Modernisme

Begrebet har historiske rødder helt tilbage til rænæssancen - eller, ved blot at indkredse det ny i forhold til det gamle, endnu tidligere - "ars nova" over for "ars antiqua", som det hed i middelalderen. I 1603 fordømte kritikeren Giovanni Artusi "manglerne i den moderne musik" af f.eks. Monteverdi. I et brev fra 1893 beskriver Mahler sig selv som "moderne".

De indre og ydre modsætninger der karakteriserede overgangen til det 20. århundrede førte til en ny bevidstheds gennembrud, en accept af nye vilkår for menneskelig erkendelse og selvforståelse. Det var ikke længere muligt at harmonisere verdens modsætninger i et fasttømret sæt af normer, traditionelle forestillinger om autoriteter, moral og æstetik havde mistet deres pålydende; kunstnere talte om den "indre nødvendighed", fordi en fælles, alment accepteret nødvendighed ikke længere var til rådighed. I bredeste forstand giver det mening at kalde denne nye bevidsthed for det "moderne".

Modernismen i det 20. århundrede var fra starten et uhyre sammensat og flertydigt fænomen, svingende mellem yderpunkter: En stadig bestræbelse på at opnå et nyt, fælles forpligtende grundlag til afløsning af det gamle. Men samtidig forsøg på at finde udtryksmuligheder som anerkender at verden ikke kan reduceres til en bestemt metodik (reduktionisme) og som giver plads til modsigelser.

På den europæiske musiks område optræder begrebet oftest som beskrivelse af to store bølger af materialeudforskning, eksperimenter og omvæltninger. Den første repræsenteret af Arnold Schönberg og hans elever, af "tolvtonemetoden" og de mange andre eksperimenter i årene omkring Første Verdenskrig (Alexander Skrjabin, Igor Stravinsky, Charles Ives, Edgard Varèse, Rued Langgaard etc.). Den anden af avantgardisme og serialisme, komponister som Pierre Boulez, Karlheinz Stockhausen og Luigi Nono i årene efter Anden Verdenskrig.

I slutningen af 70'erne skete en voldsom udvidelse alle musikkulturens aspekter - dens materialer, medier, strukturer, adfærdsmønstre og ideologier - og en dermed sammenhængende splittelse i adskilte kulturlag, subkulturer og modkulturer. Her efter er det næppe længere muligt at tale om moderne musik som en kategori der meningsfuldt og klart kan afgrænses i forhold til tradition, konvention og konservatisme. 

Terms

Impressionisme

Betegnelsen ses ofte anvendt om især fransk musik fra begyndelsen af det 20. århundrede. Den var oprindelig en karakteristik af en gruppe franske malere i slutningen af forrige århundrede (Dégas, Monet og Renoir m.fl.), og blev siden overført især på Debussy. Malerne arbejdede med pletter af rene, ublandede farver som gled sammen til helheder, når de blev set på afstand. De ville de skildre virkeligheden som rent sanseindtryk af lys og skygge (fransk: "impression") uden symbolsk eller fortællende betydning. Da lysets skiften foregår i tid, kan musik faktisk bedre afspejle lysvirkninger end visuel kunst, og dette antyder en vis lighed med Claude Debussys musik, men begrebets senere status som en art æstetisk retning eller stilepoke er misvisende. I realiteten er det kun nogenlunde rammende brugt om Claude Debussys musik fra slutningen af 1890'erne og til omkring 1910, og det passer næppe på en eneste anden betydelig komponist fra perioden. For Maurice Ravel var idealet klarhed i forlængelse af fransk klassicisme, mens hverken Paul Dukas, Albert Roussel eller Florent Schmitt kan kaldes impressionister, og Claude Debussys musik bør snarere henregnes til symbolismen - han følte sig tættere på digtere som Mallarmé og Rimbaud end f.eks. på malere som Monet eller Manet.

Nøgleværk: Claude Debussy: Forspil til en fauns eftermiddag

Komponister hvis musik undertiden opviser visse impressionistiske stiltræk: Frederick Delius, Gustav Holst, Charles Griffes, Karol Szymanowski, Manuel de Falla,  Alexander Skrjabin, Vaughan Williams, Ottorio Respighi, Toru Takemitzu

Danske: træk hos Poul Schierbeck, Axel Borup-Jørgensen og Svend Nielsen