04.10.16

Tre eksperimenter mod den gængse musik

En tredobbelt anmeldelse af udgivelser fra kunstnerne Gry Bagøien, Lars Lundehave Hansen og Jonas Olesen & Rune Søchting

Hvordan skaber man noget originalt i en tid, hvor alt allerede er blevet gjort? Hvis den eksperimenterende musik fortsat vil være eksperimenterende, er den nødt at forny sig selv med hvert skridt. Men er fornyelse det eneste succeskriterium? Tre udgivelser fra samtidige danske lydkunstnere anvender vidt forskellige strategier i sine eksperimenter.

Undervandslyde og næroptagelser der aldrig kunne høres af det menneskelige øre uden mikrofonens hjælp

Terratorium er udgivet af den danske kunstner Gry Bagøien i kun 80 nummererede eksemplarer. Udgivelsen er kommet i sammenhæng med en udstilling af malerier, collager og skulptur, som tager udgangspunkt i pladens lyde – de to informerer hinanden og skaber tilsammen et personligt territorium. Pladen består af en række reallyde indsamlet på Bornholm over flere år. Lydene er derefter klippet sammen til et lydlandskab, der hele tiden forandrer sig og bevæger sig fremad. Værket handler ikke om at cykle Bornholm rundt med en optager og dokumentere flora og fauna, men er i stedet en kreativ udlæggelse og personlig erindring af specifikke steder. Pladen er delt op i seks numre, der derfor hver synes at repræsentere sin egen lokalitet i kunstnerens rum-tid. Ifølge Bagøien selv, forsøgte hun at beskrive en stemning som et landskab: »Et sted inden i, som spænder sig langt ud i horisonten, hvor natten beskrives som en skulptur i lyd.« Idéen om en stemning som et landskab viser projektets personlige og idiosynkratiske karakter. Det er ikke et værk skabt med modtageren i tanke. Terratorium bygger en stædigt utilgængelig verden for andre end Bagøien selv.

Gry Bagøien 'Terratorium' udkom august 2016

Hvordan er noget både indeni og vidt udstrakt? Terratorium lyder rummelig i sin udstrækning. Blandingen af nær fuglekvidder og store åbne vidder vækker ikke minder om små isolerede lydstudier. Men blandingen af fjerne og nære lyde er ikke naturlig. Selvom alle lyde er reallyde, er de sammensat i en kollage, man aldrig ville høre uanset hvilken mark, skov eller togstation man besøgte. Vi hører heller ikke, hvad Bagøien hører. Vi hører, hvad hendes mikrofoner hører. Undervandslyde og næroptagelser der aldrig kunne høres af det menneskelige øre uden mikrofonens hjælp. Sammensætningen og minderne er kunstnerens egne, men lydene er maskinens. Den hører vi dog ikke meget af.

Der er en rig tradition for at ”gå ud i naturen” og optage, indsamle og gemme lyde – skabe soniske landskaber som repræsenterer eller indfanger den vilde natur derude. Men naturen er jo ikke kun derude. Naturen er tilstede i byens gader, industriens haller og lejlighedens afløb. I det hele taget er mennesket så stor en del af naturen, at ting som færger, asfalt og oceanernes plastikøer har indtage en plads på linie med skove, plankton og indlandsisen. Der er ikke noget ”derude i naturen” – vi befinder os allerede i den. Det er denne dobbelthed mellem naturen derude og stemningerne derinde, som Terratorium aldrig rigtig filtrer sig ud af. Umiddelbart er det svært at høre, hvad der er på spil for Bagøien – hvorfor er det vigtigt for hende, at omverdenen hører disse stemninger og erindringer? Vi kommer aldrig rigtig ind til kernen, men får blot en kursorisk oversigt af flygtige lydlige fragmenter. Det er fint at afgrænse et område og skabe sig sit eget territorium/terrarium, men det rykker ikke ved denne anmelders grænser.

Abrupte afbrydelser
Lars Lundehave Hansens
plade, Terminal Velocity, tager lytteren helt andre steder hen. Hvor Terratorium behandlede den langsomme introspektion, er Terminal Velocity et eksperiment i acceleration eller utålmodighed. Kun et af udgivelsens 21 numre er over tre minutter (Not Everything is going to be Alright med 3:08), hvilket sjældent er normen for ambient-udgivelser, hvor et album snildt kan fyldes med blot et enkelt udstrakt nummer.

Lige som man læner sig tilbage i de beroligende klangfarver, rives man ud af denne stemning, og smides ind i den næste

Pladen består af feltoptagelser fra Skotland, Sverige og Indien, guitar og andre optagelser fra København, og til sidst mixet i elektronmusikstudion (EMS) i Stockholm. EMS er specielt nævneværdigt i denne sammenhæng, som en af de vigtigste institutioner for elektronmusik i Skandinavien, der har rødder helt tilbage til 1964, hvor studiet blev startet af den svenske komponist Karl Birger Blomdahl. Om dette kan høres på Terminal Velocity er svært at sige, men der er i hvert fald både elementer af enorm rumlyd og uidentificerbare elektroniske klangfarver. Guitardronerne i Lundehave Hansens musik har en umiskendelig elektrisk tone, man let kan blive væk i. Det vil sige lige indtil man abrupt bliver afbrudt og fortsætter ind i det næste nummer. Lige som man læner sig tilbage i de beroligende klangfarver, rives man ud af denne stemning, og smides ind i den næste, som igen hiver én ind i sit univers for en kort stund. Afslappelse – abrupt forandring – afslappelse – forandring – afslappelse. Pladen igennem afstedkommer det en indre uro, der nægter lytteren tid til fordybelse. Og hvad skulle man også med fordybelse, når man bliver fodret med en ny komposition hvert minut?

Lars Lundehave Hansen 'Terminal Velocity' udkom maj 2016

Den hastige udskiftning mellem numrene er nok det mest interessante ved Terminal Velocity, der genremæssigt bevæger sig i et område traditionelt karakteriseret af længde over kompleksitet. Kutymen af ambient-plader siden Brian Enos Ambient 1: Music for Airports har været stramt forbundet med minimal forandring i tonehøjde og (især i genrens oprindelse) ekstrem udstrækning i tid – nogle gange til næsten komisk effekt. Lundehave Hansens kaster ambientgenrens tidslighed fra sig, og giver i stedet genren en indsprøjtning af nutidens hastighed og afstumpede koncentrationsevne. 1970’ernes new age idealer om verdensfred gennem personlig spirituel ophøjelse passer ikke ind i det 21. århundredes accelererede kapitalisme, økologiske katastrofer og kontinuerlige jagt efter ’det nye’. Terminal Velocity – med sine korte numre, insisterende foranderlighed og manglende tid til fade-outs eller refleksion – er en reaktion på sin samtid. Det er dog en samtid, der har eksisteret siden 1990’erne, hvor Aphex Twin, The Future Sound of London, Autechre, Biosphere, Global Communication og mange andre kunstnere fragmenterede ambient-genren til, hvad den er i dag.

Lundehave Hansens kaster ambient-genrens tidslighed fra sig

Lundehave Hansen skriver selv om pladen, at »[s]tøjen giver en langsomhed og nogle energiudladninger. Du kan fortabe dig selv i stemninger. Det kan man jo ikke i en popsang.« Hvor han har hørt, at popsange ikke har evnen til fortabe sine lyttere i en stemning, ved jeg ikke. Det er jo netop popmusikkens evne til at fremkalde stemninger, der gør den så ligefrem tilgængelig for millioner af mennesker på tværs af kulturer. Og det er samme effekt, der gør sig gældende i Terminal Velocity, der må siges at være den mest ”poppede” af de tre plader, der her er under luppen. Det interessante ligger ikke i de ”energiudladninger” Lundehave Hansen er optaget af, men hvordan genrerne han arbejder indenfor er blevet populærmusik med alt hvad der dertil følger af markedsføring, restriktive traditioner og kanon. Ambient- eller støjmusik nyder ikke (længere) en særegen subversiv position overfor popmusikken. Hvis man for alvor vil se energiudladninger, er nutidens popmusikere ikke det værste sted at starte.

En øvelse i sparsommelighed
Rune Søchting
er både lydkunstner og kurator, hvor han for nylig kuraterede udstillingen rum mål lyd tid som en del af Overgadens lydkunstprogram Summersounds. Jonas Olesen er lydkunstner og driver pladeselskabet BIN, der specialiserer sig i forgangne fysiske lydmedier. Olesen og Søchting har begge arbejdet som koordinatorer for lydkunstuddannelsen Nordic Sound Art, og må dermed siges at være godt forankret i det nordiske lydkunstmiljø – hvad det så end måtte betyde. Sammen har de skabt pladen Felt, der strækker sig over 28 minutters spinkle og tilbagevendende lyde. Pladen skurrer, rasler, børster, klirrer, klinger, risler og skraber langsomt afsted i små uregelmæssige momenter, der kun er bundet sammen af svag rumklang eller ligefrem stilhed. Der er ingen rytme til de små lydmomenter – de er som trukket på en tråd i tilfældige intervaller. Til tider sker der intet i flere sekunder, hvor lyden efterlader lytteren alene i akkurat lang nok tid, til at det bliver ubehageligt at være i selvskab med ens egen stilhed.

Hvor Terminal Velocity var en øvelse i overmættet forandring, er Felt en øvelse i sparsomhed

Hvor Terminal Velocity var en øvelse i overmættet forandring, er Felt en øvelse i sparsomhed. De små lydelementer omkranset af stilhed (eller er det omvendt?) minder om den inderste rille på en vinyl, hvor nålen dovent skratter over pladens slutning, indtil nogen rejser sig op, og løfter tonearmen. Der er noget cirkulært over Felt, og det er svært at beskrive præcist hvad det er. Følelsen af cirkularitet virker som et psykoakustisk fænomen, og kunne have noget at gøre med lydens vandring gennem venstre og højre kanal – Olesen har før eksperimenteret med lignende effekter på plader som TEST. Udover de talrige psykoakustiske effekter pladen måtte indeholde, genkender vi den evigt tilbagevendende lyd fra omverdenen. Toge der planmæssigt passerer jernbanestrækningen, supermarkedets vareskannere, årstidernes skiften, bilernes holden for rødt, indtil de igen sætter farten op. De har alle en cirkularitet i sig – en konstant tilbagevenden.

'Felt' af Jonas Olesen & Rune Søchting udkommer d. 28 oktober. Pladen er her fotograferet af Jonas Olesen.

En øvelse i retræte
Hvis vi skal se den eksperimenterende musik, som en måde at gøre oprør mod fortiden såvel som samtidens politiske og sociale normer, så er Felt en øvelse i retræte. Modsat Lundehave Hansen vil Søchting og Olesen ikke arbejde imod det gældende system indefra, men vælger med Felt at træde udenfor og søge flugtlinjer. Der er meget lidt at holde fast i på Felt, og enhver intention bag pladen undslipper ethvert forsøg på kategorisering. Pladen eksisterer øjensynligt (ørelytteligt?) alene for at sondere randområderne af, hvad vi kalder musik og udvide definitionen yderligere.

Fællesnævneren for både Felt og Terratorium er, at de ikke rigtig ”lyder som noget,” vi ellers kender til. Vi har for længst bevæget os over i det abstrakte og imaginære. Men hvor Bagøien stopper ved det personlige, åbner Felt op for en diskussion udover sig selv.

Det originale som smagssag
De tre plader har ved første lytning ikke meget til fælles hverken lydligt eller konceptuelt. Alligevel er det tydeligt, at korthuset ville falde fra hinanden, hvis vi smed Frank Oceans nyeste opus ind i maskineriet. Der er noget som disse tre plader gør, som den nyeste masseudgivelse – uanset musikalsk kvalitet – ikke gør. Disse plader undersøger alle, hvor langt de rigide musikalske kategorier kan strækkes; Felt i sin banale langsommelighed, Terratoriums indadvendte benægtelse af omverden, og Terminal Velocity i sin kondenserede ambient. Har det lykkedes de tre kunstnere at skabe noget nyt og originalt? Det kommer først og fremmest an på ørerne, der lytter. Originalitet er ligeså meget en smagssag som kvalitet. Felt uden Pierre Schaeffer, Terratorium uden R. Murray Schafer, Terminal Velocity uden Erik Satie og alt der derimellem ligger, er svært at forestille sig. Vi kan altid finde en forløber, der satte rammerne for eftertiden – men er det ikke netop denne historicitet, der giver kunsten relevans? I stedet for et ønske om originalitet, er dette et ønske om større historisering! Det er kun, hvis vi ved, hvor vi kommer fra, at vi for alvor kan eksperimentere med formerne.