09.12.11
Foto: Karoline Tiara Lieberkind

Musikalsk bevidsthedsfusion med voodoo afterparty

Respekt til Gentofte Hovedbibliotek for at lægge hus til en vellykket musikalsk fusion lørdag aften. Den prisvindende lydkunstner og komponist Søs Gunver Rybergs arktiske univers blev behændigt blandet med Thulebasens syrede støjrock, efterfulgt af Baron Kriminels rytmiske vodoo-seance. De to koncerter forvandlede hovedbiblioteket til en musikalsk bevidsthedsudvidelse i 3D på en stille 3. december.

Det vil være synd at sige, at der var fulde huse i lørdags, da Gentofte Hovedbibliotek blev omdannet til et spillested med fuld knald på de røde lamper og en tjekket sceneopstilling, som omdannede stedet til et rigtig fint spillested. Et par fotografer havde gjort klar til at forevige koncerten, og omkring 20 publikummer havde indfundet sig ved koncertens begyndelse. Vi sad omgivet af bogreoler og de klassiske kasser med cd’er i plastikcharteks. Foran de beskedne stolerækker var placeret en storskærm, hvor aftenens VJ, Casper Øbro, stillede skarpt på lærredet med lysstrålen fra projektoren, og da den indimellem slukkede, kunne man antyde skiltet med ordet BIBLIOTEKAR på den runde, hvide skranke til højre for scenen.

Omkring 15 kæmpe bambusplanter i sorte plastickrukker, der var som taget ud af Gentoftevillaernes  indkørsler, dannede en flot ramme om storskærm og scene. Til venstre på scenen tronede Søs Gunvers store hjørnepult med computer, bækkener og en milliard ledninger.

Polerne smelter
Koncerten skydes i gang med lyden af en stor gongong, da Søs tager et ’standsning forbudt’-vejskilt op af gemmerne. Trommerne følger lidt med og svage, til tider skrattende radiostemmer taler i baggrunden af trommeslager Felia Gram-Hansens lyse, sagte stemme, der fremfører enkelte lange toner i mikrofonen. Med lærredet i baggrunden får man følelsen af at sidde i biografen til introen af en rigtig god film. Søs bevæger violinbuen over bækkenerne, stilheden er lige ved at lægge sig over scenen, men så lyder en insisterende, gentagen glitch-lyd, der afbrydes af langsomme taktslag fra trommesættet og vejskiltet. Det bliver faktisk uhyggeligt og føles som en lettelse, da en lettere og mere rytmisk stil bliver slået an på bækken og guitar af Thulebasen, som en slags indgangsport til trioens støjrockede, psykedeliske univers.

Herefter vender den uhyggelige, glitchede stil tilbage, og det lyder som om en mobil har fanget højttalerne. Med vilje vel og mærke. Så vender også stemmen tilbage og et øjebliks distraktion kan lede tankerne hen på Nissebanden i Grønland, årets TV- julekalender, da gøen fra en stor gruppe slædehunde lyder mellem bambus og bøger. Man fornemmer inspirationen fra Søs’ optagelsesrejse til den arktiske vildmark i 2009, for slædehundenes til tider aggressive gøen understøttes af iskolde baggrundslyde, gletcheris, der knirker, hvin i ørerne, som skaber et nordpolskoldt univers, så man næsten har lyst til at trække en hue ned over sine kolde ører.

Hundene bliver ved, til jeg næsten bliver nervøs for om, Søs har taget nogle af dem med til Gentofte. Det virker meget stærkt og ikke unaturligt eller påtaget lydkunstnerisk, men tværtimod som et bevis på, at reallyde fra en anden sfære med stor succes kan inddrages i den her improvisation. Så træder hundene lidt i baggrunden, og Thulebasens støjrock-univers finder tilbage til overfladen igen i en psykedelisk mutation, hvor hundenes gøen høres i baggrunden med jævne mellemrum, mens guitar og Thulebasens andre traditionelle rockinstrumenter viser sine nye potentialer i en elektronisk ekstatisk og behagelig, nærmest melodisk støj, som bliver ved og ved, hurtigere og hurtigere. Alt imens VJ Øbro kaster med grønne bogstaver, KAPITÆLER, der bevæger sig i pendulfart over lærred, gulv og scene.

På det her tidspunkt er jeg lidt nervøs, ikke for kvaliteten som sådan, for jeg tror alle er godt æstetisk underholdt, men for at resten af koncerten vil fortsætte med at være en improvisation, der skiftevis foregår på Søs’ præmisser og så på Thulebasens. At de to smukke og interessante universer ikke kommer til at smelte helt sammen i den musikalske bevidsthedsfusion, som de har lagt op til.

Men trancen indfinder sig heldigvis, ganske pludseligt smelter det hele sammen og kaster sig som et fiskenet ud over bøger og publikum. Så får vi endelig lov til at svæve rundt i det røde rum sammen med kunstnerne, hvis forskellige musikalske signaturer ikke længere er til at adskille. Højere, hurtigere. Den ensartede rytme driver os alle ud af biblioteket og ud i rummet. VJ Øbro skyder med meteorregn, mens lyden af Space Invaders, der skyder for at redde vores fælles trance-rumskib fra at styrte ude på Strandvejen, gør det hele mere dramatisk. Alarmer. Sirener. Måske forsvandt den arktiske vildmark lige, fordi isen smelter. Så pianissimo. Ren og klar klagesang uden ord fra Felia Gram-Hansen, som vand der rinder.

En gentagen kort melodi på få toner finder vej igennem den ellers monotone lydtæppe af skøn støj, der herefter overtager rummet. Nu runger dybe toner endelig i mine ribben og hvide computerskabte fugle på storskærmen bliver vildere og vildere for til sidst at mutere til opsprættede hvide streger, der ligner en meteorregn. Trommeslager Felia rækker armene i vejret i begejstring, og jeg havde gjort det samme, hvis der var lidt flere mennesker, for nu når improvisationen skyskrabende højder. Hvis dette er lyden af Nordpolen, der smelter og jorden, der går under, er soundtracket virkelig fedt!

Men så fader det allerede ud. Lidt for tidligt. Ørerne er trætte, men på en god måde ligesom benene efter en løbetur. Stilheden sænker sig over tilskuerrækkerne, og jeg ærgrer mig over, at folk klapper, for så er det jo desværre slut.

Jeg var nysgerrig efter at høre mere, for nu skete det, jeg havde ventet på – og forventet: Det blev ikke længere muligt at skille Søs fra Thulebasen og omvendt, på grund af den endelige sammensmeltning af deres instrumentarium og medbragte toner og lyde. Det jeg lige havde hørt var en overgangsrite. En transformation fra at være individuelle kunstnere til at indgå i en fælles musikalsk organisme. Som i øvrigt lovet i programmet.

Søs siger tak til publikum og tager en diktafon ned fra hylden med projektoren. Man kan så kun håbe på, at optagelsen bliver tilgængelig online, så man kan høre den transformation, der fandt sted i Gentofte.

Kresten Osgood som forhekset
Efter Søs og Thulebasens psykedeliske tur til Nordpolen, kunne man med fordel blive hængende ved bibliotekardisken, for da storskærmen blev trukket væk, var der linet op til et 9 mand stort orkester lige bagved, nærmere betegnet Baron Kriminel med Kristian Leth i spidsen og blandt andre Troels Abrahamsen, Kresten Osgood og flere andre kompetente musikere ved instrumentbrættet.

Uanfægtet af, at publikum kun udgjorde ca. 20 mennesker, leverede Baron Kriminel varen og fyrede godt op under bibliotekets stole, der også blev brugt på scenen som trommesæt. Saxofon, keyboard og diverse rasleinstrumenter omdannede således biblioteket til en haitiansk voodoo-seance på Gentofte-manér. Kresten Osgood var selv som forhekset, da han kastede sig ned fra scenen med sin saxofon, spillede sig selv ud til publikum for til sidst liggende at fyre den af på saxofonen på gulvet foran scenen. 

”Tak for i aften, det var fedt. Ja, det var det fandeme”, sagde Kristian Leth med et smil efter en times tids buldrende voodoo. Og på trods af den sparsomme tilslutning, som altid suger lidt af energien ud af sådanne arrangementer, kunne man kun erklære sig helt enig: Respekt til Gentofte Hovedbibliotek for at lægge hus til! Søs Gunver Ryberg og Thulebasen, var for mig aftenens højdepunkt. Men begge koncerter havde klart fortjent mange flere ører at spille for den lørdag aften. For spille og samtidig inddrage hele biblioteket i både musikalsk symbiose og haitiansk voodoo; det kunne de - uden vise nogen tegn på at miste energien.

Søs Gunver Ryberg, Thulebasen og Baron Kriminel på Gentofte Hovedbibliotek 3. december 2011.
Koncerten var arrangeret af Wundergrund On Tour.