Yggdrasil slår stadig rødder

I 2017 er det 200-året for den danske komponist Niels W. Gades fødsel. Selvom Gades musik ikke spilles så ofte som tidligere, lader de nationale kulturinstitutioner nok ikke lejligheden gå forbi for ligesom i Carl Nielsen-året 2015 at fejre året med pomp og pragt. Ikke mindst fordi Gade vel var den danske komponist, som mest åbenlyst fik sat nationalromantikken på musikkens dagsorden.

Siden Gades tid har spørgsmålet om det nationale, det danske og det nordiske i musikken med jævne mellemrum manifesteret sig. Det ser man fx i forbindelse med Carl Nielsens folkelige sange, Sibelius’ bidrag til dannelsen af en finsk nationalidentitet og Per Nørgårds ’nordiske sinds univers’, for ikke at nævne spørgsmålet om ’den nordiske tone’ i skandinavisk jazz. Uanset hvor meget kulturteoretikere og historikere angriber forestillinger om nation og nordisk identitet, synes det at være en evig kilde for kunstnere at øse af.

Ligesom nationalromantikken i det 19. århundrede i høj grad var en reaktion på industrialiseringen og oplysningstidens rationalisme, lever vi også nu i en tid, hvor mange mennesker vender sig mod, hvad de betragter som en løssluppen globalisering og modernitet, og dette giver sig også udslag i musikkens verden. »Danmarks nationale pladeselskab«, Dacapo Records, har netop udgivet en cd med et værk, der helt åbenlyst besynger idéen om nordisk identitet og et historisk og sprogligt fællesskab, Sunleif Rasmussens Symfoni nr. 2, »The Earth Anew«.

Blandt eddaer og herrekor
Komponisten er født på Færøerne, men med studier i Norge og København såvel som tilknytning til det finske musikliv må Sunleif Rasmussen betragtes som en slags nordisk verdensborger. The Earth Anew blev bestilt af Helsinki Symfoniorkestret og John Storgårds til uropførelse i 2015, 150-året for Sibelius’ fødsel, og bestillingen kom med et benspænd. Symfonien skulle være for samme besætning som Sibelius’ symfoniske suite Kullervo: stort orkester, herrekor og to solister, men skulle i stedet for det finske nationalepos Kalevala benytte uddrag fra de oldnordiske skrifter som tekstforlæg.

Uanset hvor meget kulturteoretikere og historikere angriber forestillinger om nation og nordisk identitet, synes det at være en evig kilde for kunstnere at øse af.

Det er der kommet et på mange måder interessant stykke musik ud af. Men også et værk med indre modsætninger, som i sin iver efter at udtrykke urhistorie og natur kommer til at bære præg af genkomsten af den fortrængte modsætning, kulturen. Symfonien er bygget tæt op omkring tekstlige uddrag fra den Ældre Edda – myten om livets træ, Yggdrasil – og værket fremstår i lige så høj grad som oratorium som egentlig symfoni. Der er mange rent instrumentale passager, men kor og solister er alligevel konstant nærværende uden dog egentlig at kunne siges at spille hovedrollen i sig selv. Det giver en sjov samlet karakter for værket som hverken symfoni eller oratorium eller netop som både-og, som instrumental-vokal iscenesættelse af det digteriske drama.

Angiveligt har Sunleif Rasmussen forsøgt at give musikken et kraftfuldt udtryk inspireret af heavy metal (vikingemetal?), og selvom musikken da sine steder virker klangligt overvældende – særligt i den dystre andensats – kan den heller ikke sige sig fri for en vis traditionalisme i udtrykket. Det er tydeligt at høre, at Rasmussen ikke blot behersker orkestrets mange klangmuligheder, men også er godt skolet i det 20. århundredes symfoniske tradition og formår at videreføre denne på fin vis mange steder. Kombinationen med herrekor, en kronjuvel i det 19. århundredes borgerlige musikkultur og en institution, der – i hvert fald i Danmark – efterhånden næsten er uddød, har dog i denne lytters ører nogle problemer. Det klangligt meget homogene herrekor skurrer simpelthen i mødet med den fint ciselerede og meget varierede orkestersats.

En Mahler slugt af Beethoven
Også på det formale plan er der indre modsætninger i værket. Hvor de enkelte af symfoniens satser formmæssigt lader sig føre af det tekstlige forlæg, er værkets storform klassisk. Symfonien består af fire satser, med en næsten beethovensk opbygning: en dualistisk førstesats, en mørk og dyster andensats, så en scherzo og til sidst en over 20 minutter lang dramatisk afslutningssats. Formmæssigt er det samlede indtryk lidt hen ad Eroica-symfonien, efter den har slugt en Mahler-symfoni.

Formmæssigt er det samlede indtryk lidt hen ad Eroica-symfonien, efter den har slugt en Mahler-symfoni.

Førstesatsen er en Andantino espressivo e agitato, hvor hele symfoniens tematik bliver præsenteret. Satsen veksler mellem højtidelige og mere flimrende-pointillistiske passager. Kun en enkelt Edda-strofe er sat i musik til koret, og i anden halvdel af satsen agerer de to solister urmennesker med tekstløs sang fra bagscenen. Tankerne ledes uvægerligt hen mod andensatsen i Carl Nielsens Espansiva-symfoni.

Hvor førstesatsen veksler mellem statiske og mere dynamiske passager, er anden sats, Lugubre e molto espressivo, en mere konstant strømmende og ustabil affære. Den dystre stemning er udtalt, og det er da også selve verdens skabelse ud fra den boblende ursuppe, som skildres. Koret synger i det dybeste leje, de (næsten ikke) kan, og kontrabasser, pauker, basuner og basklarinet tegner orkestret. Det smager af filmmusik, og i satsens anden del, hvor barytonsolisten Bo Skovhus rigtigt får lov at folde sig ud, bliver stemningen helt wagnersk.

Storbynatur
I tredjesatsen, Scherzo impromptu, kammer det billedskabende i musikken næsten over. Der synges om ’dyrelivet’ omkring Yggdrasil: dragen Nidhug, der ligger og gnaver i roden, ørnen i kronen og egernet Ratatosk, hvis løb på stammen nærmest bliver gengivet med ’mickey mousing’ i musikken. Alle de spasmageragtige tricks i orkesterværktøjskassen bliver taget i brug, fra kor-fløjten og wah-wah-basun til trillefløjte, umba-umba- og lirekasserytmer. Jeg kan ikke lade være med at studse over, i hvor høj grad den musikalske skildring af et mytisk naturliv minder om George Gershwins musikalske storbystemning! Om det er den fortrængte kultur, der kommer tilbage, eller bare Sunleif Rasmussens fortid som jazzpianist i 80’erne, der stikker frem, skal jeg ikke kunne sige. Musikalsk set er man underholdt uanset hvad.

Sidste sats, Maestoso furioso – Tranquillo e dolce, består af to dele, hvor den første skildrer jorden og Yggdrasils tilintetgørelse og anden del en ny jords opståen. Første del er nærmest strofisk opbygget med kor og solister i centrum. Musikken er energisk og til tider eksalteret. Anden del er mere lyrisk, sine steder tonal i harmonikken, klangligt overdådig andre steder, men også med mere pompøse passager. Særligt her får sopransolisten Cyndia Sieden lov at folde sig ud i det høje koloraturregister.

Jeg kan ikke lade være med at studse over, i hvor høj grad den musikalske skildring af et mytisk naturliv minder om George Gershwins musikalske storbystemning!

Sunleif Rasmussens symfoni er et værk, der paradoksalt nok netop i sin eklektiske traditionalisme selv bliver utraditionelt. Besyngelsen af det nordiske i sprog, myte og natur kan virke arkaisk i en moderne urban og digitaliseret tid, men problemet med Rasmussens værk er nok snarere, at dette organiske univers ikke rigtig får forbundet sig med fremtrædende aspekter i værket, der peger i retning af det mere artificielle, såsom den klassisk storform, herrekoret og det urbane soundscape, jeg i hvert fald ikke kan undgå at høre visse steder. Myten postulerer mere, end den kan holde – kulturen trænger ud igennem sprækkerne.

Det er godt, at Dacapo har dokumenteret Sunleif Rasmussens symfoni for eftertiden – oven i købet i en flot indspilning med et, så vidt jeg kan vurdere, højt kunstnerisk niveau i udførelsen. Men det er tydeligt, at det er musik, der i sin storladne konception først og fremmest egner sig til at blive hørt live. Den fællesnordiske identitet kan diskuteres herfra og til Ragnarok, men det er dog endnu en politisk realitet, at Færøerne er en del af rigsfællesskabet. Derfor ser jeg frem til, at et af de danske symfoniorkestre, fx DR’s licensfinansierede orkester, der i udlandet præsenterer sig som The Danish National Symphony Orchestra, får mandet sig op og præsenteret dette særprægede værk i en dansk koncertsal til glæde for både symfonisk nysgerrige og oldnordisk interesserede danskere.