Mænd skal bevise at de KAN, mens vi må MODbevise, at vi IKKE kan (1980)

Af
13. Marts 2013

1 1980 – året hvor Musikhistorisk Museum åbner en udstilling med danske kvindelige komponister – og, i forbindelse med udstillingen udarbejder et kompendium til belysning af »danske-kvindelige komponister og deres virksomhed gennem 200 år.« En hel »hær« af kvindelige komponister – krigsmetaforen fordi de nu nærmest kommer tilbage for at tiltvinge sig retten til en plads i historien. Materialet indeholder 339 navne – jeg citerer fra den indledende artikel – » – et tal der kan synes stort eller lille alt afhængigt af, under hvilken synsvinkel man anskuer det – stort formentlig for den herre der, da han hørte om museets planer om denne udstilling, spurgte: »Nå – så udstiller I vel dem begge to?« – mindre vel, når man tager i betragtning, at der rent faktisk er 7-8 generationer imellem den ældste og den yngste komponist.«2

Er det et luksuriøst pseudoproblem at fokusere på kvindelige komponister – her i Norden hvor der formelt er ligestilling mellem kønnene? Skal kvinderne absolut skilles ud og sættes i bås? For det første er kønnene ikke reelt ligestillede – de bliver det heller aldrig – for det andet, er det nødvendigt, tror jeg, med års mellemrum at synliggøre forhold som specifikt gælder kvindelige kunstnere. Det kommer i bølger – sidst og mest vedholdende med kvindebevægelsen i 70′erne. Måske er det allerede ved at fortage sig igen? Kvindelige komponister, vil jeg påstå, er nogle af de mest trængte af de kvindelige kunstnere – og så er de tilmed meget få.

Deres usynlighed er påfaldende. I panelet sidder fire komponister – tre af dem har aldrig set hinanden før! De 10 kvinder i Danmark der komponerer har ikke megen kontakt med hinanden – så det er ikke dér – i fællesskabet de henter støtte og styrke.

Havde der omvendt siddet fire komponister af hankøn, på samme alder, ville de have kendt hinanden. De kender nemlig hinanden bl.a. fra de forskellige nordiske komponistfester (Ung Nordisk Musikfest, De Nordiske Musikdage) – De kvindelige komponister begynder ofte at komponere i så sen en alder, at de er afskåret f.eks. fra deltagelse i UNM.

De nulevende kan jo heldigvis blive synlige, men man skal ikke ret langt tilbage før de kvindelige komponister er ganske væk. Hvis man skulle få lyst til at studere deres partiturer, høre deres musik, læse om dem – så kommer man på arbejde:

deres musik er sjældent trykt
den bliver sjældent opført
den findes ikke på plade
- og kvindelige komponister glimrer ved deres fravær i musikhistorierne.

Og lige et apropos til det! – Musikhistorieundervisningen rundt omkring på de forskellige undervisningssteder, bidrager uden tvivl til, at det bliver en del af vores bevidsthed, at kvinder har været uden betydning for musikkens udvikling. Kikker man nærmere på det standartværk, som der undervises efter på universiteterne: Donald Jay Grout’s »A History of Western Music«, slår det én (igen en voldelig metafor), at på 742 sider, nævnes – siger og skriver – 7 kvinder, – og det er vel at mærke over et tidsrum på 1000 år. Fem af de syv har haft et særligt nært forhold til en mandlig komponist:

Anna Magdalena Bach (g.m. Bach), Faustina Bordoni (g.m. J.A. Hasse), »Nannerl« Mozart (søster), Clara Wieck Schumann (g.m. Robert Schumann) og Mathilde Wesendonck (Wagners elskerinde). Så vidt jeg er orienteret har både Nannerl Mozart og Clara Schumann komponeret, men det er ikke derfor de nævnes. Den eneste uafhængige komponist Grout omtaler, er Nadia Boulanger, – men det er alene for sin pædagogvirksomhed, hun nævnes – ikke som komponist. Således bliver selv hun usynlig! Den sidste kvinde Grout nævner er Manon Gropius. (Alban Berg skrev sin violinkoncert til minde om hende).3

Jeg anklager ikke Grout – jeg konstaterer at hans bog og hans liv er for kort til at han kan tage kvindelige komponister med, når han, i retfærdighedens navn, også har måttet udelade mange mandlige komponister. Jeg er helt klar over, at her ville det være vanvittigt at forlange »ligelig« repræsentation – men man må konstatere at musikhistoriestuderende ved universitetet i det obligatoriske pensum i 1980 ikke konfronteres med begrebet »en kvindelig komponist«. Det er et enkelt eksempel på den ekstreme mandsdominans, som findes i det meste af musiklivet.

Foto: Søren Zeuth/Kollaps

Men når man nu med udstillingskataloget i hånden kan konstatere at der virkelig har været masser af kvindelige komponister, hvad er så grunden til at deres navne aldrig nævnes og at man ikke hører deres musik?

Fra mandligt hold 4 er denne forklaring engang givet: »Det er da helt klart, musikken er bare ikke god nok, ellers ville den jo have overlevet – den er simpelt hen for dårlig, hvor er f.eks. den kvindelige Beethoven?«

Flere af disse punkter kan jo desværre ikke tilbagevises…, men døden har en årsag. Til hvad og for hvem er musikken for dårlig?: Til det mandsdominerede musikliv og den mandlige musiktradition, dvs. musiktraditionen. Kvindefrigørelse og ligestilling til trods slæber vi stadig rundt på tunge byrder erhvervet under den hvide mands territoriale landvindinger. I den musikalske verden er flagskibet symfonien: udtrykket for mænds inderste længsler og drømme. Ser kvinderne det også som deres ideal at bygge den slags verdner op, eller vil de fortsat holde sig til de små overskuelige former som de traditionelt regnes for bedre at kunne magte? – (senere under paneldiskussionen sagde en af de fire komponister: »du ved da ikke hvor mange symfonier jeg har skrevet« – – nej, det er jo lige præcis dét, hverken jeg, eller andre ved!)

Et kompositorisk bidrag fra en kvinde vil altid blive vurderet ud fra traditionen – af kolleger, lærere, anmeldere, musikere, publikum og endda af hende selv. Og det er klart: vurderingskriterier og -normer må jo nødvendigvis bygge på den eksisterende tradition, men det er ikke til kvindernes fordel! Et nyt vurderingsgrundlag er ønskeligt, men fuldstændig utænkeligt så længe de kvindelige komponister er så få og ukendte – for hinanden.

Inden for kompositionsmusikken eksisterer der ikke nogen sammenhængende kvindelig musiktradition. En sådan selvstændig (= for sig selv stående) tradition er vel heller ikke ønskelig – der er polariseringer nok. Det man kunne ønske sig var, at kvinder virkelig for alvor turde begive sig ind på scenen med mod og frihed til at eksperimentere, med nysgerrigheden i behold og med vilje til meningsfuldt levede liv også på det kreative område.

Foto: Søren Zeuth/Kollaps

Hvordan opnå dette utopia, når virkeligheden er en helt anden? Den traditionelle kvinderolle er fuldstændig uforenelig med det at være komponist. Mange kvinder begynder først at komponere når »børnene er fra hånden« – derved er de allerede kommet »bagefter«. (Som Gudrun Lund sagde i den indledende panelrunde: jeg er 50 år, men har »kun« komponeret i 4, så jeg er altså i virkeligheden 22 sammenlignet med mine mandlige kolleger!).

Komposition kræver absolut arbejdsro, eget værelse og mulighed for kontinuitet i arbejdsprocessen. Det kræver tid – lang tid, komponister har aldrig »fri«. Mange familier, eller i hvert fald ægteskaber, er gået i stykker fordi kvinder har insisteret på eget arbejde. Dertil kommer det – ikke uvæsentlige aspekt – at så godt som ingen kan leve af at være komponist, det kræver andet erhvervsarbejde. En komponist – uanset køn vil ofte komme ud for, at »almindelige mennesker« for det første ikke forstår hvori hans/hendes arbejde består, for det andet ikke at det skal statsstøttes osv. I den situation vil den kvindelige komponist ofte være dobbelt udsat for undertrykkelse, fordi det ovenikøbet er ukvindeligt at komponere.

Jeg har interwievet flere af de danske kvindelige komponister og et par af dem indrømmede blankt at de ofte har løjet om deres profession: »Jeg siger at jeg er musiker, og så skriver jeg sådan lidt musik« – »Jeg siger hellere at jeg er pianist end komponist«. Altså: hellere reproducerende end skabende, når man er kvinde. Kvindelige komponister må både kæmpe med andres holdninger til det de laver – og egne. Pigeopdragelsen (pigesocialiseringen, som det også hedder) spiller en væsentlig rolle – især i et fag med ekstrem mandsdominans. Der er generel tendens til at kvinder i langt højere grad end mænd undertrykker deres selvudfoldelse og sanselighed, hvilket i høj grad hænger sammen med den seksuelle undertrykkelse.

De kvindelige komponisters styrke er ikke, at de er i mindretal. Når andre kvinder i faget er usynlige, må den enkelte kæmpe alene og vel ofte tro at hendes problemer er helt hendes egne. Det er ikke stimulerende for hvad vi optimistisk kunne kalde en gryende kvindelig tradition. Hvad gør kvinderne så i den mandstradition? Det kan vi f.eks. spørge de 4 om som sidder her. Der er andre kunstformer hvor man mere direkte kan udtrykke sine erfaringer, hvis det er dét man vil, som ovenikøbet er nemmere at gå til. Derfor er f.eks. den kvindelige litteraturtradition stærkere og mere rodfæstet. Det kræver specialuddannelse at blive komponist, mange års uddannelse i en belastet tradition. Får man som kvinde skrammer af at tilegne sig den? I et kompendium, som den norske komponist Synne Skouen har skrevet som tillæg til sin eksamen i komposition, fortæller hun, at hun i begyndelsen af 70′erne tog til Wien for at studere - (det kunne ikke lade sig gøre i Oslo). Hun traf ingen andre kvinder i den ordinære kompositionsklasse, men til gengæld mange i elektronkompositionsklassen. Man kunne forestille sig at kvinder i højere grad føler sig tiltrukket af den form for musik, fordi traditionen er nyere og netop ikke så belastet. Desuden må jeg lige sige, at der i Danmark er én kvinde, der studerer komposition på et af landets mange konservatorier – (men hun har orlov! så vidt jeg ved). Når man sammenholder den omstændighed at man dårligt kan leve af at være komponist, med det at den musikalske tradition mestendels er mændenes og med den traditionelle kvinderolle, som for de fleste af os er svær at opgive helt, -når man sammenholder disse tre størrelser, er det ikke svært at se at det kræver psykisk energi og udholdenhed, at være – eller at forsøge at blive komponist, hvis man tilfældigvis også er kvinde. Det er måske et svar på at komposition er den sidste form for kreativ kunstnerisk virksomhed, som kvinder har givet sig i kast med.

»None has that madness in her method that we call genius« (Beauvoir) … er en følge av at kvindens 1. omtanke er å være tiltalende. For å være tiltalende må man trå forsiktig og forsiktighet fører gjerne til middelmådighet.«5

  • 1. Artiklens titel er et citat af Anja Breien
  • 2. Ole Kongsted: Kvinder komponerer. Katalog. Musikhistorisk Museum og Carl Claudius’ Samling 1930.
  • 3. Undersøgelsen af Donald Jay Grout er foretaget af Rigmor Hasselager. Kbh.’s Universitet 1976.
  • 4. Navnet er redaktionen bekendt.
  • 5. Synne Skouen i tillæg til eksamen i komposition.