reportage

Touch Me! Fysisk - emotionelt - sensuelt

Det var med salsa i ørerne, sæbebobler på nethinden og lydbølger i anklerne, at jeg vendte hjem efter to dages besøg på årets SPOR festival i Århus. Festivalen blev i år afviklet under overskriften”Touch me!” og havde som de foregående år underoverskriften ”Festival for contemporary music and sound art.”
Af
11. Maj 2011
SPOR reportage I

Ud fra festivalens foromtale forventede jeg primært værker, der tog udgangspunkt i lydens fysiske egenskaber. Kunstværker med lydens fysikalitet som omdrejningspunkt er et særligt velkendt fænomen på lydkunstscenen i Berlin. Her etablerede lydkunsten (eller klangkunsten, som den her hedder) sig i løbet af 1990erne og manifesterede sig i særlig grad gennem den stort anlagte festival Sonambiente Festival i 1996. Carsten Seiffarth var dengang en af de centrale aktører, og med ham og hans Singuhr Hörgalerie som kurator på årets SPOR-festival, blev mine forventninger automatisk ledt i denne retning. 

Men efter mine oplevelser på festivalen udvidedes festivaloverskriften ”Touch Me!”  til at fremstå som et flertydigt udsagn: Der var ikke kun tale om at blive præsenteret for værker, hvor lydens fysiske egenskaber var i centrum, men også for dens egenskaber af at kunne berøre os emotionelt og sensuelt.

Emotionel
Fredagens urpremiere på Anna Berit Asp Christensen og Bent Sørensens Saudades Inocentes var et eksempel på et værk, hvor det netop ikke var lydens fysikalitet, der blev eksponeret, men nærmere dens evne til at berøre os emotionelt. Melankolske, tonale melodilinjer blev med inderlighed nynnet af henholdsvis to herrestemmer, en drengestemme og en indspillet kvindestemme. Stemmerne flettede sig ind og ud mellem hinanden, som ville de illustrere relationerne mellem mand-kvinde-barn på kryds og tværs af tid og sted. De blev akkompagneret af akustisk guitar og accordion, mens et elektroakustik, kvadrofonisk spor, med lyd af fodskridt – gå, løb og trask – og børneklukken indrammede, konkretiserede og ledte fortællingen videre. På en festival, hvor der lægges op til rationelle undersøgelser af lydens fysikalitet og vores perception af den, var Christensen og Sørensens hengiven sig til det emotionelle, melodiske og smukke en dristig bedrift. Værket blev således efterfølgende også livligt diskuteret, men blev i opførelsens øjeblik modtaget af en intens og koncentreret stemning, - ikke kun blandt værkets performere, men også hos det publikum, der var mødt talstærkt op. 

Sensuel
Bliver vi i berøringsterminologien må torsdagens live-opførelse af de to komponister Juliana Hodkinson og Niels Rønsholdts værk Fish & Fowl (produceret af Scenatet) nærmere betegnes som sensuel. Med en udstråling af tillidsfuld samhørighed stillede de to komponister sig frem på scenen bag laptops og mikserpulte for at fremføre aftenens remix af deres nyligt udkomne CD af samme navn. Musikken blev ledsaget af en billedoptagelse af Anka Bardeleben, der viste en smuk og stilren iscenesættelse af Hodkinson i rød kinakjole og Rønsholdt i stilet jakkesæt. Med små hvisk i ørerne og skjulte blikke fra komponisterne på både skærm og scene etableredes en intens, dramatisk og sitrende stemning. Intensiteten blev forstærket af musikken, hvor særligt mikroskoperingen af sopranen Signe Asmussens (indspillede) åndedræt og sukken, fik en særlig rolle. Denne drømmeagtige og meget glatte tilstand blev dog heldigvis også brudt. Med en spand golfbolde hældt ud over scenen og Rønsholdts hårde piskesalg mod gulvet, blev vi hjulpet godt tilbage til salen på Granhøj Dans. 

Fysisk 
Lydens fysiske berøring blev manifesteret allerede under festivalens åbning på udstillingsstedet Spanien 19C, hvor den fransk/tyske lydkunster Lynn Pook havde installeret hængekøjer og klangmassageudstyr. Kun to personer kunne besøge installationen ad gangen, hvilket naturligvis skabte en del ventetid, - men også forventning og nysgerrighed. Lynn Pook stod selv for monteringen af mig i hængekøjen, hvor hun med en sygeplejerskes nænsomhed (hendes eget udsagn) påmonterede mig højtalere på hænder, ankler og bryst, og lagde mig på en pude, der ligeledes var en højtaler. Med lukkede øjne lod jeg lyden massere mig, lade mig blive opmærksom på dens fysiske virkning og min egen krops resonans. Des tættere lyden var placeret mod mit hoved, des højere lød den i mit øre. Lyden i puden hørte jeg tydeligt, men mærkede den ikke – og løftede jeg hovedet fra puden, forsvandt lyden helt. Lyden fra anklerne var derimod mærkbar som rystelser, men blev auditivt kun opfattet gennem den lyd, der bølgede gennem rummet.

Pooks manifestation af lydens fysikalitet, dens funktion og samspil med krop og øre var særdeles vellykket. Det var en unik oplevelse at ligge i hængekøjen, hvor jeg blev klogere på lydbølgernes relation til krop og sanselighed, og hvor jeg selv blev inddraget som en slags klangkasse. Værket bragte dog også den klassiske diskussion med sig – om det overhovedet kunne kaldes kunst? For mig var der tale om en æstetisk oplevelse, der lå i tråd og dialog med megen anden lydkunst, jeg tidligere har stiftet bekendtskab med. Denne form for lydkunst kan perspektiveres tilbage i historien hvor omdrejningspunktet har været forholdet mellem æstetik og fysikkens undersøgelser af naturfænomener. Til den interesserede læser kan Søren Møller Sørensens artikel Har de set den tyske professors toner? Om Chladnis klangfigurer og Ørsteds musikæstetik anbefales.

Seminar: Touch me!
Udover de mange koncerter, installationer og performances, havde SPOR festivalen også levnet plads til mere intellektuel refleksion over emnet med en inddragelse af et seminar på Århus Universitet. Seminarets diskussion blev dog bredere end som så, og kom til at spænde vidt.

Seminaret blev indledt af komponisten Niels Rønsholdts udsagn, der omhandlede hans bevægelse fra at have arbejdet med traditionelle kompositoriske redskaber til nu mere at arbejde med lyd og alternative tilgange til materialet. Han havde forladt fagets traditionelle greb og metoder, for i stedet at fokusere på elektronik, filosofi, lyd og klang. Man kan umiddelbart sige, at han havde taget skiftet fra komponist til lydkunstner. En anden af paneldeltagerne, tyskeren Carsten Seiffarth, der udover at være kurator på årets SPOR festival også er grundlægger og indehaver af det Berlinske lydkunstgalleri Singuhr Hörgalerie, udfordrede dette tilsyneladende uproblematiske udsagn. 

For ham kunne lydkunst kun blive defineret på følgende måde:
- Lydkunst handler om lydens fysiske kvalitet.
- Den er ikke narrativ og heller ikke struktureret efter musikalske principper.
- Den er stedsspecifik. 

Dertil sagde han, at kunstnere og formidlere med musikalsk baggrund ikke ved, hvad det kræver at lave lydkunst! (De er vel ødelagte af udelukkende at tænke på lyd gennem musikalsk terminologi.) Og den går ikke i den sande lydkunst. Med denne positionering lavede Seiffarth et opgør med sin egen akademiske nestor Helga de la Motte-Habers definition af lydkunst: At kunstarten er tværæstetisk og at den udspiller sig mellem kunstarterne musik og billedkunst. Om end Seiffarth modsatte sig Motte-Haber, så satte han sig dog i samme dogmatiske position – bare med omvendt fortegn: Lydkunst må ikke have noget med musik at gøre, men skal derimod opfylde ovenstående definitioner.  

Selvom Seiffarths definition uden tvivl fremstår dogmatisk og ekskluderende, er den dog et bud på en essensialisering af det flygtige, diffuse og ekspanderende felt, som lydkunsten i øjeblikket udgør. Et bud, der kan hjælpe os til at skærpe vores diskussion, formidling og måske også kuratering af den.

På den ene side skal det understreges, at jeg ikke bifalder kategoridogmer eller skarpe adskillelser af kunstarterne. Men på den anden side, er det dog ved hjælp af kategorierne, at jeg indstiller mine forventninger og sanser til et event. På de to dage jeg var på Spor, var der eksempelvis værker, der for mig at se, mere var performance- eller installationsværker, end de var ny musik eller lydkunst. Her tænker jeg i særlig grad på min oplevelse af Mette Ingvardsens Evaporated Landscapes. Værket, der foregik i Entré Scenens teatersal, kan kort beskrives som en slags performance-installation, hvor vi blev præsenteret for ca. en halv times lys- og lydeffekter genereret af sæbeskum, sæbebobler, flittig brug af røg og et relativt enkelt lys- og lyddesign. Jeg var meget skuffet og frustreret over lyddesignet, der med mine forventninger og erfaringer fra anden lydkunst og kunstmusik, fremstod for unuanceret og klichéfyldt. Om oplevelsen havde været en anden, hvis jeg havde mødt værket i en anden kontekst, vides ikke. Men i SPOR regi faldt det i hvert tilfælde udenfor.

Men lad kun dette være en sidebemærkning. SPOR-festivalen er uden men’er et besøg værd. Ikke kun i kraft af præsentationerne af de danske såvel som internationale værker, men også ved, at SPOR har formået at etablere en festivalstemning, der både er rammen om en absolut nødvendig fagfest med diskussioner af lydkunst og ny musik på kryds og tværs, og samtidig indbyder ”rigtige mennesker” til at komme til arrangementerne. Sådan nogle var der nemlig også, og det er jo ikke uvæsentligt.