Den unge polske komponist Marta Śniady holder audiovisuel debutkoncert i både København og Aarhus. © Martasniady.com

Seis-guiden: Mørkeblå lillakvinder og oversavet orgelgevær

Sommeren starter med et brag. Med flere brag. Ja faktisk med brag over det hele. Klang Festival fejrer 10-års jubilæum, talentfulde komponister debuterer, orgler udsættes for lydkunst – og meget mere.

30
10

Overflod. Københavnske Klang Festival fejrer sit 10-års jubilæum med et imponerende program. Jexper Holmen får uropført sin hverdagskatastrofiske opera De mørkeblå lillakvinder i villakvartererne, James Black står bag en festlig/udknaldet performance på en båd, og der er nye værker af Bára Gísladóttir, Niels Rønsholdt, Kaj Aune og mange flere. Men også plads til allerede afprøvet musik af komponister som Poul Ruders, Anna Thorvaldóttir, Rune Glerup og Pierre Boulez. (Div. spillesteder, Kbh.)

9
16

Gennemført. Men der er mere Klang! Inden den polske komponist Marta Śniady officielt debuterer fra Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus, tyvstarter hun sammen med ensemblet Scenatet festlighederne ved Klang Festival i København med fire audiovisuelle værker under den formentlig misvisende overskrift »Your ultimate guide on how to live a healthy lifestyle« (Musikhuset Aarhus, 16. jun. kl. 19.30Koncertkirken, 9. jun. kl. 17). Også den danske akustisk-elektroniske komponist Astrid Sonne er færdig med sin uddannelse: Hendes afgangskoncert fra Det Rytmiske Musikkonservatorium byder på et værk for to bratscher og elektronik (RMC, Kbh., 11. jun. kl. 19).

15
16

Orgelkunst. Som vi selv har gjort opmærksom på i vores Fokus om orglet, er det store instrument genstand for mange nysgerrige lyd- og tonekunstnere i dag. Det kan man få et indblik i, når Organ Sound Art Festival for fjerde gang løber af stablen på Nørrebro i København. Oplev Henning Christiansens 82 minutter lange »Fluxorum organum«, Niels Lyhne Løkkegaards »Egis ce asc« skrevet til festivalen og andre eksperimenter fra Sverige, Belgien, Japan og Storbritannien. (Koncertkirken, Kbh.)

25
26

Pip. Lydkunst kommer til at fylde godt på årets udgave af den nysgerrige natur- og videnskabsfestival Bloom i Søndermarken, København. I det underjordiske udstillingssted Cisternerne præsenterer Jacob Kirkegaard fire 15-minutters portrætter af den døde menneskekrop, Opus Mors (25.-26. maj), og han har tilmed skrevet et tilhørende korværk, som opføres af Ars Nova og Allegrokoret (25. maj kl. 20, 21 og 22). Oven over jorden inddrager Niels Lyhne Løkkegaard publikum i sit feedbackværk Birdsongs, hvor deltagerne bliver udstyret med særlige fuglemikrofoner (25. maj kl. 13 og 21).

30
2

Labyrint. For første gang bliver det muligt at opleve den koreansk-amerikanske fluxuskunstner Nam June Paiks omfattende Symphony for 20 Rooms (1961) på dansk grund, når Scenatet omdanner Den Frie Udstillingsbygning til en stor, interaktiv koncertinstallation. Som publikum kan man bevæge sig frit rundt mellem forskellige lyduniverser i forskellige rum fyldt med lyde og genstande, ja tilmed levende dyr. (Den Frie Udstillingsbygning, Kbh.)

31
8

Og så lige en håndfuld mere … I Amsterdam har man kastet sig over at opføre store dele af Karlheinz Stockhausens vanvittige syvdagesopera, Licht, inklusive strygekvartetten for fire helikoptere (Gashouder, 31. maj – 10. jun.). I Aarhus møder den norske vokalopfinder Maja Ratkje den samiske folkesangerinde Katarina Barruk i fællesperformancen »Avant joik« (Radar, 8. jun. kl. 21). Kunsthal 44 Møen lægger hus til en udstilling med den japanske lydkunstner Akio Suzuki, som opholder sig på Møn i en måned for at udforske naturen (Askeby, 23. jun. – 8. sep.). Og i København tegner Sydhavnens SV-festival et portræt af Lasse Schwanenflügel Piasecki (Sydhavns Teater, 10. jun. kl. 14), mens trioen Kimi spiller værker af bl.a. Finnur Karlsson, Peter Bruun og Nick Martin (Koncertkirken, 27. jun. kl. 20).

  • Annonce

    Man skal høre meget