Et digitalorganisk klangstudium

Den polsk-danske multimediekunster Konrad Korabiewski har sammen med den tyske multiinstrumentalist Roger Döring skabt albummet Komplex, der udkommer på vinyl i 300 eksemplarer i dag. Det sker gennem det tyske pladeselskab Gruenrekorder, der specialiserer sig i field recordings og diverse lydeksperimenter og bl.a. har udgivelser med Chris Watson, Jez riley French, Derek Holzer og Ben Owen bag sig. Den aktuelle udgivelse sker desuden i samarbejde med Skálar – Centre For Sound Art & Experimental Music, der har til huse i det østlige Island og drives af bl.a. Korabiewski, der til dagligt er bosat her.

Korabiewskis praksis kredser normalt om forskellige eksperimenter på tværs af medier og kulminerer i enten lyd- og videobaserede performances, koncerter eller – som det var tilfældet med værket Påvirket som kun et menneske kan være (2010) – i et interaktivt kunstobjekt i udvidet bogform. Sidstnævnte indeholdt en lydside, der bl.a. bestod af bidrag fra Döring. Indspilningerne til Komplex er foregået over en toårig periode i tiden efter bogsamarbejdet på forskellige lokationer i Island og Berlin; de to parters respektive hjemmebaner. Döring gør sig desuden i forskellige andre musikalske konstellationer og samarbejder bl.a. med Rudolf Moser fra Einstürzende Neubauten, ligesom han laver musik til film, teater og dans.

En umage symbiose
Det er langt hen ad vejen Dörings input, der bærer pladen. Helt konkret består hans bidrag af en række improvisationer på forskellige træblæsere. Disse bearbejdes real time af Korabiewski, der med sin computer svøber de velkendte lyde af klarinet og saxofon i digitale klangflader og resonansfiltre, der får tonen til at selvoscillere og forekomme nærmest helt elektronisk, inden den igen indtager sin oprindelige form. Herved kontrasteres den varme og organiske kerne med en kølig og spøgelsesagtig overflade, der skiftevis slører og afslører tonens oprindelse. Og det er denne flydende vekselvirkning mellem de to klanguniverser, der gør udgivelsen til både uhyggelig og interessant lytning.

Selvom Döring leverer størstedelen af det musikalske indhold, er det ikke desto mindre Korabiewskis behandling, der omslutter melodifragmenterne i det ustabile lydbillede, der er med til at give udgivelsen sit særlige feel. I mødet skabes der en verden, et rum, hvor skellet mellem den naturlige tone og en syntetisk spejling af denne opløses, hvorpå de konstant bytter plads i en organisk/maskinel-dikotomi og væves sammen i en underspillet bastardæstetik.

Den rumlige dimension
Samtidig bidrager de skiftende indspilningssteder med endnu en lydlig ingrediens til smeltedigelen. Fx ligger barytonsaxens klagesang på pladens åbner, ”Kremmenerstraße”, oveni en udendørs lydkulisse af billyde, stemmer, puslen og klirren, som højst sandsynligt stammer fra den gade i Berlin, som nummeret låner sin titel fra og som altså muligvis direkte har fungeret som indspilningsramme. På andre numre fornemmer man den hårde betonakustik fra den nedlagte, islandske fiskefabrik, der også har lagt ramme til nogle af indspilningerne. Men på pladens mest dragende nummer, der bærer titlen ”Flucht”, dyrkes et lyddødt og klaustrofobisk rum. Saxofonen er optaget uhyggeligt nært og gentager den samme lille melodistump igen og igen; og det så sagte, at små skrat fra mikrofontilslutningen høres tydeligt i lydbilledet. Disse små fejllyde indoptages langsomt i den mere og mere forvrængede gengivelse, der sitrer frem og overtager lydbilledet, inden nummeret genfinder sin startposition og ebber ud lige omkring seks minutter henne.

Herefter skiftes melodierne i det dybe barytonregister ud med mere dissonante og ufærdige fragmenter på tenorsax og klarinet, hvilket bidrager med mere skingre overtoner, når de overtages af det digitale klangbillede, der til stadighed fryser lydbilledet, tør det op igen og fortsætter dette mønster.

Pointen slås fast
På den sjette skæring, ”Aber langsam gehe ich meinen Weg – langsam”, bygges der ovenpå den hidtil anvendte opskrift: Den omformede klarinettone høres nu ydermere gennem en diktafonoptagelse, der forvrænger tonen til det ubærlige. Samtidig startes og stoppes optagelsen, og man hører den umiskendelige skratten, der lyder, når en gammeldags diktafon bliver fumlet lidt for meget med. Man bliver herefter opmærksom på den karakteristiske susen og uldenhed, som selve kassettebåndet har tilført gengivelsen.

Med dette greb udpensles pladens mål, den klanglige nysgerrighed, den lydlige undersøgelse. Diktafonen peger direkte på lydens mediering og på det uundgåelige tab og omdannelsen af tonens karakteristika fra optagelse til gengivelse: Vi hører en dårlig kopi af en allerede syntetisk kopi af noget, der oprindeligt blev spillet af et menneske. Vi kan så vælge at væmmes ved den, dyrke den, opleve en nostalgi ved den eller måske en forkærlighed for den – eller alle på én gang.

Efter kulminationen skruer Korabiewski ned for sin bearbejdning, og Dörings spil fremstår på de to sidste numre mere umiddelbart og umanipuleret. Vi hører først en variation over samme tema, som blev spillet gennem diktafonen, hvor optagelsen er foretaget således, at lyden fra instrumentets forskellige klapper, der åbner og lukker er tydelige i lydbilledet. Det er som om vi igen bliver mindet om tonens ophav i et akustisk instrument. Og på pladens afsluttende nummer, præsenteres vi for et tema på tenorsax, der dels fremstår mindre fragmenteret end de tidligere melodistumper, men som også er spillet en anelse mere følt og med mere vibrato. Og i stedet for at trække sit materiale fra Dörings tone, stemmer Korabiewski nu i med en underliggende, dyb, supplerende flade, og de to klanguniverser eksisterer slutteligt side om side.

Beherskelsens kunst
Skønt der er masser af finesse hos begge musikere, er det det subtile sammenspil, der imponerer mest. Og man glædes især over den minimalistiske tilgang til den digitale manipulation af akustiske instrumenter, som ellers så nemt kan tage overhånd. I stedet dyrkes der nogle få, simple, æstetiske formgreb og en befriende less-is-more-tilgang. Numrene tør være korte (2-6 minutters varighed) og alle sammen indeholder de tilstrækkelige musikalske idéer til at holde pusten oppe. Trods kortheden af de enkelte motiver bidrager Dörings fyldige tone og impressionistiske spillestil til en lige dele iørefaldende og hypnotisk musik, der lader vente på sig, men som man også gerne venter på. Det er en uhyre stemningsfuld plade, som konstant leger med opfattelsen af akustiske rum, og hvilke følelser det ene fremkalder frem for det andet. Det er interessant lytning såvel som et spændende studium i grænselandet mellem akustisk og syntetisk tonedannelse, der nemt kan besøges igen og igen.