Do it anyway

SPOR Festivalen er en årlig festival for kunstmusik og lydkunst, som siden 2005 er blevet afholdt i Aarhus i begyndelsen af maj måned. Festivalens ledere Anna Berit Asp Christensen og Anne Marqvardsen inviterer hvert år en ny gæstekurator til at sætte sit præg på festivalens program og i år var den irske komponist Jennifer Walshe kurator under temaet 'DO IT ANYWAY'.

Ifølge programmets forord ville dette års SPOR Festival blandt andet sætte fokus på individets muligheder for at påtage sig forskellige kunstneriske roller. Det ligger fint i tråd med den 'do it yourself'-bølge, som snart længe har huseret i kunstmusikken. Et kendetegn ved DIY-bølgen er blandet andet, at musikerne for eksempel selv bygger deres egne instrumenter eller at komponister fravælger musikere og selv træder op på scenen og fremfører egne værker. Denne tendens var sammen med musikalsk interaktion gennemgående temaer for de fleste værker og oplevelser til dette års SPOR festival.

Jeg overværede næsten hele festivalens program, men har valgt nogle high- og lowlights ud:

Skateboards og strikkepinde
Festivalens åbning fandt traditionen tro sted ved en fernisering på Udstillingsstedet Spanien 19C ved Aarhus' havneområde. Her blev den danske lydkunstduo Vinyl Terror and Horror’s installation The Host, (som jeg vender tilbage til) indviet, mens det amerikanske kunstnerkollektiv Object Collection indledte festivalen med en lille performance på pladsen uden for Spanien 19C.

På to små skateboards blev et sæt højtalere trukket hver sin vej på en linje på tværs af gårdspladsen. Højtalerne var forbundet til to elguitarer, der var placeret på et bord i midten af linjen. To performere, der stod på hver sin side af bordet, slog guitarstrengene an i et kontinuerligt forløb med en strikkepind i hver hånd, som resulterede i en klangflade bestående af den forstærkede lyd af de løse guitarstrenge sendt ud igennem de vandrende højtalere. Da højtalerne havde ramt hver deres yderpol, var det samtidigt et cue til de to performere om at stoppe deres strikkepinde-ekstravanganza og kompositionen var tilendebragt.

Stykket var altså en slags manuel lydpanorering, som ikke helt kom til sin ret, da vi publikummer stod ret tæt på det hele, og højtalerne ganske simpelt var sat til for kraftig lydstyrke for at man virkelig kunne få oplevelsen af, at det musikalske rum flyttede sig fra at være centralt placeret til at være panoreret ud.

Vinyl Terror & Horror, FOTO: Samuel Olandersson

Laptop og duet for en

Festivalens åbningskoncert fandt sted torsdag aften på Åbne Scene på Godsbanen. Her blev publikum ledt ind efter at det første værk allerede var blevet startet – og jeg skriver bevidst 'blevet startet', da Harris Wulfsons LiveScore er et interaktivt værk, hvor publikum bliver indbudt til at komponere med. Musikere fra det svenske ensemble Mimitabu læste deres stemme direkte fra en laptop, og nodematerialet blev genereret via software, som modtog sine informationer fra en slags mikserpult, hvis knapper publikum opfordredes til at manipulere med. Knapperne var alle individuelt tilknyttet et musikalske parameter, som eksempelvis kunne være dynamik, varighed, register, puls, etc. Publikum havde altså direkte indflydelse på kompositionen.

Jeg ville gerne have haft mulighed for at lade kompositionen køre i en time, så man kunne få lov til at være lidt alene om knapperne

Det var en ret enkel og potentielt temmelig interessant ide, hvor alle ville kunne være med, da den ikke diskriminerer ét publikum frem for et andet, og ikke henvender sig til en bestemt alder. Problemet til åbningskoncerten var dog, at vi ganske simpelt var for mange om knapperne, og man nåede ikke rigtigt at høre ens indgriben i den kontinuerlige komposition, før en anden fra publikum havde skruet på knapperne igen. Det kan man selvfølgelig også lege med, men så ville det netop ikke være andet end en leg. Jeg ville gerne have haft mulighed for at lade kompositionen køre i en time, så man kunne få lov til at være lidt alene om knapperne og virkelig føle, at man komponerede med de forskellige parametre.

Aftenens næste værk var Ylva Lund Bergners smukke Cantai, ora piango, som tilbød lytteren at drømme sig væk i et fast lavmælt statisk udtryk. Herefter fulgte en duet af Lasse Schwanenflügel Piaseckis betitlet Duet for One, hvor to musikere skulle betjene samme instrument. Denne idé kender man fra firhændigt klaver, men i Lasse Schwanenflügel Piasecki's udgave fik man det serveret i en væsentligt mere intim version: En cellist på scenen fik tilført to ekstra arme via en ekstra musiker, og denne ekstra musiker imiterede og spejlvendte cellistens bevægelser, så det visuelle udtryk nærmest var en slags musikalsk koreografi.

De to musikere strøg nogle gange på samme streng (med hver deres bue), hvilket resulterede i, at man både kunne høre den side af strengen, som man plejer at høre, når en cellist spiller 'normalt', men også den anden side af strengen, som man ikke plejer at høre. Der blev altså frembragt to toner per streng, hvis både cellisten og den ekstra musiker strøg på samme streng. En overraskende detalje opstod, da cellisten først placerede fingeren i celloens dybe register, og strengen blev strøget af begge musikere. Straks derefter flyttede cellisten fingeren op i celloens lyse register og strengen blev igen strøget af begge musikere. Fordi en cellist inddeler celloens strenge i forskellige længder og derved toner, så kom der altså samme toner for hver af de to positioner. Det var ret overraskende at opleve, fordi det sidder på rygraden, at der burde komme dybe og lyse toner alt efter hvor cellistens fingre befinder sig på gribebrættet.

Lasse Schwanenflügels stykke var ganske enkelt interessant at se på, og stykket gav i hvert fald denne lytter mange associationer til en slags musikalsk Twister – bare uden at musikerne skulle dreje på pilen for at få anvist hvilken farve, som de skulle placere deres hænder på.

Åbningskoncertens sidste stykke, Jonathan Marmors Animal Play for klarinet, violin, cello, klaver og synthesizer, blev koncertens absolutte lavpunkt. Stykkets hovedidé var kontrasten mellem stykkets tonale akkordsammenhænge og de tilfældigt indsatte kvarttoner. Desværre fungerede idéen ikke rigtig, da det ganske enkelt kom til at lyde, som om musikerne i Mimitabu spillede dårligt. Jeg kunne i stedet forestille mig, at det ville give noget fuldstændigt andet, hvis stykket var blevet spillet af amatører. Kontrasten de to elementer imellem ville selvfølgelig ikke være så stor, hvis amatører kom ind i billedet, men det ville gøre Jonathan Marmors idé væsentligt mere radikal. Eller også skulle der arbejdes med varigheden. Materialets tyngde var ganske enkelt for let i forhold til stykkets længde.

Stykkets hovedidé var kontrasten mellem stykkets tonale akkord-sammenhænge og de tilfældigt indsatte kvarttoner. Desværre fungerede idéen ikke rigtig

If you are suffering from any nervous disorder you should not play it
Åbningsaftenen fortsatte videre på Institut for (X) til en koncert i det charmerende A-hus i det kreative miljø, som har til huse på området bag Godsbanen. Publikum havde placeret sig på forskellige håndbyggede træpodier, på en træbro oppe under loftet eller stående rundt i koncertrummet, som man vel mest af alt ville kunne sammenligne med en slags garage, farvelagt med neonlys.

Koncerten lagde ud med endnu en uropførelse af Lasse Schwanenflügel, Piece of Glass, der, som titlen indikerer, var for glas i alt fra store vasestørrelser til de små snapseglas. Mesterligt udført af slagtøjsspilleren Matias Seibæk undersøgte værket igennem dets 12 minutter lange varighed glassenes sarthed, som nogle gange klarede skærene, andre gange ikke. ”If you are suffering from any nervous disorder you should not play it” stod der blandt andet i programnoten, som udelukkende bestod af et med nutidens øjne ret humoristisk citat fra et musiktidsskrift fra 1798 om instrumentet glasharpen. Men der var ingen ulykker indblandet i Piece of Glass. Det hele var meget kontrolleret, og netop derfor blev man overrasket, når Matias Seibæk pludselig (bevidst) smadrede først et af glassene, senere nogle flere.

Næste punkt på programmet blev præsenteret af amerikanske Quentin Tolimieri, som havde komponeret et båndstykke, der var inspireret af stilhed. Han bad derfor publikum om at spidse ører, og allerede her blev jeg lidt træt. Jeg har intet imod stilhed, men den rammer mig unægtelig anderledes, når jeg bliver fortalt, at den kommer. Det hjalp heller ikke på min træthed, at Quentin Tolimieri på stedet ret tydeligt fandt på sit stykkes titel: ”I want to thank God for helping to make me funky.” (Jeg ved, at han fandt på den på stedet, fordi jeg spurgte ham dagen efter.)

Stykkets første fjerdedel var en slags elektronisk bearbejdelse af citater af Beethoven, Berg og Bach spillet forfra og bagfra i adskillige lag, og de sidste trefjerdedele var lange sinustoner eller stilhed. Havde jeg kunnet ligge ned og høre stykket, havde det muligvis også ramt mig anderledes end det gjorde, som jeg sad der ind mod andre publikummer på den smalle plads. Stykket blev afspillet fra seks små CD-afspillere placeret rundt i lokalet og denne ide omkring at inddrage koncertstedets rum havde potentiale. Det virkede bare ikke. Den ekkovirkning eller udviskning af overgange, som Quentin Tolimieri sikkert var ude efter, kom ikke rigtigt til udtryk i det relative lille rum.

"Piece of glass" af Lasse Schwanenflügel, FOTO: Samuel Olandersson

”Hello? Hello?! WHO IS THIS?!”
Denne sene koncert sluttede af med en performance af Vinyl Terror and Horror, en duo bestående af de berlinbaserede kunstnere Greta Christensen og Camilla Sørensen. Lydsiden var et virvar af bidder fra gamle vinyler, som indeholdte reallyde og musikalske fragmenter fra gamle horrorfilm. En lydcollage hvor nostalgi og humor i mine ører spillede en stor rolle.

Samme bestanddele indgik i Vinyl Terror and Horrors installation The Host på Spanien 19C, som jeg var så heldig at opleve helt alene første gang. Et kvadratisk udstillingsrum var fyldt op med en række forskellige elementer: Pladespillere placeret rundt i lokalet, et udsnit af et trægulv lå hævet op over betongulvet, en rød tryktelefon var sat på det bølgede trægulv og røret lå på gulvet, en trædør med matteret rude stod lukket i det ene hjørne og en fritstående højtaler tæt på en af pladespillerne.

Det blev aldrig sådan rigtigt uhyggeligt. Tværtimod synes jeg faktisk, at det var hyggeligt! Alle illusionerne blev afsløret næsten med det samme

Rummets sparsomme belysning blinkede meget skummelt en enkelt gang, hvorefter de forskellige elementer satte ind i et komponeret forløb: Man hører lyden af en person, der banker på døren og sandelig ikke om døren giver sig til at gå op. Pladespillerne afløser hinanden ved at starte og slukke, og på pladespillerne ligger både knækkede og præparerede plader, som kun lige netop giver lytteren mulighed for at opfange, hvad lydsporene indeholder. Man hører lyden af en mand, der hoster fra en af højtalerne, og pludselig står der røg ud af selvsamme højtaler. Han er måske ved at brænde inde? Fodtrin fra en højtaler under det hævede trægulv vandrer hen over gulvet ved at højtaleren rent fysisk bliver trukket af en motor tværs hen under gulvet. Telefonen udsender de karakteristisk bib, når der er optaget, eller at man ikke har nået at få trykket et nummer. En kvindestemme siger: ”Hello? Hello?! WHO IS THIS?!” fra røret. Alt imens små citater fra gammel suspense-orkestermusik skaber underlægning.

I og for sig temmelig uhyggeligt – og dog. Det blev aldrig sådan rigtigt uhyggeligt. Tværtimod synes jeg faktisk, at det var hyggeligt! Alle illusionerne blev afsløret næsten med det samme. Mekanismerne, der styrede 'spøgelsesdøren' der gik op og i og højtaleren under det hævede trægulv, er tydelige. Installationen fik derfor mere virkning af en kulisse i en af de gamle skrækfilm eller som et 'hunted house' i et tivoli, hvor man griner mere end man er bange. Der var ingen tvivl om, at det mere var en hyldest til hele skrækfilmsgenren end et decideret forsøg på at skræmme livet af publikum.

Ensom herre 40 år
Nostalgien fik ikke for lidt fredag aften, da Granhøj Dans lagde hus til et nostalgisk 'trip down memory lane' med Jeppe Just Instituttet. Jeg har to gange før oplevet Jeppe Just Instituttet og har haft gode oplevelser, men denne fremførelse var helt klart den mest overrumblende hidtil.

Jeppe Just Instituttet består af tre mand: Slagtøjspillerne David Hildebrandt og Matias Seibæk samt komponisten Jeppe Just Christensen. Koncerten var bygget op af sange og instrumentalmusik, som de tre mænd iklædt rødvinsfarvede cardigans fremførte på et arsenal af selvbyggede instrumenter: En slide-guitar, en modificeret metalstige med 'træk og slip'-kæder og håndtag, havegril som en slags xylofon, tørrestativ af mere dekorativ karakter, legetøjsklaver, sav og meget mere.

Sangene henter sin inspiration fra vise- og salmetraditionen, men det hele er bevidst holdt i en hvad jeg ville kalde trash-stil: Dissonerende toner i det harmoniske materiale, sangbare ordløse melodier, som Jeppe Just fremfører med en dyb, rug værthusstemme understøttet af de skramlede selvbyggede instrumenter. Der var flere associationer til grisefest og den danske charterferierejsende arbejderklasse, som man kendte den i 1970/80'erne.

Rent personligt kan jeg ikke benægte, at jeg flere gange oplevede nostalgi-klimaks under koncerten. Cirka en fjerdedel inde i koncerten bliver der i et af sangenes højdepunkt  tændt kulørte lamper rundt omkring publikum, og straks blev jeg mindet om flere hyggelige sommeraftener med kartoffelsalat, grillet kød og billig literis. Mon der var nogen, der ikke tænkte campingplads, da luftmadraspumper under en af sangene bliver brugt som en melodikas lunger, betjent af David Hildebrandt og Matias Seibæks fødder.

Nuvel, jeg vil gerne erkende, at Jeppe Just Instituttet presser materialet til sit maksimum, men lige før man begynder at kede sig, så sker der noget uventet: Det podie hvorpå David Hildebrandt og Matias Seibæk befinder sig begynder at køre rundt, senere går Jeppe Just af scenen og ankommer igen nu iklædt diskokugle-jakke og fløjter en melodi, som David Hildebrandt og Matias Seibæk understøtter med ah-kor. Herefter en pludselig gymnastikkoreografi. Under sidste sang står det ud med rosenbladskonfetti fra et af de selvbyggede instrumenter. Alt i alt for mig at se en kærlighedserklæring til den lidt skæve eksistens. Den jævne danske (bodega)mand. 

Jeppe Just Instituttet på scenen, FOTO: Samuel Olandersson

Brunel meets Aarhus
Lørdag eftermiddag mødte fire unge komponister publikum med de værker, som de havde forberedt i løbet af ugen til SPOR. Paul McGuire og Martin Baumanis studerer begge hos Jennifer Walshe på Brunel University i London, og Jens Peter Møller og Kaj Duncan David er to lokale komponiststuderende fra Det Jyske Musikkonservatorium under Simon Steen-Andersen. Præmissen var simpel: Lav en koncert fra bunden på fem dage med enkle remedier, og fremfør så resultatet på sjettedagen.

Det startede med Paul McGuires noget statiske stykke, Garagen, opkaldt efter koncertstedet på Jægergårdsgade. Pauls stykke var simpelt og effektivt: Store, tyste og rolige klangflader spillet på en klaverramme, bratsch, kontrabas og lilletromme afløstes af en meget aktiv og voldsom midterdel, som lidt efter lidt vendte tilbage til udgangspunktet.

Herefter Jens Peter Møllers Rundt, Frem og Til Siden for to performere siddende ved et bord, der gjorde brug af tyste lyde, som fingerspidserne gnedet hen over bordfladen og 'klik' fra plastikkrus, som bliver trykket på. Ærgerligt, at det var så kort.

Man var altså som publikum uden for performerens hoved og pludselig indenfor. Et gevaldigt og meget effektfuldt auditivt zoom

No News Good News var titlen på Kaj Duncan Davids stykke for fire performere. Det var dette stykke, som overraskede mest til denne koncert: De fire unge mænd sad med bind for øjnene rundt om bordet med hver sin avis. I ørene havde de høretelefoner, som var skruet så højt op, at vi som publikum kunne høre lyden. Således sad de og bladrede i aviserne mere eller mindre for dem selv, men bemærkelsesværdigt nok med en vis koordineret rytmik. Alt imens man sad og prøvede at regne ud, hvordan de bar sig ad med at koordinerer deres bevægelser, gav det et sæt i publikum, da Kaj Duncan David med et meget kraftigt og pludseligt slag hamrede sin håndflade ned i bordet. Det højlydte slag trickede en computer via en kontaktmikrofon under bordfladen til at afspille en sample i meget høj volumen via en højtaler placeret under bordet. Man var altså som publikum uden for performerens hoved og pludselig indenfor. Et gevaldigt og meget effektfuldt auditivt zoom in. Efter en lille leg performerne imellem omkring hvem der skulle afbryde den højlydte sample, endte stykket.

Martin Baumanis stykke European Union krævede blot fire stemmer. Alle læste den samme tekst op, men på hver sit sprog. Således indgik der homofone og polyfone soloer, duetter, terzetter og kvartetsatser. Nogle gange på forskellige sprog: Baumanis på lettisk, McGuire på irsk, Duncan David på engelsk og Møller på dansk, andre gange på det fælles engelske. Senere skiftede teksterne en omgang til højre, og man kunne således høre Baumanis give sig i kast med dansk, McGuire med lettisk, Duncan David med irsk og Møller med engelsk. Overraskende var Baumanis danske overvejende forståligt, men det er altid en pudsighed at høre sit modersmål med anderledes trykfordeling. Alt i alt en meget veltilrettelagt koncert og for mit vedkommende en af festivalens bedste.

Brunel meets Aarhus, FOTO: Nanna Klith

“I'm a film extra / I'm not a film extra”
Kunstnerkollektivet Object Collection fra New York, som var et af hovednavnene på årets festival, fremførte senere lørdag aften festivalens klart mest omdiskuterede koncert. Værket New York Girls var et til lejligheden sammensat udvalg af Object Collections tidligere værker, som var modificeret til ensemblet Scenatet, der her optrådte som musikere med mere. Hele scenerummet på Granhøj Dans blev brugt, hvor der var videoprojektion, optegnede kvadratiske felter på gulvet og små opstillinger af borde og instrumenter rundt omkring.

Ifølge programnoten var New York Girls en øvelse i ekstremer, og for så vidt lykkedes denne hensigt, hvis man kigger på de individuelle elementer. Der var ekstremt kraftige passager med trommespil og elguitarsolo, og tre af musikerne fra Scenatet RÅBTE en uforståelig tekst ind i en mikrofon, så højt at en fra publikum måtte udvandre med sit barn. Kirsten Riis-Jensen og Mina Fred fra Scenatet brugte lang tid på meget delikat at lægge forskellige objekter ud i de optegnede felter, hvorefter de ret skødesløst skubbede tingene til siden med deres fødder. Andras Spang Olsen lå på gulvet og messede en masse kontrasterende sætninger til et præ-indspillet track med ham selv. ”I'm a film extra.” / ”I'm not a film extra.” Hele ensemblet havde iPods i ørene, og gik stille rundt og fløjtede skiftevis lange lyse toner, nynnede lange glissader og hviskede.

Særligt de sidste to situationer var på hver deres måde smukke. Resten forstod jeg ganske simpelt ikke. Jeg tror, at jeg er vant til en større finesse. At når objekter bruges, så er de udvalgt med stor præcision for deres skramlethed, klang eller anden karakteristika. Det virkede ikke til at være tilfældet her. Alle objekterne var dagligdagsgenstande, og man fik mest indtrykket af, at Object Collection havde tømt deres lejlighed i en sort sæk inden de kom til Aarhus.

Alle objekterne var dagligdags-genstande, og man fik mest indtrykket af, at Object Collection havde tømt deres lejlighed i en sort sæk inden de kom til Aarhus

Jeg talte mere flere af gæsterne bagefter, og der var tydeligvis to grupperinger: Dem, der synes, at det var forfærdeligt, og dem der fandt det fantastisk. Jeg hælder mest til den første gruppe. Jeg forstod ikke, hvad Object Collection ville fortælle mig. Lad mig lige slå det fast: Jeg mener ikke, at man som lytter 'skal' forstå noget, når man oplever kunst – for en ikke-oplevelse er jo også en oplevelse – men lige i det her tilfældet virkede det som om at Object Collection gerne ville have, at det skulle være utilgængeligt for publikum.

Intimt SMS-recitativ
På festivalens sidste dag, søndag, så jeg blandt andet Niels Rønsholdt en-mands-opera Ord for Ord. Niels Rønsholdts værker er kendt for sin intimitet og Ord for Ord skuffede bestemt ikke på det punkt. En værtinde bød velkommen i Ambassadens foyer, og vi blev ledt op i et mørkt rum, hvor vi blev mødt af et stort bord klædt med en hvid dug. På dugen lå en masse frugt, blomster, kage, chokolade, brød og ikke mindst den velklædte Niels Rønsholdt og en mindre påklædt kvinde, fod mod fod. Der var kun plads til 12 publikummer ad gangen til denne drøm af en lit de parade, og dette sikrede en meget direkte oplevelse, da man som publikum sad til bords ved det store opdækkede bord.

Niels Rønsholdt sang selv alle operaens forskellige roller, og jeg talte undervejs omkring tre forskellige karakterer: To mænd og det, jeg antager, var en meget jaloux kvinde. Underlægningsmusikken bestod af et singback-track indeholdende et enkelt akkordmateriale og en gennemsigtig instrumentation med soloinstrumenter: Klaver, cello, guitar med mere. I virkeligheden kunne Rønsholdt nok selv have spillet musikken som underlægning til sin egen sang – hvilket også var med til at understrege DIY-tanken i dette stykke – men et playback-track var nødvendigt, hvis han skulle have frihed til at være tilstede som de forskellige karakterer.

Teksten til denne en-mands-opera kom fra det, man kunne tro var meget personlige sms-korrespondancer. Det virkede så virkelighedstro – og så alligevel ikke, da sætninger som ”Du er en gemen løgner” gav associationer til en mere eventyragtig fortælling. Under operaens 25 minutter lange sms-recitativ var man altså hele tiden i tvivl om historien var 'based on real events' eller om det var fiktion. Lidt af en følelsesmæssig rutsjebanetur, for på den ene side var de mere eventyragtige sætninger så banale, at det næsten blev pinligt, men på den anden side var sms'erne fra den meget jaloux person så ubehagelige, at man næsten heller ikke kunne holde det ud. #uha

Scenatet opfører Juliana Hodkinsons 'Angel View', FOTO: Samuel Olandersson

Angel View
Til slut er jeg nødt til at nævne et af festivalens højdepunkter: Juliana Hodkinsons Angel View. Opførelsen fandt sted til afslutningenskoncerten søndag aften, og efter koncertens første del med fremragende værker af Simon Løffler (D) og Christian Winther Christensen (Nachtmusik [ohne eine aufdringliche Nachtstimmung]) blev publikum ledt ind i salen, hvor musikerne fra Scenatet ensemble sad og hamrede på nogle betonklodser. Mændene var klædt i smokingskjorter, butterflys, sorte bukser og sko, imens kvinderne havde sorte aftenkjoler på. Hele stemningen var som taget ud af en film noir, og på scenen var der dækket et bord til middagsgæster.

Hele det dramaturgiske forløb i stykket var gjort med stor finesse, og med ganske små virkemidler blev situationen gjort dramatisk

Angel View har tidligere været omtalt i Seismograf i forbindelse dets uropførelse på MaerzMusik i Berlin, men jeg er nødt til at beskrive det igen. Hele det dramaturgiske forløb i stykket var gjort med stor finesse, og med ganske små virkemidler blev situationen gjort dramatisk: Slagtøjsspilleren Mads Bendsen iførte sig en bredskygget hat. Herrerne tog smokingjakker på og kvinderne en hat med net eller et halssmykke og herefter stillede de sig alle hen til det opdækkede bord. Lydsiden var en blanding af akustisk musik fra instrumenterne og reallyde fra en gade, citater fra popmusik, fuglelyde og lyden af blæst, der med nu overfrakkeiklædte Andras Spang Olsens übercoole ansigtsudtryk gav en helt speciel stemning. Jeg husker særligt, da Andras Spang Olsen som en anden James Stewart svingede en sirene fastgjort i en snor rundt over sit hoved. Angel View, en stor oplevelse.

Do it anyway
SPOR Festivalen er for mig at se den eneste festival i Danmark, hvor installationsværker, improvisationsmusik, seminarer og koncertmusik står side om side uden at en af parterne lider overlast på bekostning af den anden. Hvert år skifter festivalen kurator, og derfor sikrer festivalen aldrig at gentage sig selv. Hvor end der var mange gode oplevelser ved festivalen, så synes jeg ikke at årets tema 'Do it anyway' kom til udtryk ved så mange af koncerterne. Object Collection kunne sagtens have tænkt på deres publikum i deres performance, men de var fuldstændigt ligeglade med publikum og 'gjorde det alligevel'. Som komponist kan jeg sætte mig ind i, hvilken indsats det kræver selv at stille sig op på en scene og fremføre et værk, som kan have helt banale elementer. Niels Rønsholdt var ligeglad og gjorde det alligevel. Festivalens andet tema, musikalsk interaktion, tror jeg ville have kommet min oplevelse med Object Collection i møde. Havde jeg fået lov til at gå rundt blandt Scenatets musikere imens de opførte New York Girls, så tror jeg ikke, jeg ville have opfattet det så overgrebsagtigt, som jeg gjorde.