Under temaet EPIPHANY har den aarhusianske festival for ny musik og lydkunst, SPOR, offentliggjort det fulde program for sin 2017-udgave.

Det engelske ord "epiphany" kan bedst oversættes til dansk som åbenbaring, men dækker også over manifestationer af noget overnaturligt eller magisk. På SPOR 2017 udforsker man gennem temaet små fortryllelser, der er i clinch med hverdagen.

Det kommer i programmet til udtryk gennem forskellige situationer, der erobrer de rum, hvori hverdagslivet udspiller sig og kaster nyt lys over de mønstre og rutiner, som knytter sig til det daglige liv.

»Eksempelvis laver Ea Borre og Sandra Boss et værk, som tager udgangspunkt i en kendt situation – en gademusikant, som sidder og spiller – det er noget man bumper ind i, når man er i sit almindelige hverdagsliv. Men de vender, drejer og strækker det, så de ender med noget, som bliver en lille bobbel af magi, som både har den her kendte hverdagslige følelse, men som samtidig sætter sig fuldstændigt ud over den«, forklarer den ene af festivalens kunstneriske ledere Anne Marqvardsen.

Værket hedder Sustained Effort og gør brug af en akkordeon-lignende lydskulptur af ekstreme fysiske proportioner, der bliver en del af en offentlig performance i Aarhus' byrum.

Ligeledes laver den polske komponist, performer og kunstner Jagoda Szmytka en syv dage lang performance, hvor hun bor i et udstillingsrum til frit skue for offentligheden. Og således bidrager programmet på forskellig vis med små performative, der rummer åbenbaringer.

»Der er en meget stærk personlighed i årets tema og i de værker og kunstnere, som er blevet inviteret indenfor, og som er blevet udvalgt. Det, der generelt kendetegner SPOR er, at der altid er en ret stram kuratering og tematik, som tegner festivalen rigtigt meget, uanset om vi gør det solo, eller om vi gør det sammen med en gæstekurator. Vi inviterer ikke bare de kunstnere og ensembler ind, der alligevel turnérer i maj måned«, pointerer Anne Marqvardsen.

SPOR er født med idéen om at have en ny kurator hvert år. I 2007 var det Anne Marqvardsen og Anna Berit Asp Christensen, der vandt kuratorkonkurrencen. Året efter indtrådte de som festivalens direktører og har siden givet kuratorstafetten videre til vægtige danske komponister som Bent Sørensen og Simon Steen-Andersen, til udenlandske udfordrere som Joanna Bailie og Jennifer Walshe eller fællesskaber som f.eks. det belgiske Nadar Ensemble, der kuraterede festivalen sidste år. Men på tiåret for deres debut kurateres festivalens program atter af direktørparret Marqvardsen og Christensen.

»EPIPHANY er også et tema og en overskrift, der relaterer sig personligt til det arbejde vi selv har haft med festivalen. Det er vores tiende festival i år, og på en måde tror jeg der ligger en grundforståelse for os begge to af, at vi har arbejdet så utroligt eksperimenterende med den her festival, og vi har valgt at lave så mange ting, som var ukontrollérbare og uden at vide, hvad det ville ende med. Det har affødt de her bittesmå åbenbaringer eller magiske ting, som vi ikke kunne være sikre på. Så der ligger også noget personligt i det tema i forhold til, hvordan vores egen rejse har været med den her festival gennem 10 år«, fortæller Anna Berit Asp Christensen.

Efter at have vokset sig til den institution, den er i dag, har SPOR kræfter til at realisere flere og mere ambitiøse tiltag. Det afspejler sig eksempelvis i projekter som SPOR New Music School, hvor der under festivalen de seneste to år er blevet komponeret samtidsmusik og lydkunst af musikskoleelever på 11-15 år. Men festivalens udvikling ses også i musikprogrammet:

»Alt, hvad der er på programmet, er noget vi holder af på en helt særlig måde, og som betyder rigtig meget for os. Men der er ingen tvivl om, at jeg er rigtig stolt over, at vi i år kan præsentere en meget stor Manos Tsangaris-produktion. Han er en utrolig anerkendt figur på ny-musik-scenen i hele Europa, og man har aldrig haft en Tsangaris-produktion i det format før i Danmark«, afslutter Anna Berit Asp Christensen.

SPOR finder sted i Aarhus 8-14. maj på forskellige lokationer i Aarhus.

Læs mere på festivalens hjemmeside.

kortkritiklive
20.03.2025

Trancens kraft: En rejse fra Indonesien til Roskilde

Andreas Johnsen: »Cosmic Balance«
© PR
© PR

I 2022 vendte den Indonesiske trup Juarta Putra Roskilde Festival på hovedet og henførte et talstærkt publikum med en trancedans kaldet reak. I dokumentarfilmen Cosmic Balance fører instruktøren Andreas Johnsen os tilbage til tiden lige inden, til Putras hjemby Cinunuk på Vestjava i Indonesien, hvor vi gennem 24-årige Anggi Nugraha introduceres til reak, og til hvordan unge og gamle til lyden af dundrende trommer, forvrænget tarompet (rørbladsblæser, minder om en obo) og reciterende sang, hengives til de forfædre, der besøger dem i deres vilde trancer. Anggi selv, der netop er blevet leder af reak-gruppen, hjemsøges af sin bestemte bedstefar, der giver ordrer til, at traditionerne skal bevares og overholdes.

Anggi er dog usikker på sin nye rolle. Han er ikke i blodlinje med forgængeren Abah eller nogle af de andre i gruppen, men er vokset op i landsbyen blandt musikerne, efter hans forældre af uvisse grunde efterlod ham der. Vi møder også Anggis kæreste, som han gerne vil giftes med, men som han af samme grund ikke har fået forældrenes accept til. Anggi er en følsom og sympatisk ung mand, som man kun ønsker det bedste for. Han selv søger hjælp hos en sandsigerske, der giver ham styrke til at rejse til Danmark, og til at gennemføre et ægteskab med hans udkårne. Hvordan det går med giftemålet, vides ikke, men rejsen til Roskilde bliver en udpræget succes. 

Filmens lydspor fungerer overvejende godt med feltoptagelser og truppens egen musik. Mindre velvalgte er passagerne med lyrisk klaver og strygere som ledsagelse til trance-scenerne fra Cinunuk, der kommer til at fremstå unødigt iscenesatte. Det ændrer ikke ved, at Cosmic Balance giver et sympatisk og fascinerende portræt af en musik, der på den ene side passer perfekt til Roskilde Festivals globale og mangfoldige profil, men som også stammer fra en verden så fjern fra Roskildes inferno, at man næppe kan se, hvor enderne mødes. Men det gør de, den nat på Roskilde. 

© Tuala Hjarnø

»Mit forhold til musik er dybt passioneret. Ud over at spille og arbejde med mange genrer skriver jeg også om musik – for tiden mest i Gaffa og på min egen blog på www.vaering.com. Jeg anmelder især koncerter, fordi jeg elsker at gå til koncerter og mærke både musikken og dem, der spiller den. Jeg har også en podcast, Værings Musiklytteri, hvor jeg med skiftende musik-nørdede gæster dykker ned i forskellige temaer.

Jeg plejer at sige, at jeg lytter til alt fra post-punk til country. Én rød tråd er dog nogenlunde konstant, nemlig at jeg er mest optaget af de mere håndspillede genrer. Der er undtagelser fra den regel, men som regel gider jeg ikke rigtig musik, der – som jeg kalder det – er undfanget i en petriskål.  Det organiske, det taktile, betyder meget for min oplevelse af musik. Jeg vil have levende mennesker, der river i nogle strenge, slår på noget skind og fortæller mig en historie der ligger dem på sinde. Jeg tager også gerne mine vokaler rørende, inderlige eller ligefrem uregerlige, og så vil jeg gerne have tekster med både vid og bid. Hver gang jeg har sat mig ned for at lave denne liste, er jeg gået i stå, fordi det blev for stort at udvælge fem sange til verden. Nu har jeg bestemt mig for at lægge til føje lige nu til opgaveformuleringen. Her er således fem sange/kunstnere, som jeg har lyttet til i netop denne uge – dvs. sange, der er udkommet inden for de seneste to-tre uger, altså mellem 17. januar og 7. februar 2025. Havde I fanget mig i næste uge, havde det været noget andet.«

Trinelise Væring (1965) er en dansk singer-songwriter, tekstforfatter, guitarist og bandleder. Væring debuterede på den skandinaviske jazzscene i 1992. I løbet af sin karriere har hun udforsket flere genrer gennem samarbejder, bl.a. med det norske ensemble Barokksolisterne, som bandleder for indie-jazzbandet Offpiste Gurus og senest for folk/roots-fusionsbandet Tone of Voice Orchestra. På album og turnéer har hun spillet med navne som Alex Riel, Carsten Dahl og Bobo Stenson. I januar udgav Væring sit ottende soloalbum med titlen A Songwriter’s Odyssey.

kortkritikrelease
14.03.2025

Fællesskabet i kollapset

Nausia: »Finding a Circle«
©Astrid Lemmike

Det transcendente er i førersædet på københavnske Nausias seneste album, Finding a Circle. Langsomme opbygninger og intense nedrivninger er bandets grundlæggende form, og et net af saxofonharmonier svæver rundt i et stramt og dristigt sammenspil. Det er ikke alle bands, der kan bevare den intense fornemmelse af en livekoncert på en indspilning. Men på Finding a Circle formår Nausia at banke spændet mellem scene og studie ned til en ligegyldig bagatel, med et fænomenalt og utroligt vellydende sammenspil.

Der er noget ved en saxofons fysiske betingelser, der gør, at det er nemt at fornemme musikerens tilstedeværelse. Ventilernes klappen og den intense vejrtrækning gør det let at danne et indre billede af mennesket bag messingen. På nummeret »E.D Interlude« sørger saxofonernes luftige pusten og mekaniske flappen for, at jeg som lytter opfører mig med samme stille beundringsværdighed, som hvis jeg var til koncert. Så når næste nummer, »Eco Death«, sparker stilheden til dørs, er det svært ikke at blive nærmest fysisk begejstret over albummets intense kontraster mellem nærvær og smadder.

Titler som »flowers grow through concrete too« og »Eco Death« sætter det vokalløse album i et dystert lys af klimakollaps. At finde et fællesskab i en kaotisk verden – om det er til koncert, på et album eller andetsteds – er essentielt for livet i en krise. Finding a Circle er et fornemt eksempel på netop dette.

»Jeg kan ikke undvære at lytte til musik, og jeg kan ikke undvære at spille musik. Jeg hører aldrig musik, mens jeg laver noget andet. Eneste undtagelse er, når jeg kører bil. Der hører jeg til gengæld mest musik, der aldrig ville være genstand for mit arbejde som klassisk anmelder. Jeg har spillet tværfløjte, siden jeg var teenager. Efter jeg for nogle år siden opdagede, hvor fedt det er at spille på traversfløjter, som de så ud i 1700-tallet, gør jeg i øjeblikket kun det.«

Thomas Michelsen har anmeldt klassisk musik ved danske dagblade i tre årtier. Først ved Information, derefter på Politiken, hvor han er musikredaktør. Han er uddannet cand.mag. i musikvidenskab og filosofihistorie, har arbejdet som redaktør på Carl Nielsen Udgaven og udgav i 2022 den første biografi om komponisten Vagn Holmboe, Det dybe og det rene, på forlaget Multivers.

kortkritikrelease
07.03.2025

En dristig vision for fløjte og stemme

© Samantha Riott
© Samantha Riott

Så dygtig en musiker er fløjtenisten Laura Cocks, at deres instrument ved optrædener for øjet forekommer som blot en forlængelse af kroppen. Cocks er en kraftfuld New York-baseret samarbejdspartner og fortolker inden for nyklassisk og eksperimentel musik – særligt som leder af det avantgardistiske ny musik-ensemble TAK Ensemble. Nu udgiver Cocks deres første soloudgivelse med improviserede kompositioner, FATHM, en akrobatisk sammenfletning af fløjte og stemme, der nikker til mærkelige og flygtige visioner – blandt andet fugle, tråde, frø mellem tænderne. På FATHM bringer Cocks al deres kunnen som fortolker af bestilte værker – senest udforsket i deres soloudgivelse fra 2022, field anatomies – i spil for at udvikle et uhæmmet, men særdeles fokuseret musikalsk sprog.

Hvis albummets mystiske trackliste fremstår som en form for kryptogram, så bliver lytteoplevelsen af FATHM en proces med dekodning, hvor grænserne mellem vokal og instrument udforskes. Åbningsnummeret, »A thread held between your fingers«, præsenterer Cocks som sin egen flimrende skygge, idet de samtidig spiller fløjte og udsender skrigende toner kun en anelse forskudt i tonehøjde. »Illinois« rives ud af Sufjan Stevens’ jerngreb og bliver til en rasende mumlen af halvblæste toner med underliggende rystelser af stemme. Cocks eksperimenterer videre med disse hæse klangfarver på de tre stykker: »To beget« og de senere variationer »To outstretch« og afslutningsnummeret »To fly«, der afspejler udviklingen af et danselignende tripletmotiv.

»FAVN«, som tilsyneladende er en tro skildring af en elefant med svær søvnapnø, kan måske forsone sig med den følsomme lytter gennem sin rene hengivenhed til det groteske, mens »A seed sucked between your teeth«, der kredser dovent omkring en stor none, inviterer til mere himmelske overvejelser. »A marsh wren« kunne tage den titulære fugl som sit udgangspunkt, men forestiller sig hurtigt en ny art, der synger en sang med travlhed, smæld og knips. På »YARN« antyder Cocks endnu en form for dyresang ved at skabe en kontrapunktisk dialog af miaven og knurren. Fløjtenistens evne til at balancere disse særegne hybrider er i sidste ende med til at definere FATHM lige så meget som Cocks’ glubske energi; dette er et album, der lige så gerne råber, som det snor sig.

Dansk oversættelse: Andreo Michaelo Mielczarek