»Musik for mig er noget helt konkret – det handler om lyde og teksturer.«
Under temaet EPIPHANY har den aarhusianske festival for ny musik og lydkunst, SPOR, offentliggjort det fulde program for sin 2017-udgave.
Det engelske ord "epiphany" kan bedst oversættes til dansk som åbenbaring, men dækker også over manifestationer af noget overnaturligt eller magisk. På SPOR 2017 udforsker man gennem temaet små fortryllelser, der er i clinch med hverdagen.
Det kommer i programmet til udtryk gennem forskellige situationer, der erobrer de rum, hvori hverdagslivet udspiller sig og kaster nyt lys over de mønstre og rutiner, som knytter sig til det daglige liv.
»Eksempelvis laver Ea Borre og Sandra Boss et værk, som tager udgangspunkt i en kendt situation – en gademusikant, som sidder og spiller – det er noget man bumper ind i, når man er i sit almindelige hverdagsliv. Men de vender, drejer og strækker det, så de ender med noget, som bliver en lille bobbel af magi, som både har den her kendte hverdagslige følelse, men som samtidig sætter sig fuldstændigt ud over den«, forklarer den ene af festivalens kunstneriske ledere Anne Marqvardsen.
Værket hedder Sustained Effort og gør brug af en akkordeon-lignende lydskulptur af ekstreme fysiske proportioner, der bliver en del af en offentlig performance i Aarhus' byrum.
Ligeledes laver den polske komponist, performer og kunstner Jagoda Szmytka en syv dage lang performance, hvor hun bor i et udstillingsrum til frit skue for offentligheden. Og således bidrager programmet på forskellig vis med små performative, der rummer åbenbaringer.
»Der er en meget stærk personlighed i årets tema og i de værker og kunstnere, som er blevet inviteret indenfor, og som er blevet udvalgt. Det, der generelt kendetegner SPOR er, at der altid er en ret stram kuratering og tematik, som tegner festivalen rigtigt meget, uanset om vi gør det solo, eller om vi gør det sammen med en gæstekurator. Vi inviterer ikke bare de kunstnere og ensembler ind, der alligevel turnérer i maj måned«, pointerer Anne Marqvardsen.
SPOR er født med idéen om at have en ny kurator hvert år. I 2007 var det Anne Marqvardsen og Anna Berit Asp Christensen, der vandt kuratorkonkurrencen. Året efter indtrådte de som festivalens direktører og har siden givet kuratorstafetten videre til vægtige danske komponister som Bent Sørensen og Simon Steen-Andersen, til udenlandske udfordrere som Joanna Bailie og Jennifer Walshe eller fællesskaber som f.eks. det belgiske Nadar Ensemble, der kuraterede festivalen sidste år. Men på tiåret for deres debut kurateres festivalens program atter af direktørparret Marqvardsen og Christensen.
»EPIPHANY er også et tema og en overskrift, der relaterer sig personligt til det arbejde vi selv har haft med festivalen. Det er vores tiende festival i år, og på en måde tror jeg der ligger en grundforståelse for os begge to af, at vi har arbejdet så utroligt eksperimenterende med den her festival, og vi har valgt at lave så mange ting, som var ukontrollérbare og uden at vide, hvad det ville ende med. Det har affødt de her bittesmå åbenbaringer eller magiske ting, som vi ikke kunne være sikre på. Så der ligger også noget personligt i det tema i forhold til, hvordan vores egen rejse har været med den her festival gennem 10 år«, fortæller Anna Berit Asp Christensen.
Efter at have vokset sig til den institution, den er i dag, har SPOR kræfter til at realisere flere og mere ambitiøse tiltag. Det afspejler sig eksempelvis i projekter som SPOR New Music School, hvor der under festivalen de seneste to år er blevet komponeret samtidsmusik og lydkunst af musikskoleelever på 11-15 år. Men festivalens udvikling ses også i musikprogrammet:
»Alt, hvad der er på programmet, er noget vi holder af på en helt særlig måde, og som betyder rigtig meget for os. Men der er ingen tvivl om, at jeg er rigtig stolt over, at vi i år kan præsentere en meget stor Manos Tsangaris-produktion. Han er en utrolig anerkendt figur på ny-musik-scenen i hele Europa, og man har aldrig haft en Tsangaris-produktion i det format før i Danmark«, afslutter Anna Berit Asp Christensen.
SPOR finder sted i Aarhus 8-14. maj på forskellige lokationer i Aarhus.
Læs mere på festivalens hjemmeside.
»Musik for mig er noget helt konkret – det handler om lyde og teksturer.«
Blot én skuespiller er på scenen i Kejseren af Portugalien – omgivet af otte sangere. I Elisa Kragerups stramt koreograferede iscenesættelse bliver Louise Alenius’ a cappella-komposition en fysisk oplevelse, hvor åndedræt og bevægelse smelter sammen. Den akustiske lydside interagerer besynderligt tyst med de øredøvende, maskinelle lyde, der opstår undervejs, når fx lyskegler på scenen bliver hævet og sænket. Det er, som hvis tilværelsens ubarmhjertighed her i glimt får et lydligt udtryk, der indfanger Selma Lagerlöfs intentioner.
Den sparsomme – eller måske snarere nøjsomme – lydside spejler sammen med de tarvelige bondedragter det hårde, monotone liv i en svensk bygd fra før, verden blev moderne. Og handlingen? En fattig bonde forguder sin datter, men da hun som ung voksen drager afsted til Stockholm uden at vende tilbage, bevirker hans årelange afsavn, at han på donquijotesk manér tror sig kejser over det imaginære land Portugalien, som datteren naturligvis tænkes indsat i som regent. Bondens længsel tangerer vanvid, mens datterens svigt eller tankeløshed ender med at ramme hende selv: På godotsk vis venter og venter han på hende, ligesom hun efter hans druknedød gør det på ham, da hans lig ikke er til at finde.
Stykket præges af en næsten konstant ubrudt drone i koret (frembragt ved hjælp af korisk vejrtrækning), altså en enkelt vedholdende tone, der som kunstnerisk greb illustrerer, hvordan musik i en teaterforestilling kan fremstå så minimal, at klangen i sig selv bliver meddelelsen, og fraværet af et musikalsk narrativ bliver hensigten. »Én tone spillet smukt, det er nok,« sagde Arvo Pärt engang. Bortset fra, at denne tone her bliver sunget, ville han i dette stykke have set sit udsagn bekræftet på radikal vis: Et maksimalt udtryk opnået med minimale midler, som vokalensemblet ÆTLA lykkes med at indfri.
Det lyder, som om man har placeret en mikrofon direkte i nervesystemets elektriske impulser. Det nordiske, elektroakustiske vokalensemble IKI udforsker grænserne mellem krop og teknologi på deres femte og selvproducerede album BODY, hvor de fem sangeres kroppe smelter sammen til én stor, organisk rytmeboks.
Numrene skifter form, når kroppen trækker vejret, danser, vågner, løber, vandrer – i bydeform. Den harmonisk unisone rislen i »Float« får modspil af blinkende modemagtige lyde i »Regenerate«. Det hele indrammes af det genkommende tema »Circuit«, der til sidst samler stumperne til et eneste sammenhængende sprogligt udsagn: »Are you gone when your body is not breathing?«
BODY kræver koncentration. IKI hævder, at alle lyde på albummet er skabt med stemmen – et modsvar til det elektrisk manipulerede, som en slags omvendt version af vokallignende synthesizerlyde. Det er et ubegribeligt mysterium, man kan blive ved at lytte efter: Hvordan kan stemmen frembringe den harmonikaagtige lyd på »Breath«, der panoreres helt ud til venstre og langsomt overtager hele lydbilledet? Det kan den naturligvis ikke alene. Selve indspilningen er i sig selv en elektronisk mediering. De teknologiske værktøjer fungerer som et mikroskop for stemmens udtryk. Det er stærkt, fordi det spørger til overgangene mellem menneske og maskine, mellem liv og efterliv. Men præmissen rummer også et paradoks, der ikke helt lader sig opløse.
»Musik er alt det, man kun kan beskrive meget ringere med ord.«
Bjarke Niemann er forsanger, sangskriver og producer i det danske band Spleen United. Gruppen brød igennem med Godspeed Into The Mainstream i 2005 og har optrådt på bl.a. Roskilde Festival og Operaen i København. Bjarke Niemann har desuden komponeret og udviklet musik til TV og computerspil – bl.a. til den internationale computerspilsserie Hitman – og produceret album med kunstnere som Soleima, Statisk, Afskum og Hugorm.
»Musik for mig er nøglen til, og en forlængelse af, mit ordforråd. Hvis det kniber med at sætte »taleord« på noget indeni, eller hvis jeg har brug for forløsning med en ordentlig tudetur, kan den rigtige sang få mig i rette gear med det samme. Det kan både være teksten, melodien eller begge dele, der giver direkte adgang til mine følelser, hvor hjernen bare kan sættes i frigear og lade sig rive med.«
Katrine Muff, født 1985, er komponist og sanger. Hun har sat musik til tekster af bl.a. Stine Pilgaard og Suzanne Brøgger, og i 2021 modtog hun Den Folkelige Sangs Pris. Sammen med Lone Hørslev er hun aktuel med udgivelsen af albummet Jeg ønsker mig og som sangskriver på teaterkoncerten STOLT (Folketeateret).