Det er netop blevet offentliggjort at Niels Rosing-Schow pr. 1. januar 2013 tiltræder stillingen som ny professor i komposition ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. 

Rektor for DKDM Bertel Krarup skriver om Niels Rosing-Schow: ”Han er en markant personlighed på sit område med en fornem kunstnerisk karriere som komponist på internationalt niveau med et stort antal værker, der er opført såvel i Danmark som i udlandet. Hertil kommer en mangeårig og omfattende undervisningserfaring med uddannelse i komposition indtil det højeste niveau og et betydeligt virke inden for kunstnerisk og pædagogisk udviklingsvirksomhed samt forskning. Endelig har han gennem årene erhvervet sig stor erfaring inden for organisation og ledelse, som ikke mindst er kommet DKDMs årlige ny musikfestival PULSAR og Dansk Komponistforening til gode. […] Niels Rosing-Schow har nogle spændende visioner for den videre udvikling af faget komposition, og samlet set fremstår han som en kunstnerpersonlighed, der i høj grad er i besiddelse af de rette forudsætninger for at varetage opgaven som professor ved DKDM.”

Læs mere fra DKDM
Læs mere om Niels Rosing-Schow