kritik

Noget der forsøger ikke at være noget, men som helt sikkert er det

Hvordan lyder dit værelse? Hvordan lyder det, når du ikke lytter? Når du sidder og skriver e-mails, mens kirkeklokkerne ringer udefra, og folk stikker hovedet ind for at spørge om noget? Det lyder nok ikke særlig spændende. Alligevel har forfatter og kunstner Morten Søndergaard netop udgivet en plade med lyden af et arbejdsværelse i sin lejlighed.
Af
21. Marts 2016
Anmeldelse af Morten Søndergaard – 'The Sound of My Room', LP

Der er intet strengt musisk på udgivelsen The Sound of My Room, blot en optagelse af Morten Søndergaard foran sin computer. Man hører først lejlighedens rumlyd og resonans, som lyder meget anderledes end rumlyden i et lydstudie eller på et spillested. Uden at vide hvad der venter, skurrer den skramlede og ubehandlede lyd af et fremmed rum imod mine ører. Selvom det er en af de mest banale lyde, man kan forestille sig. En lyd der næsten er umulig at undgå. Baggrunden hvorpå alle andre lyde males. Lyden af en dagligdag tæt på ens egen.

Søndergaard leger også med fortidens lyde. Jeg lytter til hans rum, der er anderledes, end det rum jeg selv er i. Titlen The Sound of My Room og optagelsens brug af det ambiente er en snørklet reference til lydkunstneren Alvin Luciers efterhånden kanoniske værk fra 1969, I Am Sitting in a Room. Dette værk starter med, at Lucier læser sætningen »I am sitting in a room different to the one you are in now. I am recording the sound of my speaking voice…« Lucier fortsætter med at forklare, hvordan han optager sin stemme, for derefter at spille båndet ind i rummet og genoptage lyden af optagelsen i rummet. Dette fortsætter, indtil Luciers stemme er helt udvisket af rummets resonans.

En lyd der næsten er umulig at undgå. Baggrunden hvorpå alle andre lyde males. Lyden af en dagligdag tæt på ens egen

The Sound of My Room udvisker rummet ikke Søndergaard eller hans stemme. Hvor Luciers optagelse er meget bestemt og overlagt i sit formål, har Søndergaard forsøgt at gøre mikrofonen til en passiv observatør. Mikrofonen ligger på bordet og lytter til kirkeklokker, dæmpede stemmer i rummet vedsiden af, katten Kenya the Cat og Søndergaards datter, der på pladens første minut siger, at hun er på vej ud, og spørger ham om noget omkring sit frikort. Men først i lydbilledet er Søndergaards tastatur, som taster derudad med mikrofonen så tæt, at hver tast bliver et overdøvende foruroligende taktslag. Efter en tid er fingrene, der rammer tastaturet den eneste konstante lyd på pladen. Tasternes tempo kører op og ned, men holder på trods af sin tilfældighed en rytme pladen igennem.

Mikrofonen som parasit
Billedet på forsiden af coveret viser et trådløst computertastatur, men lyden heraf forstærkes til ugenkendelighed på grund af mikrofonens placering på skrivebordet. Det lyder næsten som en skrivemaskine. I starten og slutningen af optagelsen siger Søndergaard (eller er det hans ven og optageansvarlige, Emil Thomsen?) »OK. nu kører vi…« og »Mmjaeh.. Skal vi sige det er det?« hvilket er den eneste gang, mikrofonen bliver direkte adresseret. Udover det, føles mikrofonen som en flue på væggen på nær et par sekunder, hvor Søndergaard taster så hårdt, at det næsten bliver komisk. Tastaturet straffes så performativt, at man hives ud af arbejdsværelset og ind i sine egne overvejelser. Jeg mindes om, hvornår jeg sidst har været så vred på min computer. Et mistet dokument eller en pludselig strømafbrydelse – måske. Men midt i en forholdsvis stille og koncentreret skriveproces bliver skriveriet til spil for galleriet. Det understreger den paradoksale opgave, det er at optage objektivt – at optage helt uden at påvirke omgivelserne. Der vil altid være et udgangspunkt og en lang række valg, der fører til enhver optagelse. Det kan aldrig være ”naturligt” eller uden prætentioner.

Hvis mikrofoner ikke kun optager vores lyde, men også ændrer vores adfærd, kan vi så tale om mikrofonen som en genstand, der erobrer rummet? En parasit? I forbindelse med spionage kalder man skjulte mikrofoner ”bugs.” Der er altså allerede noget insektoidt over mikrofonen. De sniger sig lydløst rundt, men indtager alt omkring dem. Især i nyere tid er mikrofonen blevet mistænkeliggjort i smartphones og computere, der hele tiden lytter til os, uden at vi ved det. I overvågningssamfundet er mikrofonen blevet en suspekt og farlig allieret. Lyden af Morten Søndergaards rum er derfor også et voyeuristisk indblik i kunstnerens liv – et billede på en samtid, hvor alt kan være til offentlig skue. Og et billede af kunstneren som et enestående individ, som tilskueren prøver at afkode og komme ind på livet af. Hvad er Søndergaards mening med det her? Hvorfor udgive en plade af 36 minutter og 6 sekunder af hans formodede dagligdag? De spørgsmål handler nok mere om Søndergaards æstetiske univers end om kunstneren selv.

Et sammensurium af kraniets suturer
Pladen er ikke kun en plade – den er en del af et større sammensurium af Søndergaards forfatterskab. Eller kunstneriske praksis. Eller diskografi? Søndergaard lader sig ikke binde til et enkelt medie. Pladens udgivelse faldt stort set sammen med en udgivelse af bogen Suture og digtsamlingen Døden er en del af mit navn, som foregik til en fernisering i Galleri Tom Christoffersen, hvor Søndergaard præsenterede en indrammet tekst af Rainer Maria Rilke, indskrevne marmorskulpturer, bronzekranier med tydelige suturer og en aftegning af Søndergaards hjerneaktivitet. Søndergaard har sågar skabt et transportabelt lytterum – en kasse med indbyggede højtalere, der simulerer lytteoplevelsen af hans arbejdsværelse.

Foto af lytterummet

Det der synes at binde alt dette sammen, er en fascination af suturer; symbolske og reelle (kraniets kronsøm). Store dele af Søndergaards forfatterskab og hans deltagelse i f.eks. TransArt-udstillingen i Dome of Visions sidste år, tager som sit afsæt Rilkes tekst om sine barndomsminder omkring tidlige vinyloptagelser. I essayet Urlyd forklarer Rilke, hvordan han i skolen brugte et papirkræmmerhus til at afspille vinylcylinderens riller. Denne oplevelse af lydens materialitet leder ham til at forestille sig, hvordan man på samme måde kunne afspille lyden af kraniets kronsøm – en sutur som findes i alle pattedyr. Med dette for tanke undersøger Søndergaard suturens linier og symbolik.

Mit rum overdøvet af hans rum
Her er pladen måske det uskarpeste led i det net af relationer og associationer, som Søndergaard har bygget op gennem utallige tekster, udstillinger, koncerter og performance lectures. Ikke fordi det er en uinteressant plade, men fordi den ikke direkte spiller ind i fortællingen om kraniet og suturen. Hvis der er en sutur, er det i den geografiske og tidslige forskydning mellem Morten Søndergaards værelse og lytterens eget. Denne uidentificerbare anderledeshed – der på én gang er bekendt og fremmed.

Pladens præmis er klar efter første minut, når man forstår, at det ikke handler om at lytte til pladens indhold, men til konceptet bag

Pladen kommer virkelig til sin ret, når man engagerer sig i den. Når jeg sidder, og skriver denne anmeldelse. Lytter til lyden af mine fingre på tastaturet. Overdøvet af Søndergaards fingre på sit tastatur. Mit rum overøvet af hans rum. Jeg skriver om Søndergaard, der skriver om…? Suturen? Udstillingskataloget? Frikortet? Måske skriver jeg om Søndergaard, der skriver om Rilke, der skriver om sine barndomsoplevelser med vinylen – mens jeg lytter til vinylen.

The Sound of My Room er måske i virkeligheden kronen på værket? Den foreløbige og naturlige knude mellem Rilkes historie, Søndergaards kranieskulpturer og tekstunivers. Det oplagte ville være – på [Jacob] Kirkegaardsk manér – at finde en måde at omdanne disse suturer til lyd. Fra rillerne i kraniet til rillerne i vinylen; præcis som Rilke beskriver det. Måske er det for oplagt for Søndergaard. Det ville lægge låg på hans tyveårige lange fascination af Rilkes tekst, som har bragt ham så meget inspiration.

Til koncerter har Søndergaard faktisk flere gange afspillet modificerede EEG-målinger af sin egen hjerneaktivitet. Han har også arbejdet på at omdanne kraniers kronsøm til lydbølger. Det er altså ikke fordi, optagelserne ikke eksisterer, at de ikke er udkommet på plade. Det har nok nærmere at gøre med, hvad de tilføjer, eller fjerner fra Søndergaards kunstneriske oeuvre. På den ene side håbede jeg, at pladen indeholdt disse optagelser – det ville være fuldendelsen af en smuk cirkel. På den anden side er det banalt. Det ville være at tage Rilkes ord for bogstaveligt – at underkende og overse symbolismen.

Konceptuel lytning
The Sound of My Room er en sjov plade af ikke-musik, som Morten Søndergaard indskriver i et enormt spind af relationer, der udfolder sig jo mere man dykker ned i hans univers. Pladens præmis er klar efter første minut, når man forstår, at det ikke handler om at lytte til pladens indhold, men til konceptet bag. Og dog – for der er noget beroligende over at lytte til noget, der ikke er noget. Eller snarere: noget der forsøger ikke at være noget, men som helt sikkert er det. Det er som at lytte intenst til et rum, der uden optageren ville have været en ligegyldig oplevelse – men så snart mikrofonen introduceres, erobres rummet af Søndergaardsk æstetik og betydning.

Netop fordi Søndergaard bader alt han rør i relationer, er det svært at sige noget om The Sound of My Room uden at suturens sting sys endnu stærkere sammen.