DigtJukeBox gennem 20 år

1. Februar 2016

I år er det tyve år siden, at kunstnergruppen Dansk Hörfilm skabte installationen DigtJukeBox i lyrikboghandel og udstillingsstedet Afsnit P i Nansensgade. Der var tale om en gammeldags bodega-jukebox indeholdende musikalske fortolkninger af lyriske tekster.

Dansk Hörfilm talte bl.a. komponist og lydkunstner Hans Sydow samt sanger og skuespiller Ulle Bjørn Bengtsson. De to har siden i fællesskab skabt mere end 100 musikalske genfortællinger af lyrik til jukeboxen.

“En god historie skal fortælles for at blive til og den skal genfortælles for at blive holdt i live. Mange digte ville være gået i glemmebogen, hvis ikke der var sat musik til dem. Musikken giver et rum til oplevelsen af teksten, og i kraft af musikken husker vi ordene. Pludselig er der to steder at lægge informationerne på lager, og så husker vi bedre”, lyder det fra Hans Sydow.

Udover Sydows og Bengtssons aftryk vil man i DigtJukeBox genkende lyden af stemmer tilhørende så forskellige kunstnere som Rune T. Kidde, Povl Dissing, Bodil Udsen og Per Vers i alt fra visesang over rap til abstrakte tekst/lyd-kompositioner.

“Sange, tekst, lydbilleder, kompositioner og rene oplæsninger veksler mellem hinanden – tidløs lyrik, sms'er og folkesagn i nutidige, overraskende og vedkommende fortolkninger, der består af lige dele historisk indsigt og nutidig flabethed, som gør fortællingen levende og nærværende”, forklarer Hans Sydow.

Når jukeboxen ikke lige er udstillet, som den er nu i Teatermuseet i Hofteatret i København frem til sommer, kan flere af værkerne opleves online, ligesom at arbejdet har resulteret i flere cd-udgivelser – blandt dem “Glimtvis” med tekster af Tom Kristensen, “Rimedjævelen” med tekster af H. C. Andersen, og senest “Holberg til Tiden”, der udkom i 2014.

I forbindelse med udstillingen Halfdan – til tiden giver Sydow og Bengtsson koncert på Teatermuseet i Hofteatret torsdag 17. marts kl. 20, inden de til efteråret tager materiale fra jukeboxen med rundt på turné i Danmark.