Blidt i hånden på tur gennem helvedes forgård

Jomi Massage aka Signe Høirup Wille-Jørgensens seneste udgivelse, Primitives, er blevet rost til skyerne både her og i udlandet. Og man forstår hvorfor, når man lytter til pladen. Hendes tekster er stærke, hendes musik foruroligende smuk og hårrejsende lige-på. Her er en kunstner, som giver alt hvad hun har, råt for usødet, uden nogen form for unødig udsmykning eller selvfedhed.

Primitives er Signe Høirup Wille-Jørgensens ottende udgivelse under kunstnernavnet Jomi Massage, og den tredje på engelsk. Albummet er udgivet i 2013 på hendes eget pladeselskab, The Being Music, om hvilket man kan læse i album-noterne: ”The Being Music er et nystartet selskab med en simpel mission. Ingen strategier og ingen multitasking. På den måde får musikken lov til at bevæge sig rundt, løse sine egne knuder og se lyset og publikum i rette ånd og tempo”. Hun ved hvad hun vil og hun gør det selv, for så får hun det, som hun vil have det. Sådan!

En rejse ind i sjælens og kødets labyrint
På Primitives tager Jomi Massage os blidt i hånden på tur gennem helvedes forgård. Hun lader os mærke varmen fra flammerne, svovlen der river i hals og næse samtidig med, at hun mildt peger op på fuglene i himlen. Sjælens kval og kødets lyst vendes, drejes og undersøges på albummets otte numre. Skjult vrede blotlægges, stikker i brand, sætter skub i sjæl og kød og åbner lige lukt ned til helvede.

Walk the walk
Det gennemgående spørgsmål i teksterne synes at være: Hvordan skal vi forlige os med livet og døden, og alt det svære der ligger imellem? Hvad stiller vi op med vores egen bagage og ego, der har det med at spænde ben for vores drømme?

Animal of Eden, pladens første nummer, sætter dannelsesrejsen i gang. Hvordan lærer vi at leve med den fandens slange fra Edens have, som konstant kommer på tværs af de gode intentioner? Svaret er simpelt: Vi må forsøge at bevæge os fremad og søge efter De Vises Sten (the stone of the philosopher) – Alkymiens store og mystiske indsigt, som har kraften til at forvandle alt til guld, konkret som åndeligt. Måske rejsen bliver uendelig, måske den er dødfødt fra starten, vi ved det ikke.

På nummeret slæber Jomi Massages fødder sig stædigt afsted i form af et tungt bas-ostinat. Pletvise akkorder akkompagnerer hendes dødsagtige stemmeføring, og hun konstaterer tørt: ”this must be paradise when nothing else has been found”. Stemningen er lagt. Denne rejse bliver hverken nem eller let, for vi skal helt ind til benet, hvor det gør ondt.

Ind til benet
Numrene på pladen fungerer som facetter af temaet om livsrejsen. I will be born, andet nummer på pladen, undersøger temaet ’skam’ - dyppet i tjære og rullet i fjer - og hvordan man rejser sig igen. Jomi Massage erklærer skammen krig med vrede i stemmen og en stædig bas-figur hamret ud i klaveret. Hun går direkte i kødet på den og undersøger dens råddenskab – for i sidste ende at kunne efterlade den og komme videre som et nyt menneske.

Herefter skildres helvedesturen på de næstfølgende numre med skiftevis blid ømhed, vild vilje, pessimisme, raseri og vrede, for så stille og roligt at samle sig. Det er en fattet Jomi Massage, der vinker farvel til os på sidste nummer, A knot of broken / not broken. Knuderne i maven har løsnet sig, og mørket er lettet så der nu er udsigt til fuglenes flugt over himlen og et mere indsigtsfuldt liv.

Stemmen
Jomi Massages stemme fraserer til tider lige så teatralsk som Tom Waits eller, på Stray Arrows, lige så dunkelt og melankolsk som Beth Gibbons fra 90'er-triphop-bandet Portishead. Melankolske rock-elementer synes at være på vej ind på den eksperimenterende musikscene.

Oveni har Jomi Massage også noget af det finurlige og melodiøst legende som den tidlige Björk fra 90'erne havde - med skæve hop i melodilinjen og sødmefyldt dvælen på blå toner. Fraseringen i bl.a. Dust and Dirt virker til tider amerikansk folk-agtig. Kombineret med rumklang, giver det albummet et lidt 70'er-agtigt præg med en snert af country and western.

Honky-tonk-klaver med dramatisk lydtæppe
Udover Jomi Massages stemme spiller det opretstående honky-tonk-klaver en central rolle på Primitives.

Honky-tonk-klaverets whiskybar-agtige sound kombineret med de rockede klaver-riffs er med til at give 70’er præget. Jomi Massage arbejder konstant med klaverets sound, og tilpasser det til de akkompagnerende elektroniske lyde, som hun breder ud som dramatisk baggrundstæppe.

Overgangene mellem numrene er næsten små dramatiske værker i sig selv, der vækker mindelser om Pink Floyd-albummet The Wall. Enkelte samples fra anden musik sniger sig en sjælden gang ind i form af spøgelsesagtige guitar- og violin-loops taget fra Luke Sutherland. Ellers er det ren analog fråds af den fineste skuffe.

Er Primitives elektronisk?
Men er pladen så elektronisk? Den er i hvert fald ikke særlig digital i sin sound. Måske kun som ganske svag antydning på vej mod nummeret XYZ, hvor Jomi Massages stemme hakkes let op i lidt digital over-sampling, og på nummeret A Fake Start is Life, hvor Jomi Massages stemme transponeres nedad i en glidende bevægelse til den ender som djævelen selv, der gentager ”hell, hell, hell...”. Ellers er det digitale som æstetisk fejl-sampling-effekt stærkt sparsomt anvendt.

Er Primitives rock?
Men er Primitives så rock, når der nu er så mange rock-elementer i? Måske og så alligevel ikke. Mange af sangene følger ikke en fast 4/4-metrik, som man kan sing-along’e med på. Teksten nærmere flyder i melodiske fraser uden fast metrik, stopper op og understreger nøgleord i digtene i form af gentagelser, som giver dybde.

Musikken befinder sig måske det sted midt imellem. Et sted, der er anderledes og dejligt forfriskende på kunstmusik-scenen, hvor Jomi Massage blandt andet slog sine folder under Wundergrund Festivalen, dog med et langt mindre rocket og mere eksperimenterende musikalsk udtryk. Hun kan lidt af hvert, Jomi Massage.

Melankolikeren er tilbage
Primitives er en ensom rejse og melankolien er ikke noget vi dyrker i fællesskab. Det er en sag for den enkelte. På Primitives er der én stemme - Jomi Massages stemme, og ét instrument – klaveret. Og så er der et helt arsenal af fantastisk fremtryllede elektroniske lyde. Alt sammen tilsat old school analoge lydeffekter som rumklang, båndloop, forvrængning osv.

Både kompositioner og  lydbillede er holdt meget stramt - sindssygt enkelt og sindssygt lækkert. Primitives fremstår skarp og ligefrem, uden vaklen af nogen art.