07.05.12
Pablo Henrik Llambias + Wazzabi, foto: Morten Bentzon Sørensen

Det vanskelige møde

Lyd+Litteratur-festival København 2012

Det er ikke altid let at forene forfatteren og musikeren, poesien og musikken. Forskelligheden kan være svær at overkomme, og jagten på et passende udtryk virker ofte forceret. I Danmark har vi ikke som i Sverige en stærk tradition for tekst-lyd værker, men en helt anden historie. Fra dengang Rifbjerg og co. i 1960'erne afmålt reciterede deres tekster til jazzmusik på Louisiana over Dan Turèll og Sølvstjernes spoken word i slut 70'erne og til de seneste års udgivelser fra den cool, men aldrende Jørgen Leth i samarbejde med Mikael Simpson og Frithjof Toksvig. Og alle dem indimellem. Man kan dog konstatere, at hjemmestudier og computermusikken har øget frekvensen af denne type udgivelser, hvor digtere og musikere arbejder sammen – alle forfattere har efterhånden lavet en plade! Dette møde mellem litteratur og musik trænger i høj grad til at blive undersøgt på ny, for der findes givetvis et potentiale her. Og derfor er det på mange måder glædeligt, at den årligt tilbagevendende Lyd+Litteratur-festival handler om netop dét.

Lyd+Litteratur arrangeres af Musiktidsskriftet Geiger og foreningen Litteraturen på Scenen og har eksisteret siden 2002 i Århus. Det er første gang festivalen også foregår i København, og Seismografs udsendte deltager blot i denne halvdel af festivalen, der forløber over tre dage i perioden mellem d. 23. og 28. april. Geiger-tidsskriftets eksportvare så at sige. Festivalen foregår i samarbejde med Huset i Magstræde, Møllegade Boghandel og Københavns Hovedbibliotek. Bredt appellerende samarbejdspartnere, som på en måde afspejler, hvilket publikum der sigtes efter. Det er ikke ren undergrund i hvert fald, og programmet afslører ligeledes, at det ikke er noget natteroderi, men eftermiddags- og aftenarrangementer.

Sproghoved
Festivalen åbner mandag eftermiddag klokken 17 på Hovedbiblioteket. Bagerst i bibliotekets foyer blandt udlånsmaskiner, hylder med reserverede bøger og borgerservice står den færøske queerkunstner Dennis Agerblad på en lille scene, og synger og reciterer digte i to mikrofoner tilsluttet hver sit lille arsenal af effekter. I dametøj og med paryk. Og med en kælen stemme, der forvrænget byder os velkommen i den færøske punkdigter Tóroddur Poulsens tekstunivers. Tekster Agerblad sidste år oversatte og satte musik til på albummet Sproghoved/Málhøvd. Det er det materiale han opfører, men uden musikalsk akkompagnement. Det er ikke avanceret, det er ikke virtuost, men det er nærværende og det er fint. Agerblad synger teksterne i stedet for at læse dem højt fra blad, som digtere har for vane. Det er selvfølgelig med til at afsløre, hvad der ofte er tilfældet, når digte møder musik. At teksten bliver lidt gumpetung at synge. Det skrevne sprog bliver kantet i munden på performeren i flere tilfælde. Det har måske sin egen pointe, sin egen charme. Jeg tager det til mig alligevel. Jeg har på fornemmelsen, at ikke alle fremmødte gæster gør det samme. “Jeg er transvestit”, siger Agerblad. Og det er fint for mig. Et modigt åbningsarrangement at afholde på Hovedbiblioteket en mandag eftermiddag.

Da Agerblads koncert er slut, er der stadig et par timer til, at festivalen fortsætter på Huset i Magstræde blot et par hundrede meter herfra. Jeg hænger lidt og kigger i den provisoriske pladebiks med bl.a. udgivelser fra flere af festivalens medvirkende. En af arrangørerne dj'er lidt i bibliotekets foyer. Det bliver godt med et aftenarrangement med dæmpet lys og en øl.

En som hedder det samme som mig
siger at han samtidig har skrevet det samme som mig
og på samme sted
og han siger at det var ham
som malede billedet af ham
som lavede selvportrættet af mig
da jeg ej behøvede at digte
fordi der var storm hver dag.
(Dennis Agerblad fortolker Tóroddur Poulsen)

Laugesen er tidens ukronede konge af digter-møder-musiker-genren, her med Singvogel, foto: Morten Bentzon Sørensen

Tyk solsort danser til Alban Berg
At invitere århusianske Peter Laugesen og Singvogel til at optræde på en lyd og litteraturfestival er ikke vildt originalt, men nærmest en uomgængelighed. Laugesen er tidens ukronede konge af digter-møder-musiker-genren, og pladen Den her planet glemmer vi aldrig var blandt de bedste dansksprogede plader fra 2011. Den udkom på Geiger Records i en særlig lyd+litteratur-serie, ligesom flere af festivalens andre deltagere. Da Laugesen mandag aften træder ind på scenen i Huset i Magstræde er der halvfyldt. Det er festivalens første år i København, og måske har den ikke bidt sig fast i folks bevidsthed endnu. Laugesen er ellers en populær skikkelse. Også med band.

Laugesen er tidens ukronede konge af digter-møder-musiker-genren, og pladen Den her planet glemmer vi aldrig var blandt de bedste dansksprogede plader fra 2011.

Opstillingen er traditionel. Bas, guitar, tromme – og en række blæseinstrumenter. Og de spiller solidt, Singvogel. Det er mere beskidt end rent, det er syret og larmende. Foran bandet står Peter Laugesen ved et lille bord, hvorpå hans digtsamlinger ligger i en høj bunke. Han plukker en samling op, bladrer, læser. Hans monotone diktion er alvorlig, men teksten folder sig anderledes sprudlende ud. Dén kontrast er Peter Laugesens stærkeste kort som performer. Han laver ikke plader, fordi det er på mode, men fordi hans praksis og hans digtes sprog giver mening i rytmen. Der er en klar afsmitning af beat. Han taler ikke, han synger ikke, han messer. “Strisserne breder sig ”, messer han, eller “tyk solsort danser til Alban Berg”. Jeg drikker en øl, og jeg nyder egentlig, at det er simpelt. Laugesen og Singvogel har fundet en opskrift, der synes at virke.

Som en afslutning på aftenen spiller britiske Mute Swimmer. Et enmandsband med en akustisk guitar og en tromme. Fortællende meta-sange, der på finurlig vis handler om sangens tilblivelse eller koncertens her-og-nu. Fremført med charme, men alligevel måske lidt prætentiøst. Han fyrer et John Cage citat af. Og folk forlader lige så stille caféen i Husets stueetage. Det er mandag aften. Jeg tænker, at Mute Swimmer i stedet skulle have været booket til Fanø Free Folk Festival, som Geiger også arrangerer. At her havde han passet bedre ind. Jeg går før koncerten er slut. Ligeledes gør Peter Laugesen, kan jeg se. Han er også lige rundet de 70 år i sidste måned, og tillykke med det.

Strisserne breder sig
det vælter af dem alle vegne
hvor kom de fra
voksede de ud af små børn
var de bare nogen der blev voksne
fik et job
de fleste af dem er tavse
de gør ikke noget
nogle få taler
der er ikke meget handling.
(Peter Laugesen)

Solistens sprog
Lyd+Litteratur-festivalen kan også mere end at lade digtere møde musikere. For at have en berettigelse som festival kan man næsten forlange, at der tænkes ud over den gængse konstellation, hvor en forfatter læser sine digte med en passende og tilpassende musikalsk baggrund. Det har vi ligesom hørt før. Men Lyd+Litteratur er blandede bolsjer, det må jeg igen erkende, da den finlandssvenske digter Cia Rinne læser fra sin prisvindende digtsamling Notes for soloists, der forrige år udkom på det svenske tidsskrift OEIs forlag. Konferencier og arrangør Rasmus Steffensen understreger, at Cia Rinne ikke er inviteret, fordi hun læser op til musik, men fordi hun er en forfatter, der i oplæsningen er særligt musikalsk.

Det er fredag eftermiddag, og Hovedbiblioteket danner rammen om et særdeles velbesøgt arrangement. Faktisk er der helt fyldt. Jeg antager, at de fleste er kommet for at høre musikeren Jomi Massage og hendes til anledningen sammensatte trio med Henriette Sennenvaldt fra Under Byen og Maria Laurette Friis fra Tys Tys. En lille supertrio, der skal fremføre numrene fra pladen Dråbers logik, som Jomi Massage har lavet i samarbejde med forfatteren og lyrikeren Anne Louise Marstrand Jørgensen, og som udkommer i forbindelse med det dette års festival. Men foran deres meget udstyr af synthesizere og guitarforstærkere står Cia Rinne alene kvinde og læser sine multilingvistiske digte. Det er det særegne og det musikalske ved dem. At digtene således er skrevet på både engelsk, fransk, tysk, spansk og italiensk. Hun påkalder sig i teksterne både Joseph Beuys og Nam June Peik, idolerne, men hun læser som Gertrude Stein. Det vedholdende, repetitionen og de sproglige metamorfoser. Som børneremser: stativ, stakit, kasket. Og selvom jeg knap behersker halvdelen af de anvendte sprog, forstår jeg den performative gestus. Det er et imponerende lille værk Cia Rinne har begået, det fungerer smukt læst op, og det medvirker til at facettere festivalens begreber om lyd og litteratur.

Dråbers logik
Anden afdeling er som sagt fredagens trækplaster, Jomi Massage og veninderne. Signe Høirup Wille-Jørgensen, som hendes borgerlige navn lyder, kalder musikken for ond new age. Det griner publikum af, og hendes røde guitar sætter i gang. Støjende strenge og smukke stemmer. Sirlige klangflader, der brydes af vekslende sang og recitation. Maria Laurette Friis sidder med en gammel Korg-maskine, og Henriette Sennenvaldt med et midi-keyboard og en pedal. De forvrænger og styrer det bølgende lydlandskab, der melodisk understreger tekstuniverset. Men det fungerer bedst i de sekvenser, hvor de tre stemmer fletter sig sammen. Hvor sangerne både synger og taler teksten, og Marstrand Jørgensens tekstunivers træder frem som sangunivers. Foreningen af det skrevne og det sungne ord. Som Jomi Massage selv bekender før eftermiddagens sidste nummer: “Jeg vidste, at det skulle være det blideste nummer, men teksten indeholdt ordet slagtekvæg”. En håndgribelig problematik, der fremkalder smil på læben, da hun undervejs i nummeret når til at synge det besværlige ord.

Det er første gang, at trioen spiller materialet sammen, og at de roder lidt mellem numrene for at finde den rette overgang, er helt legitimt. Jeg føler mig ret overbevidst, ligesom publikum lader til at være det. Der er kommet en god plade ud af det her samarbejde.

Denne langsomme usikre leven
hvor to sider ligner evighed
hvor vi udholder at forladelse
bliver en hudvækst hver nat og taler om regn
hvad er så dråbers logik andet end tyngde
sammenløb over en ledning
to tungere end en
styrter til jorden.
(Anne Louise Marstrand Jørgensen)

En flodhest går om hjørnet
Siden festivalen er delt mellem København og Århus, kan jeg længselsfuldt kigge på den del af programmet, som jeg går glip af. De københavnske forfattere og musikere som vi eksporterer den anden vej. Jeg ville have set frem til, hvad forfatteren Rasmus Graff havde fundet på med gutterne fra det københavnske eksperimentalmiljø, Johannes Lund og Tobias Kirstein. Eller hvad det aldrende multitalent Jørgen Teller laver sammen med Danmarks måske mest betydningsfulde digter, Lars Skinnebach. De to sidstnævnte udgiver i øvrigt også en plade sammen: SLAGGER, på Geiger Records. Den vil jeg så lytte til.

Den snart 70-årige Viggo Madsen sammen med malisiske Basiru Sosu, foto: Morten Bentzon Sørensen

I stedet må jeg glædes ved, at en mine egne helte, den snart 70-årige forfatter Viggo Madsen, både er plade- og koncertaktuel på dette års festival sammen med malisiske Basiru Sosu. De udgiver i anledning af festivalen pladen En flodhest går om hjørnet, hvilket samtidig er titlen på den digtsamling, som Viggo Madsen skulle være debuteret med, men som på besynderlig vis forsvandt i glemsel. Han debuterede som bekendt i stedet i 1966 med den fremragende bog Brandmand på to hjul, men nu er den forsvundne digtsamling omsider blevet genetableret på baggrund af adskillige fragmenter. Det er dette samarbejdes hofanekdote, som også Viggo Madsen starter koncerten på Huset i Magstræde med at fortælle, imens Sosu omhyggeligt stemmer sine 21 strenge på det fine instrument, koraen, i scenens blå lys. Koraen er et vestafrikansk strengeinstrument, der med vestlige klassifikationer befinder sig et sted mellem en harpe og en lut, og som traditionen foreskriver er bygget af en slags tørret squash betrukket med koskind.

Underspillet og roligt klæder de to hinanden. Det er ikke banebrydende, men mindre kan også nogle gange gøre det.

Koncerten forløber stille og roligt, og er måske et eksempel på, hvordan oplæsningen af digtene kan virke lidt arbitrært i forhold til koraspillet. Men Viggo Madsen er sin egen. Famlende og pudsig. Pudsigheden som dette samarbejdes grundvilkår – det afrikanske møder det danske, maliseren møder bibliotekaren fra Lemvig. Og undervejs i koncerten smelter de to sammen. Det virtuose koraspil og den gamle stemme. Og Sosu, der som en anden Keith Jarrett brummer melodilinjen under sit spil. Underspillet og roligt klæder de to hinanden. Det er ikke banebrydende, men mindre kan også nogle gange gøre det.

Og fra dybet spejler månen
i den melankolske sø
vores ven den store flodhest
i sin grublen på sin sti
Hvad tænker den?
Dobbelt stor, dobbelt sørgmodig ser den i det tavse vand.
(Viggo Madsen)

Midtlivskrise
Anderledes får jeg det lidt med forfatterskolerektoren Pablo Henrik Llambias, der senere på aftenen optræder sammen med bandet Wazzabi, hvilket han i øvrigt har gjort igennem en årrække. Teksterne stammer fra Llambias seneste bog, den 416 sider lange Monte Lema, der er skrevet på sonetform. De kredser om den midaldrende mands problemer. Med skilsmisse og kæreste. Med litteraturen og livet. Men til koncerten lægger teksten sig ovenpå musikken, og synker kun ned i den i perioder. Selvom Wazzabi, tromme og guitar, er både dynamisk og kraftfuldt. Det er aftenens klimaks, hvad angår støj og styrke, og de improviserer sig igennem et helt legitimt forsøg på at give Llambias tekster et andet liv. Jeg synes bare ikke de får det, teksterne. Og det er blevet til mit kvalitetskriterium i løbet af denne festival.

Men der er momenter undervejs, hvor jeg synes, det er fedt. Når Llambias i stedet synger teksterne og afslører en fin falset. Det træge danske sprog lyder absurd, når det synges ud på den måde, og det skærer nærmest i ens sangtekstvante øre. Man føler sig overrumplet, og det ville jeg gerne have været noget mere.

Mere lyd end litteratur
Lyd+Litteratur afsluttes lørdag eftermiddag med et internationalt arrangement i den lille, hyggelige Møllegades Boghandel på Nørrebro med den britiske Preslav Literary School og italienske Allesandra Eramo. Med et fokus mere på lyd end litteratur, hvilket føles befriende. Det er to kortere performances, og der er gratis kaffe og te. En fin, uprætentiøs afslutning på en festival.

Preslav Literary School. foto: Morten Bentzon Sørensen

Preslav Literary School begynder da alle har fået deres kaffe, og han har 6 walkmen og et utal af kassettebånd liggende på et bord. Det er dem, han spiller på. Han skifter hurtigt bånd og skruer på sin mixer, og det lyder som en krydsning mellem dronemusik og et råbånd til en radioreportage. Det skaber en intensitet i det lille lokale, og alle lytter og kigger opmærksomt.

Kassettebåndene har han enten fundet eller også har han selv splejset tonebåndet inde i kassetterne sammen til små loops, forklarer han mig efter koncerten. Og det forklarer lidt hans særegne lyd. En interessant krydsning af genrer, som på papiret måske ikke er dybt original, men de analoge virkemidler hiver fremførelsen op. Værket han opfører er komponeret særligt til festivalen, og det kan i øvrigt downloades gratis hele den lørdag, hvorefter det koster 1000 britiske pund! Kuriøst, ligesom opførelsen.

Festivalens absolut sidste kunstner er Alessandra Eramo, der optræder med værket Poetophonie. En blandet performance, der er lige dele sang, lydoptagelser og tekst. Og hun giver sig virkelig i den lille boghandel med det lille publikum. Med lukkede øjne og distinkte, aggressive bevægelser messer hun på italiensk (formoder jeg) brudestykker af tekst. Hun sætter små, subtile effekter på. Mere lyd, og mere styrke. Så begynder hun at fordele papirstrimler med tekst rundt på gulvet i hele lokalet. Hun kravler på gulvet imellem publikum og lægger strimlerne overalt. Flere hundrede. Man prøver at læse med, men det er ufærdige sætninger. Som om de også var klippet over. Eramo forlader lokalet, imens hendes udstyr spiller videre. Nu er det mere reallyd. Eller fragmentariske optagelser af udenlandsk radio.

Den bedste platform
Da det ebber ud klapper publikum. Også for afslutningen af den første Lyd+Litteratur-festival i København. En god, solid festival, der alligevel ville mere end blot at sætte forfattere og musikere sammen. Ikke nogen radikale udsving, men nogle interessante optrædener i spændingsfeltet mellem musikken, lydkunsten og litteraturen. Festivalen er måske p.t. den bedste platform i Danmark for det møde. Og det skal de tage seriøst, Geigerdrengene, når de forhåbentlig fortsætter festivalen i København næste år.

Jeg er fornøjet, og jeg køber et kassettebånd af Preslav Literary School. Så har han råd til at køre hjem til Berlin, siger han. Eramos hundredevis af sætninger ligger på gulvet – litteraturen får det sidste ord på festivalen. Jeg tror ikke, hun har tænkt sig at rydde det op.