30.08.14
FOTO: Kai Bienert

KUNSTEN AT VÆRE I SIT RETTE ELEMENT

Et portrætinterview med lyd- og mediekunstneren Konrad Korabiewski

At opleve og at tage risikoer er den erfaring i livet, som er lyd- og mediekunstneren Konrad Korabiewskis brændstof for at skabe værker. Han har som ganske få en evne til at føre ambitiøse projekter ud i livet, og ikke være bange for at tænke både stort og visionært. Det har igennem de sidste år bragt ham ud på en omfattende rejse i Europa, som først førte ham til en sildefabrik i den lille by Seyðisfjörður i Island, og siden har bragt ham ind på den røde løber i kunstmetropolen Berlin. Seismograf/DMT tegner her et portræt af den eklektiske kunstner, som for øjeblikket er aktuel med det audiovisuelle værk NS-12, installationen Storkwinkel på mikromusikfestival Experimenteller Musik und Sound Art i Berlin og vinylalbummet Komplex.

Siden udgivelsen af multimediebogen Påvirket Som Kun Et Menneske Kan Være har Konrad Korabiewski haft fart på karrieren. Den polsk, dansk og islandske lyd- og mediekunstner er i øjeblikket her, der og alle vegne. Der går ikke en måned uden at han har premiere på en ny komposition eller er nomineret for et af sine værker. For ganske nylig afsluttede han et residens ved det prestigefyldte kunstnerresidensprogram DAAD i Berlin, hvor han som en ud af kun ganske få danskere var blevet inviteret. På musikfronten tæller rækken blot John Tchicai (1978), Henning Christiansen (1987) og senest Simon Steen-Andersen (2010), hvilket placerer Korabiewski i et eksklusivt selskab. Under sit Berlinske ophold i foråret udgav han også pladen Komplex sammen med den tyske multiinstrumentalist Roger Döring, og i august måned havde han så premiere på sit video og lydværk Storkwinkel på det 47. udgave af de legendariske Darmstadt sommerkurser. Som kulminationen på et fantastisk år for Korabiewski er han som den første kunstner nogensinde nomineret i begge kategorier i Marler Medienkunst-Preise, hvor hans værk sammmen med Kristján Loðmfjörð NS-12 er nomineret til Videokunst-Preis og projektet The Art Book Orchestra er nomineret i kategorien European Sound Art Award (tidligere der Deutsche Klangkunst-Preis red.).

“Kunst er noget, der skal gøre noget ved dig, det skal påvirke dig følelsesmæssigt. Meningen er, at man skal afsløre noget med kunsten, være sårbar og dele oplevelsen med andre.”

Korabiewski pendler derfor i øjeblikket mellem sit hus i Seyðisfjörður på østtkysten af Island og sin lejlighed i Berlin foruden de forskellige destinationer rundt omkring i verden, hvor han er inviteret til at optræde og udstille. Den kompromisløse kunstner trives i denne travlhed så længe han stadig er i kontakt med de indre følelser og den intuition, som er de væsentligste udgangspunkter for hans kunstneriske praksis.

Jeg besøger en tidlig aften i april Korabiewski i det lejlighedskompleks i Vestberlin, som DAAD råder over, og hvor det er meningen han skal arbejde fra i det halve år, som stipendiet løber. Han fortæller mig, at den norske komponist Öyvind Torvund bor i lejligheden nedenunder og ved siden af bor den russiske komponist Boris Filanovsky. Det er et internationalt miljø af kunstnere, litterater og akademikere. Korabiewski er om eftermiddagen ankommet fra ZKM (Zentrum für Kunst und Medientechnologie) i Karlsruhe, hvor han sammen med den islandske filmskaber Kristján Loðmfjörð har lagt sidste hånd på det audiovisuelle værk NS-12, som havde premiere i den store Klangdome ved ZKM i starten af maj måned, og som senere blev vist på den portrætkoncert med Korabiewski, som DAAD i maj havde foranstaltet på deres galleri i Berlin.

Både Korabiewski og Loðmfjörð ser meget trætte ud, da de åbner døren, og de fortæller mig, at de ikke har sovet endnu, men siddet hele natten i ZKMs store studie for at mixe værket færdigt. Vi sætter os med en øl på terrassen i det tidlige berlinske forår, og Korabiewski forklarer mig om sit lidt særlige forhold til ZKM, som han besøgte første gang i 2011, da han med værket Skeyti var en af de 10 vindere af den store internationale lydkunst konkurrence Europe A Sound Panorama. Dette blev på mange måder stadfæstelsen af hans internationale gennembrud, efter han i en periode havde oplevet stor opmærksomhed med pioneer- og hybridværket Påvirket Som Kun Et Menneske Kan Være (Geiger Rec. 2004). Dengang var kurator og nuværende leder af musikafdelingen ved Berliner Künstlerprogramm des DAAD Julia Gerlach producent ved ZKM, og efterfølgende sendte hun Korabiewski en mail med et kort notat om, at han burde overveje at søge DAAD stipendiet. Det fik ham til at tænke over, om det måske var på tide at søge ud i Europa efter på det tidspunkt at have opholdt sig en del af de seneste tre år i Seyðisfjörður på østkysten af Island: “Jeg tror, det først og fremmest var et rigtigt godt tidspunkt for mig at forsøge at etablere mig i Berlin”, fortæller Korabiewski.

Læs Seismografs interview med Julia Gerlach

Ansættelsen af Julia Gerlach som leder af  af musikafdelingen ved Berliner Künstlerprogramm des DAAD markerede i 2012 også en overgang fra en meget akademisk og traditionsbunden til en mere moderne og åben institution. Lyd- og mediekunsten kunne nu for alvor få lov at etablere sig i en af de mest betydningsfulde institutioner i den europæiske musik. Som en kunstner uden en klassisk komponistuddannelse var tildelingen af stipendiet til Konrad Korabiewski indskrevet i den udvikling, og det er han godt selv klar over. Det er kommet for hans øre, at der i juryen, som tildeler stipendiet, var store diskussioner både omkring hans kunstneriske virke og hans person; om stipendiet var for sådan en som ham.

Undervejs har han dog modbevidst de skeptikere, som måtte være, da han som få andre har udnyttet stipendiets potentiale til det yderste, og undervejs haft tid og overskud til at skabe nye samarbejder og etablere projekter i Berlin, Tyskland, Østrig, Polen og sågar Australien.

I juni udgav vinylpladen Komplex sammen med den tyske multiinstrumentalist Roger Döring. Foto Laurant Ambroggiani.

Læs en anmeldelse af Komplex på Seismograf/DMT

Den kunstneriske intuition
Konrad Korabiewski er født i 1978 i filmbyen Łódź, hvorfra de  store polske kunstnere Krzysztof Kieślowski, Roman Polański og Zbigniew Rybczynski også stammer. Han har en master i elektronisk komposition fra det Jyske Musikkonservatorium / DIEM, og arbejder både med lydkunst, elektroakustisk kompositionsmusik, og tværkunstneriske medieprojekter. Et godt eksempel på denne praksis er hans og kunstneren Littens interaktive bogprojekt Påvirket Som Kun Et Menneske Kan Være (Geiger Records) fra 2010, som er en bog med indbygget lyd, hvor de enkelte kompositioner aktiveres, når man bladrer til et nyt kapitel; en gennemført syntese mellem grafisk kunstbog og lydkunst.

“De perioder, hvor jeg har været tvunget til at tage et almindeligt arbejde, har jeg følt, at jeg gjorde skade på mig selv. På den måde kan man sige kunst er livsafgørende kvalitet for mig.”

Korabiewskis lydlige univers er præget af noget dystert, intenst og forvrænget, og lyden har ofte et stort rum i hans værker. Men samtidig er der også noget meditativt og sanseligt, som man umiddelbart tænker må stamme fra en person med en stor følsomhed. Det spørger jeg Korabiewski som det første om, da vi sidder på terrassen:

“Mit udgangspunkt er, at kunst er et meget ærligt og menneskeligt udtryk. Med det mener jeg simpelthen, at jeg er meget interesseret i at udsætte mig selv for følelser og oplevelser, og når jeg mærker noget meget stærkt, så forfølger jeg det simpelthen, jeg opsøger det! Det er måske noget som vi mennesker generelt er blevet lidt dårligere til, at vi ikke længere stoler på vores intuition, men hurtigt begynder at rationalisere. Jeg er måske lidt mere dyrisk, og har mine sanser i første række, så jeg tydeligt kan mærke, jamen hvad gør verden ved mig? Kunst er noget, der skal gøre noget ved dig, det skal påvirke dig følelsesmæssigt. Meningen er, at man skal afsløre noget med kunsten, være sårbar og dele oplevelsen med andre. Jeg er nærmest ligeglad med feedback. Det er mere betydningsfuldt, at mennesker i det mindste forholder sig til værket, end at de slet ikke gør, som det ofte sker, når man mangler en følelsesmæssig forbindelse til den kunst man oplever. For jeg ønsker ikke at rationalisere på vegne af værket, som har sit eget liv og uforudsigeligt udvikler sig over længere tid. Kunst er for mig irrationel og personligt.”

JS: Så der er ikke nogen forklaringsmodeller eller metaforer i dine værker?

“Altså jo kunstneriske metaforer er der en del af. Der er også humor, det lægger folk bare ikke altid mærke til. Men det er altid intuition og observation, som genererer mine idéer. Det hænger sammen med, at jeg tager alting ind, at jeg indånder alt. Det har selvfølgelig sin pris, fordi det må jo nødvendigvis komme ud igen, og det gør det så som kunst for mit vedkommende. Det er den måde jeg lever på. De perioder, hvor jeg har været tvunget til at tage et almindeligt arbejde, har jeg følt, at jeg gjorde skade på mig selv, og de har været de hårdeste perioder i mit liv. På den måde kan man sige kunst er livsafgørende kvalitet for mig."


The Art Book Orchestra - unik performance med forskellige interaktive lydbøger som ukonventionelle musikinstrumenter. For nyligt nomineret til den prestigefyldte European Sound Art Award i Tyskland.

JS: Så du er villig til at tage risikoer for at kunne leve som kunstner?

“Jeg er mere end villig til at tage risikoer, netop fordi det er en konsekvens af en del af det samlede eksperiment at leve, som jeg har gang i. Dine livsoplevelser kan i den grad generere en erfaring og være med til at udvikle dig både som person og kunstner, så det siger sig selv, at man står tilbage med eget ansvar for at opleve noget! Det kan man også se i mine yngre år, hvor jeg flyttede til Danmark fra Polen som 13-årig og boede alene allerede som 15-årig. Herefter købte jeg en lejlighed centralt i Århus som 18-årig eller deromkring, og da jeg gik på røven med den nogle år senere, skyldte jeg pludselig en halv million, hvilket er forholdsvis tideligt i livet at have den slags gæld. Jeg har altid haft en underlig trang til at udsætte mig selv for den slags uden at reflektere for meget over, hvad det ville bringe med sig, men vidende, at jeg vil komme stærkere ud på den anden side. Derfor tror jeg også, at alle mine værker tager udgangspunkt i livet, og i de mangfoldige oplevelser, som blot venter når modet og dristigheden er større end angsten og trygheden. Jeg er meget interesseret i at formidle den verden, jeg oplever så stærkt.”

Fisketrawleren som instrument
Denne særlige følsomhed forsøger Korabiewski at sætte i spil på forskellige måder, som gør, at han får nogle sanselige indtryk med sig, som han så kan arbejde med og begynde at give form. Det er en kunstnerisk proces som i første omgang forsøger at tilsidesætte det rent intellektuelle, og det mærker man, når man lytter til eller ser hans værker. Jeg spørger ham, hvor bevidst hans selv er om den kunstneriske strategi?

“Med NS-12 var jeg meget påvirket af den her tanke om et stort menneskeskabt skib midt i den her stærke natur, som det alligevel må overgive sig til.”

 “Jamen, jeg laver ikke noget, uden at jeg føler, jeg har en seriøs kunstnerisk årsag, og at hele processen med at omdanne følelser, tanker og filosofi til konkrete værker skal udfordre, stimulere og udvikle mig undervejs. Det er den følelsesmæssige intelligens, som forhåbentlig også rammer andre, når de oplever min kunst. Hvis vi tager NS-12 som eksempel, som er det her værk den islandske filmager Kristján Loðmfjörð og jeg over fire årstider har optaget om bord på fisketrawleren Gullver NS-12 i Island. Det har været en enorm følelsesmæssig affære at arbejde med, hvorimod værkets mere konceptuelle karakter, dets formgivning og det endelige resultat først kommer i anden omgang og har udviklet sig markant undervejs.

Min umiddelbare tilgang til værket var en følelse og observation af noget, der var meget større end jeg nogensinde kunne forstå, men jeg ville undersøge det, og var nysgerrig på oplevelsen på havet med alt hvad det indebar. Med NS-12 var jeg meget påvirket af den her tanke om et stort menneskeskabt skib midt i den her stærke natur, som det alligevel må overgive sig til. Min observation gik på, at skibets meget entydige funktion som et redskab også godt kunne omfortolkes, og jeg betragtede i stedet skibet som et stort flydende, musikalsk instrument, netop fordi det er så kraftfuldt. Men samtidig var det også et menneskeligt eksperiment for Kristján og jeg at kaste os ud i intense sejlture på havet med de her hærdede machomænd omgivet af porno, fodbold og islandske sagaer i en mental gryde, og hvor det er et eksperiment for en tynd, splejset og følsom fyr som mig at opholde mig konstant påvirket af havets bevægelse, lyset og altomgivende lyd. Kunsten er også evnen til overgive sig helt til situationen og finde sit rette element. Derfor er en blanding af de to ting, som har skabt værket."


NS-12 er en times - otte kanalers audio-visuel installation af den islandske filmskaber Kristján Loðmfjörð og lydkunstneren Konrad Korabiewski. Fornyeligt nomineret til den prestigefyldte  pris Marl Videokunst-Preis  i Tyskland.

Turen på NS-12 blev til en installation baseret på lyd- og filmmateriale optaget ombord. Den nærgående lyd af skibets motor gennemsyrer installationen, men i lydtæppet indflettes bl.a. optagelser af et islandsk kirkekor og Europas første kvindelige præsident Frue Vigdís Finnbogadóttir (som begge improvisere over udvalgte tekster fra kaptajnens dagbøger), og de konkrete lyde bliver på den måde også til abstraktioner. Men NS-12 er ikke nødvendigvis kun et installationsværk, sådan som det først er blevet præsenteret. Det er ifølge Korabiewski en af styrkerne ved den tværkunstneriske måde han oftest arbejder på:

“Da vi startede med at arbejde med NS-12, havde vi ikke rigtig nogen fast idé og var åben for gaver. Jeg vidste blot, at jeg gerne ville arbejde med Kristján Loðmfjörð, da jeg havde set nogle af hans filmværker. Men vi er endt med et værk, som kunne tages i forskellige retninger. Det er bl.a. blevet til en audiovisuel installation for projekteret film og et otte kanalers højtalersystem – hvor de otte højtalere repræsenterer de otte cylindre i motoren på NS-12 fisketrawleren – men derudover kan NS-12 også begå sig i biografsale på store filmfestivaler, hvor vi har lavet en 5.1 Dolby mix af lyden. Dermed kan det nå et helt andet publikum og på en helt anden måde. Så findes der faktisk også en stereofonisk version, som jeg selv gerne vil arbejde videre med, da det eksempelvis kan blive til et radioværk. Det kræver lidt arbejde, da jeg har omkring 32 timers lydoptagelser fra fisketrawleren pr. tur, men når jeg engang får det færdigt, så er NS-12 blevet til en lille triologi i forskellige formater. ZKM har senest forslået at udgive en DVD med værket, og det lægger måske op til en udvidet bog, hvor vi dykker dybere ned, og igen kan opleve og afsløre noget nyt med værket. Men idéen (som med Påvirket Som Kun Et Menneske Kan Være) var simpelthen at udnytte alt det potentiale, som et værk kan have, og det synes jeg er vigtigt."

“Mange kunstnere laver deres kunst og afleverer deres værker til en udstilling, men jeg synes, at der er en proces videre, som er mindst lige så vigtig og interessant.”

JS:Så du er meget interesseret i at tænke værket som noget, der ikke er statisk?

“Ja, for et værk er allerede i bevægelse fra starten. Afhængig af hvor du træder ind med din kunsteriske påvirking, kan du opdage og tilføje flere lag og dermed ændre dets fremtrædelse og betydning. Værket er også stadig i en udviklingsfase efter man har det synlige resultat i hånden, og det er dragende for mig. Mange kunstnere laver deres kunst og afleverer deres værker til en udstilling, men jeg synes, at der er en proces videre, som er mindst lige så vigtig og interessant. Derfor er jeg meget glad for, at vi eksempelvis havde premiere med NS-12 i den store Klangdome ved ZKM i Karlsruhe, men at vi herefter skiftevis præsenterede værket i en fiskefabrik på Østisland (hvor trawleren holder til) og i en kirke i Polen, som er et helt andet rum og med meget forskellige akustiske forhold. Det blev naturligvis to ganske forskellige oplevelser for publikum.”

JS: På den måde søger du måske også imod det, som du er god til – netop at få dine værker ud og få dem præsenteret forskellige steder og i forskellige kontekster?

“For mig er det vigtigt at arbejde for at skabe forskellige muligheder for at få min kunst ud. Jeg er bevidst om, at det faktisk er en proces, som er længere end de fleste tror, og det lægger jeg rigtig mange kræfter i. Men det er det værd, for det er den måde udvikler jeg mig mest, når jeg arbejder med alle aspekter af kunsten. Jeg er ikke bange for at have store armbevægelser og ambitioner, og hvis jeg ikke lige har mulighederne, så forsøger jeg selv at skabe dem, og sætte noget i gang. Det er også et vigtig del af Skálar centerets opstart (red. Skálar er et center for lydkunst og eksperimentalmusik på Island, startet af bl.a. Korabiewski). Jeg havde pludselig mulighed for at råde over en stor fiskefabrik i det østlige Island, og det måtte jeg jo bruge til noget og omsætte til muligheder. Jeg ville se, om det kunne lade sig gøre at lave en international lydkunstfestival heroppe, og derfor inviterede jeg bl.a. den tyske pioneerduo Kontakt der Jünglinge med Asmus Tietchens og Thomas Köner, som er ret store navne på den internationale scene. På en måde var det et lidt uladsiggørligt projekt, som alligevel lod sig gøre. Festivalen havde et budget på omkring 5000 Euro til cirka 20 kunstnere primært fra Østrig, Tyskland, Danmark og Island. På sin vis var det alt for stort til lille Seyðisfjörður, men alligevel blev det en fantastisk oplevelse for alle.”

Konrad Korabiewski på taget af den fabrik, som var startskudet til Skálar - Centre For Sound Art & Experimental Music. FOTO: Takeshi Moro.

Skálar - Centre For Sound Art & Experimental Music
Det virker næsten håbløst at etablere et center for lydkunst og eksperimentalmusik i bunden af en dyb islandsk fjord, som henlægger i mørke og er isoleret 4 måneder om året. At følge en sådan idé til dørs kræver både ambitioner, men også en stor portion dumdristighed. I 2011, efter at have afholdt en række succesfulde koncerter for eksperimenterende musik på Island, grundlagde Konrad Korabiewski sammen med de lokale kunstnere Elvar Már Kjartansson og Helgi Örn Pétursson Skálar - Centre For Sound Art & Experimental Music på den sildefabrik, som Konrad tidligere havde erhvervet, men som ejeren desværre fornyeligt har solgt til et kommercielt fortagende. Her var det meningen, at internationale kunstnere skulle arbejde og blive inspireret af stedets ekstraordinære og smukke natur. Nu foregår det i stedet i smukke og rolige omgivelser i hans hus ved floden, der også tilbydes som residency, når han selv er på farten rundt i verden.

Navnet Skálar refererer til den islandske pionéer inden for den elektroniske musik, Magnús Blöndal Jóhannsson, og hans oprindelsessted Skálar ved peninsulaen Langanes, og centeret er derfor også et forsøg på at koble samtidskunsten til Seyðisfjörður og dets historie. Et hovedkuls og ambitiøst projekt, som Korabiewski stadig forsøger at tage i nye retninger med nye udfodringer.

JS: Hvis vi tager historien om Island fra starten. Hvordan besluttede du dig for, at du skulle flytte til Seyðisfjörður og fortsætte din kunstneriske praksis?

“Jeg blev inviteret på et residens Skaftfell Visual Arts Center i Seyðisfjörður i to måneder med min daværende kæreste Litten, og allerede en halv time efter vi var kommet over bjergene og ned i byen, var jeg blevet forelsket i stedet. Det virkede helt magisk på mig. Den kunstneriske tradition med en kosmopolitisk kunstscene så isoleret og lille et sted, virkede mystisk og dragende på mig. Det er en syret blanding, fordi der i den lille by med kun 700 indbyggere stadig findes et lille og stærkt fiskersamfund side om side med, at der hver uge i sommerhalvåret kommer tusindtals turister i den lange fjord. Derudover fandtes der så også allerede den her relativt stærke og eksperimenterende kunstscene (foruden Korabiewski, ejer bl.a. verdenskendte kunstnere som Roman Signer, Dieter/Bjørn Roth og Twin Peaks filmproducer Sigurjón Sighvatsson huse i Seyðisfjörður). Den kombination tror jeg ikke, at der findes særligt mange andre steder i verden.”

“Det er en syret blanding, fordi der i den lille by med kun 700 indbyggere stadig findes et lille og stærkt fiskersamfund side om side med, at der hver uge i sommerhalvåret kommer tusindtals turister i den lange fjord.”

Det sidste udsagn har Korabiewski sandsynligvis ret i. Den lille by Seyðisfjörður var i forvejen forsynet med The Dieter Roth Academy og det enormt aktive Skaftfell Visual Arts Center, der administrerer hele tre residensprogrammer for kunstnere. Det gav derfor på mange måder mening også at etablere en institution for den auditive kunst. Skálar Sound Art Festival i oktober 2012 var deres første store bedrift med en række internationale kunstnere på programmet.

Senest har Skálar udviklet sig således, at det fra 2014 er den canadiske lyd- og radiokunstner Anna Friz (hør Seismografs interview med Anna Friz her), som driver centeret sammen med Korabiewski. Rammerne for centerets virke er udvidet en smule, eftersom både Korabiewski og Friz nu bor (mest) i Berlin. Han beskriver Skálar som et kunstkollektiv, en mobil kuratorisk platform, en nomadisk festival, et internationalt udvekslingsprogram og et forlag eller pladeselskab, der udgiver audio og audiovisuelle værker.

Et sidste aspekt af Skálar handler om radiokunst, som er et centralt fokus for efteråret, hvor Skálar FM samarbejder med Creative Audio Unit of Radio National ved Australia's National Public Broadcasting Corporation omkring radiokunstværker, som skal transmitteres i både Australien og Island. Temaet for udsendelserne er "remoteness", og Skálar har inviteret en række kunstnere til at levere radioværker: Christina Kubisch (Tyskland), Jana Winderen (Norge), Fernando Goday M (Chile), Tumi Magnússon (Island) foruden Korabiewski og Friz selv.

Kunstneren som kulturentreprenør
Noget af det som adskiller Konrad Korabiewski fra en del andre kunstnere er hans evne at få ført projekter ud i livet og ikke holde sig tilbage trods modgang. Han er som kunstner meget entreprenant og i hans kunstneriske praksis kan det være svært at skelne mellem skabelsen og så hans rolle som producent, organisator og kulturel iværksætter. De overlapper ganske enkelt hinanden. Selvom der angiveligt ikke ligger noget forventningspres om konkrette synlige resultater fra DAAD-stipendiets modtagere, så brugte Korabiewski stipendiet til at nå bredt ud i Europa. Han har undervejs i residensforløbet både været på et kortere koncert- og workshop ophold i København og Linz sammen med radiokunstneren Anna Friz, og marts måned tilbragte han således på ZKM i Karlsruhe med den islandske filmskaber Kristján Loðmfjörð.

Tilbage på terrassen i Berlin spøger jeg ham, om hensigten med at søge DAAD-stipendiet primært har været at få arbejdsro i et års tid eller har det været at forsøge at få en tilknytning til Berlin og de institutioner, som befinder sig her?

“Det er en kombination selvfølgelig, og sådan må det næsten også være. Min tilgang til kunst er, at det både kræver tid og penge, og det betyder for mig, at hvis jeg skal kunne udtrykke mig mest ærligt og optimalt som muligt, så er jeg nødt til at købe mig noget frihed til arbejde. Det synes jeg er en af de store udfordringer i en kommerciel verden, at man som jeg stadig kan formå at arbejde med en så eksperimenterende kunst og samtidig have økonomisk frihed til det. Derfor bruger jeg ekstremt meget tid på at strukturere mit liv således, at jeg kan prioritere min frihed allerhøjest, og dermed arbejde så frit med min kunst, som jeg føler, at den kræver.”

JS: Sammenlignet med andre kunstnere, virker det som om, at du har gjort dig meget bevidst om det forhold?

“Jamen, jeg synes, at det er altafgørende. De ting skal man helst ikke skille ad. Jeg kender rigtig mange fantastiske kunstnere, som har utrolig meget substans, men ikke formår at præsentere eller udvikle det som de ønsker. Hvis man beslutter sig for at kaste sig ud i den kamp det er at udvikle et værk, så betyder det på det her niveau, at man også må skabe sig nogle muligheder for at kunne præsentere det. Det slutter jo ikke med, at du laver et godt værk, og så smider det i skuffen. Det er netop der, at det bliver interessant for sådan en som mig. Det motiverer mig, at jeg kan lave noget af så eksperimenterende karakter og så få sat det i spil, således at det kan åbne nogle nye muligheder for mig næste gang, hvor jeg kan lave endnu større projekter. På den måde tænker jeg meget strategisk, og jeg er meget bevidst om de netværk og systemer, som jeg også arbejder indenfor. Jeg er slet ikke bange for at tage det initiativ, der skal til. Jeg er nok bevidst om at skabe mig et liv, som er baseret på frihed, hvor kunsten kan få 100 % plads.”

Europa og fremtiden
I de seneste par år har Korabiewski kunnet fokusere udelukkende på sin kunst og sine projekter, og han er efterhånden en berejst mand, da han udstiller og optræder på scener over hele verden ledsaget af foredrag på kunstakademier og universiteter. For tiden er Berlin hans faste base, og han har i kraft af sit ophold ved DAAD etableret et stærkt tilhørsforhold til Tyskland, hvorfor han nu også har tilføjet et DE efter PL/DK/IS, når han står som optrædende på festivaler eller udstiller ved forskellige kunstinstitutioner. Det ikke et gimmick, men et forsøg på at understrege, at han efterhånden føler sig som verdensborger, og at alle steder han opholder sig er med til at forme hans person: “Jeg er ikke interesseret i, hvor folk er fra, men hvad de steder har gjort ved dem”, som han siger. Et udsagn som er i overensstemmelse med hans måde at være menneske og kunstner på.

Korabiewski vil givetvis gå en spændende fremtid i møde med de forskellige projekter og samarbejder, som han konstant etablerer. Som en af de få danske lydkunstnere med en international rækkevidde er han med til at drive udviklingen fremad for den danske lydkunstscene.

Man kan opleve hans seneste lyd og video installation Storkwinkel præsenteres på Festival experimenteller Musik und Sound Art, hvor han også deltager i panelet i den internationale workshop Cultural Identities in Sound Art, som løber af stablen i Berlin i dagene 10-14 september 2014.