Levander er tiltrukket af de store melankolske ambiente vidder. Han har tilsyneladende et ukompliceret forhold til traditionel funktionsharmonik og benytter sig stilsikkert af den, og ind imellem fletter han også ørehængende melodiske strukturer ind. Ofte tilsættes disse ambiente landskaber tætvævede og detaljerige sinus- og støjlag som både eksisterer side om side, men som også går i klinch med hinanden. Materialet bliver dermed bølgende og porøst på en charmerende måde.
