reportage

Ud af de hellige haller

Under overskriften: ”Mød musikken - på nye måder” flytter Nordiske Musikdage ud af koncertsalen og ind i den Grå Hal og på Borups Højskole samt ud på gader og stræder. Men er det nu også den bedste måde at gøre det på? En Jeronimus-in-spe rejser i al kærlighed en række spørgsmål ud fra festivalens programavis.
Af
8. september 2010
Nordic Music Days 2010

I 122 år har man arrangeret Nordiske Musikdage på skift i de nordiske lande med start i København i 1888. Siden 1948 fast hvert andet år vekslende mellem de nordiske hovedstæder. Forrige gang vi havde Nordiske Musikdage i København - det var i 1994 - var undertegnede særdeles aktivt deltagende både som arrangør og musiker.

I de mellemliggende 16 år må der være sket et eller andet. Jeg er i hvert fald ikke med længere, og festivalen hedder nu Nordic Music Days.

Blandt de mere bemærkelsesværdige tiltag i 1994 var en urpremiere på Thomas Jännefelts opera ”Farkosten” - i en iscenesættelse af Kirsten Dehlholm, der ikke glædede komponisten nævneværdigt (kan man nok være bekendt at sige nu, så mange år efter). Og at Kontra-kvartetten spillede et værk af Reine Jönsson pp selvom der stod ff i noderne!

På den mere positive side var fire iscenesatte koncerter, MIXTUR-koncerterne, hvor lys, dramaturgi, kostumering osv. var blandt virkemidlerne. Men hvor dog musikken stadig var det centrale. Afslutningskoncerten blev spillet af New Jungle Orchestra, og Dansk Komponistforenings daværende formand, Mogens Winkel Holm, åbnede ballet ved at være første mand på dansegulvet.

Jeg erindrer at den finske delegation udvandrede i vrede fordi der ikke var en egentlig reception med pindemadder og taler; men jeg husker også at vi havde en overordentlig glad aften med en musik der også appellerede til andre kropsdele end hjernen.

2010 – nu med Stage Design?
I 2010-udgaven begynder det officielle program hver aften kl. 18.00, og så kan man i de næste 6-7 timer høre en række kortere koncerter af ganske forskelligt indhold, planlagt til at vare mellem en halv og en hel time hver (det skal nok skride lidt) samt deltage i spisning (som regel det punkt der er afsat mest tid til).

Athelas er selvfølgelig med og også dejligt at Esbjerg Ensemble deltager, ligesom to europæiske ensembler deltager med både nordisk og ikke-nordisk musik. Så er der folkemusik, jazz, DJ, electronica og den uundgåelige lounge. DR stiller symfoniorkestret til rådighed ved en koncert, og DR pigekoret medvirker på Christiania osv. osv.

Indholdsmæssigt overraskes man ikke i urimelig grad, der er både Per Nørgård, Vivaldi-opdatering og slagtøjsimprovisation på programmet (selvom man på forhånd vover et øje ved at karakterisere improvisationen som ”fyrig”).

Det mest påfaldende er måske, at der på tre af de fire aftener krediteres for ”Stage Design”.

Out-dated koncertinstitution?
Programmet præsenteres i en fyldig to-sproget avis, der har været på gaden i et godt stykke tid og som ligger i pæne stabler på de biblioteker, jeg har været forbi. Velkomstartiklen fremhæver koncertinstitutionens historiske udgangspunkt og finder det påfaldende at den klassiske koncertform som sådan stort set ikke har udviklet sig siden Nordiske Musikdages start.

Jeg synes nu ikke det er så underligt – den pågældende koncertform fungerer jo optimalt som ramme for den koncentrerede lytten, som vel er forudsætningen for at opleve musik.

Og her er det så at jeg måske oplever at der er gået noget tid siden 1994. Ifølge arrangørerne af Nordic Music Days 2010 er musikken ikke længere tilstrækkelig til at bære en oplevelse hjem for publikum. Nu er oplevelsen af rum, identitet og samvær med andre lige så vigtige elementer for koncertoplevelsen.

Man kan også sige at vi er ved at vende tilbage til det historiske udgangspunkt, med koncerten eller operaforestillingen som et samlingssted hvor der er udvidede muligheder for at gøre forretninger, erobringer, bringe sig i erindring osv.

Det er jo fair nok, hvis man mener det således er nødvendigt at leve op til nogle bestemte publikumskrav for at få publikum i salen og dermed i tale.

Men tillad mig en betydelig skepsis overfor tankegangen om at publikum - som vi måske i virkeligheden ikke ved så meget om, og som vi tror har nogle forventninger vi måske selv digter frem og som ofte har valgt os fra af helt andre grunde – at dette publikum skal kommes i møde på denne måde. Altså ved at give køb på nogle af de fundamentale kvaliteter ved en koncert: at det er musikken der er i centrum, den musik der spilles i dette enestående nu, der aldrig kommer tilbage.

På samme måde som NMD-arrangørerne på begavet vis problematiserer koncertformen kan man stille spørgsmålstegn ved, om en fagmesse som NMD har betydning for andre end de måske få hundrede fagfolk, der vil tage del i begivenhederne.

Publikum – hvem er de og hvad vil de?
Nu er der jo ofte heldigvis mere end én vej til et mål, og det er muligt at de landvindinger og erfaringer der gøres ved Nordic Music Days 2010 er med til at udvikle koncertbegrebet i en fortsat givende retning. Det er ligeså muligt at kampen skal sættes ind et helt andet sted. Og det er ligeså muligt at der i virkeligheden slet ikke er nogen kamp!

Hvis det er sandt at vi ikke ved så meget om hvad det potentielle publikum ønsker og går efter, var det måske muligt at finde ud af det? Og så handle på et grundlag af viden.

Hvis det viser sig, at et stort publikum godt ved hvad den nye musik byder på men ikke bryder sig om det og bevidst vælger det fra, så har vi en eller anden form for scenarie vi skal forholde os til.

Hvis det snarere viser sig at dette imaginære større publikum egentlig synes at det er ok at lytte til ny musik, bare det ikke er for længe ad gangen, er det et helt tredje scenarie.

Hvis det viser sig at den mulige krise (denne skribent synes at spotte en stadig krisefornemmelse i den ny musiks krumspring overfor det publikum, der stadig ikke indfinder sig i et omfang der ville gøre os rigtigt glade) skyldes, at der ikke længere er forudsætninger for at fatte en hujende fis af hvad der foregår på scenen for et publikum, der er bedøvet af information af enhver slags - så har vi vel en fjerde udfordring?

Hvor foregår festen?
Mens disse linier skrives er jeg i anden anledning sammen med en håndfuld unge musikstuderende. De ved ikke at der er Nordic Music Days om lidt, de ved ikke hvad det er, og der er intet ved konceptet der kan aftvinge dem en egentlig interesse: ” Er det ikke bare nogle koncerter?” spørger de, for de både lytter til og fremfører musik af deres venner (kompositionsstuderende f.eks.) helt uden nogen form for problematisering af forskellen mellem ny og gammel musik.

Nordiske Musikdage 2010 skal selvfølgelig ikke gennemføres som hverken i 1888 eller 1994, skal ikke løse samtlige problemer i dagens musikliv og har lov til, ja måske ligefrem pligt til at gøre lige hvad der passer arrangørerne og således alligevel være en præcis seismograf overfor tidens strømninger – også når det hele strømmer uforudsigeligt i tilsyneladende tilfældige retninger.

Arrangørerne skal altså lave den fest de har lyst til. Men det er når man ser, hvor de lægger festen, at det er rigtig interessant at gøre sig tanker om tidens tegn. Ligger festen i ørerne? I øjnene, i maven, i erklæringerne? Eller ligger festen i at afgive suverænitet, i at brede begrebet ”ny musik” ud så begavede musikeres improvisationer indplaceres på samme niveau som komponisternes nedskrevne visioner? I at opdatere Vivaldi og stave Jimi Hendrix forkert? Eller ligger festen i at gå ud på gaden og spille ”Happy Folk” og således komme i kontakt med byens fodgængere?

Cost/benefit?
Det stadige spørgsmål er vel snarere om ikke vi, der brænder for ny musik - dette besynderlige segment af befolkningen - skal begynde at mobilisere! Om ikke vi skal udvirke en stadig og massiv påvirkning af det omgivende samfund, skal sørge for en konstant mulighed for at høre den nye musik ”live”, skal finde alternativer til de medier der ikke i nævneværdig grad medvirker til at udsprede vores glade budskab?

Er det ikke på tide at vi får vore egne cost/benefit-analyser, så vi kan vurdere om det var bedre at bruge den million eller to som NMD 2010 muligvis har kostet til at lave et undervisningsmateriale af en standard man ikke kan sige nej til; så elever og især lærere i vore skoler m.m. kan få sig en oplevelse ved at bruge den sparsomme musikundervisningstid i de formative skoleår på andet end 80´reggae og Curt Kobains selvmord?

Eller kunne pengene være brugt til 365 triokoncerter overalt i landet? Eller til at leje en strøgbutik hvor der var mulighed for at komme ind og høre ny musik spillet af levende musikere dagligt? Eller kunne pengene gøre større gavn ved at blive brugt på en internet radio/tv-station der dedikerer sig til den ny musik? Kunne de give flere lytteoplevelser til flere mennesker ved at blive brugt på den mest fantastiske hjemmeside for samtidsmusik ever? Kunne pengene bruges på 100.000 cd´er der uddeles til samtlige studerende i landet - eller var det bedre hvis de fik gratis download af dårlige mp3-udgaver af musikken?

Ideen om at et helt nyt og hidtil uset publikum skulle fatte interesse for ny musik bare fordi vi præsenterer den i den akustisk set uegnede Grå Hal køber jeg ikke. Så skulle vi bare spille på travbanen og andre steder hvor der færdes andre typer end vores sædvanlige publikum.

Og dog, måske køber jeg ideen lidt alligevel: Jeg sad dog selv for en måned siden i en skurvogn på Strøget og på Trianglen sammen med gode musikere, der ligeledes sad i hver deres skurvogn, og vi spillede den musik publikum valgte at ville høre fra repertoirelisten, og de ville forbløffende ofte høre musik af Nørgård, Ruders, Nørholm, Buck osv. Mange mennesker er nysgerrige og vil det uventede når men tager dem venligt i hånden.

Selvfølgelig skal vi have vores store musikfester og selvfølgelig skal NMD udfordre en Jeronimus-in-spe som undertegnede, så allerede der har den gjort noget rigtigt! Lad mig slutte med at ønske God Fest – jeg håber at kunne kigge ind fredag aften og se hvad man kan høre …