Det er printet ind i kroppen 

Der gik mere end halvandet år, før betonlokalerne i Kraftwerk, hjemsted for den første natklub i Østberlin, kunne give genlyd igen. Den brutalistiske bygning i Köpenicker Straße åbnede i slutningen af ​​september for at være vært for Metabolic Rift, et nyt projekt under festivalen Berlin Atonal (der løb i hele oktober). Udover en koncertserie inkluderede Metabolic Rift en udstilling i hovedsalen og i tidligere ubenyttede rum med det formål at formidle en »følelse af overbelastning, af intense og transformative musikalske og kunstneriske oplevelser«.

Et øjeblik tænker jeg på de klaprende tænder fra et frygtsomt dyr i jagtsæsonen

Titlen refererer til den marxistiske forestilling om et splid mellem industrisamfund og natur og til de strømme af energier og materialer, som mennesker regulerer mellem de to. Det tidligere vigtigste kraftværk i Østtyskland bliver ikke kun en arkitektonisk manifestation af dette forhold, men også en infrastruktur for en forandring i sig selv, sammensat af kædereaktioner og indbyrdes kommunikerende kar. På en eller anden måde adskiller disse dynamikker sig ikke overdrevent fra bygningens sædvanlige formål: En klub er et sted for udforskning af intersubjektive følsomheder og deres in-betweens, eller transformation og udveksling. 

Skrjabins mystiske akkord

Da vores lille gruppe går ned ad trappen til den tomme natklub Tresor, kniber jeg øjnene sammen for at tilpasse mit syn til det svage lys. Døren åbner til en mørk tunnel, for enden af ​​hvilken en lysende monitor byder os velkommen: En kvinde svinger en kniv mod jorden, og en blød stemme kalder gentagne gange og beroligende »Baby….«

Et gult lys oplyser et tilstødende rum, og vi følger det, mens skærmen sortner. En blok is smelter langsomt under en rusten lampe, og mens jeg observerer vandet udvide sig på betongulvet, dukker kunstner og komponist Pan Daijings stemme op igen og ledsager den anden video af hendes flerkanalsværk Seal. Jeg ser en, der dækker øjnene med armen, væske drypper fra fingerspidserne og løber ned ad panden; ordet »sweat« hvæser gennem den psykoakustiske installation som besværgelser, der lægger sig og falder på hinanden med øget intensitet. Ingen bevæger sig, før den binaurale lyd er fejet væk af en sky af tåge.

Lyset bag skyen viser vores vej videre, og jeg bevæger mig modvilligt, fristet af igen at opleve den osende atmosfære. Undervejs på rejsen vil jeg lære at tilpasse mit forhold til et rum, hvor jeg plejede at vandre og fortabe mig. Mens jeg bugter mig gennem mørket, guider den sekventielle materialisering og formørkelse af kunstværkerne mig ikke kun, men dikterer også rytmen i min oplevelse – en lineær progression af impulser, der skubber mig gennem bygningens uransagelige tarme.  

Jeg befinder mig pludselig i hovedpavillonen på Venedig Biennalen, for otte år siden

En række hurtige rangler stopper den suspenderede energi fra Seals besværgelse. Jeg går hen mod hamrelydene, men jeg kan kun se seks jerngryder, hvoraf de fleste hænger ved indgangen til den næste hal. Nedefra bemærker jeg, at en bas-transducer rammer hver enkelt med en anden tone – som, læser jeg, udgør Skrjabins mystiske akkord til sin hyldest til slavegjorte mennesker, der brugte lignende gryder til at absorbere og opfatte lyden af ​​deres hemmelige møder. Min nysgerrighed over for det klirrende er lig med ubehaget i mine tindinger, let boret af disse frekvenser. Et øjeblik tænker jeg på de klaprende tænder fra et frygtsomt dyr i jagtsæsonen – eller måske på en person, i betragtning af referencen til kunstneren Jeremy Toussaint-Baptistes installation Devo. 

Tegn på liv og Chicago House

Længere fremme, foran trappeopgangen, der fører ud af kælderen, hører jeg for første gang tegn på liv i disse industrielle interiører, en kvindestemme. Jeg strækker nakken for at lede efter et tegn på fysisk tilstedeværelse – indrammet af rækværkets spole artikulerer en hånd indbydende i luften sangen, som nu, mere åbent og bevidst, resonerer i trappens ekkokammer. Mens jeg vandrer op, fylder et lille pust mit bryst og ører, dæmper intonationerne og vores fodtrin.

Vi når endelig den øverste etage for at samles om sangerinden, som bliver ved med at klikke med tungen, smække med læberne og nynne en vag melodi. Jeg befinder mig pludselig i hovedpavillonen på Venedig Biennalen, for otte år siden, foran den tysk-indiske kunstner Tino Sehgals performere. Deres skæve og intime sensibilitet (både sonisk og fysisk) var en reaktion på det 20. århundredes illusion af menneskers evne til at mestre verden, »ensomhedens filosofi«. Nu, mens sangerinden foran mig åbner en dør, spekulerer jeg på, om hun vil vise os en vej ud af dette spøgelsestogsystem.

Naturligt lys falder svagt fra ovenlysvinduerne i en øde hal, og opfattelsen af ​​rum og lys får os til at gispe i et let befriende åndedrag. Det legendariske Killasan-lydsystem tårner sig op i midten som en sort væg, og mens jeg omgår det for at se på et hvidt klæde tæt på, fylder den Chicago-baserede House-experimentalist Hieroglyphic Beings karakteristiske lyd langsomt rummet. De synkoperede hi-hatte, der er typiske for Chicago House-musik, ser ud til at være indhyllet i en æterisk sky af klokkespil og vibrafoner, der snart blandes med dub-tunge bas-linjer på grænsen af ​​forvrængning. Jeg kan mærke vibrationerne på mit brystben, på mit kranium, mens de udvider sig fra gulvet under fødderne, men alligevel er mine ører ikke overvældet, jeg kan endda høre lidt snakken bag mig.

Langsomt rejser en rørmand sig fra, hvad jeg troede var en klud, og danser snoet mellem os og højttalerne.

Jeg kan ikke andet end at overgive mig til den nostalgiske fantasi om kollektive danse, og jeg spørger mig selv, om dens hypnotiserende smidighed også er påvirket, ligesom jeg, af vibrationernes soniske massage. Musikken falmer, luftblæserne holder langsomt op med at summe, og himmeldanseren falder på jorden med et sug.

Er jeg på en kirkegård med tidligere begærstanker og drømmeaffald?

Rave på P-pladsen

Jamal Moss og Cyprien Gaillards installation Visitant: no dancing åbner virkelig en vej ud: Kraftwerks brede koncertsale animeres af en blød summen, der svæver i luften fra forskellige alternative kilder, og jeg vandrer efter dem, indtil jeg bliver tiltrukket af en drone på mezzaninen, hvor jeg ser otte oplyste skiver.

Videoerne med svævende gennemsigtige organismer, monocellulære og autopoietiske systemer, er parret med hver sin højttaler og deres egen distinkte lyd, skabt af Vladislav Delay i samarbejde med Adameyko Lab. Jeg går ind mellem denne tætte bane af hjertebanken og prøver at tyde deres individuelle natur. Nogle klirrer, andre banker, tikker og taber, men det er umuligt – nærmest arrogant – at forsøge at pille en ud af dette vibrerende væv. På vejen fra den mørke bikube tilbage til hovedsalen genkender jeg de fjerne beats af Killasan og går ned i stueetagen og fanger den sidste raslen af ​​Devo-installationen. I anden akt af Metabolic Rift ser lyde og kunstværker ud til at akkumulere og spredes frit i de åbne rum, der aktiveres alternativt i kvasi-organiske pulser.

I et hjørne ligger flere bilvrag under snavs og tørre blade. Voluminøse højttalere optager bagagerummet, som spor af en livløs parkeringsplads-rave. Skrigende led-lys markerer begyndelsen på Lyra Pramuks æteriske soundscape, og ud over de knuste ruder og tømte airbags ser jeg resterne af en fest spredt i det indre af de brændte skeletter.

Musikken, høje tonehøjder, der kører i loop, når et klimaks i en himmelsk og uhyggelig ekstase. Dens bløde spektralitet er hauntologisk: Er jeg på en kirkegård med tidligere begærstanker og drømmeaffald? Titlen Også dette går over antyder faktisk en lovprisning.

En klub er et rum for udforskning af forskellige relationelle følsomheder

Indprintet i kroppen

Når lyde og impulser bevæger og blander sig, nogle gange guidende og nogle gange undvigende, er det klart for mig, at hele udstillingen er en transformationsproces mellem det engang levende, det forfaldne og igen det levende. Selve bygningen er en metaforisk organisme, hvis enzymatiske processer aktiveres af principper om intensivering, udveksling, transmission og frigivelse af affekter, sensoriske stimuli og lydlige erindringer. På en eller anden måde adskiller disse dynamikker sig ikke overdrevent fra det sædvanlige formål med bygningen: En klub er et rum for udforskning af forskellige relationelle følsomheder og deres in-betweens, for transformation og udveksling.

Den tvungne tilpasning til en kunstudstilling, der er i stand til at bevare og rekonfigurere det flydende ved ​​klubbens subjektive og soniske modtagelighed, giver os et glimt af de uudforskede muligheder, som disse spillesteder kunne tilbyde. Fra et kuratorisk perspektiv indser jeg, at jeg sjældent har set en lignende tilgang til det lydlige og dets (im)materialitet i forbindelse med kunstudstillinger. Det giver ikke kun kunstværker en vis operationel autonomi, men vigtigst af alt er tilgangen ikke bange for at lade lyde udvikle sig og overlappe hinanden. Tværtimod tilskynder det selve karakteren af ​​akustiske bølger til at flyde, udvide sig, reagere i ukontrollerbare kombinationer og sprede sig. 

I denne forstand er den egentlige kilde til det oplevelseslandskab, jeg vandrer i, samspillet mellem udstillingens forskellige sanseelementer og mellem objekt og subjekt. Når alt kommer til alt, er også min 'metaboliske eksistens' et net af interaktioner mellem objekt, subjekt og deres in-betweenness. Betingelserne for lyd og kunstoplevelser er alt andet end en mekanistisk proces: Tværtimod er lydopfattelsen afhængig af det rum, den bebor, og den afhænger af særegenhederne omkring begivenheden, der blander sig med intersubjektiv sensibilitet. 

Efter jeg er gået ud, er selv det kedelige lys på en efterårseftermiddag lyst og let desorienterende. Brummen fra bilerne på Köpenicker Straße virker nu tydeligere og fjernere end før. Erindringen fra de seneste to timer er på en eller anden måde indprentet i kroppen, som efter en taktil oplevelse. Og ja: Sker lytteprocessen – ofte indskrænket til et begrænset og forudbestemt sæt af positionaliteter – ikke kun gennem psykologiske eller intellektuelle medieringer, men også gennem en materialitet, der forbliver i erindringen om vores fulde sanserum?

Udstillingen Metabolic Rift var en del af den årlige lyd- og billedkunstfestival Berlin Atonal og fandt sted 25. sep.-30. okt. 2021.

Oversættelse fra engelsk: Andreo Michaelo Mielczarek