Ukrøllet

En hel cd helliget kammermusik af Bent Sørensen. En hel CD til at blive spundet godt og grundigt ind i det Sørensenske stemningsunivers. Og det på en måde som en større besætning aldrig ville kunne gøre det. “Lækkert”, var min første indskydelse. Det er klart en af de lækrere danske ny musik-udgivelser. Ingen hårdhed her. Intet overforceret. Der dvæles. Og kun få og moderate udbrud. Dette er ikke en musik, der skriger på opmærksomhed. Der er noget andet på spil.

Cd’en hedder Sehnsucht og er udgivet af finkultur.dk. De fleste af værkerne er hidtil uindspillede værker af det vel pt. største danske komponistnavn, hovednavnet på efterårets Huddersfield nymusik-festival, som han efter sigende tog med storm. Klangene på cd’en udgøres af klaver, guitar, sang og violin. 4 instrumenter i forskellige konstellationer – oftest kun ét ad gangen. Klaudia Kidon – sopran, Idinna Lützhøft – violin, Kristoffer Hyldig – klaver, og Jesper Lützhøft – en af hovedkræfterne bag finkultur.dk – på guitar.

Længsel
Sehnsucht betyder længsel. Og længsel er et gennemgående tema på cd’en og for Bent Sørensens oeuvre i det hele taget. I Sørensens musik bliver der aldrig for alvor lukket ned for de musikalske elementer. De får lov til at stå og vibrere i deres uafsluttethed, i rummet mellem det, der er, og det der kunne have været. 

At Bent Sørensen arbejder med forfald, det fjerne, uopnåelige og længsler, er ikke det, der gør hans musik til noget specielt. Det er der, så mange der gør. Memento Mori er for længst blevet det nye Carpe Diem. Selvfølgelig er det altafgørende her, at manden er dygtig. Men det er også måden, elementerne anskues på. Vi fejrer ikke smadringen i sig selv. Det er umådelig langt fra antimusik. Det handler snarere om at se det fjerne med et særligt blik – igennem en slags nutidsmelankolibrille, som giver det fjerne en særlig poetisk fernis og udtryk. 

Kammer og musik
At det er kammermusik virker, for nu at blive i metaforikken, som en brillepudseklud. Fraværet, mellemrummene og strukturerne bliver endnu mere synlige, endnu mere nøgne. Det er kammermusik med lige meget tryk på begge ord. Tryk på kammer fordi det tavse er blevet endnu mere tavst. Stilheden har en ret så fremtrædende rolle, og så får rummet det også. Med cd’en får du både musik og rum med i købet. Og altså også fraværet af musik (forstået som lyd). Det er ofte her, noget andet opstår. 

Ny musik i håndboldhallen
Jeg morer mig af og til med at tænke et stykke ny musik ind i en anden sammenhæng, end det er tænkt til. Fx at værket, bliver spillet ved en håndboldscoring, ved et hof i 1750, eller at det indgår i en reklame. Cd’en gør det nemt at fortsætte legen. Mest markant i Melankolske Danse, en række guitarstykker, der hver især relaterer sig til en dans. Jeg kan kun opfordre til at tage en svingom til en af dem. 

Noterne i bookletten fortæller, at det på den ene eller anden måde er ufuldstændige versioner af disse danse. Fx er partituret til en af dansene gået i stykker, og guitaren spiller blot det, der er tilbage. Det, der var, er uopnåeligt nu, og tilbage står noget ufærdigt – fragmenter omgivet af en række tomrum. Jeg er i øvrigt ikke sikker på, at jeg er glad for noterne. For mig lyder Sarabande ikke som en pladespiller, der ikke fungerer. Måske er jeg bare blevet for vant til, at man kan lave sådan en effekt langt mere troværdigt med elektroniske hjælpemidler. 

Legen kan i øvrigt passende indledes allerede fra skæring 2, Donne (1983), med tekster af barokdigteren John Donne. Stemningen er hen ad Dowland. Men samtidig er man er ikke i tvivl om, at det er skrevet i nutiden.

Mit favoritværk er Sehnsüchte fra 1999. Det er samtidig det sværest tilgængelige og mindst lækre værk. Og det mest abstrakte. Booklet’en fortæller mig, at det handler om to instrumenter, der længes efter hinanden og til sidst finder hinanden. Jeg har altid svært ved at høre sådan noget, men vælger at tolke slutningen som at de mødes, men at forholdet samtidig bliver fastlåst, udynamisk og kejtet. Måske som et gammelt ægtepar? Eller måske som et nyforelsket, usikkert par? Sehnsüchte er på én gang spinkel og sparsom og samtidig mangetydigt, dynamisk og interessant at lytte på. 

Er det modsatte af krøllet glat, strøget eller måske stram? 
Det er ca. 10 år siden, at Pelle Gudmundssen Holmgreen skrev i Dansk Musik Tidsskrift, at den nye musik tit var for krøllet.

Jeg har sidenhen godt kunnet lide at bruge det ord. Krøllet. Og jeg har sikkert lagt min egen betydning i det med tiden. Det tætteste jeg kommer på at forklare, hvad jeg mener, er vist noget med, at der er for meget unødig information i musikken. Når en ekstra tone, ikke giver det ekstra til musikken, men måske snarere berøver den noget. Mudrer udtrykket til. 

Sehnsucht-cd’ens helt store styrke er, at den ikke er spor krøllet. Den er på overfladen så lækker, at selv min kæreste – der ellers synes at ny kunstmusik kan være lidt stressende at høre på – gider at have den kørende i baggrunden. Samtidig har den et højt kunstnerisk niveau, er interessant at lytte til og har en hvis mængde bid. Det er ikke særlig ofte, jeg møder musik, der opfylder alle de kriterier så godt.