Lyden af i morgen er lyden af i går

Først et motiv, der består af en udefinerbar lyd, som bevæger sig i grænselandet mellem rytme og tone. Det gentages med en lille variation, der bevirker, at man nu forstår første motiv som slutningen på en længere rytmisk frase, der nu bringes til gentagelse yderligere to gange. Denne indledende sekvens - der udspiller sig i et kunstigt rum med karakteristik af pladerumklang – ledes nu over i et Raster-Noton signatur glitchunivers: Et insisterende klikkende og repetetivt rytmelag, kombineret med en fyldig støj-bas, samt de velkendte højfrekvente trommehinde-kildende stabs udgør tilsammen fundamentet på både Pixels nye album Mantle, samt i store dele af det tyske pladeselskab Raster-Notons bagkatalog. 

Således starter albummet Mantle, og præsenterer i løbet af 40 minutter forskellige variationer over dette princip for at skabe elektronisk musik. For dette er elektronisk musik, i høj grad - blandt andet defineret ud fra at det anvendte lydmateriale er blottet for direkte menneskelige og organiske referencer. Dog med undtagelse af brugen af rumklang, der placerer disse inhumane teknologi-omfavnende støjlyde i forskellige rumlige opfattelser. Men det kommer vi tilbage til.

Albummet præsenterer numre som Line Level, der med sit mørke støjbaserede rytmegrundlag og baggrunds-droner bestående af time-stretch-artifacts (red: overskuds- og mislyde fra en time-stretch algoritme)  fremstår minimalistisk i sit umiddelbare udtryk, men stadig formår at introducere afvekslende elementer i den ellers simple form. 

Nesting Screen udmærker sig ved at skabe en næsten drømmende og forførende atmosfære, der dannes ved at de velproducerede støj-droner fletter sig ind og ud af hinanden i simpel dog kompleks vandring igennem nummeret. Dette komplementeres af højfrekvente kliklyde, der danner det rytmiske fundament. Igen en Raster-Noton signatur.

Numre som Plump Bob og Brown Shirt viser en mere funky og levende rytmisk side af det ellers minimale og stringente lydunivers, der præger Mantle. Med lydmateriale der næsten referer til den ikoniske TR-808 og TR-909  cowbell lyd (red: Rolands ikoniske trommemaskiner TR-808 og TR-909, der hver havde en legendarisk koklokke lyd), bliver der skabt bro mellem 1980’ernes tidlige techno musik, og dens udformning anno 2013.

Med et veldefineret æstetisk grundlag og en bearbejdning af sit lydmateriale på tværs af numrene, fremstår albummet som en helstøbt enhed. En enhed, der ydermere understreges af, at samtlige numre bygger på samme struktureringsprincipper, bestående af opbygning og nedbygning med en næsten terrassedynamisk karakter. Et princip, der selvfølgelig er meget genre-specifikt, men som set i et overordnet narrativ fremstår en smule trættende og forudsigeligt.     

De sidste 16 år har Raster-Noton, med navne som Alva Noto, Ryoji Ikeda og Taylor Deupree præsenteret og defineret en helt ny genre af elektronisk musik. En musik der bygger på klinisk korrekthed, stringent gennemførelse og en undersøgelse og iscenesættelse af teknologiens skrøbelighed. Danske Pixel var og er med til at skrive denne historie, men hvor hans kollegaer formår at gennemføre de dogmatiske elementer (så som ekstrem klanglig grænsesøgning, formmæssig ensretning og stringens samt konceptuel klarhed) fuldt ud, fremstår Mantle – både i historisk kontekst og fra et lytterperspektiv – noget svag og ufokuseret. Pixel kunne have valgt at positionere sig reflekteret overfor den ultrastringente dogmatiske minimalisme, eller påtage sig en mere narrativ klanglig gennemføring, men får ikke rigtigt taget stilling til de omtale æstetiske og strukturelle poler. I stedet udspiller albummet sig i et midtersøgende grænseland hvor den beslutsomhed og dogmatik der ellers kendetegner Raster-Noton er fraværende. Dette resulterer i at Mantle fremstår noget gammeldags i kraft af Pixels utilstrækkelighed til at forny sin egen musikhistoriske arv.

Hvad der en gang var fremtidens lyd og æstetik, fremstår i dag som en kopi af sig selv, der ikke rigtig formår at forholde sig til den kommercialisering af glitch-genren, der har udspillet sig de sidste 10 år. Tilgængeligheden af et væld af software instrumenter og kommercielle sample CD’er, der muliggør at alle har adgang til lyden af den fejlende teknologi, men at ingen behøver at risikere at deres eget udstyr går ned, får Mantle til på mange måder at fremstå som ekstremt reaktionær musik. Albummet er blottet for den farlighed og de nyskabende ideer, der ellers er Raster-Notons pejlemærker, hvilket resulterer i at det fremstår uden visionære tanker omkring, hvor elektronisk musik skal hen.  

Det nye element som Pixel dog tilfører Raster-Noton traditionen er, at der nu er rumklang på udvalgte klik og glitch-lyde - et greb der selvfølgelig tilfører den klanglige palette en ekstra nuance, men kunstig rumlighed gør hverken en epokegørende eller visionær plade, hvilket ellers er et ideal, der har været Raster-Notons siden begyndelsen; at lave fremtidens visionære elektroniske musik. Tilmed set i lyset af, at rumklangen Pixel arbejder med har stærke reminiscenser af elektro-mekanisk plade og fjeder-rumklang, begge teknologier der har eksisteret de sidste 60 år.

I pressematerialet til albummet bliver musikken ellers beskrevet som indeholdende chokbølger, faresignaler og lyden af industrielle maskiner fra fremtiden. Dette opsummeres i citatet: ”if this is the future, it will not be very bright”. En udtalelse der klart prøver at placere og positionere Mantle som værende fremtidens musik. Men hvis dette er lyden af i morgen, vil jeg nødig være en del af den.