Det må være sjovt at være Vinyl -terror & -horror. Jeg mener, skrivemåden alene! Men endnu sjovere er det heldigvis at være den, der, helst uforvarende, støder ind i lydkunstduoens hjemsøgte installationer.

Som nu her øverst oppe på Brandts i Odense, en etage over de surrealistiske åndsfæller i museets faste samling. Pludselig, inde i mørket, står man ansigt til ansigt med et filmlærred omringet af selvspillende harmonika, roterende panfløjte, snurrende stiletter, sækkepibe, fodpumper, et blafrende gardin og, gudhjælpemig, en mekanisk loftstrappe, der folder sig ud.

På lærredet kører små filmsekvenser, hvor lydsidens stemning er tekstet for hørehæmmede, deraf værkets titel, og den stemning opføres så af det mekaniske instrumentarium i kombination med båndet lyd af harpeklang, telefontoner, orkesterdyb og alskens effekter.

Vi ser skikkelser i mørket og hører et afløb gurgle. Bevæger os gennem mørk skov, mens et par støvler træder i et lille bjerg af båndstrimler og en tordenplade rumler. Holder vejret, da en underbo banker i loftet og bevæger sig ildevarslende langsomt op til støjsynderen, akkompagneret af de roterende stiletter, den mekaniske trappe og, ja, en bevægelig kost.

Midt i det hele ligger en flad plastikpalme i en skriggrøn badering. Vinyl -horror & -terror leger konstant med potentiel energi, ikke al suspense skal forløses, og sjovest af alt er måske, at palmen bare får lov at ligge der uden nogensinde at blive pustet op. Snydt!

Sange fra i dag er en app udarbejdet af Anders Lauge Meldgaard og Aske Zidore bestående af ni sange. Med dette appformat har de skabt en – for mig – helt ny måde at co-write på. Komponisterne har udtænkt en metode, hvor de hver for sig skitserer de ni sange – så 18 skitser i alt. Disse skitser kan så sættes sammen på eksponentielt mange måder, og det er det, appen gør med en komponeret »tilfældighed«. Hver eneste afspilning er ny og kan overraske! Eller det er i hvert fald sådan, jeg har forstået det.

Sangene er afvæbnende og purt smukke at lytte til. De to drengesopraner, der bliver akkompagneret af klaver og fløjte, skaber en lyd, hvor højskolesangbogstraditioner smelter sammen med en skrøbelig minimalisme. En lyd, hvor man selv bliver sårbar og gennemsigtig. Mødet mellem musikken og digtene er kærligt og står krystalklart, og selv det knivskarpe visuelle udtryk gør én blød – instant love.

Jeg kan ikke blive enig med mig selv, om app-formatet står i vejen eller giver værket en ny værdi. Det er en unik måde at afspille musik på, som er skruet meget dygtigt sammen. På den anden side vil appen have, at man forstår mere af værkets struktur, end man gør (eller hvad jeg gør). Hvor meget skal jeg kunne følge med, og hvor meget skal jeg give slip og bare lytte? Bidrager denne tvivl, eller er det tilsvarende, at jeg fokuserer på materialet vinyl i en albumudgivelse? Er det godt, at værkets form og indhold gør to forskellige ting, eller burde førstnævnte være flyttet mere over til et seminar for fagfæller? Uanset lyder det virkelig godt.

I en hyldest til Piazzolla har Bjarke Mogensen kastet sig over den argentinske tango på cd’en Album for Astor. Selvom han er en af de bedste i landet på akkordeonet, kommer vi hverken tæt på Astor Piazzolla eller under huden på tangoen.

Mogensen mestrer fuldt den teknisk krævende musik – men godt håndværk skaber ingen tango, for der mangler vildskab eller kant på 11 indspilninger, som ellers er varieret udvalgt. »Adiós Nonino« er skrevet under dyb påvirkning af farens død. Men vi kan ikke høre eller mærke sorgen igennem Mogensens akkordeon, som ligesom andre numre mangler det farlige element, hvor man kommer ud over kanten, tæt på afgrunden. På »Café 1930« har han selskab af Mathias Heises ellers suveræne mundharmonika, men halvvejs går de i stå, og i stedet for nerve bliver det kedeligt. De mange gentagelser i numrene kører i det hele taget mere i ring end skaber fornyet kraft.

På halvdelen af titlerne er Ensemble Storstrøm med til tango, men det kommer musikken ikke op af flyve af. Den karakteristiske tangorytme – dam-DAM – bliver for tung og markant i lydbilledet, og mister sin funktion som underlæggende fremdriftseffekt. Lydproduktionen hjælper ikke, da de otte instrumenter virker meget langt væk, og det er vanskeligt at skelne de enkelte stemmer fra hinanden. 

Kun de to numre med vibrafonisten Johan Bridger har nerve, og man fornemmer tangoens vildskab og indboende urolighed. Man kan spille tango skævt, fejlagtigt og uden de store kompetencer – men kedeligt må det ikke blive. Der skal mere end stort musikerskab til en tango. 

Lars Hannibal har skabt kinesisk musik på en kvarter lang digital udgivelse. Fire numre med digte fra Tang Dynastiet (618-907), som ifølge komponist og guitaristen selv er »et spejl og en fortidig kommentar til den menneskeskabte klimakrise«.

I Kina vil de sikkert diskutere teksternes oversættelse og den musikalske autenticitet. Svenske lyttere vil nok diskutere klima, og straks stille sig skeptisk overfor, at Hannibal er fløjtet to uger til Sydfrankrig til Jørn Utzons sommerhus for at skrive musik med en klimadagsorden. Tyskerne vil lugte epigonisme, og i USA vil de diskutere kulturel appropriation, og om det overhovedet er tilladeligt for en hvid, vestlig mand at skabe kinesisk musik. I Irland vil de sikkert være glade for, at Stephen Yesetas kontratenor har et irsk, folkemusikalsk præg pga. accenten og den rene brug af pentaton-skalaen. Her i Danmark vipper jeg mellem benovelsen over så stærke musikere som Michala Petri på lækre, dybe fløjter samt Gert Mortensens delikate brug af de percussive instrumenter, og om det fungerer at lave øreappetitlige klange med et kinesisk islæt. Eller om det primært spejler os selv. 

Hannibal har skabt smuk, billedskabende musik, der bestemt lyder autentisk – godt hjulpet på vej af Xu Ziling på den kinesiske erhu og topklasse produktion ved Preben Iwan. Men lytter vi blot til vor egen fordom om Kina? Selvom de enkle melodier ikke kan tåle for mange genlytninger, bliver jeg dog indfanget af klangæstetikken, og får en stærk lyst til at høre mere ægte kinesisk musik. Derfor er værket en god øreåbner. Ikke for sin mærkelige snak om klima.

Guitarist og producer Tomas Kærups solodebut befinder sig i et lidt uheldigt grænseland. Til den ene side finder man støjende lydflader, mens man på den anden side mødes af clean, afslappede licks. Disse to forskellige tilgange til guitarspillet kan sagtens fungere sammen – og gør det indimellem også her – men alligevel mangler der noget. Efter den ellers ganske lovende »Prelude I – Interior«, udstiller titelnummeret en manglende samhørighed. Et meget repetitivt rent guitarstykke, der gradvist akkompagneres af feedbackede melodier. Der bygges tydeligvis op mod noget men uden forløsning.

Guitaren er det åbenlyst bærende element i alle albummets ni kompositioner, men af et så guitardrevet album at være, så kunne instrumentet godt være blevet brugt til mere. De forvrængede guitarer får mig til at ønske, at der blev skruet op for intensiteten, mens de mere tilbagelænede melodier derimod får mig til at ønske det modsatte.

Først på albummets næstsidste nummer, »Coast of Bretagne«, falder alting i hak. Her smelter de forskellige elementer sammen og danner et større hele. Bløde elektroniske blip og blop klukker afsted over et oprørt hav af feedback og distortion. I havet anes en lille redningsvest af akustisk guitar. Tænk hvis resten af albummet lød mere som dette nummer! Desværre bruges det meste af spilletiden ikke i det grænseland, hvor enkeltdelene overlapper, men i det tommere rum ved siden af.