Ny-Orientering (1929)

Af
13. Marts 2013

LÆSERNE af »Dansk Musiktidsskrift« vil sikkert af flere Artikler i Bladet fra den senere Tid have faaet Indtryk af, at der er ved at »ske noget« i dansk Musikliv. J. P. Larsen har i Artiklen »Koncertliv og Musikliv« i forrige Hefte karakteriseret det som »en Ny Orientering, som fra Tyskland nu, med den obligate Forsinkelse, synes at være paa Vej hertil«. Skønt denne Orientering vistnok, dybest set, er Udtryk for en mere almindelig Afklaring af Efterkrigstidens musikalske Problemer og som saadan sikkert vilde være dukket op her uafhængigt af udenlandsk Paavirkning, kan det ikke nægtes, at Afklaringen netop i Tyskland er videst fremskreden.

Som Repræsentant for den Kreds af yngre Musikere, hvem denne Ny-Orientering ligger særligt paa Sinde, føler jeg Trang til at give en lidt mere almindelig Karakteristik af, hvad det drejer sig om, hvorved det iøvrigt er mig særlig magtpaaliggende saavel i Indstillingen som i Paavisningen af de praktiske Opgaver at faa de Forhold frem, der ud fra et dansk Synspunkt har Interesse. I ethvert kulturelt Spørgsmaal er det af største Betydning, at man fra Begyndelsen er sig sine (værdifulde) nationalt- kulturelle Særegenheder fuldt bevidst, ja en folkelig Kulturbevægelse er vistnok utænkelig, hvis ikke denne Forudsætning er i Orden. Vore kære sydlige Naboers Hang til Naivitet og Ekstremer er velkendt, og ikke mindst »neue Sachlichkeit« tiltrænger en grundig Lutring i det danske Lunes og den danske Skepsis' Skærsild, før den uden Fare kan lades over Grænsen. Desuden har Ny-Orienteringen saa mange selvstændige Kilder i tidligere dansk Aandsliv, at en Udformning paa særegent nationalt Grundlag er indiceret og nødvendig.

---

Povl Hamburger har i forrige Hefte gjort Rede for den Svingning i Indstillingen overfor ældre Tiders Orgelmusik, der har karakteriseret Udviklingen i de senere Aar, og hans Udredning konkluderer i den overordentlig bemærkelsesværdige Paastand, at vor Tids »Saglighed« i Virkeligheden er lige saa subjektiv som Romantikkens Følelsesindstilling. Jeg deler ganske hans Anskuelse og er endda villig til at drage den yderligere Konsekvens, at Romantikkens Indstilling var den for denne Periode eneste rette og sandfærdige (vi ser bort fra Overdrivelserne), ligesom kun vor Tids »Saglighed« i Indstillingen tilfredsstiller Nutidsmusikerens Følemaade 1. Vi støder her paa et centralt Problem i Orienteringen: Nutidsindstillingen.

Hvorfor er de skiftende Generationers Opfattelse af Fortidens Kunst underkastet Ændring? Hvorledes kan en Forskydning i Vurderingen som den, der i de senere Aar uomtvistelig er sket af Komponister som Bach-Händel, Beethoven-Mozart, Wagner-Verdi, finde Sted samtidigt og uafhængigt i mange Lande? Forklaringen kan kun søges i Tidens almindelige ændrede ydre og indre Livsforhold, saaledes som de indvirker paa og former os alle. Mindre i Indflydelsen fra selve den »moderne« Musik. Man træffer ikke sjældent Mennesker, hvis Forhold til denne er rent negativt, men som i deres Syn paa Fortiden er forbavsende »moderne«. At disse Mennesker sikkert ved et ringe orienterende Arbejde kunde, komme i Kontakt med den nye Musik, er en anden Sag.

Kaster Nutiden saaledes sin Refleks over Opfattelsen af Fortidens Kunstværker, saa taler den selve sit stærke, levende Sprog i den nye Musik. Saa sandt som ikke alt i Nutiden er, som det burde være, er den nye Kunst ikke altid lige opbyggelig i sine Udtryk; men den er levende, aktuel, og enhver Musikdyrker burde forstaa, at ensidig Fortidsindstilling kun er halv Indstilling. Aktiv Orientering overfor Nutidskunsten kan naturligvis ikke kræves med samme Styrke af alle Kategorier af Musikdyrkere og Musikelskere. Lægmanden, der kun kan ofre mindre Tid paa Musikken, vil naturligt søge det, der bereder ham den største Nydelse med den ringeste Anstrengelse, og har for saa vidt en vis Ret til at være i Bagtroppen. Betydelig større Krav kan man stille til Musikkritikerne, der har til Opgave at opretholde Forbindelsen mellem Musiklivet og den større Offentlighed og, om muligt, at orientere og vejlede det store Publikum, ja man fristes ærligt talt til at spørge, hvilken Eksistensberettigelse den Kritiker har, der savner aktiv Nutidsindstilling. Vi kan jo allesammen høre, at en Dame synger falsk, og at Klassikerne er gode. - Overfor den, for hvem Musik er en Livsopgave, burde det vel være overflødigt at paavise Nutidsorienteringens Betydning. Selv den politisk konservative ønsker dog en positiv Løsning af Samtidens Problemer efter en mere eller mindre bestemt Retningslinie. Men blandt Musikdyrkere, ja selv blandt fremragende Instrumentister, træffer man ikke sjældent paa en saadan Negation af Nutiden, der vel til syvende og sidst bunder i manglende Indstillingsvilje eller -evne.

I denne Forbindelse vil jeg ikke undlade at gøre opmærksom paa, at en Bevægelse til Højnelse af Musikkulturen, der konsekvent udelukker Nutiden, rummer en ikke helt ringe Fare: den stadige Paapegen af Fortidens »evige Værdier« (der som ovenfor omtalt, trods alt, er underkastet Relativiteten) vækker nemt, skønt utilsigtet, en Forestilling om, at Nutiden er afmægtig, og lægger saaledes en Hæmsko paa den naturlige Udvikling. Jeg er ikke blind for, at Faren for stærk subjektiv Paavirkning ligger særlig nær paa den nye Musiks Omraade, og at det pædagogisk set er forsvarligt - og nemmest at koncentrere sig om det forgangne. Men det Synspunkt maa ikke sætte sig fast, at den moderne Musik er den »kultiverede« Musikdyrker uvedkommende. Sker det, da er i Sandhed »den europæiske Musiks Skæbnetime« inde, og vi vil i Løbet af faa Generationer ende i flad, fortidsforgudende Impotens - kinesisk Kultur!

At Opfattelsen af Kunstnerens, den udøvendes saavel som Komponistens, Stilling ogsaa berøres af Ny-Orienteringen, er ligeledes momentvis tidligere omtalt her i Bladet. Vi Musikere er jo forhaabentlig- og heldigvis - kommet saa vidt ud af de romantiske Forestillinger, at vi ikke længere betragter os som en Slags gudbenaadede Overvæsener, men slet og ret som Musikanter, hvis Haab det er gennem Selvkritik og Selvudvikling at naa saa vidt, at vi kan tage os den smukke Kulturopgave paa at berige vore Medmennesker ved Bibringelse af kunstnerisk Oplevelse. Dette er vor Eksistensberettigelse. Synspunktet stemmer i Bund og Grund med Nutidens sociale Betragtningsmaade og maa sættes skarpt og bestemt op mod tidligere Tiders selviske og forfængelige »Geniprætentioner«, der for Nutidens Opfattelse er baade naragtige og skadelige. Man har udtrykt det saaledes, at »Individualismen« maa vige for »Kollektivismen«. Trods min ubetingede Tilslutning til en Opfattelse, der placerer Kunstneren socialt naturligt, vil jeg dog ikke afholde mig fra en lille Kommentar, hvis Nødvendighed egentlig kun skyldes, at »neue Sachlichkeit« paa dette som paa saa mange andre Omraader drager Konsekvenserne ud i det absurde. Forskellen mellem Kunstner og Dilettant (i Ordets daarlige Betydning), Geni og Talent, Mester og Fusker, er saa gammel som Kunsten selv. Kun hvor den foreliggende Opgave er meget enkel (primitive Folks Kultur), træder Forskellen mindre stærkt frem i det ydre. Men hvem vil paastaa dette om den europæiske Nutidsmusik? Det 18. Aarhundredes Musikudøvelse var nok i højere Grad »kollektivt« bestemt end det 19. Aarhundredes, men kan man af denne Grund betegne Bach, Händel eller Mozart som »Kollektiv-Komponister«? Romantikkens Opfattelse af Geniet som Musikkens Maal rummer en Side af Sandhed, idet man uvilkaarligt som Tidstype vælger den geniale Ydelse. Naar Romantikkens Opfattelse af Kunstneren alligevel maa bekæmpes, er det fordi den stiller Kunstneren i falsk Lys overfor ham selv og hans Opgave og fordi den overser, at Geni er en saa yderst sjælden Vare, at man i Samtidens brogede musikalske Liv praktisk tvinges til at se bort derfra. »Neue Sachlichkeit«s Tendens til aldeles at borteliminere Kunstnerens Individualitet fra Kunsten er imidlertid ganske overdreven og usund 2. Den har kun en yderst betinget Berettigelse som Reaktion mod Senromantikernes Tendens til at præsentere deres Sjæleliv i ublufærdigt Transparent.

Foto: Søren Zeuth/Kollaps

---

Vender vi os til Ny-Orienteringens praktiske Sider, specielt med Henblik paa de hjemlige Forhold, da vil det af ovenstaaende fremgaa, at den nærmest foreliggende Opgave maa være et Arbejde for Udbredelsen af Kendskab til og Forstaaelsen af den nyere Musik. Chancen for at føre denne Opgave igennem med Held er blevet betydelig forøget ved det nu etablerede Samarbejde mellem Foreningen »Ny Musik« og »Unge Tonekunstneres Selskab«. Saa meget mere som den nye Musik ikke længere er et Problem i samme Grad som for blot 7-8 Aar siden.

Indenfor de Rammer, der er givne med »U. T. S.«s Organisation, er det endvidere muligt ved personligt Samvær at naa til en vidtgaaende gensidig Orientering med Hensyn til Kunstnerens Stilling overfor Nutidens Opgaver. Jeg havde ved »U. T. S.«s Generalforsamling for nylig Anledning til at foreslaa Afholdelsen af egentlige Diskussionsmøder, hvor Tidens brændende Spørgsmaal kunde sættes under Debat. Det er min Overbevisning, at man paa den Maade vil kunne naa til Klarhed over adskilligt, der kun med Møje udredes ved en »skriftlig Procedure«.

Da det er mit Haab og min Tro, at »U. T. S.« og »N. M.«, nu de staar sammen, vil kunne tage kulturelle Opgaver op, som det tidligere næppe vilde være dem muligt at løfte hver for sig, vil det have den største Betydning, at disse Opgaver ved gensidig Paavirkning og Debat nøje udformes og præciseres.

Navnlig maa vi være paa vor Post overfor de store fælles Fjender, der truer os alle: først og fremmest den stille men sikre Hensygnen af aktivt Musikliv og derigennem af Koncertlivet, og den Sløvelse af Publikums kunstneriske Modtagelighed, der maa blive en Følge af Musikkens voksende Mekanisering og den gennem Radioen stedfindende Overmættelse, med halvgodt Surrogat. Her maa netop fremfor alle Fagmusikeren sætte et Arbejde ind. Jeg deler ikke Høffdings Tro paa Radioens opdragende Muligheder. Opdragelse forudsætter en Paavirkning, som den paavirkede ikke vilkaarligt kan unddrage sig, og maa iøvrigt for at have Udsigt til Succes udøves efter en bestemt enhedspræget Tendens. Men Radiolytteren lader sig ikke vilkaarligt paavirke, og Radioens Væsen er og bliver Splittelse og Hensyntagen til alle Sider, ikke mindst til den økonomiske. Den Radioleder, som satte den bevidste Folkeopdragelse øverst paa sit Program, vilde forgaa i Pressevrøvl og Lytterprotester. Sagen bliver naturligvis ikke lettere derved, at Musikerstanden ved den nuværende »Radioforfatning« er totalt umyndiggjort til Fordel for Lytterforeninger, Presse og Gud véd hvad.

Vi maa altsaa slaa os til Taals med Radioen som formidlende - til Nød som agiterende - Magt overfor dem, hvem Opdragelse er bibragt paa anden Vis. Her er Købstads- og Landboen uomtvistelig ringest stillet, hvilket atter vil sige, at Indvirkningen paa Provinsens Musikliv har vundet stærk Aktualitet. Jeg foreslog ved den før mævnte Generalforsamling, at »U. T. S.« skulde afholde en aarlig »Tagung«, hvor Repræsentanter for Provinsens Musikliv kunde mødes med os her i Byen til Drøftelse af de Problemer, der rejser sig af Forholdet København contra Provins, og hvor den nyere Musik, fortrinsvis den danske, kunde blive introduceret for vore Gæster fra Provinsen udført af vore bedste yngre Solister og Ensembler. Dette vilde naturligvis i første Række kun betyde en gensidig Orientering. Men den vil under de nuværende Forhold næppe være overflødig. Af største Betydning for alle, og ikke mindst for Provinsen, vilde det være, om det snart kunde blive til Alvor med den rationelle, autoriserede Uddannelse af Musiklærere, som vi forgæves har ventet paa i saa mange Aar, og som fordres med stedse stigende Styrke.

Jeg har tidligere 3 været inde paa dette Problem ligesom paa det umaadelig vidtrækkende Spørgsmaal om Muligheden af at vække den bredere Befolknings Interesse for aktiv Musiceren, den Tendens, soin har givet sig Udtryk i den tyske Ungdomsbevægelse og som, noget modificeret afspejler sig i Gustav Smiths Lære om den »mentale Funktionslyst«4. Jeg udtalte som min Overbevisning, at en saadan Kulturbevægelse nødvendigvis maatte regne med Medvirkning af hele den yngste Tonekunst, deriblandt ikke mindst Komponisterne, fortrinsvis dem, som gennem Arbejde paa andre Kompositionsomraader havde vist Tilknytning til det nye i vor Tids Musik. Jeg vil her overfor den ekstrerne tyske Tendens paany betone, at et Arbejde i den folkelige Musiks Tjeneste paa ingen Maade udelukker en Komponist fra at videreføre sin Indsats i »Kunstmusikken« (jfr. Carl Nielsen). Den naturlige Vej er sikkert tværtimod den, at de Erfaringer, der indvindes gennem Arbejde med det subtile Stof, hvor Hensynet til den udøvendes mindre Evne ikke binder Komponisten, bør udkrystalliseres og frugtbargøres i de »populære« Arbejder; ikke omvendt; thi kun paa den Maade er der Garanti for, at Komponisten virkelig skaber ud af sin Tid. Faren ligger i Pastichen; faar den først Indpas, er »Kollektivmusikken«s Dage talte. Jeg paaviste ligeledes, at en stor Vanskelighed for en Indsats paa den folkelige Sangs Omraade laa i Mangelen paa digterisk Stof, idet vore Lyrikere intet præsterer, der egner sig til Behandling i folkelige Musikformer. Ingen har, mig bekendt, reageret paa denne Udtalelse, saa jeg har formodentlig raabt i ørkenen. Det er en ringe Trøst, at den, der tier, samtykker. - - 

Foto: Søren Zeuth/Kollaps

I Detailler at paavise den Vej, en folkelig Kulturbevægelse burde følge herhjemme, er ikke gørligt her. For øjeblikket er det overvejende vigtige selve Problemstillingen: hvad ønsker vi. »U. T. S.« og »N. M.« kunde ogsaa her blive Brændpunktet for Orienteringen. Opgaverne maa vel iøvrigt i første Række blive: Tilvejebringelsen og Tilrettelæggelsen af brugbart musikalsk Stof, indgaaende Undersøgelse af de Muligheder, der ligger indenfor de allerede bestaaende folkelige Musikorganisationers Rammer og, ikke mindst, Uddannelse af egnede Ledere, der bl. a. maatte have Lejlighed til at studere »Jugendbewegung« paa nært Hold. Vi maa være klare over, at medens tysk Musikinteresse overvejende beror paa Instinkt, beror dansk Musikinteresse overvejende paa Suggestion5. Der er intet herved at gøre; Instinkt kan ikke erhverves, og for Resten er jo ogsaa den suggestionerede Musikalitet en Realitet. Men denne Særegenhed ved vor Musikindstilling medfører, at Fagmusikerens (»Suggestionørens«) Uddannelse, Kultur og Paavirkningsevne bliver et centralt Punkt i vore musikkulturelle Bestræbelser. - Personligt anser jeg det iøvrigt for yderst vigtigt, at man i det hele gaar til Værks med Besindighed og navnlig med en stadig Aarvaagenhed overfor det for vor Nation karakteristiske. Vi havner ellers blot i en bleg, uselvstændig Efterligning af den udenlandske Bevægelse.

---

Lad os imidlertid alle forstaa, at det nu er Tid til at handle. Det skorter aldrig paa Snak her i Landet. Hvor stor Pris, jeg end sætter paa mine Landsmænds individualistiske og lidet autoritetstro Livsindstilling, er jeg klar over, at adskilligt mere vilde blive udrettet, hvis vi var i Besiddelse af lidt mere »Kollektivaand«. Den for os danske saa betegnende kritiske Mistillid til alt andet end vor egen fremragende Begavelse virker i for høj Grad kulturelt lammende. - Maatte da det mellem de to unge Foreninger paabegyndte Samarbejde blive Indledningen til en modnere Erkendelse af den danske Musikerstands praktiske fælles Opgaver og dermed til en ny Æra i dansk Musiks Historie.

  • 1. Følgelig er det ogsaa galt at paastaa, at »begge Opfattelser er lige gode!«
  • 2. Uhyre oplysende er Hannes Meyers Artikel »die neue welt« i »Kritisk Revy« 1928, Hefte 1, og Otto Gelsteds Kommentar »Modernismus-Kritizismus« i samme Hefte. Meyer vil kun indrømme Personligheden Raaderum i 1) Kærlighedslivet, 2) Naturnydelsen og 3) Omgangen med Mennesker. - »Die neue sexuelle Sachlichkeit« synes saaledes desværre forbeholdt Fremtiden!
  • 3. Kritisk Revy 1928 Hefte 4.
  • 4. Jeg kan for en væsentlig Del tiltræde Jens Peter Larsens Kritik af Gustav Smiths meget omtalte Bog, men synes han savner nogen Forstaaelse af Smiths centrale Tanke, der ingenlunde kan identificeres med eller erstattes af »Jugendbewegung«s »Kollektivisme« eller Laubs pædagogiske Princip. Med Hensyn til Laub, da har jeg tidligere à propos disse Problemer fremhævet hans Fortjeneste, hvorved jeg dog væsentlig tænker paa hans historiske Forskning., navnlig af den danske Folkevise. Overfor de stadige Fremhævelser af Laubs Betydning for dansk Musikliv føler jeg imidlertid Trang til at betone, at hans Indsats jo næsten udelukkende laa paa det kirkelige Omraade, og at Værdsættelsen af hans Gerning med andre Ord beror paa, hvilken Betydning, man tillægger den danske kirkelige Kultur som Helhed. At der indenfor »Standen« er en Tilbøjelighed til at skal vi sige: ikke undervurdere L.s Betydning, staar i Forbindelse med det Faktum, at en overvejende Del af vore gode Musikere stadig er henvist til at søge deres Brød i den danske Kirkes Tjeneste. Om dette er og har været til Gavn for vor Musikkultur, skal jeg ikke her gaa nærmere ind paa; men man maa være klar over, at der her ligger et dybtgaaende, kulturelt Problem, der ikke i det lange Løb lader sig tie ihjel.
  • 5. »Den Niende« i Kæmpehallen!!