Festival for eksperimenter – men kun når den tør

Borealis-festivalen leger med vores forventninger – netop fordi den konstant underminerer dem. Festivalen, der markedsføres som en »festival for eksperimentel musik« og er blevet en velbevaret hemmelighed blandt musikelskere i Europa, er faktisk svagest i de klassiske koncert- og opførelsesformater, hvor den sjældent bliver virkelig eksperimentel. Et eksempel er den traditionsrige koncert med det norske marinemusikkorps, hvor der i år blev uropført værker af Herborg Rundberg, Jason Yarde og Kari Beate Tandberg. Her ville det virkelig eksperimenterende have været at tage et kritisk greb på selve formatet – på blæseorkestret som historisk og politisk ladet formation, også i Norge.

Men ingen af de tre komponister tog denne udfordring op, og resultatet i Bergens domkirke lød præcis, som man kunne forvente af et militærorkester – krydret med lidt impressionistiske bølgebevægelser, eftersom det jo trods alt var marinen og ikke hæren, der spillede.

Alle emo-inspirerede skolebands i 00'erne gjorde det bedre end denne besynderlige tur ned ad memory lane

Også i det internationale kulturhus, hvor unge komponister præsenterede deres værker, manglede der overbevisning. Evelin Lindbergs cubicle for Ensemble Obsidian fremstod karakterløst og mat, mens Eira Sjaastad Huses Salmon Songs i det mindste havde nogle sjove tekstpassager. Jakob Thonander Glans’ emo-katarsis virkede derimod amatøragtig og nostalgisk på en mærkelig måde; alle emo-inspirerede skolebands i 00'erne gjorde det bedre end denne besynderlige tur ned ad memory lane.

Helt anderledes vellykket var Bastard Assignments' performance PIGSPIGSPIGS. Gruppen – Timothy Cape, Edward Henderson, Caitlin Rowley og Josh Spear – slog for alvor igennem tidligere på året med deres otte timer lange optrædener ved Musik Installationen Nürnberg. I Bergen opførte de en tragikomisk fortælling om en svinebonde, hans kone og søn, der balancerede mellem Brexit-kritik, magisk realisme og en god portion britisk skolekomediehumor. Og det virkede – fordi de »bastards« er så uhyre dygtige.

Et finaleværk uden retning

Svaghederne var dog svære at overse. For eksempel finalekoncerten med det lokale BIT20 Ensemble og et bestillingsværk af den sydkoreanske cellist og komponist Okkyung Lee. Lee havde aldrig tidligere skrevet for større ensembler – og det burde hun måske have holdt sig fra. Musikalsk var Skylight letfordøjelig minimalisme (hvilket ikke er dårligt per se), opstillingen i en stor halvcirkel i Håkonshallen kun interessant i begyndelsen, og Lees forsøg på selv at »dirigere« ensemblet – hvad end det skulle betyde – blev næsten pinligt, ja nærmest provokerende i sin selvsikkerhed.

Setyanto – iført en pseudo-autentisk dragt inspireret af indonesiske fiskere – kastede sig i stedet ud i at spytte på det siddende publikum

Lige så frustrerende var Ocean Cage i Bergen Kunsthall. Værket var skabt af den kinesiske kunstner Tianzhuo Chen i samarbejde med performeren Siko Setyanto og den indonesiske musiker Nova Ruth. Publikum blev placeret under en gigantisk, oppustelig hval, mens den eksperimentelle balinesiske gamelan-duo Kadapat forsøgte at bringe dem i trance. Det lykkedes dog aldrig, for Setyanto – iført en (vist nok) pseudo-autentisk dragt inspireret af indonesiske fiskere – kastede sig i stedet ud i at spytte på det siddende publikum og lave grimasser. Til sidst stod det uklart, om det var tænkt som en kritik af koloniale magtstrukturer eller blot en form for selv-eksotisering. Ligesom den Ed Atkins-inspirerede videoæstetik med digitale, groteske ansigter blev det hele simpelthen for meget og endte med at irritere mere, end det provokerede.

Et bjerg, en hytte og lydens ro

Alligevel var der øjeblikke, hvor festivalen virkelig skinnede, og hvor festivalleder Peter Meanwells vision om at skabe »sound communities« blev indfriet. Den finske arkitekt, musiker og saunaentusiast Tuomas Toivonen inviterede i havnen i Bergen ind i sin specialbyggede, flydende lydsauna Laugaren – en oplevelse, man ikke kunne få nok af.

Her sad man på rensdyrskind ved et lille ildsted, drak te, mens man lyttede til det 40 minutter lange lydværk af den samiske komponist

Et andet højdepunkt var Jiennagoahti, en jordhytte på et af de syv bjerge omkring byen, som man kun kan nå via tandhjulsbane og en kort gåtur gennem en eventyrlig skov. Her sad man på rensdyrskind ved et lille ildsted, drak te, mens man lyttede til det 40 minutter lange lydværk af den samiske komponist Sondre Närva Pettersen. Lydoplevelsen, kombineret med regnen, der stille trommede mod panoramavinduet ud mod skoven, skabte et øjeblik af sjælden klarhed og ro.

Borealis Festival, Bergen, Norge, 12. – 17. marts 2025

Artiklen er lavet i samarbejde med det tyske magasin Positionen