsthed, og man blev konstant suget ned i musikkens »hvide« klangflader. Særligt Bowlers disciplinerede brug af udvidet teknik (utraditionelle spilleteknikker), langsomme glissandi  og støjfremkaldende slagtøjsinstrumenter skabte denne ophøjethed. 

Selv de mest brutale lyde besad en forfinet og afvæbnende skrøbelighed. Særligt én »knagende« lyd fra slagtøjssektionen bevægede mig så meget, at jeg havde svært ved at sætte ord på den følelse, den vakte i mig.

Min eneste anke gjaldt det litterære lag. Melodierne bevægede sig for langsomt gennem ordene til, at man for alvor kunne få en poetisk oplevelse. Derfor lyttede jeg med særlig interesse til Bowlers refleksioner ved den efterfølgende talk. Her beskrev hun, hvordan værket udspringer af den overrumplende affekt, hun oplevede i mødet med The White Book. Samtidig forklarede hun, at den støjklang, jeg havde hæftet mig ved, var tænkt som et udtryk for længsel. Der var det!, tænkte jeg, ordet, jeg ledte efter.

© Julie Montauk

»Musik for mig er en kæmpestor gave og et lige så stort mysterium. Jeg synes, det er ret vildt at tænke på, hvor meget musik der egentlig findes! Tænk at man som lytter kan blive lukket ind og få adgang til så mange forskellige kunstneres inderste jeg og følelser – og hvor små detaljer der ligger i kunstnerens valg, så det kommer til at lyde lige præcis, som det gør. Det er mindblowing! Og virkelig fedt! Jeg hører meget forskelligt musik og elsker, når den taler både til hovedet, hjertet og kroppen – uanset genre. Det kan fx både være Radioheads »Exit Music (For a Film)« eller Peter Gabriels »Sledgehammer«. 

Anja Roar er en dansk sanger og sangskriver med en karriere, der strækker sig over mere end tre årtier. Hun har blandt andet sunget duet med Peter Belli, arbejdet med DJ Aligator i 90’er-bandet Zoom og medvirket som korsanger på en lang række danske udgivelser. Hun har netop debuteret som soloartist med albummet Gratification. Udgivelsen kredser tematisk om kærlighed i mange former – fra den romantiske og forløsende til den selvkærlige og samfundskritiske.

kortkritiklive
11.04

For og imod verdens undergang

Soli City + Vanessa Amara
Soli City. © Bruno Modesto Leal
Soli City. © Bruno Modesto Leal

Elektronduoen Vanessa Amara vader i succes for tiden. Sidste år sikrede deres ætsende take på gudmundsen-holmgreensk orgelmusik dem krediteringer på Rosalías hypede Duolingo-album LUX, og til sommer gæster Birk Gjerlufsen og Sebastián Santillana – begge tidligere frivillige i Koncertkirken – så Roskilde Festival.

Men torsdag aften på Christianshavns Beboerhus blev de overskygget af RMC-alumnen Harald Bjørn, der varmede op under aliasset Soli City. Også han satte et klassisk instrument, celloen, i centrum for sin elektroniske musik, og genistregen var at lade den glitre som en smuk, tabt erindring midt i en rastløs overflod af opklippet hyperpopæstetik og melankolsk spoken word-poesi.

Celloen, spillet på elklaver, var syntetisk, men menneskelig: et intentionelt sløset fragment, der satte retningen for en halv times oplevelse af opløsning. Selv når Soli City rakte ud efter livet med et iltert håndklapsbeat i et stort rum, blev det iscenesat som et tilfældigt ophold under en flagrende radiosøgen, og afspændte klaverakkorder fastholdt en ambient sørgmodighed. Imponerende.

Friskt var det, da Vanessa Amara fulgte op med et andet, ekstatisk blik på det atomiserede informationssamfund. Når duoen var bedst – og det var den i starten – forenede den med Kanye West-inspireret genreagnosticisme forvrængede popsamples med polytonalt kirkeorgel, så det 21. århundrede var ved at gå op i limningen. Det var sublimt, simpelthen.

Men i stedet for at gå i dybden med de kræfter, de slap fri, skiftede duoen hurtigt mellem tracks og slog alt for tidligt ind på en kedelig, terapeutisk deephouse, som de ikke forlod igen. Vi nåede ikke for alvor at miste fodfæstet, før vi fik gruppekrammet, og så vil jeg altså hellere være fri.

kortkritikrelease
09.04

Squarepusher i spændetrøje blandt strygerne

Squarepusher: »Kammerkonzert«
© PR
© PR

Med Kammerkonzert placerer den britiske elektroniske komponist Tom Jenkinson, bedre kendt som Squarepusher, sig i forlængelse af 90’ernes og 00’ernes braindance-tradition, hvor elektroniske lydkunstnere flirtede med klassisk musik – fra Aphex Twins samarbejde med Philip Glass til Venetian Snares’ Rossz Csillag Alatt Született, hvor barokke mønstre blev foldet ind i maskinel rytmik og strygernes melankoli flænset af breakbeats.

Squarepusher er ikke fremmed for det akustiske: Hans hyperaktive elbas – ofte som på flugt fra sin egen virtuositet – har været central siden Music Is Rotted One Note (1998). Også her spiller den en hovedrolle. På »K2 Central« driver en loopet, let nervøs basfigur musikken frem, mens strygerne bølger ind og forskyder dens harmoniske funktion. Det er ikke uden effekt, men udførelsen er påfaldende konventionel. De MIDI-fremkaldte strygere bevæger sig i nydelige akkordblokke med en næsten benovet ordentlighed. Den klassiske tradition udfordres ikke, men citeres blot, og arrangementerne fremstår så pæne, at orkestrets tilstedeværelse savner begrundelse.

Kompositionerne balancerer desuden mellem elevatorjazzens glatte funktionalitet og noget karikeret, næsten cirkusagtigt, som om de ikke kan beslutte sig for, om de vil være alvorlige eller ironiske – og derfor ender med at være hverken eller. »K4 Fairlands« skiller sig ud ved at kombinere strygekvartet med de travle breakbeats, der er Squarepushers metier. Her opstår en friktion mellem det stramme og det opløste, som kortvarigt åbner albummet og antyder, hvordan to ellers inkompatible systemer kan sameksistere.

Samlet fremstår Kammerkonzert kunstnerisk forsigtigt og præget af en besynderlig tilbageholdenhed. Tilbage står fornemmelsen af noget halvrealiseret. Man savner, at Squarepusher enten havde kastet sig dybere ind i det orkestrale eller stolet mere på det, han faktisk mestrer, og givet elektronikken friere spil. Helst begge dele.