Jeg har det – jeg har fat i det, og mens jeg skriver det ned, forsvinder det ud af mine hænder, ud i luften, og jeg kan ikke gribe det igen. Jeg kan kun fange noget af det – en duft af det; og selvom koncentrationen var der i det sekund, kunne den ikke holde fast i det, der lå gemt midt i koncentrationen – Den originale, fantastiske tanke - den bedste musik, jeg nogensinde kunne havde skrevet! Der er kun en ruin tilbage.

Jeg finder koncentrationen og er lykkelig. Jeg er så lykkelig, at jeg forlader arbejdsbordet. Det er så skønt, at det må fejres ved at bevæge sig næsten jubelidiotisk bort, fra der hvor koncentrationen var, og fejringen gør at koncentrationen er væk, når jeg skal gå tilbage til den. Der er kun en ruin tilbage.

Det er altid enten det bedste eller det værste, og det skifter hele tiden og er i reglen begge dele samtidigt. Man komponerer – og man skriver den bedste musik, man har skrevet og efter en nat – eller blot et øjeblik efter - er det forvandlet til det værste, man nogen sinde har skrevet. Det er det faktum, at der intet er imellem det værste og det bedste, der holder en oppe som komponist, og det er det samme faktum, der gør arbejdet som komponist til både det værste og det bedste.

'Det værste er når jeg ganske godt ved

at jeg selv har snydt en lille smule

for at opnå en lurvet gevinst:'

(Søren Ulrik Thomsen: Det værste og det bedste)

Det er morgen, og alting bør og skal i dag handle om min klaverkoncert. Jeg vil fra morgenstunden suges bort og ind i den. Ind i den koncentration hvor alt hvad jeg ser, hører og læser smelter ind i konturerne af min musik. Jeg har lagt samtlige notater i en bunke. Alt skal gennemgås – alle tanker skal genfindes, i de utallige skitser, hvor tankerne ligger gemt i skjulte labyrinter. Måske er jeg angst for at det hele forsvinder i takt med at jeg skriver om at finde det ?

Dette er labyrinten på Kreta. Dette er labyrinten på Kreta hvis centrum var Minotauros. Dette er labyrinten på Kreta hvis centrum var Minotauros som Dante forestillede sig som en tyr med menneskehoved og i hvis net så mange generationer blev borte. Dette er labyrinten på Kreta hvis centrum var Minotauros som Dante forestillede sig som en tyr med menneskehoved og i hvis net så mange generationer blev borte ligesom María Kodama og jeg blev borte. Dette er labyrinten på Kreta hvis centrum var Minotauros som Dante forestillede sig som en tyr med menneskehoved og i hvis net så mange generationer blev borte ligesom María Kodama og jeg blev borte den formiddag og i tiden er vi stadig blevet borte, i denne anden labyrint.'

(Jorge Luis Borges: Atlas)

' My name is Angélique and I am the daughter of Jaques Coeur of Bourges, merchant of Montpellier. My name is Angélique and I am the daughter of Jaques Coeur. My father was and brought nuts and silks and carpets from Damascus to Narbonne. He was falsely accused of poisoning the King of France’s mistress and fled to Rome. My name is Angélique and I am the family of Jaques Coeur. While my brothers and I were trading with the Levant I was abducted by pirates and sold into slavery to the Sultan of Stamboul. My name is Angélique and I am the daughter of Jaques Coeur. My name is Angélique and I am the daughter of Jaques. My name is Angélique and I am the daughter. My name is Angélique and I am. My name is Angélique.'

(Salman Rushie: The Enchantress of Florence)

'Han så sig selv ligge på briksen og drømme om, at han lå på briksen og drømte om at ligge på briksen og drømme.'

(Daniel Kehlmann: Opmålingen af verden)

Formen på første sats af min klaverkoncert er ufattelig enkel. Fem takter, der bliver gentaget fire gange; men som for hver gentagelse vokser i længde. En forlængelse indefra; som en krop der vokser med årene, og hvor de enkelte års ændringer er usynlige.

Skygger af begyndelsen på første sats skal aftegnes i to andre satser, og jeg overvejer at skære disse skygger ud, så deres lydlige aftegninger bliver som ruiner at første sats.

På en rejse til Ungarn for mere end tredive år siden med min gymnasieklasse, overværede jeg i en landsby uden for Budapest en lille koncert med folkemusik. På et kryds mellem to støvede grusveje dansede og sang fire sigøjnere – mor, far, datter, søn. Jeg husker det, som om de kom ud af en tåge, fra mere end én af grusvejene og forsvandt på samme måde, som gik de fuldstændigt ind i et landskab, jeg ikke kunne se. Inden de forsvandt havde de givet mig en af mine største musikalske oplevelser overhovedet. De to kvinder dansede, og de to mænd sang, nynnede og rytmificerede en dansemusik – Sammen blev deres munde og fødder til et forunderligt trommesæt. En fantastisk instrumentalmusik uden et eneste instrument. Musikken – drømmen om den musik – har fulgt mig siden (der er spor af den i f.eks. 'Angels Music' og 'Phantasmagoria'), men jeg vil aldrig kunne finde den og høre den helt på samme måde igen. Drømmen om den er måske også det bedste.