Byen der larmede sig ind i historien

Det skal råbes så højt i megafon, at det kan høres over ud over alle københavnske gader og stræder, boulevarder og alléer, torve og pladser: Lyden af København er en eminent vellykket udstilling. Den er medrivende, indtagende og oplysende, og den hjalp mig til at få en fornyet auditiv opmærksomhed på den by, jeg har kendt hele mit liv, og som jeg har boet i en meget stor del af mit liv.

Lyden af København er en eminent vellykket udstilling

Og så er udstillingen desuden fokuseret og koncentreret i en grad, at den omstændighed i sig selv var fokuserende og befordrende for min egen koncentration, da jeg gik gennem lokalerne på museet med deres montrer, plancher, udstillingsgenstande og lydgivere. 

Udstillingens talrige portrætteringer af og forestillinger om København som lydkulisse angår særligt industrialiseringens og befolkningseksplosionens kaotiske tidsalder fra 1870 til 1920, et spænd på et halvt århundrede som undertiden bliver strukket yderligere nogle årtier tilbage eller et par stykker frem. De gamle dage voksede ganske enkelt ind i mine ører undervejs, for det gik op for mig, hvor meget byens lyde definerer denne tid, afgrænser den, omslutter den, forlænger den, kort sagt levendegør den. 

Lydene, som kan høres i hovedtelefoner i form af primært historiske optagelser, fortalte også en både medrivende og nedslående historie om det soniske kaos, som København måtte have været dengang. Jeg kom hele tiden til at tænke på de mennesker i alle aldre, der levede i byen i perioden, og som ikke havde kunne undslippe dens lyde, selvom de måske ønskede det, ganske enkelt fordi det ikke var muligt for dem at flytte andre steder hen. 

Udstillingens lydlige tidsrejse

Det københavnske kaleidoskop af hverdagslyde var altomsluttende, fra nabolejligheden til gaden og fra havnen til fabrikken. For nogle kan lydene ganske vist have været som en konstant opmuntrende bekræftelse af, at de befandt sig det rigtige sted, for støjen var jo et klangtæppe til et storbyliv, som ingen andre steder i landet. For andre, derimod, var lydene måske snarere blot en omstændighed, som de slet ikke tænkte nærmere over, men blot accepterede som en grundpræmis. Og for andre igen har lydene måske været noget ganske andet: en kilde til frustration, mistrivsel og afmagt. 

Hvor manges liv blev mon forpestet, forplumret og forkortet af dette lydtæppe, som undertiden må have været et støjhelvede?

Hvor manges liv blev mon forpestet, forplumret og forkortet af dette lydtæppe, som undertiden må have været et støjhelvede? Vi ved det ikke. Men fra vores egen tids forskning ved vi, hvor ødelæggende støj kan være for både krop og sjæl. Ifølge en artikel på DR’s hjemmeside fra 2018 har WHO slået fast, at trafikstøj er en potentiel meget skadelig komponent i ethvert bymenneskes liv. Hvis ens hjem bliver udsat for et vedvarende støjniveau på mere end 53 decibel, er man udsat for en sundhedsskadelig påvirkning. WHO refererer ifølge artiklen til forskning, der viser, at en sådan påvirkning kan resultere i ikke blot stress, men også slagtilfælde, diabetes og blodpropper – og ultimativt føre til en for tidlig død. 

Det er utroligt, hvor mange forskellige af byens mange lyde fra Københavns byrum dengang, som kommer til live på udstillingen

Vi kan heller ikke sige noget om decibelniveauet i København i perioden, men for nu at tage et eksempel ved enhver, der har hørt hestevogne køre på brosten, hvor meget det larmer. Så der kan virkelig være grund til at antage, at ligesom trafikstøj dræber i dag, dræbte støj – heriblandt trafikstøj – også dengang.

Plancherne fortæller da også, at en læge omkring år 1900 anbefalede kommunen at udskifte vejbelægningen til mere hensigtsmæssige materialer i forhold til støj, og at læger og psykiatere i samme periode var bekymrede over støjen, fordi den kunne føre til »nervesvækkelse«. Hvad der så ligger i ordet »bekymret«, og hvordan disse fagfolk overhovedet definerede støj, fremgår desværre ikke. 

Det er utroligt, hvor mange forskellige af byens mange lyde fra Københavns byrum dengang, som kommer til live på udstillingen. Der bliver stillet skapt på en lang række faggruppers lyde, heriblandt vægterne, der frem til 1863 patruljerede om natten og sang et vers hver time, og gadehandlerne, der benyttede såkaldte gadeskrål for at gøre opmærksom på deres varer, og hvor skrålenes »form og melodi« var »nedarvet gennem generationer«. Og hold da op, hvor de kunne larme. Hør bare her: »Kuske og kaneførere brugte piskesmæld og signalhorn til at tiltrække kunder. Slagtøj, klokker og gongonger blev også anvendt til kortvarigt at trænge igennem.« 

Snart ændrede gadehandlerne dog strategi ved at benytte sig af andre måder at tiltrække kunder på, og desuden blev de udkonkurreret af avissælgerne, der overdøvede hinanden og alle andre med deres råb med avisernes overskrifter, som ifølge udstillingen skulle blive »lyden af den moderne bys nyhedshunger og forbindelse til den store verden.« På Grønttorvet ved Nørreport faldbød amagerkoner og mange andre deres varer med råb og fagter. Det gjaldt også en kendt stemme i mellemkrigstidens København, nemlig skovserkonen Dagmar Hansen, der solgte fisk på gaden på Østerbro, og som gennem en årrække skulle blive en decideret mediepersonlighed. 

Og så har jeg slet ikke nævnt hestevognene, de hestetrukne og senere de elektriske sporvogne, togene, skibene, bilerne, busserne og også sirenerne

Stilhedens oaser og den bevidste lytning

Udstillingen sætter fokus på meget andet end dem, der optog byrummet med deres stemmer. For der bliver også fortalt om byens materialitet, altså gadebelægninger og gaderum, der enten forstærkede eller dæmpede lydene. Og hvad med naboerne? I de tætbeliggende lejligheder eller barakker, som ofte var dårligt lydisolerede, var det en plage at have ubetænksomme naboer i forhold til støj eller for den sags skyld sang og klaverspil, og naboklager blev, som udstillingen påpeger, nærmest en »københavnersport«. Og så har jeg slet ikke nævnt hestevognene, de hestetrukne og senere de elektriske sporvogne, togene, skibene, bilerne, busserne og også sirenerne, som alle indlysende også kom til at sætte deres store præg på byens lydlige fysiognomi.

Som et interessant perspektiv på støjen i København dengang bliver der i udstillingen sat fokus på den stilhed, der ligeledes blev dyrket i perioden, blandt andet i parkerne, i skolerne og på tvangsarbejdsanstalterne forbeholdt »de subsistensløse og småkriminelle«. Det er en interessant modstilling, der minder om, at der selvfølgelig også har været mulighed for at opsøge den velgørende ro rundt omkring – i parkerne, i kirkerne, på kirkegårdene, ved søerne og så videre. Et andet perspektiv i udstillingen angår tilsvarende den koncentrerede lytning, hvor lytteren selv opsøger lyden i stedet for at blive udsat for den. I hvert fald minder udstillingen én om, at 1800-tallets opfindelser tæller både stetoskopet, mikrofonen, telegrafen, telefonen og fonografen.

Lyden af cykler, forbipasserende stemmer og meget andet blev pludselig til anderledes levende og selvstændige komponenter

Udstillingen afholder sig klogelig fra ethvert forsøg på at æsteticere byens lyde, for selv lyden af musik blev angiveligt opfattet som potentiel støj for dem, der ikke havde bedt om at høre på den – fx naboer eller forbipasserende på gaden. Desto mere malplaceret er det derfor, når museets egen pressetekst om udstillingen anfører, at byens trafikstøj dengang var som en »konstant snurrende underlægningsmusik«. Sig mig: Er støj uden videre altid musik for alle? Så enkelt er det vist ikke – og det var det især ikke i den periode, som udstillingen primært dækker. 

En ny oplevelse af byen efter udstillingen

Da jeg forlod museet igen, gik jeg den korte tur fra Københavns Museum i Stormgade op ad Vester Voldgade til Rådhuspladsen. Og fordi jeg var lettere ør af al den lyd, jeg undervejs havde hørt, foruden al den lyd, jeg havde forestillet mig for mit indre øre, var det at gå gennem byen som en helt ny oplevelse: Lyden af cykler, forbipasserende stemmer og meget andet blev pludselig til anderledes levende og selvstændige komponenter i en lang, historisk betinget fortælling om København, hvor lydenes nutidighed blandede sig i mit hoved med den historicitet, de også var og er i besiddelse af. 

Udstillingen giver én lyst til at høre og vide mere om Københavns lydlige fysiognomi

Under gåturen blev jeg konfronteret med andre af byens lyde, som udstillingen ikke tager i betragtning: naturens. Jeg blev nemlig udsat for den ikke helt støjsvage lyd af vinden, der hujede heftigt ned ad Vester Voldgade og blandede sig med de øvrige lyde fra gaden. Blæst, regn, hagl, fuglelyde og andre naturlyde har indlysende altid været vigtige komponenter i lyden af København, og de har bidraget til at ændre på karakteren af de omgivende lyde, idet fx sne ofte gør dem mere afdæmpede.

Det er klart, at naturlyde på ingen måde er specifikke for byen København, men det er de mange lyde, som bliver beskrevet på udstillingen, jo heller ikke. At gademusikken som sådan ikke fylder meget på udstillingen, kan måske forklares med, at det er en stor og kompliceret kategori, der står i modsætning til hverdagslydene ved at have en æstetisk dimension. Men at naturlydene ikke indgår i udstillingens tematikker er bemærkelsesværdigt. Er det et bevidst fravalg, som så blot ikke er ekspliciteret i udstillingsmaterialet, eller skyldes det simpelthen en forglemmelse?

Udstillingen giver én lyst til at høre og vide mere om Københavns lydlige fysiognomi. Tænk, hvis museet fandt på at følge op med endnu en udstilling om lyden af København fra 1940’ene og nogle årtier frem. Byens nyere lydhistorie ville givet interessere mange, og selvom vi har Else Marie Pades minutiøse gengivelser af lyden af København som den lød sidst i 1950’erne (i komponistens hovedværk Symphonie magnétophonique) foruden talrige spillefilm og tv-serier optaget i byen i denne periode, er der så meget andet, der kunne graves frem. Jeg krydser fingre.

»Lyden af København – støj, stemmer og stilhed«, Københavns Museum. Åbnede 16. maj 2025 og kan ses frem til 4. januar 2026. Udstillingen er kurateret af Jakob Ingemann Parby og bygger på forskningsprojektet »Lyden af hovedstaden« – et samarbejde mellem museums- og universitetsfolk. I forlængelse af projektet og udstillingen er der netop udkommet to bøger på Gads Forlag: Jakob Ingemann Parbys »Lyden af hovedstaden: Støj, nerver og naboer i 1800-tallet« samt Pia Quist og Bjarne Simmelkjær Sandgaard Hansens »Bondsk i København«.