Fonografens stemmer

Mod slutningen af den norske forfatter Arne Garborgs roman Trætte Mænd (1891), der på mange måder er en dekadenceroman omhandlende samtidens kultur, optræder en af romanens hovedpersoner, advokat Georg Jonathan, i en mediearkæologisk scene, som beskriver fremtidens aftenselskaber:

»De har f. Ex.,« sa han, »ingen Forestilling om, hvordan et fremtidigt Aftenselskab vil arte sig.« Og han fortalte, hvorledes Gjæsterne, efter at have indtaget et fyrsteligt Aftensmaaltid – »â 50 Øre pr. Couvert, Vine iberegnet« – ved Kaffeen vilde faa ihænde et »Program for Aftenens Nydelser«, der oversat i Nutidens Sprog vilde se omtrent saadan ud:

Theatre francais: Den Gjerrige.
Grand Opera: Don Juan.
Opera comique: Barberen i Sevilla.
Theatre d’Eden: Grand Ballet.
Cirkus Renz: Festforestilling.
St. Peterskirken: Stor Aftenmesse med Processioner.
House of Commons: Aftenmøde; stor Tale af Gladstone.
Philharmonie: Bülow-Consert. 
osv. osv.

»Saa kommer den elskværdige Vert og spør enhver især: har De truffet Deres Valg? hvilket Stykke vil De se; hvilken Opera vil De høre? – Hvorpaa enhver indretter sig ved sin Telefon og sit Skjærmbret – De forstaar: det Bret, der optager de fotografiske Øiebliksbilleder af vedkommende Stykke, saaledes at man ikke blot hører, hvad der siges, men ogsaa ser, hvad der foregaar, hver Bevægelse, hvert Minespil … I Mellemakterne spadseres der da og udvexles Indtryk. Den ene jubler over de spanske Danserinder paa Edentheatret, medens den anden dør af Begeistring over Gladstone’s Speech … Det blir en Underholdning!«1

Som en slags forløber for internettet spekulerer Garborg her over fremtidens aftenselskaber og underholdningen ved disse, hvor man, ud over telefonisk transmission, også overfører »Øiebliksbilleder«. De medier, som her optræder eksplicit – og jeg minder om, at året er 1891 – er altså telefon og »Skjærmbret«, som i denne sammenhæng nok kan sammenlignes med televisionens transmission (dog med lyden via telefon snarere end integreret i TV-apparatet).

Danmarks første lydoptagelser
Jeg kom i tanker om denne scene under læsningen af Steen Kaargaard Nielsen og Claus Byriths nye bog Danmarks første lydoptagelser (2017), ikke mindst på grund af deres beskrivelse af de dage, hvor Thomas A. Edisons fonograf kom til København – og Danmark. Fonografen blev opfundet af Edison i 1877 og fik gradvis større kommerciel udbredelse som en teknologi for lydoptagelse og -afspilning. Konkret blev lyden lagret på en roterende rulle ved hjælp af metalfolie og senere voks, og Edison selv så for sig en mængde brugsområder.

Det program, danske journalister blev præsenteret for den 3. oktober 1889, da fonografen blev demonstreret i en lejlighed på Vesterbrogade 2 D, indeholdt blandt andet – og for at overlappe med Garborgs beskrivelse – Gladstones indtaling af et brev til Edison. Med andre ord – måske nogle spekulative ord – er Gladstone bindeleddet mellem Garborgs profeti og Nielsen & Byriths referat, mellem Kristiania (Oslo) i 1891 og København i 1889. Der er ikke store tidsforskelle, og der er en fælles stemme, men det er samtidig forskellige teknologier, der er tale om, i og med at Garborg skriver om telefonen, mens journalisterne i København lyttede til en fonograf.

William Ewart Gladstone (1809-98) var, som bekendt, statsminister i Storbritannien i fire perioder mellem 1868 og 1894, og man kendte ham over hele verden. I de to nævnte sammenhænge er det dog hans tale, som bliver central – hans stemme, enten som taler, eller idet han læser op fra et brev. Brevet – en anden kommunikationsteknologi – er skrevet til Edison og bliver, måske paradoksalt nok, siden der er tale om et skriftligt medium (og et privat medium), læst op i en slags offentlighed via en Edison-fonograf. En slags offentlighed, fordi bare seks journalister ad gangen kan lytte til det, men samtidig offentlig i ‘almindelig’ forstand, da journalisterne kan oversætte deres aurale indtryk til skrift i morgendagens avis/dagblad. Brevet er, med andre ord, i denne sammenhæng at betragte som værende et sted mellem skrift og tale, mellem privat og offentlig.

Edison med sin fonograf. Washington, april 1878. © CC0

Radioen er Kristus, telefonen Sokrates
Med det fokus, der gerne er på menneskestemmen også i forbindelse med fonografen, giver det mening at se den i relation til nogle andre teknologier, ikke mindst telefonen og radioen, opfundet i henholdsvis 1876 og gradvis i begyndelse af det tyvende århundrede. Den store forskel mellem radioen og telefonen er måske fornemst beskrevet af John Durham Peters i hans bog Speaking into the Air (1999), hvor han går klassisk til værks. Så klassisk, at der er tale om Bibelen versus Platon eller, personificeret, Kristus versus Sokrates. Sagt på en anden måde, det er disseminationen – hvor budskabet slænges ud i det store intet til ‘den, der har ører at høre med’ – på den ene side versus face-to-face dialog på den anden side. Med andre ord er radioen som Kristus, telefonen som Sokrates.

At forbinde disse den europæiske kulturs udgangspunkter med medieteknologi er ikke nyt. Som Arne Garborg (igen) skriver, i sin bog Jesus Messias (1906): »Jesus skreiv ikkje«,2  og lignende udsagn kan findes om Sokrates, fra Platon (der nedskrev Sokrates’ mundtlige tale) til Nietzsche. Med andre ord – og der er altid andre ord – var både Jesus og Sokrates den mundtlige tales brugere, de var orale, men i den forstand peger de også mod det medie, vi kender dem gennem, skriften, og understreger dermed den grundlæggende dikotomi mellem tale og skrift i den europæiske historie.

Mennesket bliver udødeliggjort
Fonografen udfordrer dikotomien mellem skrift og tale. Som en »lydskriver«3  bliver lyden selv skrift. Og hvor bogstavet slår ihjel, mens ånden gør levende, som Paulus ville have sagt det, eller, snarere, som han skrev det (2. Kor, 3:6), handler denne modsætning om meget mere end udelukkende kommunikationsmedier. Fonografen udfordrer også, kunne man sige, relationen mellem liv og død. »Speech has become, as it were, immortal,« som Friedrich Kittler skriver, på engelsk, i sit essay “Draculas Vermächtnis”.4  Kittler skriver ingen referencer til citatet, men det er fra en artikel i Scientific American, fra 17. november 1877, Edward H. Johnsons “A Wonderful Invention”.

For Thomas A. Edison selv, ifølge tekster fra 1878 og 1888, rækker fonografens brugsområde fra det mondæne, som en form for diktafon til brevskrivning, til det mere ekstraordinære i at præservere døende familiemedlemmers sidste ord.5 At stemmen kan overleve udsigelsespunktet, det nu og her, hvor talen finder sted, og gentages på et senere tidspunkt, i en anden kontekst, er blandt de mest radikale aspekter ved fonografen. At talen bliver udødelig, som Kittler-citatet hævder, og at stemmen kan overleve taleren og altså klinge, efter at taleren er død, er en helt central dimension ved den tidlige fonografiske kultur.

Samtidig var lagringsmediet præget af forgængelighed. Denne materialets forgængelighed kommer også i spil ved Nielsens og Byriths bog og måske tydeligst ved lytning til de vedlagte CD’er, der indeholder et rigt materiale fra Ruben-samlingen og giver mulighed for at lytte til historiske optagelser. Der er noget fremmed over de stemmer, vi hører, det er lyden af fortiden som noget radikalt andet, også selvom vi altså lytter nu og her. På den måde er tidsvidnerne, hvad enten der er tale om journalister, forfattere eller videnskabspersonernes egne tekster, med til at give et billede af, hvad man forestillede sig, at fonografen skulle kunne, hvor litteraturen nok er mere spekulativ end fonogrammerne, hvilket igen viser, hvordan samtiden kunne forestille sig flere mulige fremtider for den nye teknologi.

Steen Kaargaard Nielsen og Claus Byriths ‘Danmarks første lydoptagelser’ (2017) er udgivet på Aarhus Universitetsforlag. Læs mere om udgivelsen og hør eksempler på nogle af de tidligste optagelser fra Det Kongelige Biblioteks såkaldte Ruben-samling her. Af yderligere læsning anbefales Jonathan Sternes ‘The Audible Past: Cultural Origins of Sound Reproduction’ (2003), udgivet af Duke University Press.

• 1Arne Garborg, ‘Trætte Mænd’, s. 347 f. Kristiania, H. Aschehoug & Co’s forlag, 1892 [1981].
• 2Arne Garborg, ‘Jesus Messias’, s. 1. Kristiania, H. Aschehoug & Co. (W. Nygaard), 1906.
• 3Steen Kaargaard Nielsen og Claus Byrith, ‘Danmarks første lydoptagelser. Edisons fonograf i 1890’ernes København’, s. 51. Aarhus, Aarhus Universitetsforlag, 2017.
• 4Friedrich Kittler, ‘Draculas Vermächtnis – Technische Schriften’, s. 11. Leizig, Reclam, 1993.
• 5Thomas A. Edison, “The Phonograph and Its Future”, ‘The North American Review’ Vol. 126, no. 262 (maj-juni 1878), s. 533. Se også Edison, “The Perfected Phonograph”, ‘The North American Review’ Vol. 146, no. 379 (juni 1888).