Eksperimenterne holder jazzgryden i kog

I en uge midt i juli bliver byens soundscape anderledes og overraskende. Seismografs udsendte hoppede rundt til en snes koncerter under Copenhagen Jazz Festival, der bød på en bred palet af musikalske oplevelser, hvor den såkaldt smalle musik havde fine vilkår.
Af
9. august 2012
Copenhagen Jazz Festival 2012

Ligeså meget som det er en oplevelse af musikken, er jazzfestivalen en oplevelse af byen København. Når man kører fra koncert til koncert på sin jernhest eller traver gennem byens kvarterer med næsen rettet mod næste spillested, må man virkelig prise den vellykkede integration af musikken i byrummet, den ellers udskældte festivalorganisation har opnået. Lige fra de gratis koncerter på offentlige steder og store prestigiøse sale til de små snuskede barer og undergrundsetablissementer.

Klangfulde lyde på Statens Museum
Det amfilignende rum, der bliver brugt til koncerterne på Statens Museum for Kunst, har i de seneste par år budt på en række succesrige optrædener med stor publikumsopbakning. Også på dette års jazzfestival var der en ambitiøs programpolitik for stedet, og det viste sig at være en rigtig og spændende satsning, at lade de stilfærdige lydeksperimenter fra Dodebum, Maria Laurette Friis og Eivind Lønning sive ud i samlingerne og gøre Picasso, Købke, Hammershøi og mange flere selskab på festivalens anden dag. 

Musikken blev udformet som én lang, næsten stillestående bølge i rubato, hvor attraktionen blev opbygningen af ét klangligt rum. Lydmanden formåede at skabe et balanceret og transparent lydbillede, hvor der blev arbejdet aktivt med stereoeffekter. Samtidig var der på fornemmeste vis skabt en dybde i lyden, så man fik en oplevelse af, at musikken udspillede sig i fire dimensioner. Dette blev forstærket hen mod koncertens afslutning, hvor Lønning tog sin trompet og stillede sig forskellige steder ude hos publikum og spillede. På den måde brød han den fjerde væg, men afslørede også, at meget af den klanglige nuance og de effekter, der kom fra hans hånd, ikke var et resultat af elektronisk manipulation, men faktisk var et resultat af en spændende klanglig virtuositet, der gjorde, at han skabte en form for rumklang i selve trompetens lyd.

Både Dodebum (alias Henrik Sundh) og Maria Laurette Friis havde medbragt et mindre arsenal af maskiner med knapper, taster og tangenter, der blev trykket og skruet på. I programnoterne stod der, at Dodebums musik mindede om Stockhausens fra halvtredserne. Det kunne jeg nu ikke høre, men det gjorde ikke så meget, når samspillet mellem dem og klanguniversets forskellige elementer var så subtilt og blev en musikalsk idé i sig selv.

Den fri improvisation lever
På festivalens anden aften var der en dobbeltkoncert på JazzHouse. Sidst på aftenen spillede den amerikanske trommeslager Tom Rainey en omgang freejazz, lige ud af landevejen. Før det var der spændende besøg af en duo bestående af norske Torben Snekkestad og japanske Koichi Makigami. Makigami er en alsidig herre, der udover sine egne performances og avant-pop-projekter, er kendt for at være John Zorns mand i Japan. Han gik derfor fint i spænd med Snekkestad, der ikke kun er jazzmusiker, men som også spiller ny musik i Copenhagen Saxophone Quartet og en række andre ensembler.

Dette blev særligt tydeligt midt i koncerten, hvor Snekkestad lod sine håndvåben falde og lod Makigami udføre en vokalsolo, der mindede om at køre gennem hele fm-båndet på sin radio uden at stoppe rigtigt op ved nogle af kanalerne.

Denne koncert forløb som en samtale mellem nordmandens forskellige horn og japanerens vokalartisterier, thereminspil og diverse andre remedier. At beskrive Makigami med ordet ”sanger” vil give et forkert indtryk af den måde, han brugte sin stemme og krop på. Han besidder en bred palet af udtryksmuligheder. Fra en pibende falset, der lyder som børnestemmer, til guttural strubesang, foruden skrigen, råben, smasken, hikken og fløjten. Alt dette bruges med enorm fleksibilitet, hvor han skifter register og udtryk på et splitsekund, og hopper frem og tilbage mellem forskellige stemmer i et slags kontrapunkt til sig selv.

Dette blev særligt tydeligt midt i koncerten, hvor Snekkestad lod sine håndvåben falde og lod Makigami udføre en vokalsolo, der mindede om at køre gennem hele fm-båndet på sin radio uden at stoppe rigtigt op ved nogle af kanalerne. 

Dagen efter spillede den herboende ester Maria Faust på Barefoot Records’ lille scene sammen med saxofonkollegaen Liudas Mockunas. Vi måtte vente lidt på, at de fik snøvlet sig sammen til at gå i gang. Men der skulle også bæres et større arsenal af saxer op på scenen, inklusive den monstrøse bassax, og så måtte baren fremskaffe en gryde, der skulle bruges ved koncerten. Mockunas startede med at stikke schallstykket fra sopransaxen ned i føromtalte gryde med vand og så ellers gå i gang med at boble løs. Det udviklede sig i samarbejde med Faust til en klassisk omgang larmende freejazz, hvor jeg faktisk ærgrede mig over at have glemt ørepropperne derhjemme, selvom der blev spillet uforstærket. Men det var fedt, og der var multiphonics, sang ind i hornet, circular breathing og andre klassiske freejazz-effekter.

Suddenly, Silence: An Evening of John Cage, foto: Kristoffer Juel Poulsen

Ufrivillig stilhed
Der var lang kø for at komme ind til koncerten på Teatret ved Sorte Hest mandag aften, hvor musik af John Cage stod på programmet.

Koncerten startede med værket Imaginary Landscapes, hvor Søren Kjærgaard med hjælp fra SNYK havde fremskaffet de tolv transistorradioer, der skal bruges. Kjærgaard måtte dog indrømme, at de havde slækket lidt på Cages angivelser, idet kompositionen oprindeligt foreskrev, at værket skulle spilles på kortbølgefrekvenser, men på grund af en nærliggende telemast var man altså gået over til langbølge. Det blev det nu ikke dårligere af, og vi fik en klassisk Cage-oplevelse, hvor blandingen af noget tilfældigt og noget prædetermineret spillede flot sammen.

Herefter spillede de hittet: 4’33. Stilhedsværket par exellance blev denne aften beriget af, at der blandt publikummet sad en baby, og selvom moderen var trådt uden for døren med sin lille pode, så gik den sagte pludren rent ind og blandede sig fint med resten af stilheden eller manglen på samme. Trommeslageren Paul Lovens vendte stilsikkert blad et par gang i løbet af værket.

Koncertens første halvdel skulle sluttes med et længere værk betitlet Four6, hvor hver af de fire musikere havde tolv lyde med fast tonehøjde, overtonestruktur og klang, der så efter partiturets angivelser skulle spilles indenfor den nøje afmålte halve time, som Kjærgaard timede på det medbragte stopur. Efter endnu en fin, pædagogisk præsentation af Kjærgaard gik strømmen til hele rummet, hvilket vist er helt i Cages ånd. Der sad vi så i bælgravende mørke, og filosoferede over tilfældighedernes spil i, at hele koncerten midlertidigt blev bragt til tavshed. Over de næste ti minutter kom og gik strømmen en syv-ti gange og imens underholdt Kjærgaard og ikke mindst den engelske guitarist Fred Frith med anekdoter om alt fra buddhistiske munke til personlige møder med John Cage.

På latteren fra publikum kunne man fornemme, at de fleste var indforståede og med på de forskellige jokes, der spillede på forskellige aspekter af Cages æstetik. Efter megen moro og en i stigende grad frustreret tekniker blev koncerten udsat et kvarters tid, hvorefter strømmen holdt og vi endeligt fik Four6. Her viste især Frith på guitaren og Kjærgaard sig som stærke fortolkere og formidlere af Cages musik. Musikken rummede på en gang en spontanitet og individualitet som gjorde det levende, samtidig med at det fastspændte koncept tydeliggjorde de æstetiske idéer.

Der var ikke meget jazz over koncerten, men Cages musik passede alligevel ind i festivalen, fordi man fik chancen for at høre, hvor stor inspiration mange unge jazzmusikere henter i kompositionsmusikken. Dette er selvfølgeligt ikke noget nyt, men det var en god ide, at lade jazzfolkene spille musikken selv. Således stod inspirationen ikke blot som et postulat, men blev rent faktisk levendegjort.

Smuk stemning i Hofteatret
Det gamle hofteater på Christiansborg har en helt speciel aura. Selve scenen befinder sig i et teaterrum af den art, hvor der både er plads til en del mennesker samtidigt med at hver og en føler, at de sidder tæt på de bogstaveligt talt skrå brædder. Det skabte en naturlig intimitet ved disse koncerter, der passede perfekt til den krystalklare lyd, der er i lokalet.

Trommeslageren Peter Bruuns ”Klokkespil” blev en af festivalens største oplevelser. Titlen stammer fra Bruuns æteriske trommespil og ikke mindst nogle medbragte klokker. Her var der altså ikke tale om klokkespil, som fra kirke- eller rådhustårne, men om sarte, små klokker. Hele værket forløb faktisk i 4/4 i stort set samme tempo, men den minimalistiske kompleksitet var så stærk, at de klanglige, melodiske og rytmiske ideer bar værket. Der var passager med svævende rubato, hvor den kontrapunktiske kompleksitet var høj, men uden at være pågående eller omsiggribende. Andre steder var der mere fast definerende elementer, hvor f.eks. trompet og sax spillede en slags koraler, eller hvor bassen havde et ostinat.

På alle fronter var der fremragende musikere, og alle respekterede både Bruuns skrøbelige komposition, teatrets akustisk og bevægede sig aldrig over mezzoforte. Torben Snekkestad viste en anden og tystere side af sig selv end ved koncerten om lørdagen, og Eivind Lønning imponerede endnu engang med trompetspil, hvor klangen står som det opbyggende element. Bruun styrede med sikker hånd slagtøjet med alt hvad det indebar af bækner, klokker og trommer, der blev trakteret med stikker, køller og buestrøg. Vestergaard lå sikkert med sin bas og især Kjærgaards afsluttende solopassage på klaver, baseret udelukkende på det samme opadgående oktavspring, blev leveret med snilde og følsomhed, der efterlod publikum i en anden verden.

Jacob Anderskov's Strings, percussion & piano, foto: Kristoffer Juel Poulsen

Jacob Anderskovs Strings, Percussion & Piano lå, i hvert fald i mine ører, på mange måder i forlængelse af Peter Bruuns koncert dagen før. Bruun var da også genganger i Hofteatret og han fortsatte sit luftbårne spil. Forrest på scenen sad en strygetrio. Det kunne umiddelbart ligne et efterhånden fortærsket crossoverprojekt med at lade klassiske musikere spille sammen med folk fra andre genrer, og musikken skiftede da også mellem mere eller mindre udskrevne, komponerede dele, og mere eller mindre improviserede dele. For en gangs skyld var der nu ikke et indre modsætningsforhold mellem musikernes genremæssige baggrund og de mødtes fint.

Musikken lå da heller ikke midt imellem, så at sige, for Anderskovs kompositioner minder mere en om sammenhængen mellem Debussy og Bill Evans, eller mellem Murail og Maria Schneider. Der var tidspunkter, hvor der næsten blev for meget pastishe over nogle af tingene. Men dette blev reddet af musikkens ironi, hvilket blev underbygget af Anderskovs små præsentationer og titler (f.eks. hed første nummer Valdhorn, og komponisten uddybede: ”Dette er bare en titel”); og så havde arrangementerne og instrumentationen en god portion energi, der kunne holde tingene kørende uden at det hele stod i stampe og blev kedsommeligt.

Der vokser ting i undergrunden
En af de mest vitaliserende og spændende nye ting, der er sket i det danske jazzmiljø de sidste ti år, er fremkomsten af en række små musikerdrevne pladeselskaber. Barefoot Records har allerede været nævnt, men derudover bevægede jeg mig også hen på den hippe Jægersborggade, hvor Homemade Records holdt til i et lillebitte kælderlokale. Her hørte jeg blandt andet August Rosenbaums stille freejazz og Søren Dahl Jeppesens legatvindende musik. Begge er en del af den tendens som er blevet kaldt ”den stille enkelthed”.

Jeg så også en række koncerter på ILKs scene i Kødbyens 5e i festivalens sidste dage.

En af de bedste koncerter i 5e var med legenden Han Bennik, der startede ud med at skræmme ILKs manager fra vid af sans, da hun lige skulle ordne det sidste oppe på scene. Den gamle hollænder synes dog åbenbart, at det var på tide at gå i gang, så han hamrede med et brag ned på den lilletromme, der var hans eneste instrument. Den stakkels kvinde sprang op med et skrig og så var tonen (og lydniveauet) ligesom lagt.

Bennik er en sand badutspringer, og på den måde var han også en tydelig inspirationskilde for sin yngre medspiller denne aften. Liudas Makunas var med og havde igen hevet bassaxen frem og bidrog med en række pulserende og energirige cykliske, pulserende figurer.

I løbet af koncerten blev det klart, hvilke roller de forskellige instrumenter spillede og flere gang samlede det sig om en fast puls i guitarens dissonante klange, gerne spillet med en metalstang klemt fast mellem strengene. Hertil spillede Simon Toldam akkorder på klaver som en slags tonal skygge i musikken, mens hans højre hånd og Joachim Badenhorsts klarinet fremmanede slangetæmmermelodi foran det begejstrede publikum.

I pausen var det kommet Bennik for øre, at den danske avantgardepioner John Tchicai er alvorligt syg og måske ligger døden nær, og derfor dedikerede Bennik andet set til Tchicai. Uden at der var begravelsesstemning, blev første nummer en improvisation over akkorderne til Amazing Grace, hvor Badenhorst og Toldam skabte en ny lille melodi, som jeg håber nogen har optaget, for den var bedre end melodien til originalen. Klarinetten var lyrisk og melankolsk, og Mokunas sørgede med sit Ayler-inspirerede saxofonspil for at minde os om, at vi stadig var på jazzfestival. 

Især den sidste koncert i Kødbyen, der også rundede festivalen af for denne reporter, var fabelagtig. Lotte Anker stod i centrum med sin sax, men det var de to medlemmer af Die Aktif, der tog opmærksomheden. Især Anders Filipsens Juno var en sand tilbage-til-fremtiden-oplevelse, med nutidige, modernistiske klange på et instrument, der lød som fremtiden anno 1985. Der var tale om fri improvisation, men udfaldet var fuldstændigt anderledes, end hvad jeg ellers havde hørt i løbet af årets festival. Ofte lider freejazzmusikere af kronisk horror vacui, der gør, at de ikke evner at holde deres kæft i længere perioder, men her var lydene gennemsigtige og lød spontant arrangerede.

Lad de skæve takter fortsætte
Alt i alt var festivalen en succes også med hensyn til den smalle, eksperimenterede musik. Det var rart at se, at den eksperimenterende jazz efterhånden er blevet større end sit udgangspunkt i den forstand, at meget af musikken ikke længere er jazz, men simpelthen er eksperimenterende musik. Før i tiden har udgangspunktet ofte været et mål om at sprænge jazzens rammer, men det lader til, at målet i dag i højere grad er, at udvide vores forståelse af lyd og musik i det hele taget. Derved undgik vi på denne festival de ofte kunstnerisk mislykkede third stream- og crossover-projekter, der har mange gode intentioner, men tit ender med, at en strygekvartet spiller flydere, mens en pianist improviserer beboplinjer henover.

Dette skyldes sikkert også, at jazzmusikere og programlæggerne ved festivalen er begyndt at se ud over deres egen snude. Det var nemlig tydeligt, at den eksperimenterende jazz både er grænseoverskridende rent musikalsk, men også helt bogstaveligt. De mange koncerter, hvor danske musikere samarbejdede med udenlandske gæster, gjorde det klart, at den eksperimenterende jazz ikke befinder sig i en national osteklokke, men fuldt ud er på bølgelængde med signaler fra resten af verden. Det har givetvis vitaliseret musikerne, at den ny, eksperimenterende musik ikke blot okkuperer et randområde i vores lille kongerige, men rent faktisk er en del af et internationalt musikmiljø.