Det du lysnar på hörs i P2

Den svenske radio har en lang og kontinuerlig tradition for at skabe rum for den eksperimenterende elektroniske musik og lydkunst. Rummene har både været konkrete rum i form af opstarten af elektronmusikstudiet EMS i 1964, og mere sfæriske rum, ved vedholdende at producere og gøre plads til radioudsendelser, med enten journalistisk formidling i form af portrætter, reportager og interviews, eller live-transmissioner fra koncerter.

I dag hedder Svensk P2s program for radiokunst, elektronisk musik og lydkunst Monitor. Redaktionen holder til i Sveriges Radios afdeling i Malmø, hvor den ugentligt sender programmer om såvel nutidige som historiske elektronmusikkomponister og lydkunstnere - og deres kunst.

Nogle af programmerne er live-broadcasts, der bliver transmitteret direkte fra Malmø – enten fra radioens eget studie med plads til ca. 50 publikummer, eller, som denne aften, fra et eksternt venue.

Elektroakustisk kaffebrygning
Runde caféborde. Spejlkugler i loftet. En bar i bagerste venstre hjørne. Loungemøbler i det højre. Rødt scenelys. Scene med elektronik, kassettebåndoptagere og et præpareret klaver.

Sådan så koncertsalen ud for denne aftens Monitor-koncert. Rammen var et kulturhus, der hedder Inkonst og koncerten en del af festivalen ’Rörelsens Scenkonst festival’. Inden koncerten gik i gang, blev jeg i foyeren mødt af James Brewster og hans elektroakustiske espressomaskine, hvor hver kop kaffe vha. af kontaktmikrofoner, en mikser og en computer blev en lille komposition i sig selv. Et meget underholdende og helt oplagt koncept at starte aftenen med. Kaffen smagte i øvrigt godt.

Aftenens overordnede koncertkoncept var live-electronics fremført af to svenske og én skotsk komponist. Programlægningen var veltilrettelagt og aftenens tre værker (hver på 15 minutter) steg progressivt i både intensitet og kompleksitet som koncerten skred frem.

Koklokkekunst
Svenske Ida Lundén åbnede ballet. Historien lød, at hun altid har haft stor kærlighed til koklokker, og at hun derfor nu har inddraget dem i sin anden passion - sit kunstneriske arbejde med live-elektronik. Stykket bestod således af samplede klokkelyde, der i begyndelsen fremstod som ren støj, der gradvist blev suppleret af mere rytmiske støj-teksturer i bunden af klangbilledet. Undervejs blev støjen afbrudt af rene og ubearbejdede optagelser af klokkelyde, der naturligvis stod i skærende kontrast til støjen. Skiftene mellem de forskellige samples foregik live, desværre uden en overbevisende timing og præcision, der kunne have holdt mig helt fast som lytter. Stykket blev afsluttet med, at Lundén tog to små analoge klokker frem og kimede med dem i en mikrofon. Men heller ikke her, blev jeg helt overbevist, at dette var det helt rigtige for dette stykke.

Kassettesampling
Så blev det Pär Thörns tur. I det opvarmende interview med radioværten Lisa Wahl, blev vi klar over, at dette var en kunstner med ordet i sin magt. Hurtigt overtog han dialogen og fik hvert et spørgsmål vendt og drejet i nye retninger, så kun ganske lidt mening stod tilbage i forhold til spørgsmålet, men samtidig åbnede nye aspekter sig i alle mulige retninger. I programnoten er han beskrevet som text-ljudkunstner, altså en kunstner, der arbejder i feltet mellem litteratur og musik. Jeg har en stor interesse for denne gren af lydkunsten og heldigvis blev mine forhåbninger til performancen indfriet.

Pär Thörn stod ved et bord, hvor han afspillede samples fra 5-6 forskellige kassettebåndoptagere. Lydmaterialet bestod af lyden af fiskepinde på en stegepande og, så vidt jeg kunne høre, af støjen fra et gammelt modemstøj – blandt meget andet.

En høj, lys, tinitusagtig tone indledte værket, hvilken lidt efter lidt blev suppleret af mellemtonefrekvens, knirkende lyde og siden af et dybere, støjende og mere rytmisk sample. Det opbyggede klangbillede var helt fantastisk, og var af en sådan type, at der var masser af nuancer at lytte til, men at det aldrig blev så mættet, at jeg som lytter ikke kunne være i det.

Herfra overgik Pär Thörn til at læse et af sine egne digte ’Betyder Knackningen att man har besök?’ Overgangen var smooth og lækker, og timingen så god, at sprogets rytme, kom til at virke som en forlængelse af den rytme vi havde hørt et sted i støjen. Mod stykkets afslutning vendte Thorn igen tilbage til sine samples, og illustrerede igen sin store følsomhed og sensitivitet overfor overgangen mellem det talte og det optagede. Stor klapsalve, pift og råb!

Computerklaver
Aftenens sidste værk var af skotske Lauren Sarah Hayes. Hayes er ph.d. stipendiat i Edinburgh, hvor hun arbejder på et projekt om live-elektronics, - men det betyder bestemt ikke, at der var tale om den kedelige gren af den akademiske EAM.

Hayes er også pianist og har siden barnsben spillet klaver. Hun betragtede selv klaveret som sit instrument, på lige fod som en sanger har sin stemme, og anvender derfor dette som udgangspunktet for sit arbejde. Hendes hensigt med projektet er at styrke den fysiske interaktion med elektronikken, således at den bliver en del af fremførelsen.

Klaverets frontplader var pillet af, så der undervejs i stykket udover på tangenterne, også blev spillet på strengene under og over tastaturet, på rammen, skruerne og trækassen. Rundt om sin arm havde hun et slags armbånd, der var koblet til en computer. Armbåndet fodrede Hayes med impulser, så hun vidste hvor i forløbet hun var. Udover at stå for live-modeleringen af klaverets lyde, sendte computeren også impulser til en højtaler placeret i en lilletromme, der fik den til at spille. Dette tilførte set-up’et en ekstra dimension. Et fint, uhøjtideligt - og lidt komisk - modspil til klaverspillet.

Stykket startede (sikkert qua lilletrommens sound) med et march-agtigt forløb, der lidt efter lidt blev suppleret af modelleringer bygget op af Hayes’ spil direkte på klaverets strenge. Herefter gik hun over i et Cage-agtigt forløb med opadgående atonale akkorder/klange. Fra dette næsten ekspressive forløb, var det naiviteten, der blev det gældende udtryk med to- og tretones lyriske melodier cirklende rundt som næsten små klokkespil eller spilledåsemelodier. Så blev stykket dramatisk og metallisk, dramatiske droner blev tilsat, der gik over i spaceagtige lydbilleder. Herefter kom vi omkring en mere jazz’et sektion, der var vidst også lidt schratch, noget støj – for til sidst af afslutte med langsomme samples og lilletrommen igen til allersidst.

Hayes’ værk var ikke kun et stykke for præpareret klaver, men en overlegen kunstnerisk præsentation af hvad mulighederne er for dette instrument og ikke mindst - hvad Hayes kan som instrumentalist. Og det blev aldrig for meget. Jeg har stor respekt for hendes kunnen og håber, at jeg snart igen får mulighed for at høre hendes arbejde.

Intens koncertsituation
De læsere, der har deltaget i en livesending fra et radiohus, har med stor sandsynlighed, hvad enten det er en klassisk torsdagskoncert eller som her, en mindre elektroakustisk koncert, oplevet det som en intens oplevelse. Transmissionen, der skal påbegyndes på et præcist klokkeslæt, lyden af programmets jingle, værtens velkomst og forløbets stramme timing, er alle elementer, der river os ud af den vante koncertsituation. I Malmø bliver situationen endda understreget af et skilt på scenen, hvorpå der står: ”Det du lysnar på hörs i P2.” Som publikum bliver vi dermed bevidste om vores dobbelte rolle: Vi agerer både et traditionelt publikum overfor de optrædende, mens vi samtidig er et vigtigt og stemningsskabende element for det publikum, der oplever koncerten gennem radioen. Vores klap, fnis, host og knirk får en funktion, der får mig som publikum og lytter helt op dupperne og giver mig en bevidsthed om hver en lyd og bevægelse i rummet.

Måske er det denne særlige og intense situation, der gør, at jeg virkelig holder af at tage til live-transmissionerne i Malmø. Eller også er det bare nogle virkelig gode koncerter.